Larmende stilhed

[Briony N. Baines]

Edward Nott

Briony havde været tilbage i skole dagen efter hun var vågnet op på sygefløjen. Samtalen med helbrederen og Hector, var ikke noget hun tog særlig alvorligt. Nok havde hun fortalt dem hvad der var sket, men hun forstod ikke helt at det kunne have en form for konsekvens. Ideen var at hun skulle hjem til sin familie nu, hjem til sin mor. En person der i det mindste havde en eller anden form for kærlighed til hende.

Nu sad hun i samme kupe som sin bror i Hogwartsekspressen og fortrød hun ikke havde sat sig sammen med Hector. Hun tænkte blot, at det ville være nemmere hvis hun i det mindste forsøgte at gå lidt stille med dørene over at de var sammen.
Hun så ind imellem på sin bror overfor hende, selvom han stadig virkede vred. Udenfor kørte landskaberne forbi dem, men hun var ikke særlig interesseret i dem længere. Hun havde set dem så mange gange og selvom hun betragtede dem nu, var hendes opmærksomhed på den mand overfor hende, der ikke elskede hende længere.

[Edward Nott]

Påskeferien stod for døren og rejsen hjem, foregik som den altid havde. Edward havde ikke overvejet at ændre deres rejseplan, så han sad i kupeen sammen med Briony, som han altid gjorde. Han vidste selvfølgelig, at hun havde været i hospitalsfløjen efter deres sammenstød og rygterne svirrede om, at hun var gået derop uden at kunne huske det. Han vidste ærligt talt ikke, hvad han skulle tro. For øjeblikket virkede hun dog til at være ved godt helbred og han kunne ikke lade være med at føle en lille lettelse, som han dog gjorde sit bedste for at ignorere, mens han sad og læste i sin eliksir-bog.

[Briony N. Baines]

De var tæt på at være i London og Briony tog derfor sin kuffert frem, for at skifte til noget andet tøj. Hun ville på ingen måde rende rundt i London iført sin Hogwarts uniform, det virkede komisk med den mode mugglerne rendte rundt i.
Forsigtig lagde hun kufferten på sædet hun sad på og vendte ryggen til Edward, mens hun gik igang med at lede efter det sæt tøj hun havde udvalgt.

Da hun havde fundet den sorte kjole, begyndte hun at knappe sin skjorte op, uden at være særlig forstyrret af at Edward sad bag hende. Hun havde aldrig været særlig blufærdig overfor ham. Da hun trak skjorten over hovedet, tog hun sin sorte kjole på, inden hun gik igang med at hive nederdelen ned over benene.

[Edward Nott]

De havde siddet i stilhed længe, da Briony pludselig rejste sig og begyndte at hive sin kuffert frem. Han gættede hurtigt, hvad hun ville og overvejede selv at skifte tøj nu. Han nåede dog aldrig så langt, for da hun trak skjorten af, afslørede hun også de mørke mærker på hendes arme og et slag af dårlig samvittighed gled ind over ham. "Det var ikke min mening at tage så hårdt fat." Ordene smuttede ud, inden han nåede at tænke over det.

[Briony N. Baines]

Briony stoppede op et kort øjeblik efter hun havde taget sin skjorte af. Hun bed sig overvejende i underlæben, uden at vende sig om. Hendes øjne blev en smule blanke, men hun besluttede sig for ikke at vise ham hvad hun følte og blinkede dem derfor resolut væk.
Da hun vendte sig om smilede hun flygtigt til ham, selvom det ikke nåede op til hendes øjne.
"Det gør ikke noget." Sagde hun og vendte ryggen til ham igen og trak sin kjole over hovedet og ned på plads. Hun havde glemt mærkerne på sine arme. Det var ikke meningen at han skulle have set dem.

[Edward Nott]

Hun tilgav ham med det samme og han nikkede let, inden han selv rejste sig for at hive sin kuffert frem. Gevandterne blev foldet sirligt sammen og lagt på deres plads i kufferten, inden han trak en striktrøje over hovedet og fandt et halstørklæde frem, som han havde fået i gave af deres mor. Hun kommenterede altid på det, hvis han ikke havde det på, når de kom hjem og han gad ikke diskussionen lige nu.

[Briony N. Baines]

Briony skubbede sin nederdel ned om hofterne og trådte ud af den. Hun beholdt sine strømpebukser på under kjolen, da det ikke var så varmt udenfor endnu. Derefter foldede hun nederdelen og resten af sit tøj sammen, mens hun skævede en anelse hen mod Edward. Forsigtig, strøg hun håret om bag sine øre og klappede sin kuffert sammen.
Da hun skulle lægge den op igen, var den dog for tung og da hun ikke kunne bruge magi, så hun blot lettere fortvivlet på den og lod den ligge på sædet.
Derefter satte hun sig ned igen med hænderne mellem sine knæ og fulgte diskret sin bror med blikket.

