Tunge melodier

[Briony N. Baines]

Skylar Dunn
30. oktober

Egentlig havde Brionys liv lige set lidt lysere ud efter Allehelgens, da hun var blevet venner med Brianna Baines igen. Det havde dog kun varet indtil at Nathan Lorde havde trukket hende med ned i krypten, kun afbrudt af den lyshårede ukronede dronning af Slytherin. Hun havde brugt hele aftenen på at vaske sig ren efter oplevelsen og havde børstet sine tænder tre gange. Det eneste forsikrende ved det der var sket, var at han ikke reelt havde kunne gå hele vejen.

Nu havde hun haft sin sidste time og det vigtigste var nu var at komme igennem dagen, uden at give klamme drenge flere muligheder for at røre ved hende. Det var åbenbart ikke noget hun var særlig god til. Da hun forlod klasselokalet var hun så optaget af disse tanker, at hun glemte en bog på bordet hvor hun havde siddet og var uvidende gået ud af klasselokalet, ud på gangen.

[Skylar Dunn]

Skylar havde lidt siddet i sine egne tanker til undervisningen. Det havde altid været svært for grævlingen at holde fokus i de lange lektioner og det var først, da timen var færdig og eleverne flokkede rundt for at komme ud, at hun vågnede op til dåd igen.

Tasken blev pakket, men en overskydende bog ved siden af hende fik hende til at ile ud efter den lyshårede slange, hun havde siddet ved siden af. "Hey!" kaldte hun, udelukkende for at stoppe to af de andre fra holdet. "Nej, ikke jer."

Der skulle småløbes lidt for at indhente Briony, men hun nåede da op bag hende og prikkede hende forsigtigt på skolen. "Oi, du glemte din bog."

[Briony N. Baines]

Briony havde slet ikke opdaget at hun havde glemt sin bog. Da nogen prikkede hende på skulderen, stoppede hun flygtigt op og drejede sit ansigt en smule. Hendes blik faldt på den rødhårede pige ved navn Skylar hun havde siddet ved siden af. Det var meget atypisk for hende at en anden end Nathaniel ville sidde med hende.
"Åh. Tak." Sagde hun og betragtede hende undersøgende. Hun overvejede om pigen havde en agenda men det virkede ikke sådan. Hun var bare så mistænksom overfor folk at hun havde svært ved at acceptere almindelig venlighed.

[Skylar Dunn]

"Det var så lidt," svarede Sky og rakte hende bogen, før hun rettede lidt på tasken uden at gøre mine til at forlade Brionys side.

"Ugh, det skal blive godt med noget frokost, hva? De sidste tyve minutter kunne jeg ikke tænke på andet, end den mad, jeg skal ned og have mig."

[Briony N. Baines]

Briony tog imod bogen og lagde den forsigtig ned i sin taske. Hun var glad for at rødtoppen havde givet hende den tilbage, hun havde ikke råd til at købe en ny lige i øjeblikket.
"Ja. Nåja. Jeg havde helt glemt der var frokost." Sagde hun og fik kvalme ved tanken om at hun skulle ned og sidde ved samme bord som Nathan Lorde.
"Jeg tror måske jeg springer over." Bemærkede hun og trak på skuldrene, mens hun pillede lidt ved rammen på sin skuldertaske.

[Skylar Dunn]

Skylar rynkede brynene og syntes slet ikke, det gav mening at springe et måltid over uanset hvorfor. "Pjat da. Bare vent til vi kommer ud til trapperne og du kan dufte maden."

Og så sandt som det var sagt. Sky tog en dyb indånding gennem næsen lige som maven gav en klagende lyd.

[Briony N. Baines]

En lille rynke dukkede op mellem hendes øjenbryn. Da de kom ud på trapperne, lugtede der sandt nok dejligt, men hun havde stadig kvalme. Tanken om Storsalen skræmte hende. Hun ville ønske hun kunne sidde ved Hufflepuff bordet.
"Jeg har det ikke så godt. Jeg tror jeg går i seng." Sagde hun. Det var en fantastisk mulighed at liste op på sovesalen, mens alle sad og spiste deres mad.

[Skylar Dunn]

Blikket gled granskende over Briony. Et øjeblik overvejede Sky at tjekke for feber eller sådan, som hendes mor havde gjort det, da hun og Calie var yngre, men hun var heller ikke idiotisk nok til bare at lægge en hånd over en fuldblodspiges ansigt bare sådan.

"Er du.. Syg? Jeg kan godt følge dig forbi hospitalsfløjen?"

[Briony N. Baines]

Hospitalsfløjen var nok en god ide. Hun nikkede, men trak øjenbrynene sammen.
"Men du skal jo have frokost." Sagde hun og tøvede derfor med at sige ja. Hun ville ikke ødelægge hendes dag ved at hun ikke fik noget at spise.

[Skylar Dunn]

Skylar var ganske vidst et rigtigt madøre, men hun var frem for alt en pige, der bekymrede sig for sine medmennesker og var der en pige, der var syg, kunne hun ikke bare vende det blinde øje til.

”Pjat. Kom. Du skal ikke rende rundt og være syg.” Og så gjorde hun ellers en 180 graders vending og satte i stedet mod hospitalsløjen.

[Briony N. Baines]

Briony vidste ikke helt hvad hun skulle stille op med sig selv, det var så underlig når folk var søde ved hende fordi hun mest var vant til det andet. Hun fulgte dog med Skylar i den modsatte retning.
"Det er pænt af dig." Bemærkede hun og hankede lidt op i sin taske og formåede at smile en anelse til hende.

[Skylar Dunn]

Briony havde et flot smil. Det var i hvert fald den fornemmelse, Skylar fik af at se den skygge af taknemmelighed, der lå i hendes ansigt.

“Selvfølgelig,” svarede hun. “Vi er her vel for at hjælpe hinanden.” Det var i hvert fald den holdning, hun havde fået med hjemmefra.

[Briony N. Baines]

Det var tydeligt at Skylar kom fra en helt andet verden end hun selv gjorde. Nede i krypten var det ikke mange der tænkte som den søde grævling.
"Nogle af os." Bemærkede hun med et skævt smil. Hun kunne ikke lade være med at tænke på at Edward ville have været meget frustreret over, at hun talte så venskabeligt med en mugglerfødt.
"Du er fra Skotland ikke?" Spurgte hun nysgerrigt. Hun havde aldrig været andre steder end Hogwarts' område.

[Skylar Dunn]

Skylar trak på skuldrene. Så længe der var flere af de nogen, der var hjælpsomme og flinke, ville de altid ende med at stå stærkere end de selvtjenende stoddere, der fandtes rundt omkring.

“Jo. Det er ikke en accent, der sådan lige forsvinder,” grinede hun og så ikke særligt fortrydende ud. “Jeg kan forestille mig, det skærer jer pæne, engelske piger i ørerne.”

[Briony N. Baines]

Briony syntes det var en smuk accent, som havde karakter og charme på en måde som hendes ikke havde. Hun talte selv pænt engelsk, den slags som blev forbundet med overklassen i England. Det var Nott familiens ynkelige forsøg på at vise de stadig havde en form for betydning i verden.
"Jeg lever vist ikke rigtig op til kravene til en 'pæn engelsk pige'" sagde hun med et glimt i øjet. "Og jeg synes din accent er dejlig." Bemærkede hun og smilede.