Dagen efter en elendig fest

[Francesco Hardy]

Franco havde tømmermænd. Han lå udstrakt på en af sofaerne i Slytherins opholdsstue, komplet ligeglad med, at han optog så meget plads, når mange yngre elever manglede et sted at sidde. Der var alligevel ingen der turde konfrontere den store slange. 

Hold kæft hvor havde det være en elendig Allehelgensfest. Han ikke fået noget på den dumme, og var endda endt med et blåt øje fra Marcas. Det kunne godt være, at knægtens tilstand var langt værre end hans, men det sved alligevel, at han havde fået et enkelt slag ind.

Bitter som syre, og med et tykt lag selvmedlidenhed, lagde han en hånd over sin øjne og sukkede. Lyset gjorde hans hovedpine værre.


Ava H. Montague

[Ava H. Montague]

Ava kunne ikke huske hvornår hun sidst havde været i et så dårligt humør. Festen var overhovedet ikke gået som planlagt og den vrede hun følte mod Constantin Montague havde ikke i sinde at gå væk. - Hvor vovede han bare at forsvinde ud af det blå på den måde?

Hun holdte vejret kort før hun gjorde sin entré i opholdsstuen. Hun vrissede irriteret af et par førsteårs der tydeligt virkede nervøse omkring Francesco der fyldte en hel sofa. - Hun var dog ligeglad og skubbede bestemt til hans ben dog uden at sætte sig.

I stedet gik hun over til lænestolen ved siden af hvor hun satte sig; med armene over kors og med et blik så skarpt at det ville kunne forvandle alle der så på hende til sten; hvis man troede på myter som disse. Måske hvilede der virkelig sovende slanger under den banke af yndefuldt mørkt hår.
"God formiddag Frankie" bed hun sødt af sin bror.

[Francesco Hardy]

Franco behøvede ikke fjerne hænderne og kigge på stemmen for at genkende den. Efter seksten år med kvindemennesket var hendes stemme nok den, han kendte bedst, også selvom de brugte minimalt tid sammen.

Han brummede gnavent uden nogle intentioner om at flytte sig, idet hun skubbede til ham. Han var ikke i humør til Avas manipulerende, psykotiske side. Og han kunne høre, at hun var vred. Eller også var det tvillingeinstinktet. Hun var ikke til at holde ud halvdelen af tiden, især ikke når man havde tømmermænd. Jo jo, et eller andet sted, dybt nede, holdt han nok af sin tvilling.

”Shh,” sagde Franco, stadig med hånden over øjnene. ”Din stemme gør ondt at lytte til.”

[Ava H. Montague]

Ava kunne ikke fornægte det forhold hende og Francesco havde. De var vokset op sammen og selvom de ikke altid kunne enes så var de familie, og det var trods alt noget af det mest vigtige, spurgte man Ava selv.

Hun slog ham over låret. "Du skal ikke shh'se af mig" bed Ava efter ham og man kunne nærmest høre den knurren der spøgte i halsen på hende.

"Du plejer ellers at være så god til at ignorerer den, har du misten din evner Franny?" Hendes blik var skarpt og smilet strammede sig som de brune øjne søgte krøllerne.

[Francesco Hardy]

Ved slaget på benet var den eneste reaktion fra Franco en brummen som en bjørn, der var blevet vækket alt for tidligt fra sit vinterhi. Han sænkede hånden så man kunne se det blå øje, og betragtede hende. Det var lige meget. Hun havde uden tvivl hørt rygterne allerede.

Franco havde ikke engang energi til at give et skarpt tilbagesvar til Ava, der så temmelig sur og bitter ud. I stedet sagde han, ”du ligner dragemøg mere end du normalt gør. Var din aften lige så god som min?” spurgte han og pegede på sit øje.

[Ava H. Montague]

Ava havde ikke paraderne oppe. Faktisk ville hun gerne snakke med sin bror, hvilket var en så stor sjældenhed at hun ikke helt selv havde fattet det. Hun bed læberne sammen og skævede mod de mørke krøller.

