Til Professor Rier

[Samira Shafiq]

Til Altinius Rier

Der var gået et par uger siden Samira og Altinius havde mødt hinanden i Hogsmeade. I mellemtiden havde hun været ude i det skotske højland, forsvundet i bjergene og sine studier, men nu var hun tilbage og efter mange timers overvejelser omkring det lille, undseelige brev, der burde have været simpelt at skrive, var en nu sneugle på vej mod Hogwarts med sin levering. Indholdet bar præg af at sproget havde voldt hende problemer, men måske også budskabet...

Kære Altinius

Jeg ville have skrevet før. Det kom som en overraskelse at se dig. Jeg håber ikke, at du har troet, at jeg ikke ville tage imod dit tilbud om at drikke en kop te. Hvis det stadig står, så er jeg på kroen De Tre Koste. Måske kender du den?

Mine hilsner

Samira Shafiq

[Altinius Rier]

Tino havde båret brevet fra Samira på sig i dagevis. Det var skiftet fra bog til bog, han lige havde beskæftiget sig med og til sidst endt som en lykkeamulet i hans lomme. Hele to uger var der gået, inden han havde sat sig ned og formuleret sit svar.

27. oktober

Kære Samira,

Jeg beklager mit sene svar. Arbejdet har holdt mig beskæftiget. Jeg skal ned til Hogsmeade i morgen. Jeg håber at se dig på De Tre Koste da.

Altinius Tino.

Og nu stod han der så. Ude foran De Tre Koste. Selv i den bidende skotske efterårskulde havde han svedige håndflader og det tog et par dybe indåndinger at opsamle det nødvendige mod til endelig at skridte ind på krostuen. Blikket gled søgende rundt, men ikke længe. Hun kunne tiltrække hans blik hvorsomhelst og det sved lidt, at dét ikke havde forandret sig over de sidste par.

[Samira Shafiq]

Samira var nået til den konklusion, at hun ikke ville få et svar. Det var forståeligt nok og hun holdt det ikke imod ham, selvom det fik hendes mave til at trække sig en anelse sammen, hver gang hun ved et uheld kom til at tænke på det. Derfor var det et chok, da en ugles tuden annoncerede ankomsten af et brev. I morgen. Ikke noget om hvornår, men i morgen.

Så hun sad der. For hun kunne ikke få sig selv til at gå glip af det, heller ikke selvom kujonen i hende foreslog, at det måske var nemmest. Det var ikke den første kop te, der lunede hendes kolde hænder og hendes blik var fanget af overfladen, indtil en kriblende, instinktiv fornemmelse fik hende til at se op.

Blikket landede i Altinius' på tværs af rummet og i en kort tid forsvandt al luft. Så smilede hun ganske svagt, inviterende, uden at kunne gøre andet. Resten af krostuen var væk.

[Altinius Rier]

Indendørs havde man ikke at på og det var lidt af et held for Tinos hvileløse fingre. Den i dagens anledning diskrete lilla bowler blev nervøst drejet mellem dem, mens han nærmede sig hende i hvad der føltes som slowmotion.

Til sidst var der ikke mere gulv tilbage og han stoppede foran bordet, blind og døv for alt andet end hende. De havde sagt, distancen ville hjælpe, men det vidste han var en løgn. Ligeså havde tid vist sig ubetydelig over for hans følelser for hende. Alligevel stod han nu der og stirrede ned på hende.

"Hej."

[Samira Shafiq]

Det var umuligt at forstå, at der var gået så lang tid og at de alligevel på en eller anden måde var endt overfor hinanden nu. Hans blik, selvom det ikke umiddelbart var hårdt, borede sig ind i hende og hun fandt, at hun i et par øjeblikke glemte at trække vejret. Hun blinkede.

"Vil du ikke sidde?"

[Altinius Rier]

Endnu en evighed gik der, før Samria blinkede og brød lidt af den trancelignende tilstand, Tino havde fundet sig fanget i. Han nikkede og trak stolen ud med en larmende skraben mod gulvet, før han dumpede ned og lagde hatten over sit knæ.

"Du ser..." Fantastisk ud. Smukkere end hans minder havde kunne leve op til. "Sund... ud."

