I ellevte time

[Benjamin Mael]

21. november
Ellen B. MacMillan

Benjamin kunne ikke være mindre motiveret for at skrive det essay om riddikulus-besværgelsen i teori og praksis, som skulle afleveres i morgen. Men han var kommet frem til, at opgaven ikke skrev sig selv - og slet ikke, hvis han først forlod lokalet og gik op i opholdsstuen. Der ville han overspringshandle og blive distraheret af en god, indgående sludder med dem, der allerede havde fået griflet deres aflevering ned.

Han tog stakken af undervisningsmaterialer og parkerede dem på det tomme kateder. Lidt albuerum kunne han godt tillade sig. Da han vendte sig om, bemærkede han, at han ikke var den eneste tilbage efter timen. Han havde ikke fået snakket tilnærmelsesvist så meget med Ellen MacMillan, som han egentlig gerne ville det. Og slet ikke i enrum. 

"Hey, Ellen?" Han smilede pænt, da han nåede hen til hende.  

[Ellen B. MacMillan]

Der var få ting, der interesserede Ellen mindre end lektier. Selvom hun egentlig syntes, forsvar mod mørkets kræfter havde sine gode sider, var det evindelige arbejde efter timerne ved at suge livsglæden ud af hende. Åndsfraværende sad hun og skrabede lidt i bordet med tryllestaven.

Brynene rynkede sig lidt sammen, før hun så op og i stedet smilede skævt til Benjamin. "Hva så?" spurgte hun afslappet og trak en tyk tot bag øret.

[Benjamin Mael]

Smilet blev større, da Ben lagde mærke til at hun brugte spidsen af staven som kløpind på pulten. Han havde ikke set nogen på skolen, der fik tiden til at gå med at kradse lag af inventaret. Det var federe end at stirre ud i luften, og det bekræftede ham bare i, at han allerede syntes godt om hende. 

Han kløede sig henkastet i nakken, da hun så op. "Har du heller ikke lavet afleveringen til i morgen?" Og hvis hun allerede havde lavet den, syntes han at hun burde blive siddende og yde moralsk support. 

[Ellen B. MacMillan]

Ellen kom til at slippe en god blanding af grynt og grin bare ved tanken om, at hun rent faktisk havde lavet sit skolearbejde i god tid. Så slog det hende, at Benjamin selvfølgelig ikke havde kendt hende længe nok til nødvendigvis at vide det.

"Nope, jeg bliver let distraheret. Altså misforstå mig ret, der er intet federe end at sidde stille indenfor og se livet passere forbi, mens man grifler, men jeg kan nu bedre lide at være udenfor," konstaterede hun med et skævt smil.

"Er du i samme knibe?"

[Benjamin Mael]

Det underforståede samspil af fnys og latter fik Ben til at smile fornøjet. Det lød til, at han havde stillet et spørgsmål, hvor svaret burde være indlysende. At hun var på forkant med sin læsebyrde var åbenbart en usandsynlig bedrift på niveau med at se en Niffler lunte direkte forbi en bank. 

Han smilede forstående tilbage, enig i at frisk luft var et attraktivt alternativ til tørre lektier. Han brummede tørt, da de kom ind på hans situation. "Mon ikke. Jeg gemmer altid mine lektier til sidst, da de er meget mere underholdende end at snakke med mine medstuderende,"

"Måske bliver vi ikke så nemt distraherede, hvis vi arbejder sammen."

[Ellen B. MacMillan]

Det var med et smil, at Ellen kunne konkludere, Bens akademiske interesse var nogenlunde lige så begrænset som hendes egen. Tryllestaven fik et tiltrængt hvil, da hun slap den og lod den falde til bordet, ikke helt uden rabalder.

"Samarbejde, hm?" gentog hun med et spillende blik og havde allerede de første tre forslag klar til, hvad hun hellere ville bruge tiden på end lektier. Men måske det var en fin start.

"Kommer du så herover, eller vil du foreslå et andet sted?"

[Benjamin Mael]

For Ben var det spillende blik under de prominente øjenbryn al rigelig grund til at blive hængende ved Ellens pult. Han var egentlig ikke så samvittighedsfuld, at det ligefrem havde en personlig relevans for ham at lave lektier. Det var bare alt for slesk at genere pigerne uden et påskud. 

"Jeg kommer herover," nåede han frem til. "Når du er så sød at lade mig holde på dig, manglede det bare at du bliver siddende."

Han spankulerede lidt, da han gik op og samlede sine ting sammen. Når hun var den der blev siddende, kunne hun nyde udsigten. Hvis hun da ville.

[Ellen B. MacMillan]

Ellen blev efterladt med et smigret smil og mens Ben samlede sine ting sammen, tog hun sig friheden til at betragte ham lidt bagfra gennem stjålne, udiskrete blikke over skulderen. Temmelig tilfredsstillende var det i hvert fald.

