Indhyllet i mørke

[Maggie Hayes]

Det hele var blevet lidt et rod. Ikke at det var unormalt for teenagere og deres hormoner, men Maggie havde altid været lidt sær på det punkt. Alex havde sagt flere gange, at hun aldrig helt havde været barn og det var nok ikke meget forkert.

Maggie slap et tungt suk og smed kuglepennen fra sig til fodenden af sengen. Hun havde prøvet at formulere et brev til Nicolas i dage nu, men var stadig ikke kommet videre, og hun lænede hovedet tilbage mod væggen. Måske hun bare burde sove.

"Pats?" kaldte hun og vendte blikket over mod venindens seng.

Patsy Murray

[Patsy Murray]

Patsy lå og kiggede op i himmelsengens loft, hun havde meget at tænke på. Hun var dagen forinden stødt på Duncan Brown, og det var svært at glemme ham, men hvad ville William Knight sige til det og ikke mindst @theevilqueen5? Tankerne var mange som hun lå der i den stille sal.

Så hørte hun nogen kalde hendes navn. "Maggie?" Det lød som om det kom fra hendes retning, men det var kun en hvisken, de måtte helst ikke vække nogen. "Kan du heller ikke sove?"

[Maggie Hayes]

Maggie hviskede ikke. Hun havde i forvejen forhekset en lille kugle lys til at hænge ved siden af sig, mens hun skrev og hvis pigerne kunne sove fra det, kunne de sikkert også sove fra hendes lavmælte samtale med Patsy.

Det tomme stykke brevpapir lagt til side, før hun trillede om på siden og så hen på veninden. "Nej, jeg... Jeg kæmper stadig med mit brev til Nico."

[Patsy Murray]

Patsy rullede ligeledes om på siden og så på veninden. Hun havde kæmpet med det brev længe efterhånden. Sådan virkede det hvert fald. "Hvad vil du gerne have brevet til at indeholde?" Patsy var ikke helt klar på om hun vidste alt der foregik hos Maggie, men selvfølgelig ville hun hjælpe. 

Hun kiggede rundt på de andre senge hvor pigerne sov sødt og godt. De var vidst langt væk i drømmeland. "Er alt okay Maggie?"

[Maggie Hayes]

"Jeg ved det ikke... Jeg... Jeg har lidt gået med en hemmelighed her de sidste par dage," indrømmede hun og blikket flakkede ned. Normalt var det ellers andre, der kom til hende, fordi de havde lavet rod i den.

"Jeg... Owen Blishwick kyssede mig." De havde været bedste venner i en evighed, men nu? Nu var alt skævt.

[Patsy Murray]

Patsy nikkede langsomt, den rumle kendte hun godt. Det med at kysse de forkerte. Det skabte problemer. "heldigvis" for Maggie havde hun kysset med en hun kendte, eller var blevet kysset af en hun kendte hvert fald. "og nu ved du ikke hvordan du skal fortælle det til Nicolas?" ville hun lige forstå, inden hun sagde for meget.

[Maggie Hayes]

Maggie sukkede og trillede om på ryggen igen. Med et halvopgivende udtryk så hun op i sengens loft. L.B. + P.P. stod der ridset ind i træet. Hun havde efterhånden kigget på det en milliard gange.

"Jeg ved ikke, om jeg bør fortælle ham det overhovedet. Jeg mener... Min mor forklarede mig engang om sandheder, der bare gør ondt. Den eneste, der måske ville have det bedre af den, er jo mig." Hun sukkede igen.

"Jeg ved det ikke. Jeg vil ikke gøre ham ked af det."

[Patsy Murray]

Det var selvfølgelig noget rigtigt i det Maggie sagde om ikke at fortælle sandheder, der gjorde ondt, men omvendt alternativet kunne blive så meget værre. "Altså. Det er jo nok ikke helt det samme, men jeg måtte jo fortælle Duncan om mit kys med Francesco.... Det var ikke rart, men jeg er alligevel glad for at jeg fik det fortalt, frem for at han skulle høre om det andre steder fra. " Det ville snart have været værre, hvis Duncan havde opfanget det af rygter først. Patsy var af den tro at man ikke kunne skjule noget for altid, særligt ikke når man var flere om det, så at sige det selv var langt det bedste. "Jeg tror du gør bedst i at sige det. men... jeg ville ikke gøre det over et brev."

