Skamfuldhed

[Mairwen Baines]

Dagen efter allehelgensfesten
Marcas MacFusty

Hun havde det elendigt. Natten var blevet tilbragt i søvnløshed, men, værst af alt, også i skam. Skyggerne lå under hendes øjne, og en smule af gårsdagens makeup havde smurt sig en smule under de nedre øjenvipper. De buttede læber var mere bidte end sædvanligt og brunetten der altid var besat af at holde en god front udadtil, lignede vel mere en skamfuld skygge af sig selv.

"Jeg leder efter Marcas Mac..-" Hun stoppede sig selv, efter hun hæst havde spurgt efter den rødhårede løve på hospitalsfløjen, da hun spottede ham i en af de fjerntliggende senge. Hun slog en hånd op mod munden. Så han var virkelig her. Tårerne vældede en smule op i øjnene som hun satte kurs mod ham. Da han ikke havde været til morgenmaden, havde hun været uendeligt bekymret. Den forhenværende aften havde hun tænkt på sig selv og efterladt ham med Francesco Hardy . 

Hun foldede hænderne foran sig, med blikket slået i gulvet, da hun stoppede op ved hans seng, "Marcas... Undskyld."

[Marcas MacFusty]

Marcas's fest var stoppet brat med den brækkede næse, liggende på græsset udenfor. Nogen havde sørget for at få ham her op, på hospitalsfløjen, han var stadig ikke helt sikker på hvem det var. Hovedet havde været ret groggy efter de mange slag og allerede de var han hævet omkring det ene øje.

Han havde været for omtåget og såret til egentlig at mærke, hvor ondt det gjorde. Den smerte havde dog vist sit lys, da han først havde fået sin behandling på sygeefløjen. Næsen var det værste, den havde været helt skæv og var nok den primære grund til at han stadig lå her og endnu ikke havde fået morgenmad. Det og så den skam han mærkede.

Han lå halvvågen, da han hørte nogen komme ind. Det overraskede ham at hører Mairwens stemme og i et lidt ynkeligt forsøg forsøgte han at vende ryggen til hende. Måske kunne han lade som om han sov? og dermed slippe for at tale med hende. 
Han hørte skridt komme tættere på, da hun snakkede lød hun næsten ked af det, og det gjorde Marcas en smule forvirret, da hun undskyldte. Hvad havde hun at undskylde for?

"Du skal ikke undskylde noget." Lød det snøvlende fra ham, hævelserne og den stadig brækkede næse gjorde det svært for ham at snakke ordentligt. Han kiggede på hende, men der var ikke helt den samme glød i øjnene, som plejede at være der, når han så på Mairwen.

[Mairwen Baines]

Det krævede en del for hende at vriste blikket fri fra skosnuderne og mod den rødhårede løve. Da hun dog gjorde, var noget tydeligt forandret. Han var ikke blot slået gul og blå, men noget i hans blik havde forandret sig. Det hæftede sig ikke ved hende på den samme måde, og hun var klar over at hun intet havde at bebrejde ham for. Hun måtte alligevel synke en stædig klump i halsen og afholde sig selv fra at få tårerne til at løbe frit. Det her handlede ikke om hende. 

"Selvfølgelig skal jeg det," Selvom stemmen knækkede en smule, var der en stædig ærlighed i hendes ord. Hun snøftede en enkelt gang, og foldede hænderne sammen foran sig, "Du forsvarede mig. Jeg skulle have gjort dig den samme tjeneste." 

[Marcas MacFusty]

Marcas trak bare lidt på skuldrene. Der var ikke så meget andet han kunne gøre eftersom han lå i sygesengen. Han havde dog ikke lyst til at være der. Ikke nu, ikke sammen med Mairwen. Det var for svært. 

“Jeg skulle ikke have ladet mine følelser tage over på den måde. “ Francesco havde jo haft ret... delvis hvert fald noget af det var netop fordi han havde været jaloux, fordi Mairwen aldrig ville se på ham på samme måde. En anden del havde været rent bekymring, fordi han holdt af hende. Tanken fik ham til at møde hendes øjne. “Kom du noget til?”

