Tomme ord, tunge blikke

[Maggie Hayes]

Det var efterhånden blevet en daglig vane, at Maggie traskede ned til ugleriet efter aftensmaden med et brev til Nicolas Winger . Nu var det bare sådan, efter allehelgensfesten at hver gang, heksen havde foldet et papir ud, var det forblevet tomt. Så i stedet havde hun skrevet til sin mor.

Blikket landede på Owen. De havde ikke rigtig talt sammen i halvanden dag nu. Ikke mere end høfligheder og tomme ord. Nu kunne det være nok. Maggie tog en dyb indånding og skridtede tværs gennem opholdsstuen hen til ham.

"Har du lyst til at gå med ned til ugleriet?"

Owen Blishwick
29. oktober

[Owen Blishwick]

Owen var ikke rigtigt overrasket da Maggie pludselig stod ved siden af hans stol, men det gav alligevel et lille gip i ham og blikket flakkede da han løftede hovedet for at møde hendes. Han havde ikke direkte undgået hende, men mere bevidst sørget for at give hende plads. Det var ham der havde jokket i spinaten. Ikke bare jokket, men trampet den komplet til mos og han tøvede et sekund eller to, før han nikkede og rejste sig uden et ord. Det var ikke så svært at regne ud, at der var en alvorssnak på programmet og ikke bare fordi hun ville have selskab som det ellers havde været tilfældet mange gange før.

[Maggie Hayes]

Stemningen var ikke bare trykket, men tung og tyk af tanker og tilbageholdte ord, da Maggie og Owen kravlede ud gennem portræthullet. Hun følte sig temmelig tør i munden, selvom hun lige havde drukket et godt glas vand. Der var ikke andet at gøre end bare at tage tyren ved hornene.

“Jeg tænkte, vi blev nødt til at tale om allehelgensfesten og det, der skete der,” startede hun ud og knugede brevet ind til sig med blikket rettet fremad. “Først og fremmest tror jeg, det er virkelig vigtigt, at vi er ærlige med hinanden og ikke tilbageholder noget, for... For jeg bliver nødt til at forstå hvad der skete der.” Det lød som ord, hun havde gentaget et dusin gange, hvis ikke mere.

[Owen Blishwick]

Owens mave knugede sig sammen igen, men han nikkede igen, uden at kunne finde en grund til at sige hende imod. Hun havde ret. Det havde hun ret tit. Derfor havde han dog ikke specielt meget lyst til at tale om hvad der var sket alligevel “Ja.” Han stak hænderne i lommerne forbare at gøre et eller andet, eller måske nærmere ikke gøre noget med dem “Jeg ved bare ikke hvor vi skal starte.” Indrømmede han spagt og skævede tøvende over til hende mens de gik.

[Maggie Hayes]

Det var også lidt af en hårdknude, men Maggie havde aldrig været bange for at smøge ærmerne op og tage fat og det var også det, hun gjorde nu.

"Jeg tror, vi bliver nødt til at starte ved roden til det hele. Du nævnte, du har følelser for mig. Hvad..." Hun havde talt temmelig målrettet, men nu svigtede stemmen hende. Læberne blev fugtet og halsen klaret, før hun stoppede. Tog en dyb indånding.

"Hvad føler du for mig, Owen?"

[Owen Blishwick]

Indvendigt krympede han sig lidt da hun fortsatte, men havde situationen været en anden, ville han sikkert havde himlet med øjnene over hendes altid saglige måde at håndtere et problem på. Det var dog langtfra lige den vanlige, afslappede, spøgefulde stemning der lå mellem dem lige nu og spørgsmålet var svært at være på "For meget." startede han, uden at forsøge at være morsom, men også uden at kunne se hende i øjnene "Mere.. mere end hvad man gør som venner. Nok til, at jeg ville ønske det var mig du sendte breve til hver dag, hvis jeg altså ikke var her." han var lidt for klar over, at han ikke svarede direkte, men han havde svært ved at finde ordene.

