Jazztoner

[Chester Cameron]

Chester nød sine fri dage. De havde arbejdet i døgndrift på teateret og han var ved at kunne mærke hvordan trætheden havde sat sig. Han gned en hånd over ansigtet og kløede sig i skægget. Han havde placeret sig selv oppe i baren og var ved at hælde til anden martini ned.

Jazztonerne flød i rummet og skabte den generelle behagelige stemning som Chester så godt kunne lide. Han følte sig altid i sit es. Normalt brød han sig ikke om oliven i sin drink, men sammen med den bitre væske nød han bare godt af at kunne fiske dem op med den lille tandstik, som ofte endte hvilene mellem tænderne.

Til Renata P. Earnshaw

[Renata P. Earnshaw]

Det var sjældent, at Renata var ude på den måde længere. Normalt blev det bare til en drink med Violet efter arbejde, så de kunne diskutere tingene, men i aften havde både Cornelius Cameron og Noah Earnshaw travlt på arbejdet, så hun havde ladet sig lokke med på Tarantallegra med nogle af de andre fra Profettidende.

Nattelivet var aldrig blevet Renatas scene. Måske var det en af konsekvenserne ved at blive forlovet som sekstenårig. Der havde aldrig rigtig været tid eller plads til, at hun skulle ud og svinge hofterne og blinke til flotte fyre, mens hun skyllede drinks ned.

Derfor fandt hun også sig selv stående i baren igen med et lidt rastløst blik i de mørke øjne. De tre, der ud over hende var tilbage, havde alle fundet en at føre lavmælte samtaler med og hun overvejede mest af alt at tage hjem og putte med et glas vin og en god bog. Eller skrivemaskinen.

Alligevel bestilte hun et glas mere af deres bedste vin. Et sidste glas og så hjem.

[Chester Cameron]

Chester var tit ham der hang i baren og faldt i snak med andre. Det var ikke fordi han ikke kunne danse, men det var aldrig noget der havde ligget naturligt til ham. Han var hverken højtråbende eller anmassende; Kun hvis man gav ham en grund.

Han nød at iagttage andre og det var netop hvad han gjorde denne aften. Hans blik gled over en eksotisk mørklødet kvinde der netop havde fundet vej til baren. Igen hvis han ikke tog meget fejl. Han havde efterhånden siddet der i et stykke tid. Manuskriptet var blevet pakket væk da han var ved at blive en anelse for sløv til at fokuserer på de småprintede ord.

"Ah. Jeg troede ikke jeg fik chancen for at dem igen" kom det kækt fra Chester da han drejede kroppen en halv omgang.

[Renata P. Earnshaw]

(U)Tålmodigt ventende på sin rødvin stod Renata med dansende fingre over bordpladen og kastede netop et blik på manden ved sin side, da han tiltalte hende. Svagt mindedes hun at have set ham i teateret, men uden at kunne placere ham på anden måde.

“Pardon, kender vi hinanden, Mr?” spurgte hun høfligt og var ellers normalt god til navne.

[Chester Cameron]

Et let smil kom til syne hos Chester der nu havde sit blik direkte hvilende mod kvinden. Hun kom ikke tit nok på Tarantallegra til at han ville kende hende. Men det betød ikke at det ikke kunne nå at ske.

Et eller andet i ham føltes som en lettelse at hun ikke straks genkendte ham. Til trods for at de ikke var på fornavn eller efternavn så var Chester et kendt ansigt på scenen. Men han var ofte ikke så glad for at blive genkendt. "Chester." præsenterede han sig selv og løftede sin drink.

[Renata P. Earnshaw]

Et rødvinsglas blev stillet foran hende, men Renatas blik var på manden. Lidt ung, men bestemt en mand, der ville have tiltrukket hendes blik for et par år tilbage. Langsomt løftede hun sit glas, opmærksom med at lade ham se vielsesringen på sin finger, før han fik nogle gode ideer.

“Chester,” gentog hun og smilede til ham over glassets kant. “Renata Earnshaw.”

[Chester Cameron]

Chesters blik spillede. Det morede ham gevaldigt over de små tegn som kvinden sendte. En af hans nydelser i bylivet var nok at fremstå tilgængelig for kvinder. Måske var det hans charme og det kække glimt i øjet der gjorde at han tiltrak sig mange hunkønsvenner. Han nød opmærksomheden og forspillet. Men legen overlod han til de andre mænd.

"Jamen skål Mrs Earnshaw." Nok var hun gift, men det ville da ikke forhindre to mennesker i at have en mindeværdig aften i godt selskab?