[Mairwen Baines]

Heppekorslederen var absolut i tvivl om hvorvidt hun skulle dreje om på hælene og gå. Marcas havde jo intet andet valg end at snakke med hende, taget i betragtning af hvor slem hans tilstand stod til. Måske var det alligevel selvisk af hende, at krybe til korset på denne måde. Hun tyggede lidt sammen om underlæben.

"Du prøvede at beskytte mig," bemærkede hun. Francesco havde velnok trukket sig tilbage hvis der var gået en stund mere, men ørnen havde da følt sig i vildrede. Hun rystede på hovedet ved hans spørgsmål. Selvom bevægelsen var blid, strøg det alligevel et par af de brune lokker om hendes ansigt.

"Nej. Jeg... Satte mig selv i en forkert situation, men han gjorde mig intet."

[Marcas MacFusty]

Marcas nikkede forsigtigt, det var ikke helt nemt med det hoved han lå med. "Godt. Francesco er en nar. Du ville kunne gøre det meget bedre end ham." Det var ærlige ord der kom af hans mund, En del af ham ville gerne fortælle, hvad han egentlig følte for hende, men hvad ville det nytte. Han var ikke hendes type, det forstod han ny. Han måtte bare lære at leve med at være hendes ven, for at undvære hende helt, det kunne han ikke.

"Jeg er vidst ingen god beskytter, når jeg ender op her med sæbeøje og brækket næse." forsøgte han sig så med et lille grin, hvilket kun fik ham til at skære en grimasse over smerterne der fulgte.

[Mairwen Baines]

Ligesom Marcas bevægede hagen i et lille nik, gjorde Mairwen det samme. Der var dog ingen selvsikkerhed i bevægelsen. Nok var hende og Franco aldrig ment til hinanden, men fortjente hun virkelig bedre, når hun selv var så skamfuld og selvisk? Skosnuderne fangede igen hendes opmærksomhed, men uanset hvor ofte hun forsøgte at synke klumpen i halsen, blev den ved med at komme tilbage.

"Jeg tror du er den eneste på den her skole der bare ville prøve at beskytte mig..." mumlede hun. Et stik af usikkerhed omfavnede hendes ord. Selvom Mairwen havde mange 'venner', var det som om ingen virkelig holdt af hende. Det var en mærkelig situation. Dem hun havde holdt nærrest i fortiden, var blevet rivaler. Det sagde måske lidt om hendes motivationer.

"Jeg ville bare sige... tak og undskyld."

[Marcas MacFusty]

Først nu så Marcas rigtig på hende og forsøgte også at sende hende et lille smil. "Du har sagt undskyld en gang allerede. " Han så ingen grund til at hun fortsatte med det, det var trods alt ikke hendes skyld at han lå der nu.

Han kunne bare have tænkt sig om. Men nej alt hvor gået i sort for ham, da han havde hørt hende bede Francesco om at stoppe og fyren ikke havde lyttet. Marcas tav lidt. Burde han sige noget? "Jeg øhm.. " Han rømmede sig lidt. "Jeg skal nok tænke mig om og så... Jeg burde måske holde mig lidt på afstand." endte han så med at konkludere, han ville sikkert godt kunne finde på at blande sig igen.

[Mairwen Baines]

Øjnene brændte lidt og truede med fremtidige tårer. Igen bed hun sig lidt i underlæben for at undertrykke flæberiet. Nok var hun en meget følsom pige når det kom til stykket, men det her var ikke hendes pity-party. Det var Marcas der lå i hospitalssengen. 

"På afstand...?" Der var noget lavmælt og spørgende i hendes ord. Snart nikkede hun dog lidt tvungent. Det gjorde så ondt at se ham sådan, og høre de hjerteskærende ord. Hun hævede både hage og blik en smule på gulvet. "Jeg... Det forstår jeg godt." Hun var giftig. Selvfølgelig burde han holde sig væk...

Hun tøvede en smule, men rakte snart en blid hånd mod ham, for at stryge ham en enkelt flygtig gang over det røde hår. Hun trak sig dog snart tilbage igen, velvidende om at han måske ikke ønskede det. "Jeg håber du kommer på benene snart. Sig endelig til hvis der er noget jeg kan gøre."

