Foregivet Ridderlighed

[William Knight]

Gillian C. Fudge

Brevet var ikke engang formået at blive genlæst før det destruerede sig selv. En svedende fornemmelse havde mærket håndfladen, hvorefter pergamentet dalede til gulvet i sovesalen og brændte op som en Fønix i asken. Foruden genopstandelsen altså. Symbolsk måske - En metafor for hvad Senga Darrow ønskede der skulle hænde med hans forhold til Gillian. 

Ryggen lænede sig op mod muren, nær indgangen til Talmagi's lokalet. De mørke øjnes opmærksomhed var dog rettet mod galleonen han drejede mellem fingrende. Altimens bevægede tankerne sig gennem det unge, perplekse hoved. Han søgte undskyldninger, udveje og ledetråde.

Da døren åbnedes og eleverne stuvede ud, søgte øjnene brunetten. Hans kæreste. Da han så hende mærkede han på en og samme tid sit indre varmes op og klynge sig smertefuldt sammen. Han havde lovet hende sandheden, men gennem årene var mange løfter blevet brudt. 

[Gillian C. Fudge]

Talmagi var ikke det nemmeste fag, Gillian havde, men hun var godt med og trods en hvis løve, der blev ved at snige sig ind i hendes eftermiddagsflyvske tankespind, pakkede hun en god stak notater ned i tasken ved timens afslutning. Ifølge tidsplanen burde hun kunne nå at blive færdig med lektierne, indtil hun skulle mødes med Liam på biblioteket senere.

En plan, der blev ændret, så snart hun trådte ud af lokalet. Forundringen satte sig som en linje mellem hendes bryn, men hun trådte alligevel hen til ham og lagde et blødt kys på hans læber.

"Hej. Jeg troede først, vi skulle ses senere?"

[William Knight]

Hvis løver burde være modige, følte Liam at fordelingshatten burde revurdere dens syvårgamle beslutning. Frygtløsheden havde han altid båret med stolthed, men netop nu arbejdede hjernen på hver mulighed for at undslippe situationen frem for at konfrontere den. 

Han sank, før et smil lod sig tvinge frem over læberne. Læberne som Gillian kyssede, komplet uvidende om sandhederne han havde tilbageholdt over deres sidste møder. Hvad der havde virket som en god og ridderlig beslutning var, med hver dag der gik, blevet til en fortærende løgn. 

"Kan vi snakke?" Han forsøgte at lyde fattet, men noget i hans øjne virkede mindre sorgløst end normalt. Han nikkede mod korridoren der ledte den modsatte vej af strømmen af elever.

[Gillian C. Fudge]

Alarmklokkerne ringede for fulde drøn, men Gillian ignorerede dem så godt hun kunne og nikkede med intet andet end den lille fold mellem brynene til at røbe hendes tanker.

Tavst gik hun den modsatte retning af de andre elever, der flokkedes mod fællesstuen eller opholdsstuerne, og gik i stedet mod de andre af etagens klasselokaler. "Det lyder alvorligt," konstaterede hun og kunne ikke undlade at sende diskrete, studerende blikke i Liams retning, mens de gik.

[William Knight]

Hånden søgte hendes. Det føltes som en bedre erstatning til hendes bemærkning, end at forsøge sig med halvhjertede ord. Desuden, kunne det måske være den sidste gang han fik muligheden for at holde hendes hånd i sin. Kæben spændtes mere ved tanken. 

Han stoppede op da de nåede et godt stykke ned ad en forladt korridor. Lyden af regn kærtegnede let ruderne indrammet i den ene side af gangen. "Der er noget jeg..." Han tøvede - måske ikke overraskende, selvom han havde forsøgt at gennemgå samtalen hele den forgangne nat. 

En fremmet nervøsitet havde mærket hans ansigt og da han slap hendes hånd, fandt hans egne nærmest instinktivt ned i lommerne. "Jeg er forlovet." Han plaprede det ud, før han nåede at stoppe sig selv. Det gled nærmest over læberne, som havde han båret ordet på dem i ugevis. 

[Gillian C. Fudge]

Liams hånd om hendes var normalt en beroligende faktor, men nu virkede det modsat og fik det til at trække sig koldt sammen i hende. En følelse, der kun blev værre af den halve sætning.

Ordene fik alt til at stoppe. Hendes skridt, hendes tanker, hendes vejrtrækning. Alt standsede og blev tavst og koldt og tørt. Måske havde hun hørt forkert. Eller måske var det en eller anden form for tåbelig spøg, hun ikke forstod.

"Undskyld mig?"

[William Knight]

Ordene blev sagt og sendte straks hans blik ned mod gulvet i skamfuldhed. Dumdristighed eller tåbelighed... For en gangs skyld var Liam Knight sikker på i hvilken kategori hans handlinger bar det stærkeste præg. 

"Det er mine forældres ide. Ikke min." Munden føltes knastør og hvert ord gjorde knuden i hans bryst tungere. "Jeg ønsker det ikke, Gillian. Det må du ikke tro." 

Øjnene gled endelig op for at søge hendes. Blikket flakkede svagt og uroligt. "Jeg gør hvad jeg kan for at forhindre det, okay?" 

[Gillian C. Fudge]

Listen over forskellene på Liam Knight og Gillian Fudge virkede til tider uendelig og igen blev endnu en tegnet tydeligt op. Hvor det for ham var en mulighed at vende ryggen til familiens ønsker, var det for hende ikke engang et sted, tankerne dristede sig hen.

