Starten på noget

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke, at Kala havde ligget på den lade side efter allehelgensfesten. Der havde været quidditchtræning og skolearbejde, hvor hun allerede haltede lidt efter. Ikke at det var hele grunden til, at hun ikke havde udsøgt Ronan med det samme efter. Selvom hun og Imrah Avery definitivt var ovre, havde hun ikke lyst til at ende i flere problemer på den front.

Derfor var det også med temmelig mange sommerfugle i maven, at slangen var skridtet udenfor den dag. De havde fodboldtræning og hun havde knapt kunne holde hjertet i brystet, da hun genert smilede til sin holdkaptajn før kampen. Ligeså havde hendes mave slået kolbøtter de to gange, han havde hjulpet hende op fra det halvsmattede græs efter en tackling.

"Vi ses efter," havde hun sagt, før hun både mudret og svedig var tøffet ind for at tage et bad i de samme omklædningsrum, der blev brugt til quidditch. Nu hun stod derinde, begyndte hun dog helt at tvivle på, om det havde været en klar nok besked.

Håret var derfor stadig vådt og sjusket bundet op i en knold, bukser og sweater tydeligt kastet på, da hun lidt efter ilede ud fra omklædningsrummene igen. Og fandt Ronan ventende. Maven tog en kolbøtte mere bare for en god ordens skyld. "Hey du."

Ronan Thomas

[Ronan Thomas]

Ronan havde ikke helt været vant til at se noget til en pige og det var ikke komplet instinktivt for ham at passe det ind i sin hverdag. Han havde dog en insisterende følelse af komplet tilfredshed, hver gang han kom til at se på Kala og han huskede tydeligt, hvordan det havde føltes at stå med hende i sine arme.

Det vendte tilbage til ham, da først han hørte lyden af en bekendt stemme og drejede sig til et mere end charmerende syn af en nybadet Kala, der uvilkårligt satte visse tanker i hovedet på ham. Han skubbede dem væk, selvom tænderne blottede sig i et smil.

"Hey," svarede han. "Godt at se, at du stadig står på benene efter alle de tacklinger."

[Kala Patil-Fawley]

Det var et smil, der havde brændt sig ind i hendes bevidsthed og fyldt lidt for mange tanker i eftermiddagslumre klasselokaler. Alligevel følte Kala sig en lille smule kejtet, som hun slingrede de sidste par skridt hen til Ronan.

"Det er mere et under, at jeg stadig står på benene efter det smil dér," prøvede hun at flirte, selvom det aldrig havde været hendes stærke side. Læberne skiltes i et smil.

[Ronan Thomas]

Ronan kom til at le, men som det så ofte havde været før med Kala, var det en helt oprigtig latter, uden tegn på sarkasme. "Stop, før du får mit ego til at eksplodere helt," svarede han i sædvanlig tørhed og trådte et skridt tættere på hende. Et sekund senere kunne han ikke styre sig og rakte frem for at stryge en våd hårlok væk fra hendes kind.

"Jeg ved i virkeligheden godt, at du er for sej til at lade dig slå ud så nemt."

[Kala Patil-Fawley]

Smilet voksede yderligere ved latteren, der flød fra Ronan og et øjeblik senere fnøs hun selv muntert med en hovedrysten. En våd tot faldt ned fra knolden og Kala nåede blinkede, da han rakte frem og fejede den væk. Fængslet af øjeblikket gik der et øjeblik, før hun indså, at hun havde holdt vejret.

"Jeg kommer da i hvert fald op igen," konstaterede hun med et træk på skuldrene og prøvede at være nonchalant omkring det. "Og tak for hjælpen med det for resten."

[Ronan Thomas]

Ronan trak hånden til sig igen, selvom han havde ganske meget lyst til at lade den dvæle. Smilet forblev på hans læber.

“Intet problem,” konstaterede han og stak hænderne i lommerne. “Hvordan har du det?”

[Kala Patil-Fawley]

Kala trak på skuldrene. Der var selvfølgelig meget, der var gået galt på det seneste, men når Ronan stod der og smilede til hende, virkede det ikke lige så afgørende. "Du ved, kicking ass and taking names," konstaterede hun med et grin og nikkede mod slottet.

"Vil du med ind? Der er pivkoldt herude og jeg tror, Gryffindor skal bruge omklædningsrummene om ikke så længe." Og hun var lidt træt af, at folk ikke kunne passe deres egen butik.

