Fødselsdag = forventning om forkælelse

[Renata P. Earnshaw]

Renata elskede at have fødselsdag på en næsten barnlig måde. Heldigvis havde hun fundet en mand, der var mester i forkælelse. Morgenmad i sengen og en masse nøgenhed før arbejde var det blevet til.

Humøret var også strålende, da hun endelig stod i opgangen og låste sig ind. "Noah?" kaldte hun og hang kappen fra sig på knagerækken.

Noah Earnshaw & Cornelius Cameron
10. oktober

[Noah Earnshaw]

Han havde fået lov til at slippe fra arbejde en time før i dag, og gjorde nu det mest usandsynlige for Noah Earnshaw. Han tilberedte et fuldt måltid. Halvejs gennem processen havde han dog måtte stavre op ad opgangens trapper mod Cornelius' lejlighed for at tilkalde assistance. Nok elskede Noah mad, men han var et helvede i et køkken. Selv med magi. Cornelius lod dog ikke til at være kommet hjem endnu, men Noah håbede bestemt at han ville nå at være der til tiden. Han var trods alt en lille ekstra overraskelse til fødselaren, og hvis maden fejlede og gæsten blev forsinket, måtte vedkommende bestemt træde i kræft som en god dessert til en katastrofal middag. 

Snart lød Renatas stemme fra entreen. Med et forklæde snøret om livet, fiskede helbreden hastigt efter et glas for at hælde lidt op deri af portugiserens fortrukne rødvin. "Hey, min skat." Hilste han med et bredt smil til fødselaren før han plantede et kys mod hendes læber, og et glas i hendes hænder, "Har du haft en god dag?" Blikket strøg kortvarig og halvdiskret mod uret i entreen. Cornelius burde være der inden længe. 

[Renata P. Earnshaw]

Renata nåede knapt at bevæge sig fra entreen og ind i lejligheden, før en forklædeklædt Noah havde givet hende både kys og vin. Præcis som hun kunne lide det. Hun tog et kys mere fra hans læber, før hun satte mod stuen med første tår vin.

"Jeg har haft en dejlig dag. Endnu bedre nu, hvor jeg er hjemme hos dig igen," svarede hun. En lille fold havde sneget sig over hendes næseryg. "Hvad er det, her lugter af?" Det var lidt... Sødligt og lidt brændt.

[Noah Earnshaw]

Husbonden fulgte fødselaren ind i stuen. Der var, som altid, et lag af tydelig beundring i hans blik, men også et hint af entusiasme over overraskelsen der ventede hende. Der havde været så meget forvirring mellem dem omkring situationen, men han var sikker på at en hyggelig fejring ville være hvad Renata behøvede. En aften uden tunge samtaler. 

"Jeg laver en oksesteg," svarede han halv-stolt. Det var tydeligt at han havde satset højt for en person der var elendig i et køkken, men Noah prøvede da, "Jeg forsøger i hvert fald. Nu må vi se hvor forkullet den er." Netop som han talte tilbage hørte han dørklokken ringe. 

Han gik ud i entreen igen, efter at have stukket Renata et smil. Døren blev åbnet. "Renata, det lader til at vi har fået en gæst." Han smilede sigende til Cornelius som han ledte ham ind i stuen.  

[Cornelius Cameron]

Cornelius havde haft en meget romantisk forestilling om en triade engang, indtil han overhørte en lettere højrøstet samtale gennem gulvet, uden intentioner om at smuglytte. Siden havde han mere eller mindre bevidst fundet på gode grunde til at have voldsomt travlt på jobbet og han havde næsten intet set til ægteparret nedenunder.

Da Noah ved et møde på gangen nævnte Renatas fødselsdag, sprang mellemgulvet lidt skyldige krumspring og nu stod han der så. Han havde en pakke i hænderne, ubehag i maven og han var fast besluttet på at snige sig væk når han havde vist sin respekt og generelt opført sig venskabeligt. De havde jo lovet at blive ved med at være venner.

[Renata P. Earnshaw]

"Oksesteg?" gentog hun og kunne ikke til fulde skjule morskaben i tonefaldet. Renata havde engang haft en romantiseret drøm om en mand, der kunne begå sig i et køkken. Det var dog langt fra en sådan mand, hun var endt med at ægte, men med smagen af sin yndlingsvin på læberne havde hun ingen klager.

"Hm?" Hun havde netop taget plads i sofaen, da Cornelius blev ledt ind i stuen. Smilet, der trak over hende, var efterhånden blevet en garanti i begge mændenes selskab, selvom det ganske vist var noget tid siden, hun havde set advokaten sidst. Renata var hurtigt på benene og ovre hos ham, hvor hun trykkede et blødt kys mod hans læber.

[Noah Earnshaw]

Det ville gøre dem alle godt. Det havde han overbevist sig selv om, da han traf beslutningen om at invitere Cornelius Cameron. Selvfølgelig havde det været et sats efter de tunge samtaler han havde haft med Renata, men det var ikke aftalt spil. Intet ville være tvungent.

Noah smilede alligevel ved synet af Renatas reaktion, og fulgte dernæst hende opmærksomt med øjnene som hun kom på benene og plantede et kys mod Cornies bløde læber. Det var en lille gestus, men det gav ham da en beroligende fornemmelse i brystet. 

