Danse Danse Dukke min

[Nathan Lorde]

Briony N. Baines

Det var blevet november, og regnen silede ned udenfor. Det var underligt. Alting var underligt nu. Ordene fra i sommers rungede stadig i hovedet på ham og rygterne om at hans far måske var en svindler var svære at ignorere. Han følte sig dårlig tilpas og egentlig ville han gerne væk fra skolen, udad til måtte han dog holde sit sædvanlige ydre oppe. Han skulle nødigt have Fuldblodsgruppen på nakken.

Wauw hans liv var blevet mærkeligt! Muligvis var hans far slet ikke fuldblod og rygterne om hans mor og Cyprine virkede til aldrig at lægge sig. Han lænede hovedet tilbage mod den stolpe, han sad op af. Han havde fundet et roligt sted på Tredje sal, hvor han håbede på ham kunne være i fred lidt. 

Snart så han dog en lyshåret pige komme i retningen af sig. Endnu en person der fyldte hans tanker for tiden, Måske var han, heldig at hun ikke så hm?

[Briony N. Baines]

Det havde længe været hendes intention at konfrontere Nathan med de mærkelige noter han havde lagt ved statuen. Hun havde dog bare ikke kunne finde et oplagt øjeblik. Det var for risikabelt nede i opholdsstuen, fordi hun ikke havde lyst til at de andre slanger skulle finde ud af hvad deres drama gik ud på.
Nu hun var på vej ned mod storsalen, fik hun dog øje på lige præcis den person hun ville tale med. Derfor gik hun hen til ham, med et beslutsomt blik i sine øjne.
"Hej." Sagde hun, fordi det lidt var blevet deres ting at hilse sådan på hinanden.

[Nathan Lorde]

Med skulderen skubbede Nathan sig fri fra stolpen og så mere direkte på hende. Hvad mon hun ville? "Hej.." Lød det, som det havde lydt de sidste mange gange de havde snakket. Måske havde det æret dumt at sætte sig på netop den gang, hvor de havde udvekslet små breve til hinanden, Måske var det det, der havde drevet ham til at vælge netop den plads? Han var ikke sikker, men det betød heller ikke meget lige nu. 

"Forfølger du mig? Eller savner du mig bare?" Kommentaren lød lidt rusten, og smilet var ikke helt så skævt som det plejede at være, men han havde siddet forsvarsfri og måtte altså lige bruge et øjeblik på at hæve forsvarsværkerne igen.

[Briony N. Baines]

En lille rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn, fordi han nåede at tale inden hun fik sagt det hun ville. Hun sukkede en smule frustreret og slog let med hovedet, for at få sit lyse hår væk fra ansigtet.
"Du tænker alt for højt om dig selv Nathan." Bemærkede hun irriteret og så ham derefter i øjnene.
"Jeg så dig lægge den sidste besked ovre ved statuen. Hvad er det lige præcis du har gang i? En eller anden dum spøg?" Spurgte hun og satte hænderne i siden. Hun havde ikke tillid til noget af det han havde skrevet til hende. Det var helt sikkert kun noget han gjorde, fordi han troede hun ville hoppe på den.

[Nathan Lorde]

Nathan fnøs over hendes kommentar, hun anede ikke hvad hun talte om. Det kunne også være godt det samme. 
Det overraskede ham dog, da hun fortalte, at hun havde set ham lægge beskederne. Hvad skulle han gøre ved det? Hun ville sikkert ikke engang tro ham, hvis han fortalte sandheden. 

Nathan så på hende med et lidt opgivende udtryk i øjnene. Så fik han alligevel en ide, der måske kunne redde ham "Jeg havde gang i at fortælle dig, at du er god nok, og nej det er ingen spøg" han kiggede kort på hende, og lænede sig så igen tilbage mod stolpen.

[Briony N. Baines]

Det eneste Briony så var den Nathan hun altid havde kendt. Ham der rendte rundt og opførte sig som en nar. Hun kunne ikke rigtig forestille sig, at han kunne være anderledes.
"Jeg tror ikke på dig." Sagde hun og lagde hovedet til den ene side mens hun løftede sine øjenbryn.
"Du prøver bare at få mig til at tro at du er sød og så når jeg er faldet for den, så har du planer om.. et eller andet." Sagde hun og bed overvejende ned i sin underlæbe.