Ord forlod ham, men det eneste Gillian hørte var, at han var forlovet. Ikke længere tilgængelig. Han skulle have en anden, hans familie havde fundet passende. Hun ville ønske, hun havde ordene til at lykønske ham eller følge kutymen, men alt i hende var i frit fald og hun ønskede sig bare ind i sin mors beskyttende arme.

Uden et ord drejede hun om på hælen og skridtede væk fra ham uden at have noget andet mål end væk.

[William Knight]

Sammen kunne de gøre det. Det havde han været sikker på. Hvis han allerede var familiens sorte får, og hvis økonomien lå i ruiner, hvad havde han så at miste? Det var endnu en tåbelig ide, men dem var der historisk mange af for den unge løve der snart mærkede planen briste. Gillian havde mere at tabe, mens han måske havde mere at vinde. 

"Gillian. Stop." Der var en bønfaldende klang i hans stemme da Gillian, uden et ord, vandrede væk fra ham. Han skridtede efter hende, indtil han forsøgte at gribe ud efter hendes arm. "Snak med mig. Vi kan finde ud af det her..." Selvsikkerheden fandtes ikke i hans tone, eller i de mørke øjne.

[Gillian C. Fudge]

Gillian marcherede af sted så hurtigt som hendes korte ben ville tillade hende det, men hun vidste også, at Liam ville kunne indhente hende på ingen tid. Skridtene bag hende fortalte, at øjeblikket for konfrontationen var kommet og da han greb fat i hende, rev hun sig fri.

"Hvad? Hvad er der at finde ud af, Liam? Du er forlovet," indvendte hun og gjorde sig hårdt. Bare nok til at komme igennem samtalen uden at smuldre. Han havde set sårbarheder nok.

[William Knight]

Så snart hans hånd havde lukket sig om hende, havde hun vristet sig fri. Smerten prægede hans blik da han lod hånden sænkes igen. Det ramlede sammen under ham, men uanset hvor meget han prøvede, kunne han ikke finde tryghed i Gillians blik. 

De hårde ord sved, men han forsøgte at holde fokus i sit indre kaos. "Det ønsker jeg ikke at være," sagde han. Øjnene føltes varmere nu. "Jeg er myndig. Beslutningen kan være min." Han ville miste sin families respekt. Deres støtte. Endda måske sine egne fremtidige muligheder. 

[Gillian C. Fudge]

Måske var Gillian hærdet nok til at høre ordene, men det sårede blik, Liam betragtede hende med, trængte igennem hendes lag og ramte direkte i det blødende hjerte. Hendes mund føltes tør, men hun kunne ikke smuldre nu. Så hun søgte ind i et koldt, tørt sted i sig selv og prøvede ikke at lade sig overvinde af den lille smule håb, han prøvede at skubbe ind.

“Tillad mig at spørge, hvad konsekvenserne ved at krydse dine forældre ville være?” Hun så afventende på ham, men gav ham ikke tid til at svare. Hvis bare de havde en smule til fælles med hendes familie ville det næppe gå godt. “Du ville sikkert kaste skam over din familie, ikke? Hvordan er dine karakterer? Gode nok til et respektabelt arbejde uden deres hjælp? Hvordan ville du have det med det?”

Hun lagde armene over kors og de sammenknebne øjne åbnedes lidt igen, som en tanke strejfede hende. De skæve blikke på gangene... “Hvor længe har du vidst det?”

[William Knight]

Han bed tænderne sammen. Mest for at afholde sig selv fra at afbryde Gillians strøm af ord. Rationaliseringerne rungede tørt gennem den forladte korridor og hver erklæring gjorde mere ondt end den sidste. 

"Jeg troede vi var ligeglade med dem," Forsøgte han. En rynke havde formet sig mellem hans bryn. Det var tydeligt at der var noget desperat i hans blik. "Hellere fri til at træffe beslutningerne selv, end at være bundet til en tilfældig pige."

Skamfuldheden ramte igen, ved Gillians spørgsmål. Han ønskede at sige at det var underordnet - ligegyldigt, men hun skulle næppe tro at han havde vidst det siden deres begyndelse. "Ikke længe... Jeg fik et brev nogle dage efter Allehelgensfesten." 

[Gillian C. Fudge]

De havde sagt, de var ligeglade, men for Gillian havde det mere været med alle de ligegyldige, sladrende elever på skolen og ikke med deres højtrespekterede familier. Hun vidste godt, hun aldrig ville blive minister uden de døre, hendes familie kunne åbne og hun vidste godt, Liams karakterer ikke nåede op omkring hendes.

Allehelgensfesten var et par gode uger siden og tanken om, at han havde holdt det fra hende, fik det til at vende sig ubehageligt i hendes indre. Det nev i næsen og hun tog en skarp indånding for at fastholde kontrollen.

"Så du har kysset mig og holdt om mig, mens du har været lovet til en anden pige?" konkluderede hun såret. "Uden overhovedet at lade mig danne mig en holdning til det?"

[William Knight]

Den sårede tone i Gillians læber brændte sig fast i ham. Når brunetten stod så fattet og opmærksomt, bed han fast i de reaktioner hun lod undslippe. Han var nødt til at mærke det. 

"Jeg forstår at du er såret," sagde han og forsøgte at få stemmen til at virke så kontrolleret som han kunne. Løven var dog fandens nervøs. Han kunne, trods alt, mærke Gillian glide ud mellem hans fingre, "men jeg forsøgte at finde en udvej." 

Et frustreret suk fandt dæmpet vej over hans læber. Det gamle, velkendte kaos begyndte at bide sig fast i ham som en parasit. "Jeg forsøgte at skåne dig." Ville udfaldet ikke have været det samme?