Nej nej nej

[Patsy Murray]

Tråd til Maggie Hayes
Tidspunkt eftermiddag d. 5. oktober

Patsy var løbet hele vejen fra Biblioteket, kun ved stop, når der var elever på gangene. De skulle ikke se hvor ulykkelig hun var. Hun havde det frygteligt og følte sig næsten syg over det hun havde gjort. Hvordan kunne hun være sådan? Hvorfor havde hun ikke sagt stop noget før, fremfor bare at lade stå på.

Hun åbnede døren ind til Hulkende Huldas toilet. Der burde hun kunne sidde i fred og få lov til bare at være ked af det, uden at snakke med nogen. Hun manglede sin onkel at snakke med og hun savnede sine forældre. Det hele var noget rod, og hvad nu hvis hun havde ødelagt det hele?

[Maggie Hayes]

Endelig havde Maggie en stille og rolig eftermiddag planlagt. Lektierne var ordnet, stilene skrevet, drengene rykket for at skrive deres færdige, hvis de skulle rettes. Hun havde ingen pligter som præfekt lige nu, så hun kunne bare krølle sig op på biblioteket med en god bog. Troede hun.

Planerne blev i hvert fald ændret godt og grundigt, da en dramatisk Patsy stormede forbi hende. Hun kvale et suk og lagde omhyggeligt et bogmærke i, før hun forlod biblioteket. Det værste med teenagere var mængden af hormoner hele tiden, tænkte hun, mens hun trådte ind på toilettet.

"Patsy?" kaldte hun blidt.

[Patsy Murray]

Patsy havde sat sig i det fjerneste hjørne under vasket og sad helt krummet sammen med armene om benene og hovedet skjult i knæene. Tankerne for rundt i hovedet på hende, mens hun lavt skældte og smælde på sig selv.

Hun var jo et modbydeligt menneske. Hvordan hun overhovedet kunne have gjort alt det hun netop havde gjort havde hun ikke svar for, men slemt var det. Hun borede neglene ned i håndryggen på sig selv, som en form for straf og ventede bare på at det ville blive slemt nok til at fjerne smerten der havde lagt sig i brystet. 

Så hørte hun Maggie kalde, men ville ikke svare. Hun havde ikke lyst til det. Ville bare sidde for sig selv og være ked af det.

[Maggie Hayes]

De havde alligevel delt sovesal i syv år og været gode veninder lige så længe, så Maggie var vant til Patsys sans for drama og skridtede bare igennem badeværelset, indtil hun nåede hen til veninden.

"Sidder der nogen der?" spurgte hun og pegede på gulvet ved siden af Pats, men ventede ikke på svar, før hun dumpede ned ved siden af hende. "Hvad sker der?"

[Patsy Murray]

Patsy tørrede øjnene i sit ærmede og rykkede sig så der blev plads til Maggie. Selvom hun ikke havde lyst til at der skulle være nogen, så var det rart at Maggie var der. Hun Så ned i sine hænder da hun begyndte at svare. "Jeg øhm.. Jeg Ville bare hjælpe Francesco med nogle lektier der voldte ham problemer og så pludselig sad vi og flirtede. og..." Hun stoppede. Hun var fyldt af dårlig samvittighed. Tænk at hun bare havde ladet det ske.

[Maggie Hayes]

Maggie var ikke rigtig en pussenusser, der gav kram og nus og pus til højre og venstre. Hun havde altid været meget selektiv med de fysiske berøringer, når ikke lige det kom til Owen Blishwick, men nu rakte hun alligevel ned og tog Patsys hånd, mens veninden talte.

"Du flirtede med... Francesco? Altså Hardy?" spurgte hun og prøvede ikke at lyde dømmende, selvom brynene havde trukket sig sammen.

[Patsy Murray]

Patsy nikkede meget opgivende på hovedet og sukkede dybt. Måske havde de ikke være slemt det hun havde gjort, men for hende var det nok. Hun havde tilladt en anden at charmere sig ind og sige søde ting, mens hun fuldstændig havde glemt at tænke på Duncan. 