[Nathan Lorde]

Nathan lænede sig frem og trak på skuldrene, han var ikke lige i humør til at overbevise hende om hvorvidt han mente det. Han vidste hvad sandheden var og det var det vigtigste, så måtte hun jo tro hvad hun ville. "Det må du selv om. Jeg har intet gjort dig med de sedler og jeg mente hvad jeg skrev. Det var netop derfor jeg valgte at være anonym, Fordi jeg vidste du ikke ville tro på mig."  Så lukkede han øjnene og lænede sig tilbage, hvis hun var så sikker på han ville gøre hende ondt, så var der vel ikke mere at snakke om. "Du kommer til at vente længe. Der er ingen plan." Han kastede ligegyldigt med hånden, som for at understrege sine ord.

[Briony N. Baines]

Briony knyttede sine hænder og stirrede på ham mens han talte. Hun forsøgte at være viljestærk og ikke lade sig overtale af hans sleske ord.
"Hvad vil du så? Hvorfor siger du alle de ting til mig? Jeg troede du var ligeglad." Sagde hun og gik et skridt tættere på ham. Det var underligt, men en del af hende ville gerne tro at det var rigtig, samtidig, hadede hun sig selv for det.

[Nathan Lorde]

Han så på hende igen. Betragtede hende en tid uden at sige noget. Det var som om stilheden forsikrede ham om at tingene ikke var helt så håbløse som han følte det. I stilheden kunne de være sammen, lige til han åbnede munden og jog hende væk.  "Du mindede mig om nogen." Sagde han så kort for hovedet. "jeg ville bare sige det hele nok skulle blive godt." Det var afstumpede sætninger der kom fra ham, men han var ikke sikker nok til at sige det hele. Det var for sårbart endnu. Det stolede han ikke nok på hende til.

[Briony N. Baines]

Det var besynderligt hvordan Nathan altid talte i tunger. Hun forstod ikke hvad han mente med det han sagde. Det var som om hun burde forstå en eller anden kontekst, han ikke havde fortalt hende.
"Åh." Sagde hun og skar en undrende grimasse.
"Hvem mindede jeg dig så om?" Spurgte hun og så ham forvirret i øjnene. Det var vel ikke så mærkeligt at hun ville vide det når det nu var grunden til at han opførte sig så underligt.

[Nathan Lorde]

Så, hvordan kom han nu videre? Han havde lidt bevæget sig ind i en blindgyde, og det var svært at se hvordan han skulle komme ud af det. Derfor sukkede han bare. "Clarissa. En mugglerfødt fra Hufflepuff." De havde ikke snakket sammen siden først i sommerferien, hvor alt de magiske virkede til at være forsvundet.

[Briony N. Baines]

Det var nærmest umuligt for hende at forstå hvem, ved Merlin, Nathan var. Nu stod han her og indrømmede, at han havde haft et bekendtskab til en mugglerfødt. Hun havde hørt noget om det allerede, men hun havde aldrig troet at han ville være så ærlig overfor hende.
"Mener du seriøst, at du havde varme tanker om en mugglerfødt Hufflepuff pige?" Bemærkede hun og så lidt chokeret på ham, mens hun ikke kunne lade være med at smile en anelse. En del af hende fandt det næsten underholdende.

[Nathan Lorde]

"sig mig, hører du dårligt?" Spurgte han bare lettere provokerende, fordi hun gentog hvad han sagde som et spørgsmål. Han følte sig meget sårbar og som et dyr fangede i lygterne fra en vogn, klar til at bliv ramt.

Så rejste han sig og gik hen imod hende. "Hvis du nogensinde snakker højt om det til nogen, så kommer du til at fortryde det." Hvordan vidste han ikke lige, men han måtte sikre sig, at hun ikke grinede bag sin ryg.

[Briony N. Baines]

Så var de der igen. Lige som hun troede at han ikke var så slem, smed han en trussel direkte i hendes ansigt.
"Det gør jeg ikke Nathan. Jeg er træt af at slås med dig." Sagde hun og trak på skuldrene.
"Jeg synes bare det er så underligt at du kan holde ud at hele dit liv er en løgm."

[Nathan Lorde]

Hun havde ramt hovedet på sømmet. Rimelig hårdt og brutalt faktisk. Nathan kiggede overrasket på hende mens en fuge dukkede op i panden på ham. Hvor meget vidste hun egentlig?
i det øjeblik var han igen forandret, men også kun fordi hun havde sagt hun ikke ville sige noget videre. “Briony, hvad mener du helt bestemt, når du siger at hele mit liv er en løgn?” Det var lidt af en beskyldning, men samtidig var det så rigtigt. Han ville bare gerne vide hvor meget af det hun faktisk vidste.