Afstand til alting

[Sophia Pierce]

Outfit

Tidspunkt: Aften efter mad
Tråd til Lucas Selwyn

De havde spist og som lovet havde Sophia holdt sig 5 meter fra Imrah Avery. Det var ikke fordi hun som sådan hverken var bange for ham eller hans søster Alissa Avery, hun gad bare ikke deres søgelys længere. Hun havde simpethen fået nok og var ikke sikker på, hvad hun mere kunne holde til. 

Måske var det også derfor hun helt var begyndt at trække sig fra andre. Det var nemmere sådan og det måtte vel være det de ønskede af hende. I aften havde hun fundet hen på biblioteket. Her sad hun nu med en bog omkring magisk mode. Når ikke det fungere på skolen og omkring hende, så kunne hun da dykke ned i den fremtid hun regnede med lå foran hende.

[Lucas Selwyn]

Lucas var efterhånden blevet bedre til at lægge mærke til andre end sig selv. Vist var Sophia ikke en fremmed for ham, men han havde aldrig før i tiden ville tage sig tid til at høre hvordan hun gik og havde det. - Han lyttede heller ikke til sladder og mente at man kunne bruge sin tid mere fornuftigt.

Han fangede ikke alt, men særligt når man var efter de svage var noget som Lucas bed uhyggeligt meget mærke til. Selvom Vera godt kunne forsvare sig selv var trangen til at beskytte hende der stadig.

Han lod sig dumpe ned ved siden af Sophia på biblioteket. "Hej stump" et lille smil sitrede som han kørte en hånd gennem håret. Hun gik kun en årgang under ham, men det morede ham alligevel.

[Sophia Pierce]

Sophia var allerede blevet fordybet i sin bog og havde det endelig fint noget tid. Så blev hun forstyrret af en af de ældre slanger. Hun var ikke helt sikker, men var der noget med han var i familie med Imrah? For en sikkerheds skyld rykkede hun sig lidt væk. Hun gad virkelig ikke mere ballade og hvis ikke det var ballade, hvad kunne det så være? "Hej øhm Lucas." lød det bar fra hende som hun så op fra bogen.

[Lucas Selwyn]

"Du plejer ikke at hænge sådan med hovedet" bemærkede Lucas og lagde hovedet lidt på skrå. Normalt var Sophia en del af holdet, og man kunne ikke undgå at lægge mærke til når en socialperson trak sig fra fællesskabet.

Han klarede halsen en smule. "Jeg lægger ikke så meget i rygter, men man hører jo lidt" Egentlig var Lucas slet ikke interesseret i hvad der blev sagt frem og tilbage mellem eleverne på skolen. Men Sophia havde været offer for Rygtesmeden et par gange.

"Jeg tror ikke på noget af det" afsluttede han så og forsøgte sig med at opmuntrende smil.

[Sophia Pierce]

Sophia så bare lettere opgivende på ham. Nej måske plejede hun ikke at hænge med hovedet, men på en eller anden måde stod alle slanger altså selv i år. Det føltes som det rene slagterhus.
Da Lucas så nævnte rygterne lukkede hun bogen og så på ham med en forventning om at der ville komme noget træls, men.. det gjorde der ikke. Han virkede faktisk næsten sød. "Det bare Imrah og hans søster der er tykhudet og slet ikke forstår noget som helst." Rygterne var jo egentlig sande nok, et godt stykke af vejen, det var ordlyden af dem der var forskruet og åbenbart var hun nu djævlen i alles liv.

[Lucas Selwyn]

Lucas måtte kvæle en latter og en grimasse over Sophias måde at beskrive hans fætter og kusine på. Han kendte dem udmærket men ville ikke kalde deres bånd tætte. De var dog familie og på den måde lå de højt hos hans forældre.

"Give det lidt tid" sagde han og kløede sig lidt i nakken. Han vidste ikke helt hvor god han var til at give nogen former for råd, men han kunne heller ikke lade hende sidde helt alene.

"Jeg kender alt til at være bundet op på en forlovelse man ikke ønsker at være en del af" sukkede han.

[Sophia Pierce]

Sophia havde ikke tænkt over at Lucas nok ville blive sur over hvad hun sagde om de to, men det var også for sent nu. Hun kiggede dog en smule fortrydende på ham nu. "undskyld. Jeg syntes egentlig Imrah Avery var ret cool første gang jeg mødte ham, men siden vi blev.. Forlovet.. Har han hadet mig værre end Voldemort. Jeg prøvede jo bare at snakke med ham om hvordan vi kunne slippe af med forlovelsen. Nu er jeg så sygelig forelsket i ham, tosset i hovedet og hvad rygterne ellers siger. Det er slet ikke sådan det er. Det går jo også ud over mig at vi er forlovet." Hun sukkede og så ned i sine hænder, mest for at skjule de fugtige øjne. Normalt var hun ikke en der græd foran andre, men det hele fyldte så meget efterhånden at hun ikke kunne styre det. "og ifølge Alissa skal jeg altså nu holde mig min. 5 meter væk. Det lidt svært når jeg har timer og sådan med drengen."

[Lucas Selwyn]

"Alissa er beskyttende overfor sin familie" sagde Lucas og forsøgte inderligt at sende hende endnu et smil selvom situationen var lidt håbløs. Han vidste ikke helt hvor han skulle finde sine støttende ord henne.

"Det er nok nemmeste for ham at bebrejde dig for forlovelsen end hans forældre." han trak på sine skuldre. Det havde han gjort overfor Camille Zabini da han havde fundet ud af sin egen. Han havde dog ingen planer om at fuldføre den, men det var der ingen der behøvede at få noget at vide om.

