I verdens sødeste hus [S]

[Alice Longbottom]

Som barn havde Alice altid glædet sig til at blive voksen. Hannah Abbott havde altid fået det til at se så fantastisk ud, men nu hun selv var blevet det, havde hun lært, at voksenlivet ikke kun var at kunne bestemme selv og gå sent i seng og spise alle de småkager, hun ville. Det var mest af alt hårdt arbejde med hårde arbejdstider og patienter, der svævede i livsfare. Selvom der selvfølgelig også var sex. Det havde vist sig også at være en temmelig stor fordel ved voksenlivet.

Måske var det også derfor, at det trods en kølig, grå novemberdag emmede lidt af hygge og lykke. Måske var det fordi hun vågnede op i Barnies seng med hans duft i næsen i verdens kæreste hus. Der var da også blevet brugt syndigt lang tid i sengen, hvor hun bare havde ligget og holdt om hans pude og indåndet hans duft. 

Endeligt i gang havde Alice taget striksokkerne på, smøget ærmerne op og havde bagt nogle småkager og drukket syndige mængder te. Hvad skulle hun ellers bruge en fridag på? Især nu Barnie havde spurgt hende, om ikke hun blev. Om hun gjorde. 

Krøllet op i hans sofa med en snuden i en bog om forskellige planters virkning i gift og modgift skævede hun alligevel konstant op mod uret. For hvert lille vip, viseren tog var det et minut tættere på, at han kom hjem. Det gav et varmt sug i maven, da hun kunne konstatere, at nu havde han i hvert fald fri.

Barnabas Birthwistle

[Barnabas Birthwistle]

Barnie var klar til at lade Alice flytte ind, gifte sig med hende og få små, søde, krøllede, mørkblonde børn med hende. Ikke at han kunne drømme om at fortælle hende det, når hun ikke engang var forelsket i ham, men indtil videre bare rigtig godt kunne lide ham.

Når hun havde lyst til at blive i hans seng, så sagde han ikke nej. Da han kom hjem fra arbejde duftede hele hytten af småkager og han blev med det samme i bedre humør, selvom det havde været en sædvanlig hård dag på arbejdet. Han fandt Alice i sofaen og smilede varmt over synet. "Sikke et dejligt syn at komme hjem til," erklærede han, før han bøjede sig ned og kyssede hende blidt på munden.

[Alice Longbottom]

Alice var midt i et temmelig uoverskueligt afsnit om to svampe, der var næsten identiske i udseende, men havde vidst forskellige virkninger og var dybt opslugt af det, da Barnie kom hjem. Koncentrationen var øjeblikkeligt brudt og hun tog imod hans læber uden at kunne kvæle smilet helt.

"Sikke en dejlig mand, der kom hjem til det," svarede hun og lukkede bogen i. "Bare til advarsel er dit køkken ret fyldt af småkager, men jeg kunne ikke få dem til at smage rigtigt, så jeg lod mig måske rive lidt med."

[Barnabas Birthwistle]

Barnie smilede dumt af Alice og var lidt ked af at hun sad med en bog og så ud som om han måske ikke burde forstyrre hende. Han havde ellers lyst til flere kys, men rettede sig i stedet op. To, mørke bryn skød lidt op ved advarslen og hans blik spillede.

"Lidt," musede han, før han forlod hende for at kigge ind i køkkenet. Han grinede lidt, som han stod i døråbningen. "Altså... Jeg ved godt det ikke er så sexet at sige, men nogen gange minder du mig altså lidt om min mor..."

Dorcas Birthwistle ville også kunne finde på at bage portion på portion af småkager for at få den rigtige smag.

[Alice Longbottom]

Med ømhed i blikket fulgte hun Barnie, der skridtede mod køkkenet og kunne ikke rigtigt få sig selv til at se skyldig ud. Især ikke da hans 'kompliment' trak en forbløffet latter fra hende.

"Nu er det jo så heldigt, at jeg elsker din mor, så det vælger jeg at tage som en god ting," konstaterede hun med et smil og lagde bogen fra sig på bordet, før hun kom på benene.

"Og lad mig så lige sige ordentligt hej." Så det gjorde hun. Afstanden mellem dem blev tilbagelagt, så hun kunne trykke læberne mod hans. Det havde hun kun glædet sig til i tæt på et halvt døgn.

[Barnabas Birthwistle]

Barnie smilede dumt henne fra døren. Det var rigtigt. Alice og hans mor kom gevaldigt godt ud af det med hinanden, næsten så det kunne blive farligt. Hun havde ikke trukket albummet med babybilleder ud endnu, men det var vist kun et spørgsmål om tid.

