De uden fædreland

[Linh Nguyen]

Kala Patil-Fawley
Hogsmeadeweekenden i december

Det gjorde Linh varm om hjertet at træde ind på De Tre Koste og se de familiære omgivelser igen. I sidste uge var de ankommet til England, men først for et par dage siden havde de nået til Skotland. Han var træt og udmattet, men begejstret for den stilling han havde formået at få i løbet af sine mange brevudvekslinger med folk i ministeriet i løbet af sin rejse. På mandag skulle han starte som advokatelev og selvom han havde talt om at han ikke ønskede et kontorjob, havde den lange rejse og det fremmede (og dog) land givet ham lysten til noget der var mere stabilt og mindre kaotisk.

Vietnam havde haft mange ting at byde på, men det han havde også fundet ud af at det ikke var der han ønskede at slå sig ned. Han elskede at kulturen mindede ham om sin familie, men der var mange ting, som føltes fremmede for ham. Han var vietnameser, men ikke kulturelt. I virkeligheden ville han nok aldrig føle, at han tilhørte et land helt.

Inde i krostuen var der stort set tomt. Det slog ham som mærkeligt, men han bestilte en kop kaffe og satte sig ved vinduet så han kunne se på gaden udenfor. Han hang sin kappe hen over stolens ryglæn og rettede lidt på sin bomuldsskjorte.
Efter en times tid, begyndte de første elever dog at komme og det slog ham. Han havde glemt at det var Hogsmeadeweekend.

[Kala Patil-Fawley]

Der var gået en måned siden allehelgensfesten. November med al sin grå, overskyede, tilblæste rædselsfuldhed var trådt til side for juleånd og hjertevarme og december. Kala var i hvert fald helt klar til at være færdig med den grå sky, der havde hængt over hende i ugevis.

Arm i arm med Brianna Baines var hun skridtet ned mod den lille landsby og de havde egentlig haft planer om at få en kop et eller andet varmt, da venindens kæreste lidt fåret var dukket op og havde spurgt, om han ikke måtte låne pigens opmærksomhed, og Kala havde ikke nænnet at sige nej.

Noget varmt havde hun dog stadig lyst til og det var med en iskold næsetip, at hun trådte ind på kostene og bestilte sig en kop kaffe. Der ville uden tvivl snart være nogle af vennerne, der fik den samme ide.

[Linh Nguyen]

En del af ham havde håbet hun ville dukke op inden han fik drukket sin kaffe færdig. Da hun så endelig gjorde, blev han så overvældet af dårlig samvittighed at han satte spørgsmålstegn ved hvorfor han havde ønsket at udsætte sig selv for den slags smerte.
Flere forskellige scenarier fløj igennem hans tanker, men han endte med at det bedste ville være at gå op og sige hej. De måtte jo alligevel tale sammen på et eller andet tidspunkt.
"Hej Kala." Sagde han da han var gået op til hende, med et lettere anstrengt udtryk i ansigtet med et lille skær af smerte i sit blik. Derefter smilede han en anelse.
"Du ser glad ud." Bemærkede han.

[Kala Patil-Fawley]

Tankerne løb lidt af sted med Kala, der stirrede lidt tomt ud af vinduet. Siden allehelgensfesten var der ikke sket andet eller mere mellem hende og Ronan Thomas. Det lod til at de begge havde det ganske fint med at tage det i et stille og roligt tempo, mens tingene lagde sig. Også selvom han fik det til at brænde varmt under hendes hud, når de kom tæt til fodbold.

Det var faktisk mest ravnen, hendes tanker dvælede ved og hun var komplet intetanende om ekskærestens færd hen mod hende. Nej, hun bemærkede knapt kaffen, der blev stillet foran hende. "Tak," svarede hun distræt og skulle til at vende sig om, da en alt for velkendt stemme lød.

Hun stivnede. Det kunne da ikke... Det var det. Pludselig følte hun sig på udebane og følelsen af overskud sank lidt. "Hej, Linh. Jeg, um, ja." Befippet trak hun en tyk lok bag øret. Den hoppede straks frem igen og faldt ned i ansigtet på hende.

"Jeg vidste ikke... Er du tilbage?"

[Linh Nguyen]

Den ro hun besad forsvandt komplet, da han forstyrrede hende og han slog blikket flygtigt ned, mens han overvejede om det havde været det rigtige valg at tale til hende. Han smilede dog en anelse over hendes spørgsmål.
"Ja, det er jeg." Bemærkede han og pressede sine læber sammen. Normalt ville han have sagt et eller andet sødt til hende, men det måtte han jo ikke nu.
"Har din familie det godt?" Spurgte han derfor og mødte hendes blik lettere alvorligt.

[Kala Patil-Fawley]

Smerten var ikke så frisk længere, men det samtidig heller ikke så længe siden, at Kala ikke huskede, hvor blid og sød han havde været over for hende. Hun klamrede sig nervøst til sin kop og tvang nerverne lidt ned med et nik. "Ja, ja, de har det fint. Vanya er dramatisk omkring et eller andet, men det er jo sådan, hun er."

Læberne blev fugtet. "Øh, har du lyst til at sidde og-?" Ja, hvad var det egentlig? Hun vidste det ikke, men hun følte, det var nødvendigt. Det hele havde været så uafsluttet.

