Et kort gensyn

[Lavinia Robins]

Det var den tyvende oktober og årets første Quidditchkamp fandt sted. Derfor var Lavinia naturligt til stedet og ikke kun for at se Maxwell Robins spille. Hun holdt nøje øje med de potentielle talenter og selvom det endte med et nederlag til hendes søns kollegie, så var det alt i alt en god kamp.

Da den var slut opsøgte hun ham på vejen mod omklædningsrummet, et varmt smil allerede på hendes læber. "Max."

[Maxwell Robins]

Det var drønhamrendeærgerligt, at de tabte quidditchkampen, men Roxanne Weasley var mere end bare en veldrejet pige og havde det ikke været for løvernes irriterende måde at gøre det på, havde han undt dem sejren.

Max daskede en enkelt gang til Aurora Lionell North, før han skridtede hen mod sin mor med et skævt smil om læberne. Fingrene blev trukket gennem det halvsvedige hår. "Moder," hilste han i karikeret formalitet og trak hende ind til et enkeltarmskram, sved eller ej.

[Lavinia Robins]

Lavinia havde været quidditchspiller i årevis og havde ingen fine fornemmelser. Især ikke når omfavnelsen kom fra hendes søn. Hun hilste kort på Max' holdkammerat, før hun så tilbage på drengen foran hende, som efterhånden var mere en mand. Det gjorde næsten ondt i hendes hjerte af glæde over at se ham.

"Det var en flot kamp," roste hun og rankede sig lidt. "Har du tid til at tale i et øjeblik eller har du et sted du skal være? Der er noget, jeg gerne vil tale med dig om ansigt til ansigt."

[Maxwell Robins]

De slap hinanden igen og Max spejlede sin mor ved at ranke sig lidt under hendes rosende ord. Han bøjede nakken lidt, men sagde intet, før hun fortsatte og en lille fold tegnede sig mellem hans bryn.

"Næ, badet rykker sig vel ikke," konstaterede han.

[Lavinia Robins]

Lavinia slog ud med den ene hånd og bød sin søn at følge med lidt. Hun talte ikke med det samme, men en rynke på hendes pande afslørede altid, når der var noget hun grublede over.

"Det er din far," sagde hun endelig og forsøgte at omvende sine nerver til stål. Hun så Ignatius Dawlish for sig. "Han er kommet tilbage til Storbritannien."

[Maxwell Robins]

Max rynkede brynene, men fulgte med. Det var længe siden, han havde set det tankefulde udtryk på sin mors ansigt, men han vidste af erfaring, at det altid betød dårligt nyt. Eller kompliceret, som minimum. To tillægsord, han ikke var voldsomt begejstret for. Så snart ordene havde forladt hende, indså han, det var en kombination af de to.

"Okay," svarede han uden at vide, hvad han ellers skulle sige. Hans far var ikke meget andet end et pligtskyldigt fødselsdagsbrev.

[Lavinia Robins]

Lavinia forventede ikke mere reaktion end det. Det var normalt. Hvad der ikke var normalt var, at hendes egen verden var blevet rykket op ved roden siden Max tog tilbage til Hogwarts. Hun var stille lidt, før hun tilføjede.

“De har ansat ham som den nye træner for Montrose.” Og havde dermed effektivt genindsat ham i hendes - deres - liv.

[Maxwell Robins]

Én ting var, at hans far var i England. Det var som sådan slemt nok, at han var kommet tilbage, men at det var for et job. Hånden om kosten var efterhånden knyttet så hårdt, at knoerne var hvide.

Der var stille mellem dem. Så formåede han på en eller anden måde nogenlunde naturligt at trække på skuldrene. "Nå. Jeg håber, han gør det godt." Han havde ødelagt rigeligt uden også at skulle smadre hans yndlingshold.

