Nye venskaber

[Jonathan Catchlove]

Jonathan var en af de slags personer man så på og undrede sig over, at han på trods af en lang arbejdsdag stadig kunne ligne en, der lige var trådt nyvasket og frisk ud af badet.

Og en lang arbejdsdag var netop hvad han havde haft, da han satte kurs mod cafeteriet for at få slukket tørsten. Han nåede dog ikke hele vejen derned, før hans opmærksomhed blev afledt.

“Alice”, hilste han og sendte sin vens dame et bredt smil. “Godt at se dig”.

Alice Longbottom

[Alice Longbottom]

Nogle mennesker så nyvaskede og friske ud efter en lang arbejdsdag. Alices liv var ikke helt lige så glat. Selv lignede hun mest en, der lige var blevet skubbet af kosten, med lyse totter strittende fra flere steder i den ellers tidligere stramme, franske fletning. Alligevel var der et smil på hendes læber. Træt, men varmt.

Det blev kun varmere, da hun stødte ind i Barnies kammerat. "Jonathan," hilste hun venligt og rettede lidt på blusen. "Du ser glad ud."

[Jonathan Catchlove]

Jonathan smilede bredt af hans ord og tog derefter en bid af det æble, som han havde haft i sin ene hånd.

“Det har været en god dag”, forklarede han, selvom det ikke var et sjældent syn at se Jonathan i godt humør. Han lod ofte kun folk se det han selv ønskede de skulle se.

“Har du fri?”

[Alice Longbottom]

Alice smilede og følte sig helt varm og godt tilpas, selvom det ikke ændrede på udmattelsen. En kop te skulle dog gøre underværker.

"Først om tre timer, men jeg har en pause, så jeg var på vej ned efter en kop te. Hvis du ikke har travlt, kan du da komme med?" foreslog hun. Enhver ven af Barnies var hendes ven.

[Jonathan Catchlove]

“Det lyder som en god aftale. Jeg var selv på vej ned efter noget vand”, afslørede han og satte derefter kurs mod cafeteriet i et roligt tempo, som de begge kunne følge med i.

“Jeg har hørt, at en større epidemi har huseret jeres afdeling de sidste uger?”

[Alice Longbottom]

Det var med et lille nik, at Alice faldt ind ved siden af ham og sådan skridtede de ned mod cafeteriet. Det skulle blive godt at sidde ned, kunne hun mærke på sine ømme fødder.

"Nej, det var nede på anden. Det har været et rod. Barnie har skulle igennem de mest vanvittige procedurer," sukkede hun medfølende.

[Jonathan Catchlove]

“Ja, han har virkelig været en verdensmand hvad den angår”, tilføjede han i stemmeleje, der gav væk, at han rummede stor respekt for hans kære ven.

Da de nåede cafeteriet trak han automatisk en stol ud til hende. “Slå dig ned og hvil kroppen. Så henter jeg drikkelse til os begge”, tilbød han i et smil og var væk, før hun kunne nå at protestere. Der gik ikke længe, før han på forunderligvis var tilbage, på trods af køen synes ganske lang.

“Lidt varmt til dig og lidt koldt til mig”, sagde han med et glimt i øjet og satte sig ned på en stol overfor hende.

[Alice Longbottom]

Taknemmeligt så Alice efter ham og slog sig ned på stolen. Hele hendes krop åndede lettet op. Albuerne var boret ned i bordet og holdt hovedet oppe, selvom hun allerede sad og nikkede af træthed, da Jonathan kom tilbage med hendes te.

“Åh, bless you,” mumlede hun og greb ud efter koppen, så hun utålmodigt kunne puste til den dampende overflade. “Vi har én, der kom ind i dag og han vil stadig ikke fortælle os, hvad han har forsøgt at brygge, men det får hans hud til at skifte farve i en tilsyneladende ret smertefuld proces.” Hun smilede udmattet.

[Jonathan Catchlove]

Jonathan gengældte smilet, der dog så langt mere friskt ud i kontrast til hendes, før han tog sig en god slurk af vandflasken.

“Vi kæmper også med en patient, der nægter at dele alle informationer med os”, kommenterede han og rynkede tilsvarende på næsen. “Det gør det hele lidt mere besværligt”, tilføjede han, mens han betragtede hende roligt.

[Alice Longbottom]

Alice rystede på hovedet. "Det er sjovt, hvordan vi alle har en tendens til at tro, at vores hemmeligheder er så slemme, at ingen nogensinde har hørt noget værre, ikke?" bemærkede hun med et lille smil og rystede tanken af sig.

"Jeg mener... Vi kunne sikkert hjælpe ham meget bedre, hvis han rent faktisk bare gav os alle oplysninger."

[Jonathan Catchlove]

Jonathan nikkede. “Skam er en mærkelig størrelse”, kommenterede han blidt og blev selv kort slæbt tilbage til minder fra hans fortid han helst var foruden. Han skyndte sig at skifte emne, før han nåede at dvæle for længe ved dem.

“Apropos hemmeligheder. Hvornår har du sidst brugt din friaften i byen?”, spurgte han i et skævt smil. Barnie og Alice var blevet ganske komfortabel i deres forhold, men Jonathan var fast besluttet på at de ikke glemte at de stadig var unge og friske magikere, der skulle huske at fejre det mens det varede.

[Alice Longbottom]

Alice nikkede og tillod sig selv at glide ned i de tanker, der nødvendigvis dukkede op i den kortvarige tavshed mellem dem. Åndsfraværende løftede hun koppen til læberne og tog en tår.

"Hm?" Hun så over på ham og måtte bruge et øjeblik på at regne. "Åh, det er ved at være noget tid siden, men jeg har faktisk aftalt med mine venner, at vi burde gøre det snart igen. Jeg har en veninde, der altid vil have os med ud at danse og jeg tror ikke, vi kan holde hende tilbage længere."

[Jonathan Catchlove]

Jonathans ansigt lyste op ved lyden af dans og en potential fest i fremtiden.

“I så fald må jeg kræve, at Barnie og jeg bliver inviteret. Jeg lover, at han dukker op. Også selvom jeg til tider mistænker ham for at frygte dansegulvet mere end ækle infektioner”, røg det muntert over hans læber med et glimt i øjet.

[Alice Longbottom]

Jonathan var ret nem at læse og Alice så behovet for at komme ud og røre sig. Måske hun også selv havde ladet sig opsluge lidt for meget af Barnie på det seneste.

"Jeg tror ikke, det er hans setting. Hende min veninde, der altid trækker os af sted, er Barnies lillesøster, så han plejer ikke at hægte sig på," svarede hun og trak på skuldrene. Han havde da været med en gang eller to, når det havde foregået hjemme hos Zach og Quir med god mad og brætspilshygge, men hun havde det helt fint med, at de også havde hver deres.

"Men du bør da helt klart komme med næste gang! Mine venner ville elske at møde dig."

[Jonathan Catchlove]

Jonathan drak ud og lagde den tomme flaske fra sig på bordet. Han havde ingen indvendinger efter hun afslørede det med hans søster.

“Jeg skal nok dukke op. Du giver mig bare et tidspunkt”, svarede han i et bredt smil. Han var ikke typen der afslog et godt selskab.