Altid udenfor

[Nathaniel Goyle]

Briony N. Baines
13. oktober

Nathaniel havde undgået Briony i... Lang tid. Og det var ret tydeligt, at hun også undgik ham. Hvilket han havde det helt fint med. For hvad skulle han dog bruge hende til? Han havde sig selv, og det det var alt han behøvede.

I opholdsstuen, var det ret tydeligt, at folk ikke havde tænkt sig at inddrage ham i noget som helst. Han sad alene i det ene hjørne, mens han betragtede de andre elever og gjorde det, han nu lavede når han kedede sig; læste andres tanker.

[Briony N. Baines]

Det var efterhånden svært for hende at gå frit i opholdsstuen og hun var der nærmest aldrig, fordi hun følte sig så utilpas i nærheden af fuldblodsgruppen. Det havde dog været umuligt for hende at finde en plads i fællesstuen og læsesalen var også propfyldt. Derfor var hun endt med at gå i opholdsstuen.
Brionys blik faldt på Nathaniel og hun sukkede en anelse opgivende, måske hun skulle forsøge at blive venner med ham igen.
"Hej Nathaniel." Sagde hun og satte sig ned i stolen ved siden af ham uden at tage sig af hans dårlige humør. Det var trods alt bedre at sidde med ham, end alene.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel havde hverken set eller hørt Briony komme ind i opholdsstuen, det var først da hun talte til ham, at han opdagede hendes eksistens. Han kom med et fnys.

"Nott," hilste han, lidt reserveret. Uroligt rykkede han på sig, da hun satte sig ned ved siden af ham. Hvad ville hun nu? Klandre ham for noget igen, som om han havde gjort noget forkert, selvom han ikke havde, i følge sig selv?

[Briony N. Baines]

Briony lænede sig ind mod ham og hun smilede en anelse opgivende, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige.
"Undskyld jeg blev så vred på dig, jeg vidste ikke at min bror afpressede dig." Sagde hun og skar en diskret grimasse.
"Er du virkelig stadig vred på mig?" Spurgte hun mens hendes skuldre faldt lidt.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel var parat til igen at afvise Briony og hendes vredesudbrud. Dog kunne han svagt fornemme, at hendes undskyldning faktisk var... Reel. Han brummede lavmælt.

"Nej..." Svarede han med en hovedrysten.

[Briony N. Baines]

Briony smilede en anelse over hans ord og nikkede derefter, mens hun strøg en lok af sit hår om bag øret.
"Kan vi så sidde sammen i skolen igen?" Spurgte hun og trak øjenbrynene lidt spørgende sammen. Hun havde savnet ham, selvom hun ikke helt ville indrømme det overfor sig selv.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel trak på skuldrene. "Det kan vi vel godt," lød det reserveret fra ham, selvom han drejede hovedet og så denne gang direkte på hende.

"Jeg kan stadigvæk fornemme dit humør."

[Briony N. Baines]

Briony blev en anelse såret over hans ligegyldige tone og hun lænede sig tilbage i stolen, mens hun overvejede om han overhovedet havde ment hvad han sagde.
"Virkelig?" Sagde hun overrasket.
"Jeg er heller ikke ligefrem ekspert." Bemærkede hun med et skævt smil.
"Ikke ligesom dig." Tilføjede hun og kløede sig på næsen.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel nikkede til hendes spørgsmål. "Ja," bekræftede han.

"Jeg er ingen ekspert," tilføjede han. "Så ville jeg måske også vide, hvordan jeg kan slukke for det." Hvilket han jo slet ikke kunne. Men at have været i stand til det altid, gjorde ham tryg.

[Briony N. Baines]

"Åh." Sagde hun overrasket. Beskedenhed var ikke ligefrem noget hun oplevede Nathaniel vise ofte.
"Nej, det er, selvfølgelig rigtig nok." Bemærkede hun og bed ned i sin underlæbe. Hun overvejede om hun skulle sige hvad der var sket mellem hende og hendes gamle 'venner' her på det sidste, men hun var bange for at han ikke ville forstå hende. Han ville sikkert elske at være med i den klub, hvis han kunne.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel rømmede sig, og rykkede igen uroligt på sig. Utrygheden ved ikke at kunne læse, hvad hun tænkte, gennemsyrede ham.

"Du taler ikke med Piper Blishwick mere?" Han vidste naturligvis godt hvorfor. Men det var noget andet at høre det fra hendes mund.

[Briony N. Baines]

Briony havde beskyttet sit eget sind, men hun havde selvfølgelig ikke tænkt på at han kunne læse alle andres tanker. Da han spurgte ind til hendes ømme punkt, så hun væk og trak på skuldrene.
"Nej, jeg kom vist til at 'slå op' med fuldblodsklubben. Det har givet mig nogle problemer." Mumlede hun og sukkede dybt.
"Jeg følte bare ikke rigtig jeg havde lyst til at være en del af den mere." Svarede hun afdæmpet. Hun ville helst ikke have der var andre end Nathaniel der hørte det.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel havde drømt om, at kunne være med i den klub lige siden han var startet på skolen. Men hans mors blod og familiehistorie, gjorde det umuligt for ham. Møgforældre. Han nikkede derfor bare reserveret til hendes ord.

"Det hørte jeg. Pas på, Briony," lød det advarende fra ham. "Ingen af dem vil lade dig slippe."

[Briony N. Baines]

"Nej det ved jeg. De er nogle kontrollerende sataner, ligesom min bror. Nathan mener at jeg har lagt op til et eller andet, som jeg ikke har og nu siger han at jeg har gjort ham ked af det og skylder ham et eller andet." Sagde hun lettere fortvivlet. Hun blev så oprørt at hendes mentale beskyttelse blev svagere.
"Han er fast besluttet på at vi har et eller andet sammen men da jeg sagde vi ikke havde, blev han vred på mig." Hun sukkede frustreret. Hvor var hun dog træt af drenge.

[Nathaniel Goyle]

Natahniel fnøs, da hun nævnte hans sovesalskammerat. Men det var også det eneste de var. For Nathan Lorde var en hyklerisk joke i sig selv. "Han burde slet ikke få lov til at være med," kommenterede han og knyttede vredt næverne.

"Hele sidste år brugte han ikke sin tid på andet, end at jagte en mudderblods-grævling, og holde deres møder hemmeligt. Han er til grin," fortalte han, og havde intet problem med at afsløre den hemmelighed overfor Briony. "Hvis bare Piper Blishwick og Nathans nyfundne kærlighed, @theevilqueen3, vidste det."