Først lagde hun ikke mærke til hans nye kulør omkring øjet, men da hun så ordenlig efter kom farven mere til syne i hendes blik. "Du ser også ud til at have moret dig" smålo hun fornøjet.

"Min aften var rædselsfuld"

[Francesco Hardy]

Franco lænede sig tilbage i sofaen igen. ”Du har sikkert hørt om det allerede. Marcas MacFusty syntes han ville være cockblocker for mig og Mairwen Baines. Han er på hospitalsstuen nu, den store idiot.” Et stik af noget der lignede fortrydelse rørte sig i ham, selvom han smålo barskt. Mest fordi han var bange for, at Ava ville erklære, at han var ved at blive som deres far. Hun kendte udmærket til de mange gange, faren havde lagt hånd på Franco.

En smule sarkastisk spurgte han, ”blev din makeup ikke ordentlig? Var der nogen, der havde samme kjole på som dig? Hvilken tragedie.” Han havde været hård mod hende i så mange år, at det var svært at skifte gear. ”Fortæl mig om den.”

[Ava H. Montague]

"I det mindste er det ham og ikke dig der ligger der. Set dét som en sejr i stedet for at mugge over tabet af sex." sagde Ava der rystede på hovedet. Nej hendes problemer var langt mere alvorlige end tvillingens, ifølge hende selv.

"Constantin Montague så slet ikke min vej." Det var tydeligt at det berørte hende. Ikke så meget så hun ville begynde at græde over det. Men et stik i hjertet ramte hende alligevel ved tanken.

"Jeg når heldigvis at at forhindre ham i at stikke sin ækle tunge ned i halsen på Amilija Penrose , men senere hen forsvinder han med en eller anden grævling" Ava rynkede på næsen og slog håret til side, bag om skulderen. "Jeg så perfekt ud" mindede hun Franco op og rakte barnligt tunge af ham.

[Francesco Hardy]

”Du har tydeligvis ikke dine prioriteter i orden,” mumlede Franco en smule dramatisk. Han syntes godt, han kunne tillade sig at mugge over sex. Men det kunne Ava aldrig forstå. Hun var en pige. De havde ikke samme drifter.

Ligeså snart navnet Constantin Montague blev ytret, fik Franco en prompte trang til at ødelægge noget. Måske sofaens fór med en fiks besværgelse? Eller fjæset på den sure tredjeårselev, der sendte ham kølige blikke fordi han fyldte hele sofaen.

Franco udstød en blanding af et suk, eftersom hendes kommentar var den type, han havde forventet, og et fnys, der var en undertrykt latter. ”Hvad ser du i den kraftidiot? Jeg forstår simpelthen ikke jeres mærkelige spil. Find dog en anden fyr! Hvor svært kan det være," sagde han ophidset.

[Ava H. Montague]

Ava kendte ikke rigtig til Constantin og Francos problemer. Men det var tydeligt at det gik ham på og selvom hun vidste bedre end at blande sig kunne hun alligevel ikke holde sin kæft. Lige som at han tydeligvis heller ikke kunne holde sig fra at sige sin mening om deres forhold.

"Du har aldrig nogensinde været forelsket Francesco, så du kan overhovedet ikke udtale dig om mit og Connors forhold" hvæsede hun og kunne mærke lysten til at rejse sig og tag hårdt fat i ham, som var han en lille dreng.

"Han er min sjælepartner. Vi er to dele af den samme sjæl og vi hører sammen." sagde hun og lænede sig tilbage i stolen i et dybt suk. Men hun havde heller ikke mødt nogen der havde forstået hende.

"Jeg elsker ham.. Det er bare ikke noget man lige lader være med." afsluttede hun sin plapren.

