Mandag igen

[Blair MacCailín]

Rose Alvarez Fawn

Weekenden var ovre, og den første dag i skoleugen startede ud med en kold efterårsvind. Det kunne mærkes på de fleste elevers humør, at sommeren nu lå i fortiden, og derfor holdt størstedelen sig inden døre.

Efter frokost - en dejlig, varm skål græskarsuppe - vovede Blair sig dog udenfor med sin skitseblok. Det gule og sorte halstørklæde var viklet tæt om halsen, og en tyk kappe hvilede tungt på hendes små skuldre. Så snart hun trådte udenfor, flagrede alle klædesdelene hist og pist, og det virkede umiddelbart umuligt at skitse noget som helst.

Efter lidt søgen fandt Blair dog en bænk i hjørnet af skolegården, hvor vinden kun nogle gange strøg forbi, men for det meste fløj over hovedet, og koncentreret begyndte hun at rode i sin skoletaske. Men uden at hun vidste af det, undslap to små pergamenter tasken og hvirvlede igennem gården.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose havde bevæget sig udenfor selvom det var frygtelig koldt. Men @theevilqueen3 havde været på gangene og hun ville helst ikke møde hende lige nu. Derfor gik hun nu lidt for sig selv udenfor med lyserød næsetip og røde fingrespidser. 

Hun så sig lidt omkring. Selvom det var koldt, var der andre der havde bevæget sig ud, bla. Blair fra hendes egen årgang og kollegie, hun så ud til at have fundet et hjørne med læ. Som Rose så derhen, fik hun øje på to stykker papir der stak af for pigen. Hurtigt, med sine nyfundne reflekser fra quidditchtræningen løb hun afsted og greb dem før hun gik tilbage til Blair. "Det er vidst dine."

[Blair MacCailín]

Der gik et øjeblik, før Blair registrerede, at Rose Fawn stod med to af hendes skitser i fremstrakt hånd. "Åh," undslap det hendes læber, og hun rettede sig op for at tage imod dem. "Tak," tilføjede hun med et lille smil og puttede dem sikkert tilbage i tasken.

"Hvis bare man kunne kontrollere vinden," sagde hun og så sig sigende omkring, før de blå øjne forsigtigt fandt den andens ansigt. Hun flyttede lidt på fødderne.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose grinede venligt over det varme velkomst i det kolde oktobervejr. Det var altid rart at blive modtaget på den måde. Blair virkede sød, selvom hun aldrig rigtig havde været en der snakkede mere, men så igen det gjorde Rose jo heller ikke. "Det ville være ret smart hvis man kunne og du ville sikkert blive berømt hvis du fandt en måde at gøre det på." Foreslog hun og rettede på håret der ellers blev ved med at flyve omkring hendes hoved.

[Blair MacCailín]

En mild latter gled over grævlingens læber ved klassekammeratens ord. Selv strøg hun en blond lok om bag øret, der snart ville løsne sig igen.

"Hvis du kommer herhen, blæser det ikke lige så meget," bemærkede hun og rykkede lidt til siden, så Rose kunne komme til. Det gjorde hende ikke noget med lidt selskab.

[Rose Alvarez Fawn]

Det blæste ret meget og vinden virvlede op i Roses hår. Derfor skulle der ikke meget til at lokke hende hen på bænken. Hun satte sig ved siden af Blair og smilede til hende. "Tak, det er godt nok ikke sommer længere hva?" Hun gned hænderne lidt mod hinanden for at få varme i dem igen, eller måske nærmere holde lidt på den sidste varme der var i. "hvordan kan det være du sidder udenfor og tegner?" Spurgte hun så nysgerrigt.

[Blair MacCailín]

Blair smilede og rystede på hovedet ved Roses kommentar. Det var bestemt ikke sommer mere, og selvom hun godt kunne lide at være ude hele året rundt, var sommeren hendes mest foretrukne sæson.

Hun kiggede op, da den mørkhårede talte igen, og trak let på skuldrene. "Jeg får mest inspiration af at være udenfor," svarede hun og trak skoletasken op i sikkerhed i sit skød. "Hvad med dig selv? Du ser ud til at fryse," kommenterede hun mildt med smilet hvilende i mundvigene.

[Rose Alvarez Fawn]

Et fint lille smil lagde sig over Roses ansigt. Åh ja hun frøs, men det var bedre end alternativet. "Det er lidt koldt her ja." Sagde hun bare bekræftende og lagde armene om sig selv for bedre at holde sig varm. "men jeg kunne ikke lige øhm.. Der var nogen indenfor jeg ikke lige ville møde" Endte hun med at sige ganske ærligt.

[Blair MacCailín]

De mørke øjenbryn hævede sig let. "Åh," gled det over hendes læber, og hun så frem for sig. "Det er jeg ked af at høre."

Vinden peb, men ramte ikke hjørnet hvor de to grævlinger sad. De blå øjne så hen på Rose igen. "Må jeg spørge, hvem det er?" spurgte hun uden at kunne kontrollere det nysgerrige blik.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose så sig lidt omkring før hun igen så på pige ved siden af sig, hun skulle lige tjekke at ingen hørte hende. "@theevilqueen3 Hun har været efter mig altid nærmest. " Fortalte hun lavt. Det var lidt flovt stadig, men hun havde også besluttet sig for at ændre på tingene... snart. Nu var hun blevet en del af quidditchholdet, så kunne hun ikke gå og være bange.

[Blair MacCailín]

Blair vidste godt, hvem Beatrix var, men havde bedre kendskab til hendes klassekammerater end slangen selv. Grævlingen rystede kuldegysningerne af sig og fnyste.

"De er bare nogle fjolser," sagde hun bravt og rettede ryggen. Hun tøvede et lille øjeblik. "Men jeg ved godt, hvad du mener," tilføjede hun og sendte den anden et lille, opmuntrende smil.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose så overrasket over på Blair. "Er hun efter dig også?" Det var simpelthen utrolig med de Atkins. De første sig frem som rene konger. Det var ikke okay på nogen måde og Rose var ved at være træt af det. selvom @theevilqueen17 så egentlig var lidt sød. Det gjorde det underligt.

[Blair MacCailín]

Blair rystede let på hovedet. "Ikke Beatrix, men et par af hendes klassekammerater," grævlingen så sig også hurtigt om i gården, hvis nu nogen af dem skulle være i nærheden. "Det var heldigvis lang tid siden, det skete sidst," tilføjede hun med et skeptisk ansigtsudtryk og svandt hen i livlige tanker om, hvordan hun vandt over dem alle i dueller. Det bragte smilet tilbage i den ene mundvig.

[Rose Alvarez Fawn]

Rose så over på hende. Kunne det passe der var andre ligesom hende? andre som bøvlede med de ældre. okay ja selvfølgelig var der det, men altså.. ja. "Så har du også et hav af eftersidninger hele tiden?" Rose kendte snart hver eneste pokal i pokalkammeret udenad. MEn heldigvis var det et sted hun nød at være så det var godt nok.

[Blair MacCailín]

Blair så tilbage på Rose igen og trak på den ene skulder. "Jeg har haft nogle eftersidninger, men ikke mange," indrømmede hun, men undgik at nævne at en af dem var for nyligt. Hun rykkede tasken lidt længere op i skødet. "Hvordan kan det være, at hun er efter dig?" Grævlingens tonefald var mildt. Hun ville nok aldrig komme til at forstå, hvorfor man fandt det nødvendigt at drille andre.