Håbløse slægter

[Briony N. Baines]

Nathan Lorde
29. oktober

Omhyggeligt havde Briony sørget for, at være en af de sidste der forlod Storsalen efter aftensmaden. På den måde kunne hun være sikker på, at der ikke var nogen der kunne følge efter hende. Et smil hvilede på hendes læber mens hun gik. Igår var hun blevet venner med Brianna Baines igen og derfor følte hun sig tryg ved at bevæge sig mod sovesalen. Det eneste problem var at hun skulle igennem opholdsstuen først, men det måtte hun vel klare på en eller anden måde. Nathan virkede som om han var blevet træt af hende og Constantin Montague havde hun set med tyve andre piger til Allehelgensfesten. Måske kunne hun rent faktisk vende sit liv den retning retning alligevel.

[Nathan Lorde]

Det havde været en lidt kedelig og triviel dag, og han manglede ærligt noget spænding inden dagen var helt slut. Men hvad? Han kiggede ud over storsalen mens de spiste, der måtte da være et eller andet. 

Så fik han øje på en lyshåret slange, et af hans ynglings ofre for tiden. Måske han skulle aflægge hende et visit? Der blev spist færdig og eleverne forlod storsalen, Nathan med. Han valgte dog at stoppe ude i indgangshallen, for at vente på Briony. Han holdt øje med eleverne og endelig kom hun ud. “Briony min skat. Dejligt at se dig. “ han smilede veltilfreds og lagde armen om hende. 

[Briony N. Baines]

Det havde ellers været en genial plan at vente til sidst, eller det troede hun i hvert fald det havde været. En kuldegysning gled gennem hendes krop, da hun fik øje på Nathan og hun skar en lille grimasse, da han kom hen til hende.
"Nathan." Hilste hun kortfattet og trak sig en anelse ud af hans favn, ved at tage et skridt frem og begynde at gå videre mod krypten. Hvis hun bare blev ved med at gå, kunne han vel ikke gøre så meget. Hun kiggede ikke engang på ham eller så sig hen over skulderen.

[Nathan Lorde]

“Orh er du slet ikke glad for at se mig snut? Jeg tænkte vi kunne bruge aftenen sammen. Bare dig og mig” igen lagde han en arm omkring hende og trak hende denne gang lidt ind til sig. Smilet var fast om læberne og han håbede virkelig at hun ikke ville stritte for meget imod. Gjorde hun det måtte han jo bare tage bedre fat. Han fulgte med hende ned i krypten men stoppede hende inden hun nåede opholdsstuen. “Ikke så travlt søde, kan vi ikke bare være os to lidt”

[Briony N. Baines]

Snut. Gid han ville holde op med at bruge det ord, tænkte hun, mens de gik ned i krypten. Hun sukkede lettere opgivende og irriteret, da han stoppede hende.
"Hvad vil du nu?" Sagde hun og slog ud med armene. "Du kan jo ikke lide mig, du sagde jeg var en rotte sidst vi talte sammen." Bemærkede hun og mødte hans blik, mens hun løftede sine øjenbryn.

[Nathan Lorde]

Nathan trak lidt på skuldrene. "Jeg kedede mig og så var det jeg tænkte vi sikkert kunne finde på noget hyggeligt sammen. " Han havde noget helt særligt i tankerne, men ville ikke overfalde hende heller ikke, så ville han bare komme i problemer og han ville helst ikke blive kaldt op til @theevilqueen fordi han havde krænket nogen. Nej han måtte være lidt rolig.

Så fik han en ide. Han strøg hendes hår om bag øret på hende og smilede til hende. "Jeg talte nok over mig den dag, fordi du sårede mine følelser. Men det er okay. Jeg tilgiver dig." Hånden hvilede på hendes bløde kind hvor hans tommel roligt nussede den røde hud.

[Briony N. Baines]

Briony havde ikke lyst til at finde på noget hyggeligt med ham, men hendes frygt for mere drama, gjorde også at hun holdt sig lidt tilbage for at optrappe konflikten. Hun gjorde som hun altid havde gjort og gav Nathan den ide, at han fik hvad han ville.
"Jeg sårede dine følelser? Okay. Tak." Sagde hun og blev stående, mens han nussede hendes kind. De var stoppet op midt i krypten og forhåbentlig ville der snart komme en lærer eller en vejleder.
"Skal vi gå ind i opholdsstuen?" Spurgte hun og forsøgte at smile en anelse.