Hun følte sig som det mest modbydelige menneske, som en man ikke kunne regne med. "Jeg ved ikke hvorfor jeg bare lod det ske." fik hun så fremtammet under nogle snøft.

[Maggie Hayes]

Maggie nussede venindens hånd og prøvede at regne ud, hvad der var der smarteste at sige. Det var ikke ligefrem fordi hun selv havde en taske fyldt med erfaringer til at håndtere den slags udfordringer.

"Altså jeg er virkelig ingen specialist på området, men jeg tror, det er ganske normalt, at man flirter lidt, selvom man er i forhold," indrømmede hun. "Det er jo ikke, fordi der skete noget?"

[Patsy Murray]

Patsy tørrede øjnene lidt. Nej der var ikke sket noget, men det havde været Francesco der havde sagt stop og hun var efterladt med dårlig samvittighed til ham over at have ødelagt tingene. Hun sukkede. "Du har ret. Jeg ved bare ikke hvordan det hele fungere. Jeg mener... Nogle folk skifter jo kæreste ofte, måske har jeg knyttet mig for meget for hurtigt?" Årh det var noget rod det hele og hun var så forvirret.

[Maggie Hayes]

Der gik tit rygter om, at eleverne på skolen horede til højre og venstre, og hvis bare en tredjedel af dem var sande, lød det ikke til at Patsy skulle skamme sig over noget som helst.

"Jeg ved det ærligt ikke, Pats," indrømmede Maggie. "Men det har været ret turbulent med dig og Duncan Brown. Måske, det er for det bedste, at du ikke tænker over, hvad folk siger eller tænker eller hvad Duncan har brug for, men finder ud af, hvad du har brug for for en gangs skyld."

[Patsy Murray]

Noget af det Maggie sagde sat sig ret godt fast i hende og fremkaldt også en lille fuge mellem brynene. Hun var aldrig gået op i før, hvad folk sagde. Det havde altid være ligegyldigt for hende. Hvorfor var det det så ikke nu? Måske var det mere Duncans mening der betød noget. "Det har været lidt noget rod ja. Folk må tro jeg er skør for at jeg bliver ved med at kæmpe. Men... ja det ikke til at forklare." Hun havde endnu ikke formået at kunne sætte ord på sine følelser, så folk forstod hvad hun så i Duncan.

[Maggie Hayes]

Igen folk. Folk måtte tro, folk måtte mene. Maggie forstod godt, at Patsy bekymrede sig om det, men måske især derfor lagde hun det på sig selv at være en af dem, der bekymrede sig lidt om veninde i stedet.

"Jeg ved ikke, om det er skørt," sukkede hun og trak på skuldrene. "Der er også folk, jeg vil gøre alt for. Som jeg aldrig vile slippe. Min familie, for eksempel, og Owen Blishwick. Og dig,"

[Patsy Murray]

Patsy smilede af Maggies ord, de varmede på et tørt sted. Et sted der havde brug for det lige nu. Hun kiggede på veninden med taknemmelige øjne. "Jeg er glad for at du er her." Lød det så fra hende. Det var ikke ofte Patsy havde brug for hjælp og støtte, men åbenbart tog det hele revache nu. Hun kiggede ned over sig og kom så til at tænke på noget. "hvordan vidste du egentlig at jeg var her?"

[Maggie Hayes]

Maggie gav Patsys hånd et klem. Selvom de var meget forskellige på nogle punkter, følte hun med hende. Det kunne ikke være nemt at være i søgelyset på den måde eller være i det forhold, hun havde med Duncan. I sammenligning var Maggies liv så stille og roligt som noget kom.

"Jeg så dig på biblioteket," svarede hun med et træk på skuldrene. Der var intet nyt i, at præfekten brugte meget af sin tid mellem de støvede reoler.

[Patsy Murray]

Patsy smilede lidt. Det var alligevel langt så Maggie havde fulgt efter hende. "Tak fordi du kom. Jeg følte mig simpelthen så forkert." forklarede hun så ærligt. Maggie var en man let kunne snakke med. Hun var ikke typen der rendte ud og sladrede til alle og enhver. Det var netop en som hende Patsy havde brug for.