[Marcas MacFusty]

Marcas ønskede ikke at gøre Mairwen ked af det, men kunne godt se på hende at det var hvad der skete. Det hele var noget rod og det var svært for ham at forstå alt der skete grundet hans tunge hoved. Det hjalp dog da han mærkede hendes blide berøring i det røde hår. Det var rart. Et øjeblik lukkede han bare øjnene og nød det. Mød roen i det. 

“Mair jeg... “ men hvordan sagde man det lige? Han var så bange for at blive fejet af eller blive til grin. “Han havde nok ret... Francesco. Grunden til jeg slog mener jeg. Du... jeg kan lide dig ok.” Efter at have prøvet at væve sig igennem en forklaring endte han alligevel med en mild udgave af sandheden. Han drejede hovedet lidt, så han ikke kunne se hende i øjnene, og hun ikke ham. 

[Mairwen Baines]

Hun havde været klar til at dreje om på hælene og gå, havde Marcas ikke skilt læberne ad for at sige noget. Øjnene gled tøvende mod hans ansigt, men hans blik var ikke til at fange. Tværtimod var hovedet gledet lidt til siden, for at undgå øjenkontakt. Underlæben blev igen tygget på, før hun nikkede.

"Det... ved jeg." Hun havde i hvert fald en klemmende fornemmelse af at det stadig var tilfældet. Det havde været nemt at slå det fra sig, men ideen var ikke helt ny for hende. Marcas fortjente nogen bedre. Nogen der ikke var besat af popularitet og som listede sig væk med fyre, bare fordi hun kunne.

"Du er for god til mig." sagde hun så, selvom det måske netop var nøjagtigt den samme måde Marcas havde det med hende. Det var et paradoks, men efter hvad der var hændt mellem dem, følte Mairwen bestemt ikke at hun fortjente hans beundring.

[Marcas MacFusty]

For god til hende? Hvordan kunne hun overhovedet sige det. Hun var da langt mere end han. Han havde lige redet hende. Lige vist sig som helten, men nej det hjalp ikke meget lød det til. Han sukked for sig selv om mærkede et hårdt stik af smerte omkring hjertet. "Så hvad nu? Har jeg ødelagt mine chancer helt?"

[Mairwen Baines]

Øjnene lod sig fylde med tårer da hun forsigtigt greb hans hånd. Hun forsøgte at være blid, eftersom knoerne virkede temmelig forslåede. Hun sank. "Du er min helt Marcas." sagde hun. Stemmen knækkede en smule, da blikket ramte gulvet igen. 

"Kig en anden vej end på mig. Jeg har ikke styr på hvem jeg er endnu... Tydeligvis." Hun var trods alt gået med Franco i et behov på at søge hævn over Alissa, samt søge trøst i en andens interesse. Marcs skulle ikke være et offer for hendes altædende personlighed. 

"Jeg holder virkelig af dig, men vi er ikke ment for hinanden."

[Marcas MacFusty]

Marcas så uforstående på hende. Han forstod det ikke. Hvis han var hendes helt, fhvorfor ville hun så ikke have ham? Hvorfor kunne han ikke få den han gerne ville? Det var altså ikke rimeligt! “Jeg har ikke lyst til at kigge en anden vej, forstår du ikke det?” Stemmen var blevet grødet og det gjorde ondt mere end før, på flere måder. Han havde mest lyst til at springe om af sengen og holde om Mairwen.

[Mairwen Baines]

Han havde reddet hende, men trods han i hendes øjne bar en heltekappe, gjorde det ingen forskel omkring hvad hun følte for ham. Hun havde ikke en romantisk interesse i Marcas MacFusty, selvom hun ikke ville afvise at hun potentielt kunne forme en. Det var dog tydeligt for hende, at hun ville knuse ham. Under sine fødder, ord og selviske handlinger. 

"Undskyld," Stemmen knækkede igen. Det føltes som om hun førte sarte piskeslag over sin redningsmand, men han ville blive lykkeligere udenfor hendes spind. Hun slap hans hånd, og trådte et skridt bagud, "Du skal nok finde en anden."