[Edward Nott]

Edward sad og så skiftevis mellem Briony og vinduet. Han var lige så lidt blufærdig, som Briony var og fandt intet akavet i deres situation. Han så også, hvordan hun forgæves forsøgte at få kufferten op på plads igen og endte med at sukke lidt. Så rejste han sig op og lagde hendes kuffert op på plads. Så satte han sig ned igen. Hun havde altid været hans bløde punkt og nu hun sad dér og så hjælpeløs ud, så havde han virkelig svært ved at ignorere hende. Selvom han vidste, at han burde. Der var jo en grund til, at han havde besluttet, at de ikke skulle have noget forhold til hinanden mere.

[Briony N. Baines]

Briony havde lyst til at sige noget, men hun vidste ikke hvor hun skulle begynde. Hun følte hun burde sige undskyld, selvom det var ham der havde rusket og råbt af hende, at hun havde gjort noget forkert.
I stedet for at sige noget, sad hun blot i tavshed mens hendes følelser tog overhånd. Hun havde det som om hun var ved at eksplodere da hun endelig ikke kunne klare det længere. Hans iskolde tavshed ødelagde hende langsomt.
"Vil du virkelig ignorere mig resten af livet?" Spurgte hun og så på ham med et lettere patetisk, bedende blik.

[Edward Nott]

Det kom ikke bag på ham, at hun pludselig forsøgte at italesætte deres problem. Hun havde altid været for følelsesladet. Han sukkede lidt igen og så over på hende. "Vi kan ikke have et forhold til hinanden, når du ikke vil lytte til mig," svarede han tungt. "Jeg vil dig kun det bedste. Men hvis du ikke vil lytte, så kan det ikke lade sig gøre." Det måtte hun da kunne indse?

[Briony N. Baines]

Briony rynkede sine øjenbryn tæt sammen mens hun så på ham. Hans iskolde facade gjorde hende ked af det, men hun gjorde sit bedste for at bevare kontrollen. Hun vidste det ikke ville hjælpe at begynde at lade følelserne få frit spil.
"Okay, men du kan altså ikke råbe af mig igen. Jeg vil ikke lytte til dig hvis du råber, kan du ikke bare sige det til mig stille og roligt? Jeg skal nok høre hvad du har at sige." Sagde hun og pillede lidt ved skørtet på sin kjole, mens hun sænkede blikket, som et barn der var blevet taget i at stjæle fra småkagedåsen.

[Edward Nott]

Han burde ikke. De burde være færdige med at tale sammen nu. Men hendes tonefald og væremåde var pludselig igen, som han holdt allermest af og han kunne ikke bare ignorere hende, som hun forsøgte at reparere det hul, hun havde lavet i deres forhold.

"Den eneste grund til, at jeg råbte, var at du kastede den besværgelse efter mig," huskede han hende på og irritationen rørte lidt på sig igen. "Jeg kan simpelthen ikke acceptere, at du gør sådan noget mod mig."

[Briony N. Baines]

Briony kunne egentlig godt se hvorfor han havde et problem. Det havde måske også været lidt ekstremt, men hun vidste også hvad grunden var. Den grund var dog væk nu, eller rettere, hun havde indset hun ikke kunne slippe fra sin bror.
"Det forstår jeg godt." Sagde hun, mens hun begyndte at tegne usynlige mønstre i gulvet med spidsen af sin sko.
"Du har ret som altid bror, jeg er bare din dumme, irriterende lillesøster." Sagde hun og bed sig i læben, uden at se på ham. Hun ville bare vinde hans kærlighed tilbage og hvis det betød hun måtte tale grimt om sig selv, så gjorde hun det.

[Edward Nott]

Hendes svar fik ham til at trække brynene sammen og han rystede på hovedet, inden han rejste sig og satte sig ved siden af hende. Hans ene arm lå om hendes skuldre og hans fri hånd tog en af hendes. "Du er ikke dum," forsikrede han hende. "Irriterende til tider måske, men du er også af natur både sød og venlig. Derfor frustrerer det mig endnu mere, når du opfører dig dumt. Det gør ondt på mig." Han gav hendes skuldre et klem.

[Briony N. Baines]

Briony løftede blikket og smilede lidt til ham. Hun kunne ikke helt huske hvorfor de var blevet uvenner længere, det hele virkede så længe siden og så fjollet.
"Undskyld." Sagde hun og lagde hovedet på hans skulder, mens hun smilede for sig selv.
"Det var ikke meningen at jeg ville gøre dig ondt." Sagde hun og havde det som om alting havde været hendes skyld, at mærkerne på hendes arme også var hendes fejl.
"Du er så tålmodig Edward." Bemærkede hun og gav hans hånd et klem.