Dybe vejtrækninger

[Claire Dawlish Avery]

Claire. Claire. Claire...

Navnet genlød i Ires tanker, som hun lå på Skt. Mungos. Hun snakkede med en helbreder, som forsikrede hende om, at hun ville blive udskrevet samme dag. Det var kun et lille slag hun havde fået og det måtte være chokket. De spurgte til hendes navn og igen kom navnet Claire frem som et forslag, fordi den mand, der kom med hende, havde brugt det. Hun rettede dem og brød grædende sammen, overvældet, som hun forklarede en omsorgsfuld mandlig helbreder om omstændighederne.

Hun var blevet udstyret med en stiv dram og havde sovet lidt igen, da døren gik op og helbrederen viste en krølhåret mand ind på stuen, efter at have forklaret ham hvad han kunne forvente.

Dominic Avery

[Dominic Avery]

Dominic gik lidt i en tåge. Hans første reaktion efter han havde modtaget uglen havde været at drikke en stiv whisky, som sidenhen var kommet retur igen. Han så omtrent så elendig ud, som han havde det og havde en klar fornemmelse af, at han var på vej til skafottet, da en tidligere kollega fulgte ham gennem velkendte gange. Manden talte, men Dominic havde det som om han havde hovedet under vand.

Så stod han på stuen og så på en pinkhåret kvinde i en hospitalsseng. Stod bare og så, helt op mod døren. Ude af stand til at gå tættere på. Eller for alvor registrere hvad det var, han så. Hvem.

[Claire Dawlish Avery]

Claire var halvt vågen, halvt sovende, som man kan være det på et hospital, hvor man døser lidt hen af kedsomhed hele tiden. Da døren gik op, satte hun sig forsigtigt op og drejede sig imod hvad hun troede ville være endnu en helbreder. I stedet var det en mand hun ikke havde set før, men på en eller anden måde alligevel genkendte, som om hun havde set ham utallige gange.

Hun blinkede overrasket og indså at hun græd igen. Hun snøftede ind og rynkede panden, imens hendes hjerne arbejdede på højtryk for at plante hans ansigt i velkendte rammer, uden at kunne finde ud af hvorfor han var så bekendt og hvorfor hans ansigtsudtryk fik det til at gøre ondt i hjertet.

[Dominic Avery]

Dominic stod endnu helt ovre ved døren, ude af stand til at røre sig. Hans pande og bryn var dybt fortrukket i rynker og de blå øjne virkede hjemsøgte. Han så på kvinden i sengen, som umiskendeligt lignede den Claire, som han huskede, men en del af ham havde svært ved at tro på, at det var hende. At det kunne være hende.

Han var stille længe, hvor de bare så på hinanden og da han endelig talte, var det med en rå stemme. En ødelagt stemme. "Ved du, hvem jeg er?"

[Claire Dawlish Avery]

Igen var der noget ved hans stemme, helt rå som den var, der fik det til at stikke i brystet på Ire. Hun havde løftet sin ene hånd til sit hjerte uden helt at tænke over det, men endte med at måtte tage sin stemme i brug. Stemmen med den accent, som hun altid havde troet var hendes.

"Jeg tror du er vigtig," undslap det hende, samtidig med at hun måtte indse at manden tidligere ikke var skør. Hun følte sig lidt skør. "Men... Jeg kan ikke huske hvorfor. Undskyld."

[Dominic Avery]

Hun var en anden. Det var helt klart for ham. Ikke den samme. Det havde han selvfølgelig også fået at vide, men det var noget andet at stå der nu. At se det med sine egne øjne. Han sank over hendes ord. Hans hals føltes øm og det var smertefuldt at trække vejret gennem den.

"Hvem er du?" spurgte han til sidst. Uden at bevæge sig nærmere.

[Claire Dawlish Avery]

Ire sank lidt sammen i sengen over spørgsmålet, uden at slippe manden med blikket. Måske han ville forsvinde hvis hun gjorde. Ville hun så kunne holde fast i at der var noget i vejen?

Hans spørgsmål fik hendes bryn til at trække sig mod hinanden og hun løftede en hånd for at stryge en finger bag øret. En lille tic der hjalp hende med at tænke. "Jeg er ikke sikker," faldt svaret dog alligevel. "Jeg var sikker på at jeg var Ire Smith, men den blonde mand kaldte mig Claire? Kender du ham?"

[Dominic Avery]

Dominics øjenbryn trak sig tættere sammen, som han observerede hendes bevægelser. Bekendte, men alligevel var hun en fremmed. Hans hjerte hamrede, hurtigere end det var sundt. Det vidste han udmærket.

"Han var min svoger," svarede han, let rystende.

[Claire Dawlish Avery]

Hans svoger. Det tog et øjeblik før tandhjulene kom i omdrejninger og Ires blå øjne spærrede sig op. Hun tog en hastig og hørlig indånding og kom til at hoste lidt, før hun fik mere kontrol over sin egen krop.

"Åh," tumlede det ud over hendes læber. "Så er det derfor du føles så vigtig."

[Dominic Avery]

Dominic sank, tør i mund og hals. Han kunne mærke sin ellers rolige hænder ryste og hendes ord havde nær fået benene til at give efter under ham. Han nikkede stift og slog blikket ned.

Og så blev det for meget for ham. At være der med sin hustru, som han havde troet var død, og som nu knapt anede, hvem han var. "Undskyld," lød det hæst fra ham, som han famlede efter håndtaget og fik døren op.

Han havde brug for at trække vejret.

[Claire Dawlish Avery]

Ire spærrede øjnene panikkent op. "Nej," protesterede hun, før hun fik skubbet så solidt til tremmerne på sengen, at de raslede og hun endte med at kravle over dem, selvom hendes hoved snurrede lidt over det.

"Nej, bliv her," bad hun hjælpeløst med en hånd på sengen og hospitalstøjet hængende omkring sig. "Vær sød," appelerede hun.

[Dominic Avery]

Dominic havde næsten åbnet døren og endte stående med ryggen til, da hendes desperate stemme lød bag ham. Han stivnede og hvilede panden ind mod træet. Det var mere, end han kunne klare alene. Hvordan skulle nogen kunne klare det og behovet for at komme væk, få et øjeblik til at samle sig, var dominerende.

Men hendes stemme gav genlyd for ham, som et mareridt han ikke kunne ryste af sig og han blev stående, hvor han var.

[Claire Dawlish Avery]

Han stoppede. Han havde ryggen til hende og så ud til at have det dårligt, men han var stoppet. Ire lukkede øjnene et øjeblik, før hun bandt kåben tæt om sit liv og sank ned i den stol, der stod ved sengen.

"Hvad hedder du...?"

[Dominic Avery]

Dominic endte med at hvile panden ind mod dørkarmen. Måske kunne det for rummet til at lade være med at snurre og kvalmen til at lægge sig. Han skulle på en eller anden måde finde ud af at tale med den her fremmede kvinde, som ikke var Claire, men samtidig havde været der.

"Dominic," svarede han og greb fast i den lille smule virkelighed. "Jeg er helbreder."

[Claire Dawlish Avery]

Dominic. En helbreder. Hun løftede tomlen til sit øre igen og strøg sig bag det. "Dominic," brød hun den kortvarige tavshed. "Jeg er meget ked af at jeg giver dig så meget smerte." Enhver kunne vel se, at han led. Hun kunne i hvert fald.

"Jeg er rædselsslagen for, at hvis du går, så føles det ikke virkeligt. Men du føles meget, meget virkelig."

Skræmmende meget. Hendes stemme rystede imens hun talte og ikke kun fordi gulvet var koldt.