"Han var vist ret glad for Kala, så det har måske heller ikke hjulpet på situationen."

[Sophia Pierce]

Det hjalp faktisk lidt at snakke med Lucas, det hjalp at han lyttede og at hun fik lov til at læsse lidt af. Egentlig var det jo mest det der var galt. Hun var fyldt af dårlige oplevelser og sådan. Det gav mening hvad han sagde og han sagde det på en rar og betænkelig måde.

Da han så nævnte Kala Patil-Fawley så hun alligevel op. De havde været veninder længe, men lige nu føltes det som evigheder siden at Kala havde spurgt hende på sovesalen, om det var okay at hun så Imrah. "Det er synd for dem egentlig. Kala var vidst også ret glad for Imrah. Hun spurgte endda hvordan jeg ville have det med at de var sammen. Det synd de ikke er sammen mere."

[Lucas Selwyn]

"Jaeh.." sukkede Lucas og og kradsede ned i en dyb revne i bordet. Man skulle tro at hver elev på Hogwarts havde deres eget private rod som man ikke kunne undgå at blive viklet ind i.

"Det er ikke spor sjovt at være forelsket i en, på samme tid som man er lovet væk til en anden, en man ikke selv havde valgt" sagde Lucas og så på Sophia.

"Jeg forstår hvorfor Imrah reagere så voldsomt, men på samme tid skal han heller ikke lade det gå ud over dig." sagde han og løftede hånden for at give hendes skulder et klem. "Men du skal komme videre. Hvis du kan mærke at særlige personer giver dig en dårlig fornemmelse er det måske på tide at søge dem der giver dig en positiv" - Lucas burde virkelig selv følge sine egne råd.

[Sophia Pierce]

Sophia sukkede dybt det var et svært emne at snakke om, men også rart at få det gjort. Det lyder som om du taler af erfaring." Hun samlede de lange lyserøde lokker i hånden og trak dem om foran skulderen, før hun fortsatte. "Jeg ville jo bare sådan... Ja jeg ville bare fortælle ham at jeg altså ikke regnede med at vi skulle giftes og at jeg var på hans side i det hele, men det fejlede jeg godt og grundigt i."  Det var meget godt i Lucas's ord, men det vigtigste var bare at han var der. Han var måske den hun havde ventet på længe. Den der sagde at hun ikke var sær og tosset. 

[Lucas Selwyn]

"Nogen gange kan ens bedste intentioner udvikle sig til noget rigtig dårligt. Jeg tror at hvis Imrah har følt sig trængt lidt op i en krog med alt der har forgået har det nok ikke hjulpet at du kommer valsende med den ene undskyldning efter den anden" sagde Lucas alvorligt. Han mente det ikke så hårdt som det måske kom ud, og han sad ikke her for at få Sophia til at få dårlig samvittighed.

"Hvis det var mig ville jeg nok have brug for lidt plads." Han tog en dyb indånding. "Mine forældre har arrangeret et ægteskab mellem mig og Camille Zabini - Så jeg ved hvordan det er. Jeg var så vred på hende fordi jeg troede at hun havde noget med det at gøre. Men hun var lige så meget fanget i det som jeg er"

[Sophia Pierce]

Lucas virkede klog, eller nok nærmere virkede han erfaren med emnet, hvilket på en underlig måde gjorde hende glad. Det fik hende til at føle sig mindre alene og føle der faktisk var lys forude. Ja jeg har også tænkt mig at holde mig fra ham fra nu af. Jeg gider ikke blive ved, hvis han alligevel ikke forstår det. Desuden så tror jeg jeg har mistet mere ved at forsøge end bare at accepterer."
Hun ville dog forsætte med at få aftalen slettet, hun gad ikke hænge på ham, ikke engang selvom de ikke snakkede sammen. Hu ville være fri og slippe helt og aldeles for drengen.

"Talte du aldrig med hende om det? var der aldrig noget tidspunkt hvor du overvejede om i sammen kunne finde en løsning?" Det var jo egentlig bare det der havde været hendes intention med Imrah, selvom alle syntes at have misforstået hende.

[Lucas Selwyn]

Lucas nikkede. "Det er måske det bedste. Det virker ikke til at du får det bedre af det" sagde han og betragtede hende. Hun måtte i sidste ende finde ud af hvad hun ville og selvom det måske ville blive et helved skulle hun ud på den anden side. Lucas var dog slet ikke så langt, til trods for at han kunne give gode råd.

"Jeg fandt ud af det i slutningen af sommerferien." sagde han og sukkede dybt. "Jeg har ikke opsøgt hende siden." Han havde ikke noget behov for at se hende og selvom han godt vidste at hun ikke var til at bebrejde var det svært ikke at gøre.

"Jeg tror ikke det hjælper at vi snakker med vores forældre. De har jo allerede bestemt det." sagde han og sukkede.

[Sophia Pierce]

Det virkede til at Lucas havde de rette svar på mange ting og det føltes virkelig rart. Måske kunne hun faktisk åbne mere op for ham end som så. Hun lagde bogen fra sig, og tog mod til sig, Det var ikke nemt, det var ret personligt. "jeg.. øhm..Altså. Jeg føler lidt alle hader mig efter det er sket. Jeg hader at være her fordi alle virker så sure på mig." Stemmen rystede en anelse mens hun snakkede med hun kunne ikke holde det tilbage under bordet knugede hun hænderne sammen for at få lidt hold på sig selv, og blikket blev rettet mod bordet, så han ikke kunne se hende i øjnene. Det var pinligt at fortælle."jeg har overvejet forskellige ting for at slippe for skolen"