[Linh Nguyen]

Linh kunne ikke lade være med at smile, da hun nævnte dramatiske Vanya. Det var slet ikke overraskende at den pige stadig rendte rundt og forvandlede virkeligheden til teater.
"Ja. Selvfølgelig." Sagde han og gestikulerede mod det bord ved vinduet, hvor han havde sat sin kaffekop. Instinktivt bøjede han sig en smule. En gestus der ikke var forsvundet endnu, efter han havde været i Vietnam så længe.
Da de satte sig, tog han ordet med det samme. "Det var ikke i orden det jeg gjorde mod dig Kala. Det vil jeg gerne sige undskyld for. Jeg forventer ikke at du tilgiver mig, men måske kan jeg forklare mit valg bedre."

[Kala Patil-Fawley]

Kala fulgte ham hen til bordet og tog plads. Kaffen holdt hun stadig mellem sine kolde fingre. Mørke øjne fandt ham, klar til at udveklse flere høfligheder, men sådan blev det ikke.

Linh hoppede direkte i den dybe ende og de tykke bryn hævede sig lidt, før hun genvandt fatningen og nikkede let. "Ja?" Hun følte sig helt åndeløs. I al den tid havde hun troet, at det var hende, der havde gjort noget galt.

[Linh Nguyen]

I Linhs øjne var det langt fra hendes skyld, han havde trods alt startet det, uden egentlig at tænke over fremtiden.
"Turen til Vietnam var en del af beslutningen, men jeg burde have tænkt over, at du skulle tilbage til Hogwarts før jeg startede med at være interesseret i dig. Måske troede jeg at sommeren ville vare for evigt og at jeg aldrig ville have nogle pligter der kaldte på mig. Jeg havde bare ikke lyst til at have et forhold med en der var langt væk og en del af mig, var nok usikker på om jeg ville komme hjem fra Vietnam." Forklarede han hende med en lettere anspændt mine, fordi det gjorde ondt at tale om og han havde så umådelig dårlig samvittighed.
"Hvis der er noget jeg kan gøre for at rette op på min fejltagelse, så må du endelig sige til."

[Kala Patil-Fawley]

Kala slog blikket ned. Det havde været en naiv pige, der havde besluttet, at hun var klar til det og nu hun sad der, vidste hun, at det ikke var tilfældet. Alt sammen lod til at være tanker, der havde plaget Linh siden deres afsked. Hun tog en tår kaffe for at skylle den pludseligt bitre smag i munden væk med.

"Du skal ikke undskylde noget," lagde hun ud, da hun satte koppen fra sig og forsøgte sig med ord i stedet. "Jeg hørte, din morfar var syg."

[Linh Nguyen]

Det var ikke nemt at tale om, men han tvang sig selv til det, fordi det var den eneste måde. Han nikkede langsomt over hendes svar, men var ikke særlig overbevist. Hendes næste ord, fik ham dog til at tænke tilbage på det der var sket i Vietnam.
"Ja, han var blevet ramt af en slem magisk trope sygdom de ikke kunne helbrede." Sagde han.
"Det er nok ikke sikkert han lever meget mere end et år." Forklarede han og så ned på sin kop. Han var pludselig blevet meget voksen, på kort tid. Der var ikke længere plads til fjollede sommer romancer. Hele hans familie forventede, at han ville have succes, både på moren og på farens side.

[Kala Patil-Fawley]

Det var en fremmed setting, Kala aldrig rigtig havde gjort sig nogle erfaringer med. Linh var forsvundet ret pludselig ud af hendes liv og Imrah havde næsten gjort det samme, selvom han var blevet på samme kontinent. Alligevel overskyggede hendes behov for at gøre noget for at hjælpe situationen og hun rakte frem og lagde en hånd over hans.

"Det er jeg virkelig ked af, Linh," sagde hun dybfølt.

[Linh Nguyen]

Det var ikke ligefrem fordi han led noget afsavn, men han kunne mærke på sin mor at hun var fortvivlet. Det var det værste ved det, hun var ked af det, men han kunne ikke gøre noget. Han følte sig hjælpeløs.
"Tak." Sagde han en smule sammenbidt fordi han kæmpede en ihærdig kamp med at holde sine følelser tilbage. Han var ikke god til at være sårbar, glad og ovenpå, eller alvorlig, det kunne han sagtens, men ikke græde.
"Hvordan er det gået med dig?" Spurgte han, dog uden at se på hende.

[Kala Patil-Fawley]

Igen var der den forskrækkelse for nærhed, Kala huskede fra deres tid sammen og hun trak hånden til sig i øjeblikkelig fortrydelse. Undskyldningen lå på tungespidsen, men nåede ikke at komme over læberne, før Linh tog ordet.

"Det er gået..." Rædselsfuldt, i smertefulde bølger. "Fint. Skoleåret er i gang igen. Holdet..." Pilråddent af rædselsfulde fuldblodsidioter. "Fint."

[Linh Nguyen]

Da hun trak hånden til sig, fortrød han at han skubbede hende væk. Det var bare så svært for ham at være som hun ønskede han skulle være.
"Bare fint?" Sagde han og så hende lettere spørgende i øjnene. Det virkede ikke rigtig som den Kala han havde kendt, hun var den slags person der altid havde gang i noget. Desuden talte hun næsten som en robot. På den anden side, var det vel hvad han kunne forvente efter den måde han havde opført sig på.