Da Alice tumlede ind i hans favn, var både babybilleder og småkager dog langt væk og Barnie kyssede hende med passende grundighed og en hånd krummet om hendes dejligt bløde side. "Mm. Jeg kan godt lide din måde at sige ordentligt hej på," bemærkede han dæmpet.

[Alice Longbottom]

Barnabas’ kys havde det altid med at tvinge alt andet i baggrunden. De mærkedes aldrig bare mod hendes læber, men helt ud i fingerspidserne. Hånden strøg op over hans brystkasse og fandt hvile mod siden af hans hals.

“Jeg kan godt lide dig,” svarede hun med et lille smil og hendes blik flakkede lidt mellem hans øjne. “Jeg...” Måske var det bare ikke det, hun følte, havde Zach sagt. Hun fugtede læberne og lagde et lille kys mod hans læber. “Jeg elsker dig.”

[Barnabas Birthwistle]

Barnie håbede sgu Alice kunne lide ham. Det undlod han at sige, men han knyttede den ene hånd i luften for at undertrykke sin frustration over hende. Han rynkede dog panden lidt og kunne ikke helt skjule det.

Forandringen, der skete over den næste erklæring, var desto mere mærkbar. Hans underkæbe raslede ned på gulvet og han glippede med øjnene, før han fik samlet sig og klarede halsen. "Hvad?" Stemmen var hæs trods forsøget på at rømme sig.

[Alice Longbottom]

Det var to måneder siden, at Barnabas havde fortalt Alice, hvordan han følte, men det var ikke før Zachs ord, at hun havde indset, at hun ikke kunne vende det blinde øje til længere.

"Jeg elsker dig," gentog hun. "Som i super uoriginalt jeg vil vågne med dig og blive grå og få rynker med dig og lagde dig spise det sidste stykke tærte-elsker dig."

[Barnabas Birthwistle]

Barnie fattede det ikke helt da Alice sagde det først, men med hendes gentagelse og pladderromantiske uddybning faldt kobberknutten og et dumt smil begyndte at trække op i hans mundvige og sprede sig til de brune øjne. Han lænede sig ned imod hende for at hvile sin pande imod hendes og krummede fingrene blidt om hendes nakke.

"Du må gerne spise det sidste stykke tærte," konstaterede han dæmpet. "Som om vi nogensinde løber tør..." Han skævede let mod køkkenet, før han bøjede sig det sidste stykke og kyssede hende insisterende.

[Alice Longbottom]

Alice havde ikke været i tvivl om, at Barnie stadig elskede hende. Det var ret tydeligt på den måde, han var omkring hende, tog sig af hende og plantede små kys i hendes tinding fra tid til anden. Alligevel flakkede hendes blik stadig mellem hans øjne, som han lænede sig ned mod hende.

Et lille fnis druknede mod hans læber og hun sneg armene om hans liv, trykkende sig tættere ind mod ham, mens de kyssede. Hun elskede ham. Som om hun nogensinde havde været i tvivl.

[Barnabas Birthwistle]

Barnies mellemgulv tumlede helt håbløst rundt over nærkontakten med Alice og hans hånd gled ned på hendes lænd og holdt hende blidt fast, imens de udforskede hinandens i kys og lette kærtegn. Det var vidunderligt, synes han. Da han trak sig væk fra hende, nussede han hende lidt i nakken og tog en dyb indånding, før de brune øjne så ned på hende med et mildt udtryk.

"Jeg elsker også dig, Aly," forsikrede han hende dæmpet.

[Alice Longbottom]

Det var idyllisk og rart, som de stod og kyssede og nussede og holdt om hinanden midt i småkageduften. Selvom det ikke var første gang, Alice hørte ham sige ordene, fik de hende stadig til at smile dumt.

"Du er fantastisk," mumlede hun og strejfede hans læber igen.

[Barnabas Birthwistle]

Barnie kyssede Alice blidt denne gang, før han trak sig helt væk, rettede sig op og klarede halsen. "Fantastisk," brummede han. "Og dødsulten. Er der nogen overflader derinde til at lave mad på eller er det alt sammen nybagte småkager?"

Han løftede sin ene hånd og strøg hende let over kinden. "Det er selvfølgelig også en slags mad..."

[Alice Longbottom]

Alice slap en munter lyd og savnede allerede at stå tæt med ham. Det var en underlig ting, kærlighed. Det ændrede alt lidt til det bedre.

"Jeg har stillet noget linsesalat på køl, som jeg spiste tidligere, men ellers er det hele vist småkager," konstaterede hun og kunne ikke engang rigtig se skyldig ud. "Jeg tror, det er ulempen ved at vælge en lærling. For mig er der intet uvant i at spise kold pizza til morgenmad eller småkager til, ja, alle dagens måltider egentlig."

Måske havde Zach haft ret. Det var nok på tide at skære lidt ned på alle desserterne og de skæve spisevaner.