[Maggie Hayes]

Det var ikke meget svar, der kom fra Owen, men det var allerede for meget. Maggie sank og blikket flakkede, selvom hun fik tvunget det tilbage til de lyse øjne, som heller ikke rigtig syntes at kunne møde hendes.

"Er du... Er du forelsket i mig?" tvang hun sig selv til at spørge, selvom hun vidste, hun ikke ville bryde sig om svaret. Hun blev nødt til at høre det.

[Owen Blishwick]

Hans bryn trak sig sammen over spørgsmålet og selvom han var helt sikker på svaret, tog det nogle lange øjeblikke før han først nikkede og så satte ord på "Ja." det var måske kun et enkelt ord, men alligevel både det sande og lettere skræmmende svar.

[Maggie Hayes]

Præcis som forventet var det en knyttet næve lige i solar plexus og Maggies blik flakkede ned til hendes skosnuder. For en dag siden havde hun været en lykkelig pige på syvende år med en måske lidt for omfattende lektiemængde, men med kæreste og venner, gode kærester og anerkendelsen som præfekt. Nu var der pludselig komplikationer.

"Jeg... Du kyssede mig. Hvorfor? Hvad forventede du af det?"

[Owen Blishwick]

En lille, frustreret lyd gled over Owens læber mens han slog ud med hænderne "Fordi.. jeg var fuld og ikke tænkte mig om." han så lettere håbløst på hende "Du var lige der og jeg havde bare lyst til at kysse dig." han så ned på sine fødder igen mens de gik "Jeg skulle ikke have gjort det." konstaterede han åbenlyst.

[Maggie Hayes]

Der kom en lille fold mere til klubben mellem hendes bryn over Owens håbløshed og frustration. Trangen til at kommentere på den og minde ham om, at hun faktisk heller ikke havde bedt ham om fuldekys eller følelser. Men hun nikkede i stedet og trak ærmerne ud over sine kolde fingre.

"Nej, det skulle du nok ikke," medgav hun sagligt og kvalte et suk. "Hvor længe har du haft det sådan her?"

[Owen Blishwick]

Det var svært at gå der sammen med hende og ikke bare kunne gøre som de plejede. Lægge en arm omkring hendes skuldre og få hende til at grine, eller himle opgivende med øjnene, eller begge dele på samme tid "Siden sommerferien." hans bryn trak sig sammen "Eller måske før. Det gik ikke helt op for mig før du og Nicolas.." han gik i stå og rynken på hans pande blev dybere.

[Maggie Hayes]

Maggies instinkt var som oftest at gå til det belærende hjørne og fortælle ham, hvorfor det var forkert af ham og hvordan det var et tillidsbrud, at han, der skulle være hendes bedste ven og aldrig se hende på sådan en måde, havde gjort netop det.

Læberne blev fugtet. "Jeg ville ønske, du havde sagt noget tidligere," konstaterede hun i stedet.

[Owen Blishwick]

Owen drejede hovedet og så på hende med et blik der flakkede forvirret et øjeblik "Hvorfor?" røg det ud af ham før han fortsatte "Jeg ville slet ikke sige noget. Jeg håbede det gik over af sig selv igen hvis jeg bare.." han gik i stå og vidste ikke helt hvad det var han ville sige "Du er min bedste ven, Maggie. Jeg ville ikke risikere det." fortsatte han, ganske klar over, at hans dårlige beslutninger i en brandert havde gjort netop det.

[Maggie Hayes]

Maggie hævede brynene og vidste ikke, hvad hun skulle svare. Heldigvis fortsatte Owen og reddede hende fra dén situation.

"Men hvis du havde fortalt mig det, havde jeg vidst det og så havde jeg ikke viftet dig om næsen med Nicolas på den måde eller lagt mig ind til dig sådan alle de gange og..." Hendes stemme døde ud. "Jeg fortjente at videt det, Owen."