[Nathan Lorde]

“Nej lad os blive her lidt. Jeg vil gerne have dig for mig selv. I opholdsstuen er der så mange. De behøver ikke se alt” smilet om Nathans læber var slesk og udspekuleret. Han var med andre ord godt tilfreds. 
Hånden han før havde kærtegnet hendes kind med gled nu ned over hendes hals og videre, til den lagde sig om hendes ene bryst, uden på tøjet selvfølge. Så trådte han endnu tættere på  og kyssede hende på munden, medmindre hun da nåede at dreje hovedet. 

[Briony N. Baines]

Briony fik en lettere undrende mine i ansigtet over hans ord. Hun skar en grimasse da han lod sin hånd glide ned over hendes hals og bryst.
"Nathan. Lad være." Sagde hun afdæmpet og drejede hovedet da han forsøgte at kysse hende. Det havde hun virkelig ikke lyst til og heller ikke at blive taget på brystet, hvilket var grunden til hun forsøgte at skubbe hans hånd væk.

[Nathan Lorde]

Nathan havde ikke lyst til at lade være, ikke allerede. Han gav hende dog lidt rum, men ellers forblev han tæt ved hende. “Kan du ikke lide det? Hvordan vil du så have det?” Spurgte han. Han ville trods alt helst ikke begå overgreb, men hun havde da ellers virket villig de andre gange. Han strøg håret om bag øret på hende og smilede. “Jeg gør dig intet ondt. Vi hygger jo bare lidt”

[Briony N. Baines]

Briony hyggede sig ikke specielt meget, men hun var ret bevidst om hvor meget stærkere Nathan var end hende og at der ingen var i nærheden. Hun havde ikke lyst til at det skulle udvikle sig i en forkert retning. Hun så forsigtig på ham og blev rød i kinderne af skam, da han strøg et lok af hendes hår om bag øret.
"Men hvad hvis der kommer nogen." Hviskede hun ængsteligt og så ham i øjnene. Måske ville det få ham på andre tanker.

[Nathan Lorde]

Nathan stoppede op og et øjeblik virkede det faktisk til at han overvejede hendes ord nøje, så kiggede han op og ned ad gangen og vendte derpå blikket tilbage på Briony. "Du har ret, vi kan gå længere ned ad gangen, der kommer der sjældent nogen." Forklarede han så før han kyssede hende og lagde armen om skuldrene på hende så de kunne gå afsted sammen.

[Briony N. Baines]

Et øjeblik virkede det som om at hendes ord havde hjulpet, men så viste det sig at de havde den modsatte effekt. Hun ville jo netop ikke længere væk med ham, hun ville have ham til at gå. Da han kyssede hende stivnede hun og som en form for zombie fulgte hun med ham ned ad gangen. Hun vidste ikke engang hvorfor. Det var bare den måde hun altid havde reageret på og det var svært at ændre gamle vaner. Edward havde trods alt opdraget hende til altid at gøre som han ønskede og lige nu, føltes det som om hun var tilbage da han stadig levede.

[Nathan Lorde]

Nathan fandt længere ned ad gangen, hvor der ikke var elever og den slags, her ville være et rigtig godt sted, så kunne han også gå videre end hvad der først havde været hans plan. Det glædede han sig meget over. "Du er nu skøn Briony, sådan at foreslå et helt privat sted hvor vi med sikkerhed ikke bliver forstyrret." han smilede til hende og trykkede sig så helt tæt op ad hende. Jo det her, det var godt og det han virkelig havde manglet.

[Briony N. Baines]

Det gjorde ondt jo længere ind i mørket de gik. Hun havde ikke lyst, men alligevel bar hendes skridt hende ned ad korridoren. I stedet reagerede hun ved, at skamme sig over at hun ikke gjorde noget og følte at hun fortjente hvad det end var han havde tænkt sig.
Da han pressede sig op ad hende blev hendes øjne blanke og hun så en smule bedende på ham, for at han ville holde op. Det var som om han havde paralyseret hende, hun kunne ikke finde ud af at reagere.