[Maggie Hayes]

Maggie mente overhovedet ikke, det var det samme. Patsy havde kysset med Francesco midt i det hele, hvorimod Owen havde kysset hende på en mennesketom korridor uden et eneste vidne. Og episoden i ugleriet kunne hun slet ikke tænke på.

"Men det føles som at lyve for ham at skrive breve nu," mumlede hun og stirrede modløst op i loftet. "Og den eneste, jeg gerne vil tale med det om er Owen, men jeg ved jeg ikke bør tale med ham, før... Ja, før jeg ved, hvad der sker."

[Patsy Murray]

Nej det var måske slet ikke det samme. Patsy rynkede brynene lidt og så på veninden med et tiltende hovede efter at have sat sig lidt op. "hmm Maggie forestil dig noget du rigtig godt kan lid at lave, eller måske Nytårsaften, hvem står ved din side? Er det Owen eller er det Nicolas?" Patsy måtte vide lidt mere om Maggies følelser før hun følte sig klar til at sige for meget.

[Maggie Hayes]

Det var selvfølgelig en meget fin tanke, Patsy havde og Maggie tog da også sig selv i at ligge og overveje det. De gav hende begge varme kinder, men så vendte mindet om ugleriet tilbage og sendte en hel sværm af sommerfugle gennem hende.

"Men det virker bare forkert!" udbrød hun og prøvede at skubbe det væk. "Jeg mener... Jeg burde slet ikke føle de her ting. Jeg burde slet ikke være emotionelt tilgængelig for en anden end min kæreste."

Og måske havde hun heller ikke været det. Måske var det vitterligt de mange år, gående op og ned af Owen, der havde åbnet døren for, at... Hun skubbede beslutsomt tankerne væk. Det var Nicolas, der var hendes kæreste!

[Patsy Murray]

Patsy lyttede nøje og lod også Maggie få den betænkningstid hun havde brug for. Det var en svær situation og stå i. En hun heldigvis aldrig selv havde forholdt sig i. Det måtte svare til at hun var kærester med Duncan Brown og så begyndte at få varme følelser for William Knight. Nej, det ville aldrig ske.

Maggies stilhed og halve sætninger gav dog Patsy et nys om hvad pigen hældede mest til. “Måske noget har ændret sig. Måske holder du stadig af Nicolas, men elsker ham ikke nødvendigvis længere. Det var lidt sådan det var med Duncan for mig. Han betyder alverden, men jeg kunne ikke være glad.” Det var det bedste eksempel hun kunne komme med. Hun var ikke typen, der havde haft mange kærester. Hun havde selvfølgelig flirtet rundt med Fergus engang, men det var noget andet.

“Men ingen har gavn af at du bliver med en bare fordi det er sådan det er lige nu. Så vil ingen være rigtig glade.”

[Maggie Hayes]

Maggie lyttede, men var ikke helt sikker på, det var en lignende situation. Duncan havde immervæk været en rædselsfulde indflydelse og hevet Patsy igennem en del, hvor Nicolas var sød og blid og forstående og aldrig havde gjort andet end at være forelsket i hende.

“Men... Jeg ved slået ikke, om jeg kan lide Owen på den måde! Og at gå fra Nicolas for en anden fyr, som jeg ikke engang ved, hvad jeg føler for, virker drastisk og tåbeligt.”

[Patsy Murray]

Patsy kiggede direkte på Maggie. "Kærlighed er tåbeligt. Og får os til at gøre ting vi ikke kan forklare." hun grinede lidt ved tanken. Hun havde gjort så mange fjollede ting over den seneste tid, ting hun ellers aldrig ville kunne finde på. "Hvad med ellers at tage en snak med Owen om hvad der skete? hvad han føler og hvad han forventer af jer?" Så har du lidt et grundlag for dine valg.

[Maggie Hayes]

Det var et kort øjeblik, hvor Maggie også kiggede tilbage på veninden med en lille, tragikomisk trækning over ansigtet, før hun igen så op i sengeloftet. Den dårlige samvittighed nagede igen.

“Det har jeg prøvet... Han er forelsket i mig.” Hun sukkede og slog ud med armene. “Men jeg ved ikke, hvad han forventer. Det burde ikke spille ind på beslutningen jo. Enten er jeg forelsket i den ene eller den anden.” Der var ingen mellemvej.