“Hvad synes du om at være her indtil videre?” spurgte hun henkastet og gnavede lidt i stavens håndtag, da han igen var på vej tilbage til hende. Forsiden var nu heller ikke slem.

[Benjamin Mael]

På den beskedne tur fra katederet nåede Ben at falde åbenlyst i staver over hvordan Ellens stav havnede ved hendes mund. Han kiggede stadig, da han lagde bogstablen på pulten. Han formåede endda også at skubbe en stol over til sin langside, uden at give afkald på særlig meget af udsigten. 

Han smilede, da tågen lettede og gjorde det muligt at få spyttet ud. "Skolen er lidt tung at danse med, men I elever er ret søde. I hvert fald de fleste af jer." Han tog plads på stolen og sendte hende et langt, vurderende blik. 

[Ellen B. MacMillan]

Det var ret sjældent, at Ellen brokkede sig over at blive betragtet og hun havde bestemt heller ikke noget imod det, når det kom til den charmerende amerikaner, der stadig var noget nyt og spændende, hun ikke havde gloet på de sidste fem år.

"Altså jeg tager det ikke så tungt, hvis jeg ikke er i blandt. Jeg har aldrig gået op i at være en sød pige," lød det kækt fra hende, før staven blev flyttet helt fra læberne. Hun lænede sig ind over pulten med vægten på sine albuer.

"Synes du da, jeg er sød?"

[Benjamin Mael]

Ben fnyste fornøjet, for selvom hans billede af Ellen var forholdsvis dugfrisk var han allerede enig med hende i, at hun bestemt ikke var sød. Sød var optegnede, skrøbelige øjenbryn og irriterende fnisen. Hvis man opfattede sig selv som en pussenusset størrelse, var man ikke så kompromisløs med sin tryllestav, eller kiggede så bramfrit på sin nye kollegiekammerat. 

Da hun lænede sig frem på albuerne, vred Ben løs i slipseknuden. "Du er absolut mere tiltrækkende, end sød, at se på." Han smilede udspørgende til de kække øjne. "Hvordan er jeg at se på?"

[Ellen B. MacMillan]

Selvom Ellen ikke slap hans blik, bed hun godt mærke i slipset, der blev løsnet og det dirrede afslørende i hendes mundvige, selvom smilet aldrig helt havde lagt sig. Måske vidste hun ikke meget om Benjamin endnu, men en ting var ganske sikker: han var i hvert fald mere interessant end lektier.

"Hmmm... Du er vel okay," svarede hun drilsk og lænede sig tilbage i stolen igen, før hun selv løsnede slipset og helt trak det over hovedet. De øverste knapper af skjorten blev åbnet, så lidt flere. Måske havde hun ikke meget bryst at fremvise, men helt at holde dem skjult bag konserva-stive beklædningsregler var ikke hende.

[Benjamin Mael]

Ben havde været indstillet på at anfægte at han var okay at se på, men at se Ellen løsne sit slips afvæbnede ham prompte. Øjnene så trofast i fingrenes retning, og de blev større i takt med at ikke blot en, men flere af de øverste knapper i skjorten åbnede sig. 

Da den sidste knap blev åbnet, så man antydningen af hendes kavalergang. Ikke så meget, at det ikke var pirrende længere, men det var mere end han havde forventet. Ben blev fanget af de sigende konturer, men så derefter op på hende. Et skævt smil indfandt sig.

"Er du heller ikke pjattet med din uniform?" Han supplerede spørgsmålet med langsomt at løsne en række knapper i sin skjorte. 

[Ellen B. MacMillan]

Det rødgyldne slips blev kastet lidt sløset på skrivepulten, før Ellen igen satte albuerne i bordpladen med et skævt smil og et underholdt fnys. "Næ, jeg mener... Vi er i 2025, ikke 1925," konstaterede hun og trak fingrene igennem det halvfiltrede hår.

"Men fortæl mig så, hvad du rent faktisk kan lide at lave, nu det ikke er lektier."

[Benjamin Mael]

Hendes underholdte fnys og kommentar om, at de trods alt var i 2025 og burde have noget mere tidssvarende end stiftreglementeret påklædning, fik Ben til at brumme sardonisk. "Overraskende nok, er der i frihedens land Amerika også uniformeringspåbud." Ilvermorny løftede ganske vist en arv fra Hogwarts, men uniformerne var at overdrive lidt.

Han smilede muntert ad hendes spørgsmål. "Jeg kan allerbedst lide at snakke med alle jer andre. Og når jeg ikke generer mennesker, er det de magiske dyr det går udover." Han vippede stolen tilbage på to ben og smilede nysgerrigt. "Hvad får du tiden til at gå med?"