Tilbage i løvehulen

[Marcas MacFusty]

Mhairi MacFusty
Tidspunkt: Dagen efter Allehelgenes fest

Marcas havde overnattet på sygefløjen og havde været der det meste af dagen, han havde snakket med Mairwen Baines og ellers mest bare ligget i sengen. Nu var det dog blevet aften og han var netop trådt ind i gryffindors opholdsstue. Det var meningen at han skulle sov i sin egen seng nu. 

Da han var trådt ind i opholdsstuen, stoppede han op, sukkede dybt og så sig om efter en sofa eller lænestol hvor han kunne være lidt på afstand fra de andre. Han var stadig oprevet efter at han havde tabt til Francesco. Skolen ville sikkert snart alle kende til det via rygterne. Ansigtet var stadig forslået, men hævelserne var faldet og næsen rettet til og helet.

[Mhairi MacFusty]

Mhairi havde godt overfladisk hørt om det sammenstød hendes bror havde haft med en slange. Hun var allerede på vej mod sygefløjen, da Marcas pludselig kom gående ind af døren til deres opholdstue.



“Marcas”, røg det varmt over hendes læber, mens de blå øjne lyste af bekymring. Hun skyndte sig hen ved siden af ham.

“Hvor ser du ud”, indrømmede hun og lod sit blik glide ned over hans ansigt en gang, før de fandt hans blik igen. 

“Hvordan har du det?”.

[Marcas MacFusty]

For en gang skyld blev Marcas virkelig glad for at møde sin søster. Ikke at han normalt ikke blev glad, men lige nu havde han brug for sin familie, og det var lettest med Mhairi. Han trak dog lidt på skuldrene over hendes bekymrede udbrud. "Det ser bedre ud end i går. Jeg var mere rød end hvid i hovedet og... ja... brækket næse." Han gik forbi hende for at finde et sted at sidde, han var ret sikker på at hun nok skulle følge med ham.

[Mhairi MacFusty]

Mhairi fulgte selvfølgelig efter og satte sig ned i sofaen ved siden af sin bror. Hun sagde ikke meget, men så ufattelig alvorlig og anspændt ud - en stor kontrast til hvilke udtryk hun ellers plejede at bære på sit ansigt.



“Den kæmpe idiot”, kommenterede hun bittert. “Jeg håber du gav ham lidt tæsk tilbage og at han heller ikke ser for køn ud”, tilføjede hun, lidt væk i sine egne tanker. Hun havde ikke selv været der, men hun havde hørt rygterne. Og de var ikke gode.

[Marcas MacFusty]

Marcas kunne ikke rigtig indfri søsterens ønsker og så derfor bare ned i jorden. "Altså... Det var lidt mig der startede fordi Francesco Hardy var ved at forgribe sig på Mairwen. Så jeg... Sendte en knytnæve mod hans ansigt men... ja.. JEg er ikke nogen slagsbror, jeg tror jeg er heldig hvis bare han har lidt ondt i hovedet nu. Han gik og jeg... Jeg faldt bare sammen derude som et pattebarn" Han så væk fra sin søster. Han havde såret sin stolthed og ikke mindst var han sikker på t han nu for alvor havde mistet Mairwen.

[Mhairi MacFusty]

“Du er intet pattebarn”, røg det fast over Mhairis læber. Hun betragtede ham med en dyb alvor i de blå øjne.

“Du var skide modig, Marcas og du gjorde det helt rigtige. Du reddede hende fra en situation, der kunne have traumatiseret hende længe. Du er så meget mere end mand end den usle slange nogensinde bliver. Det er ham der er et kryb”, fortsatte hun bestemt og gav sin brors skuldre et klem.

[Marcas MacFusty]

“Mairwen Baines mener jeg er for god til hende og siger jeg skal finde andre at kigge efter. At det ikke må være hende mere” han var en slået soldat og langt nede i kulkælderen, det var tydeligt. Lige nu var der umådelig langt til smil og glæde og hans øjne virkede opgivende og tomme. Det hele var noget møg og det nyttede intet. 

[Mhairi MacFusty]

Mhairi betragtede sin bror og havde virkelig ondt af ham. Det var dog ikke noget hun afslørede for tydeligt, for hun vidste at han havde svært ved den slags.

"Det er du måske også...", svarede hun. "Livet er for kort til at længtes efter en tøs, der ikke kan se hvor god du er, Marcas. Det er hårdt nu, men jeg lover dig at det bliver bedre, okay?".

[Marcas MacFusty]

Marcas så over på sin søster. Måske var der alligevel noget om snakken, måske skulle han komme videre, skabe sig et nyt ståsted og komme videre. Han måtte rejse sig fra støvet og komme på benene igen på en god måde. På sin ege måde.

De trøstende ord fra søsteren hjalp rigtig meget på det hele. "Tak. Det rart at du er her."

[Mhairi MacFusty]

Mhairi sendte ham et varmt smil tilbage.

“Jeg er her altid, Marcas. Ikke glem det, vel?”, tilføjede hun trøstende, men også med alvor i stemmen.

[Marcas MacFusty]

"Det ved jeg. Jeg troede bare lige at jeg endelig ville kunne..." Det var svært at vide hvad han egentlig troede, men håbet om endelig at blive som Michael MacFusty og Murray MacFusty var slukket igen. De kunne det der med drager og med damer. MArcas havde gjort sig til grin endnu engang!

[Mhairi MacFusty]

Mhairi rynkede brynene en smule, mens hun prøvede at forstå ham.

“Kunne hvad?”.

[Marcas MacFusty]

Marcas sank lidt. "Kunne blive lige så sikker som Michael og Murray og ja.. passe bare ind."Det havde altid været et problem for Marcas at passe ind i familien. Det var som alle de gode gener var blevet taget, da de nåede til hm. Hvert fald følte han sig slet ikke sikker.

[Mhairi MacFusty]

“Marcas”, røg det dæmpet over hendes læber, før et suk forlod dem lidt efter.

“Du begår en fejl i evigt at sammenligne dig med vores brødre. Alle de usikkerheder, det er alt sammen inde i dit hoved. Vi holder alle af dig, præcis som du er”.

[Marcas MacFusty]

Marcas trak lidt på skuldrene af hendes ord. "Men... Jeg ved ikke hvordan jeg ellers skal gøre det. Hvis bare tingene ikke var så svære." Sagde han så. Mhairi var sød. Han havde ikke så svært ved at snakke med hende som med de andre i familien. Det var rart nok. "Hvad gør jeg nu?"