[Samira Shafiq]

Samiras øjenbryn hævede sig lidt over hans ord, uventede. Det var svært helt at finde et ansigtsudtryk der passede og hun endte med et svagt smil. Måske var det bare for længe siden hun havde talt engelsk, til at hun helt kunne huske alle de forskellige udtryk.

"Tak. Det gør du også," svarede hun, endnu med hænderne om kruset. Hun ville have set ned, men det krævede at hun var i stand til at tage blikket fra ham. Tungespidsen fugtede tørre læber. "Jeg var... Overrasket over at se dig."

[Altinius Rier]

Tino smilede og kunne ikke lade være at føle sig tåbeligt lykkeligt over, at hun også syntes, han så sund ud. Tåbeligt. Han tog sig selv i nakken og behøvede åbenbart minde sig selv om, hvordan hun havde knust hans hjerte til tusind stykker og havde beholdt den bedre halvdel.

"Jaså?" spurgte han og prøvede at lyde afslappet, selvom fingrene kradsede rastløst i hattebåndet.

[Samira Shafiq]

Det sugede gennem hendes mellemgulv, da han smilede. Effekten af det kom helt bag på hende og hun kom til at skubbe til sin tekop, så lidt af væsken skvulpede ud over kanten. Hun så ned, blinkede et par gange og fandt så tilbage til ham, uden at have gjort noget ved sit minimale uheld.

"Jeg vidste ikke, at byen her var så tæt på Hogwarts..."

[Altinius Rier]

Tino fandt en overraskende ro i Samiras usikkerhed. Også selvom han slap en overrasket lyd over den pludselige sø af te på bordet. Ikke at det krævede mere end et sving med staven at få teen til at fordampe fra bordet.

”Hm? Åh jo, jo,” svarede han og staven forsvandt tilbage i gevandterne. ”Det har den været hele tiden.” Ravenclaws kendetegnende visdom havde tydeligvis forladt ham.

[Samira Shafiq]

Samiras kinder føltes en anelse varme over hans rolige håndtering af det lille uheld. Hun var ellers normalt både rolig og sikker i sine bevægelser.

“Jeg har jo ikke været i det her land før,” svarede hun og så op på ham, pinligt bevidst om hvad der havde skilt dem ad. “Min fornemmelse af geografien er ikke så stor...”

[Altinius Rier]

Påmindelsen var ikke nødvendig. Altinius huskede stadig kun alt for friskt, hvad der i sin tid havde skilt dem ad. Alligevel var det som at blive brændt på ny og han nikkede langsomt.

“Hvordan kan det være, du kom hertil nu?” For han havde jo tydeligvis ikke været grunden. Tanken fik hans mellemgulv til at trække sig sammen.

[Samira Shafiq]

Svaret var i princippet simpelt, men alligevel tøvede hun. Minder bragte hende tilbage til tiden fem år tidligere, hvor han havde sagt ja til et arbejde uden at nævne det for hende først og havde forventet at hun smed alt for at rejse med. Hun sank synligt.

“Jeg blev tilbudt et forskningsprojekt,” svarede hun, endnu med tyk accent, men langsomt mere og mere klar i sit ordvalg. Hjertet hamrede. “Arbejde...” Det kender du jo alt til.

[Altinius Rier]

Arbejde. Tinos hjerte sank. Dengang havde han og deres fremtid ikke været nok til at flytte hendes rødder. Nu havde hun krydset hele verdenen alene for arbejde. Hans hænder rystede let, da han lagde hatten fra sig og tog imod den kop te, han der var som altid blev lavet til ham.

"Jaså," svarede han, da koppen stod foran ham. "Kan du lide det her?"

[Samira Shafiq]

De talte ganske stille og roligt til hinanden, intet suspekt udadtil, men Samira så ham ryste på hænderne. En impuls til at række frem og hvile sin hånd over hans meldte sig og hun måtte tage ved sin egen kop for at hindre det i at ske.

“Her er koldt og fremmed,” sagde hun ærligt. Blikket blev ved med at drive mod ham, selvom det stak i hendes hjerte at se på ham. “Det er... Udfordrende med et sted, hvor man ikke har andre end sig selv.”