[Renata P. Earnshaw]

Renata løftede brynene over et smil, tilfreds med at han havde forstået hendes hint. Det kunne hurtigt blive så akavet en situation, hvis ikke tingene var afklarede fra starten af. Desuden havde hun mere end nok bekræftelse i de to skønne mænd, hun normalt havde derhjemme.

“Skål, Chester.” Hun hævede glasset og tog en tår. Det var som altid en fornøjelse. Glasset blev stillet på bordet igen. “Så... Er det bare Chester eller er der en grund til, der ikke var noget efternavn?”

[Chester Cameron]

Chester gjorde sig normalt ikke i at oplyse sit efternavn. Men sådan havde det altid været. Måske ønskede han at forblive den mystiske fremmede i mørket som man ikke kunne spore sig frem til, medmindre man var kulturinteresseret.

"Jeg giver det normalt ikke ud, men for en køn gift kvinde som dig." endnu et smil gled op, og endnu en martini tår gled ned.

"Normalt følger Cameron med"

[Renata P. Earnshaw]

Blikket havde aldrig forladt Chester, men blev mere intenst ved hans ord. Flirtede han med hende? Ørerne blev spidset og den aktuelle tanke skubbet bagud. Cameron. C. Cameron. Det kunne næppe være en tilfældighed.

"Cameron?" spurgte Renata afslappet, selvom alt i hende sitrede efter at høre svaret. "Kender De muligvis Cornelius Cameron?" Normalt var den portugisiske accent subtil, men især over Cornelius navn lå den som et let krydderi.

[Chester Cameron]

Chester morede sig. Så længe han havde en tilpas afstand til Renata gjorde han ikke noget forkert. Desuden havde hun ingen mand på slæb der kunne sige noget til ham. Men hvem brød sig ikke om lidt harmløs flirten? Han lagde ikke noget i det. De brune øjne blev hvilende mod hendes ansigt som han betragtede hende.

"Jeg ville have sagt desværre, men min bror og jeg har et for tæt forhold til at jeg ville fortryde vores familiære relation" Chester smilte fornøjet og det blev pludseligt tydeligt for ham at Renata kendte hans storebror. "Jeg er hans lillebror. Det er dog noget jeg kan tilføje desværre på." han smålo lidt for sig selv. Hvem ville ikke gerne være ældst.

[Renata P. Earnshaw]

Renata grinede og forstod godt, at de havde et tæt forhold. Hvem kunne andet end at holde af den kære advokat med de fjollede underbukser? Smilende tog hun en tår mere af sin vin og lo, da han nåede sit punktum.

"Jeg har selv en storebror, så jeg forstår," indskød hun med et grin og lagde det ene ben over det andet. "Jamen en fornøjelse at møde Dem, Chester Cameron, lillebror til Cornelius."

[Chester Cameron]

Chester løftede hånden for at gøre tegn til bartenderen. Hans glas var tomt, og det var en skandale. Han havde ikke nogen plan om at tage hjem foreløbig så han kunne ligeså godt lade dem rulle.

Han nikkede svagt med hovedet over hendes ord. Så havde de alligevel mere til fælles end han først havde antaget. "I lige møde Renata" da hans drink blev stillet foran ham tøvede han ikke med at tage en tår.

"Hvor kende du Nelly fra, hvis jeg må være så fræk at spørge?" spurgte Chester med et hævet bryn.

[Renata P. Earnshaw]

Nu Renata vidste det, var det umuligt ikke at bemærke ligheden. Det lod til at godt udseende bare løb i den familie. Hun tog en tår vin mere og vendte blikket væk, så han ikke skulle opdage, at hun sad og studerede ham.

"Nelly?" Læberne blev spidset for ikke at slippe en latter. Det skulle han høre for ved lejlighed. "Vi bor i samme bygning. Desuden var han, så vidt jeg har forstået, uadskillelig med min husbond på Hogwarts. Noah Earnshaw?"

Blikket blev vendt mod ham igen med et lille smil. "Han var til vores bryllup." Og i deres seng for ikke mere end femten timer siden.

[Chester Cameron]

Chester havde ikke tænkt over hans måde at omtale sin storebror. Måske var det lige at skubbe til den usynlige grænse, men han fik så sjældent lov til at gøre ham for legen. Desuden så Renata ud til at more sig.

"Ja selvfølgelig. Jeg husker godt at han hang ud med Noah" Chester havde dog ikke lagt to og to sammen og forbundet ham med Renatas efternavn.

"Jeg mindes et eller andet, men står ikke klart. Jeg tror ikke han har talt så meget om det" svarede Chester ærligt. Men han var også kun selv enogtyve, han havde for ganske få år siden stadig rendt rundt på Hogwarts.