"Jeg henter dig et glas vin." sagde han til gæsten, netop da han havde lagt en tung hånd mod hans skulder. Han gav den et lille klem, før han satte kurs mod køkkenet og lod de to være alene for en kort stund. Forhåbentlig var køkkenet stadig intakt.  

[Cornelius Cameron]

Cornelius havde næsten glemt hvordan der duftede i deres hjem. Han havde ikke glemt hvordan Renatas kys føltes, men han besvarede det kun flygtigt og skyndte sig at stikke den indpakkede gave i armene på hende, så hun ikke fik flere gode idéer. Han smilede svagt.

"Tillykke med fødselsdagen," hilste han, før blikket flakkede kort op til Noah og en svag protest blev siddende i hans hals. Han skulle virkelig ikke drikke en masse vin sammen med dem.

[Renata P. Earnshaw]

Renata kastede kun et hurtigt blik efter Noah, der skridtede ud mod køkkenet, før hun fik stukket en gave i hånden. En handling, som fik hende til at glemme alle spørgsmålstegn til et kun flygtigt kys fra Cornelius.

"Det behøvede du ikke, kære," lød det fra hende, mere af høflighed end noget andet. For gaven var værdsat og hun havde undret sig, hvis han var kommet tomhændet.

"Vil du ikke med hen at sidde?"

[Noah Earnshaw]

Selvom blikket havde fundet Cornelius', var Noah enten for distræt eller for håbefuld til at registrere følelserne deri. Hasten i at nå tilbage til køkkenet, inden det ville ligne en brandfælde fra en Norsk Kamrryg, var måske en undskyldning. Alligevel lå der mere bag. Han forsøgte at holde sammen på tre tråde, alle med forskellig tekstur og farver der ikke passede sammen, medmindre man viklede dem korrekt om hinanden. 

Efter at have fumlet i køkkenet for en stund, vendte han tilbage til stuen med et nyligt ophældt glas til Cornie. Han tog dernæst plads i sofaen, og gav gaven et enkelt nysgerrigt blik, "Maden er færdig om et øjeblik." bemærkede han dernæst, og lod blikket vandre mod de to.

[Cornelius Cameron]

Cornelius havde ikke lyst til at sidde. Han vidste ikke at det var en hel middagsting han havde indlagt sig selv til og havde oprigtigt lyst til at flygte direkte ud af døren.

I stedet, alt for høflig, endte han med tavst at følge med Renata og sætte sig tøvende i lænestolen i stedet for i sofaen. Han tog imod glasset fra Noah med et halvhjertet smil og tog en meget lille tår, før han satte det fra sig på sofabordet.

[Renata P. Earnshaw]

Måske var Renatas hoved mest fyldt med bobler, glitter og fødselsdagsmagi, men hun var hverken blind eller dum og da Cornelius tog plads over for hende, kunne hun ikke holde brynene på plads. Gaven lagde hun fra sig på bordet og skulle til at åbne munden, da Noah kom tilbage.

"Er der noget i vejen?" spurgte hun, da endelig husbonden havde taget plads ved hendes side. En lille fold sneg sig ind mellem de slankt plukkede bryn.

[Noah Earnshaw]

I uvidenhed om at Cornelius havde hørt noget som helst til deres højrystede samtale, forblev Noah i illusionen om at alt var okay. At de nok skulle finde ud af det, alle tre. Desuden havde han planlagt middagen, med en intention om at give Renata en god dag i hyggeligt selskab. En aften hvor hun formodentlig kunne glemme presset og bekymringerne.

Han havde håbet at det kunne lette stemningen en smule, men da Renata spurgte ind til Cornie, foldede hans pande ligeledes en smule. Blikket rettede sig mod hans første kærlighed i afventning. Han burde have set det før. Noget fremstod tydeligt klemt og halvhjertet fra Cornelius.

[Cornelius Cameron]

Puha. Cornelius så lidt fra den ene til den anden. Han var ikke særlig god til konfrontationer og kunne rigtig godt tænke sig at smutte under gulvtæppet og orme sig ud af døren. Han var lidt fanget i lænestolen og overvejede reelt at stikke en løgn og løbe ud af døren, før han mindede sig selv om sit mantra om venskab. En hals blev klaret, røde ører strejfet som han strøg en hånd gennem krøllerne.

"I er rigtig søde," kom det lidt vagt fra ham, som han varmede op til det. Til hvad? At slå op med dem?

"Men jeg tror ikke I er klar til det her... Hvad end det er. Jeg har ikke lyst til at få mit hjerte knust og jeg kan ikke se det ende andre steder."

[Renata P. Earnshaw]

Renata var aldrig blevet slået op med før. Faktisk havde hun kun haft et breakup, men det var så mange år siden og glemt i alt kaosset med Noah, så hun opdagede ikke faresignalerne. Ikke før det var for sent i hvert fald.

Kæben spændtes op og ryggen blev ranket. Slog han op med dem på hendes fødselsdag? Hun blinkede langsomt, så en gang mere, før hun uden et ord rejste sig og marcherede ind på soveværelset. Døren blev smækket efter hende med et øredøvende brag.

#RenOut