[Ronan Thomas]

Ronan slap en enig lyd, flyttede på den ene fod og sendte i en øvet bevægelse fodbolden op fra jorden. Han greb den, holdt den under den ene arm og så sit snit til at række selvsikkert ud og tage Kalas hånd med sin egen frie. Det var lidt et sats. Normalt tog han sig ikke af sladder, men han var ikke komplet ligeglad med at tvære det hele ud i ansigtet på Imrah Avery.

"Jeg har hørt, at du har lidt udfordringer med quidditchholdet," bemærkede han efter et kort stykke tid og så ned på hende, alvorlig, men også spørgende.

[Kala Patil-Fawley]

Kala hævede brynene lidt over det imponerende move, men sagde ikke noget. Måske fordi Ronans hånd pludselig havde fundet hendes og hun frygtede, at det kunne forsvinde, hvis hun sagde noget for hurtigt.

Blikket blev først vendt væk, da han talte og et øjeblik ønskede hun sig tilbage til tavsheden, hvor hun bare havde været glad og lidt genert. "En bunke fuldblodselever, der ikke vil følge en yngre halvblodsheks?" Hun fnøs og så endelig op på ham.

"Jeg skal nok få styr på det."

[Ronan Thomas]

Ronans læber blev lidt smalle over hendes ord, men han var ikke ligefrem chokeret over at størstedelen af quidditchholdet på Slytherin var nogle idioter.

"Godt," svarede han, uden at føle at han behøvede at sige at hun skulle sige til hvis ellers. Han havde i hvert fald ikke tænkt sig at trampe ind og tro at han kunne klare noget bedre end hun selv kunne. "Det er utroligt, at de idioter stadig får lov til at udfolde det facistiske pis."

[Kala Patil-Fawley]

Kalas rungende enighed formede et lille nik, mens hun flettede fingrene ind mellem hans og syntes det var en langt bedre måde at bruge tiden på end at diskutere det åndssvage hold og de tåber, der var på det.

"Hvad der er utroligt er, at Slytherin stadig ikke har haft et overhoved, der kan se nuanceret på tilværelsen. Jeg mener... Den eneste grund til, jeg blev anfører er jo, så Professor Lorde kan dække sig ind og sige, det ikke handler om ophav."

[Ronan Thomas]

Ronan lukkede instinktivt fingrene sammen om Kalas, tilpas med hvor naturlig det føltes at gå sådan. "Jeg fatter ikke, at McGonagall tillader det pis," konstaterede han ligefremt. Det kunne kun være fordi at rektoren ikke for alvor kendte til Romas blodspolitiske tilbøjeligheder. Han havde svært ved at se, hvordan det ellers kunne ske - med de historier, som hans far med tiden havde fortalt om Minerva.

Han kunne tale længe om det, men noget andet slog ned i ham, der ikke handlede om at hælde frustration over fuldblodsidioter ud - måske for første gang nogensinde. "Vil du følges med mig til yuleballet?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala var ikke vant til at høre tingene så uindpakket, men hun besluttede sig hurtigt for, at hun kunne lide det og panden glattedes ud igen. Der var endda et lille smil, snigende sig ind over hendes læber ved følelsen af opbakning og Ronans hånd om hendes.

Opslugt af det kom spørgsmålet som lidt af en overraskelse og hun nåede ikke at finde en overvejende mine frem, før hendes ansigt flækkede i et smil. "Jo, ja," svarede hun i en tilbageholdenhed, der slet ikke matchede glæden strålende fra hende.

"Det vil jeg gerne." Måske burde hun tænke på Imrah Avery eller at hun ikke bare burde hoppe ud i noget nyt, men Ronan gav hende en dejlig, kildende fornemmelse i kroppen.

[Ronan Thomas]

Ronan så ned på hende, da han spurgte. Han havde aldrig haft en rigtig date til noget før. Han var altid fulgtes med venner, sidst Lily til afgangsfesten, men det her var noget andet. For første gang betød det et eller andet. For første gang var han ikke ligeglad med, om han kom alene i sidste ende.

Derfor hævede et øjenbryn sig også ganske let over hendes modstridende reaktion. "Du lyder ikke lige så overbevist, som du ser ud," svarede han roligt. "Er det på grund af Imrah?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala tyggede på spørgsmålet, indtil de nåede indgangshallen og læ. Hun stoppede, stadig med et tankefuldt udtryk malet over hvert blødt træk. "Det er ikke, fordi jeg føler noget for ham eller..." Det troede hun i hvert fald ikke, selvom tanken om ham stadig fik det til at suge ubehageligt i maven.

"Jeg vil bare ikke vifte noget i ansigtet på ham eller gøre noget værre mellem jer." Hun vidste ikke helt, hvor de to stod efter det hele.