[Lavinia Robins]

Maxwell gik uden tvivl gennem en hel del af de følelser, som også havde ramt Lavinia, da hun først havde set Ignatius. Den dårlige samvittighed over hvad der var sket mellem dem siden i Tyskland, selvom det ikke havde nået at eskalere, meldte sig kraftigt. Det var ikke kun hende, der havde lidt under at Ignatius Dawlish var gået sin vej.

"Jeg følte at det var bedst, at du vidste det," sagde hun lavmælt og rankede sig lidt. Gjorde sig hård. Hun kunne håndtere at gå op og ned af Max' far hver eneste dag. Måske. Hun var ikke sikker. Tavsheden herskede i et par sekunder. "Jeg havde ikke noget med det at gøre."

[Maxwell Robins]

Max forstod godt, hvorfor hans mor var kommet, men det ændrede ikke på, at en del af ham ønskede, at han ikke vidste det. Han tyggede hårdt ned i sin underlæbe og fæstnede sit blik ved Lavinias næse for at give illusionen af, at han stadig mødte hendes blik og ikke røbede sandheden om, hvor meget nyheden havde slået ham ud af kurs. Læben blev sluppet, kæben spændt og tvunget rolig igen, før han talte.

”Hvordan har du det?”

[Lavinia Robins]

Lavinia var tavs længe og det var rigeligt svar på spørgsmålet i sig selv. Alt var blevet vendt på hovedet med Max’ fars tilbagevenden.

“Jeg klarer mig,” sagde hun til sidst, selvom hun ærligt ikke vidste det. Hun tog en indånding. “Jeg har bedt ham om at lade være med at opsøge dig, medmindre du selv giver udtryk for at ville se ham.”

[Maxwell Robins]

Det var et svært spørgsmål og Max vidste egentlig ikke, hvad han forventede af svar. Derfor nikkede han også bare, da det endelig kom. Foden skrabede lidt i jorden.

“Som respons på et udtrykt ønske fra ham eller bare som sikkerhed?” spurgte han, velvidende at svaret muligvis kunne ændre en hel del. Eller overhovedet ikke. Det var jo ikke fordi Ignatius Dawlish havde trippet efter at få lov til at tage farrollen de sidste sytten år.

[Lavinia Robins]

Lavinia havde muligvis begået mange fejl i sin opdragelse af Max, men hun havde besluttet sig for altid at være ærlig overfor ham. Om det var én af de fejl vidste hun ikke, men hun havde ikke tænkt sig at svigte det nu.

“Sikkerhed, tror jeg... Han ville gerne vide, hvordan du havde det. Og om du havde fået gaverne,” svarede hun og i et sekund gled et hjemsøgt udtryk over hendes ansigt ved mindet om det første genmøde med Ignatius Dawlish i femten år.

Hun rakte ud og lagde en hånd let mod sin søns arm, bekymret. “Jeg ved at det er meget, det her, Max. Men jeg kunne ikke bære tanken om at du fandt ud af det på en anden måde.”

[Maxwell Robins]

Det var som en kniv lige i brystet. Hans far var kommet tilbage efter al den tid og så hans mor på daglig basis, men havde ikke udtrykt et ønske for at se ham. Max prøvede at ranke sig og hærde sig, men øjnene afslørede ham som altid.

"Det er fint," brummede han og trak armen til sig. Det nev forræderisk i næsen og han havde ikke tænkt sig at gøre det værre for hende ved at være lille og svag nu.

"Jeg skal ind i bad."

[Lavinia Robins]

Lavinia mærkede et hårdt stik i brystet over hans reaktion. “Max,” bad hun, tydeligvis på vej til at række ud efter ham, men gjorde det ikke helt. Hun havde altid vidst at hun ikke kunne fylde hullet efter en far, uanset hvor meget hun prøvede og hvor ondt det gjorde på hende at vide det.

Hun blinkede hastigt, men fattede sig, fordi det var det hun skulle. Alt i hende skreg efter at omfavne ham, men han var ingen lille dreng mere og hun kunne ikke tvinge ham til at blive.

“Jeg elsker dig. Jeg lover, at vi nok skal finde ud af det hele.”