[Francesco Hardy]

Franco og Constantin havde engang været bedste venner. Men så brød Constantin bro-coden ved at finde sammen med hans søster, for efterfølgende at behandle hende som bras. Måske var hun bras, men det var han den eneste, der skulle have lov til at sige!

Ava havde ret i, at Franco aldrig havde været forelsket. Han rystede opgivende på hovedet. Hendes ord var næsten for meget af det gode. ”Men er du sikker på, at han elsker dig?” spurgte Franco bramfrit. ”Jeg mener, I opfører jer jo ikke sådan… bliver ved med at flirte med andre, for at gøre hinanden misundelige… Det forstår jeg ikke.” Han tænkte på sit forhold til Alissa Avery. Det havde været noget andet. Ikke kærlighed, men en hengivenhed, og en manglende lyst til at være sammen med andre. Faktisk ville han kun have Alissa. Og da han ikke kunne få hende, få alt af hende, gav han op. Men de var jo også yngre. Næsten børn.

[Ava H. Montague]

"Jeg ved at han elsker mig, selvom han er idiot nok til at slæbe mig igennem denne her latterlige leg" Ava var ikke sikker på hvem af dem der havde startet det i sin tid. Hun vidste bare at hun ikke kunne slå en streg over noget, og derved blev hun ved med at puste til ilden.

Det bedste var dog når der blev lagt låg på i et stykke tid. Selvom hun godt vidste at det aldrig varede særlig længe, var det de perioder hun mindes som gode tider. De var jo begge så magtsyge og jalousien sad i dem, næsten helt op til halsen.

"Man vil altid have det man ikke kan få, Når man har fået det vil man ikke have andre tager det. - og alligevel." hun tav og vred sine fingre. "Jeg ved godt vi er lige gode om det. Men denne her gang er han gået for vidt!" Det var deres længste pause nogensinde.

[Francesco Hardy]

Hvis Franco havde været mugglerlitterær ville han have lavet en reference til Cathy og Heatchliff og påpeget, at begge endte ulykkelige i graven. At deres usunde, dysfunktionelle forhold ikke gavnede nogle af dem. Men det var Franco ikke. I hans grødede hjerne kæmpede han allerede med at få styr på betydningen i hendes ordmylder.

”Så find dog sammen med en ny fyr,” foreslog Franco opgivende og lænede sig tilbage i sofaen. Han var efterhånden træt af at tale om søsterens idiotiske kærlighedsliv. ”Tanken om, at du knalder med en anden fyr, vil være dråben. Han vil gøre alt, for at få dig. Spørg mig ikke hvorfor.”

[Ava H. Montague]

Avas blik var nu igen rettet mod hendes bror. Hans simple forslag irriterede hende. Men det kom ikke bag på at han ikke kunne tænkere længere end det. Var han da overhovedet ikke klar over hvor alvorligt det var? "Det kunne jeg hvis jeg bare ville prikke til ham. Men det er ikke så let længere. Det ville prælle af ham som vand" hun sukkede og vred fingrene mod hinanden og slog blikket ned mod det grønne tæppe.

"Skolen har alt for få kandidater til det." mumlede Ava. "Desuden skal jeg ikke risikere at han kommer op at slås som visse andre" hun skævede til Franco med et sigende blik.

"Du burde ulig mig finde dig en sød pige i stedet for at opfører dig tåbeligt"

[Francesco Hardy]

Det var tydeligt for Franco at Ava var ganske oprevet, men han havde efterhånden opgivet at komme med gode råd. Hvorfor skulle han også hjælpe Ava med at finde tilbage til et fjols som Constantin? Det var jo tåbeligt.

”Jeg kom ikke op og slås,” vrissede Franco. ”Jeg forsvarede mig selv fra McFusty, der troede at jeg var ved at voldtage Mairwen, eller noget i den stil. Idiot.” Det var delvist sandheden. Franco havde svaret ved at gennembanke Marcas.
”Og hvem foreslår du så? Jeg er enig: der findes for få ordentlige piger på Hogwarts.”