Opfølgning

[Vanya Patil-Fawley]

D. 6 Oktober - Til Kala Patil-Fawley

Vanya havde fået det hele med fra sidelinjen, men hun havde haft sine egne problemer til at hun havde haft mulighed for at gribe fat i sin søster lige med det samme. Nu var det dog det første weekend i måneden og der var dømt Hogsmeade.

Hendes arm svang sig om Kalas og hun gav først slip da de nået til De tre koste. Hun fik ret hurtigt udset sig kroens bedste bord som hun satte sig ved. Hun havde knapt nok fået sat sig ned før opmærksomheden gled op på Kala.

"Skal jeg smadre ham?" spurgte Vanya. Man kunne ikke helt tyde om hun var seriøs eller om det bare var en dårlig joke.

[Kala Patil-Fawley]

Tanken om at tage til Hogsmeade var ikke ligefrem tillokkende og ikke kun fordi var koldt og blæsende. Alligevel havde hun ikke kunne modstå Vanya. De to var blevet holdt lidt ad af, at Kala pludselig gik en stor bue uden om løvernes bord.

Tungt dumpede hun ned på De Tre Koste og kastede et blik rundt. Det føltes stadig som om alle talte om hende og hun sank lidt mere sammen fra sin plads på bænken. Forvirret så hun op på Vanya.

"Hvem af dem?" spurgte hun, en anelse modløs over det hele.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya så afventede på sin søster. Langsomt hævede brynet sig og hun vidste ikke helt hvem af de to drenge hun havde lyst til at slå aller mest. - Måske i sidste ende dem begge.

"De fortjener vel begge et spark." kom det fornøjet fra tvillingen der rystede lidt på hovedet. Hun syntes selv at hendes eget liv kunne være dramafyldt, men lige nu lå Kala altså på første pladsen.

"Har du fået talt med nogen af dem siden?"

[Kala Patil-Fawley]

Kala slap et fnys, der for en gangs skyld næsten lød muntert. Næsten i hvert fald. Hun trak på skuldrene og havde ikke lyst til at tale om noget af det, der var sket den sidste uge.

"Well, Imrah er tydeligvis færdig med mig og, ja. Jeg gider slet ikke deale med Ronan."

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya havde til side sat sine egne problemer, selvom de i hendes øjne var mindst lige så slemme. Hun var dog blevet bedre til ikke altid at tale om sig selv. I stedet lyttede hun til Kalas ord, selvom hun ikke helt kunne sætte sig ind i det nikkede hun alligevel.

Hun tog et par tåre af sin ingefær øl og lænede sig en smule forover. "Det er bare ikke dit år med fyre." sagde hun og sukkede svagt. "Har du overvejet bare kun at fokuserer på damerne?" Det ville i hvert fald sætte en stor mur foran de drenge der havde været med til at trampe på Kalas hjerte, der alle ifølge Vanya fortjente en på kassen.

[Kala Patil-Fawley]

Kala skubbede lidt til sin krus med ingefærøl og havde hverken lyst til det eller at sidde på De Tre Koste. Faktisk ville hun for første gang i sit liv helst bare være usynlig.

"Jeg gider ikke mere, Nya," sukkede hun og trak fingrene gennem håret. "Jeg vil bare gerne spille quidditch og gå tilbage til dengang, hvor jeg tog mig af alle drengene, der faldt i svime over dig og Raja Patil-Shafiq."

[Vanya Patil-Fawley]

Begge Vanyas bryn gled op i en overrasket rynke som hun så på sin søster. "Siden hvornår er du en der giver op?" spurgte hun i en rolig stemme. Hun var virkelig ikke god til at være den opmuntrende søster, og man skulle kende hende godt for at vide at hun var det lige nu.

Men det var da også nemt nok bare at spille quidditch og undgå dramaet. "Måske er det alligevel den bedste idé" Hun havde vist også nok at se til med det hold.

[Kala Patil-Fawley]

Kala vidste godt, at det var Vanyas forsøg på opmuntring, for Kala havde altid været den af dem, der gav op, mens Vanya utrætteligt fortsatte. Et modløst smil prydede hendes læber, som hun alligevel rakte ud efter kruset.

"Nå, fortæl mig i stedet, om du laver et eller andet spændende." Det var svært at holde styr på tvillingens liv, når det lige pludselig var hendes eget navn, der blev hvisket af alle lige pludselig.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya brød sig ikke om at emnet pludselig omhandlede hende. Selvom hun normalt aldrig havde noget imod at tale om sig selv. Hun klarede halsen en smule.

"Der er intet at fortælle. At er som det plejer" forsøgte hun sig og sendte Kala et smil før hun gemte ansigtet i en slurk af ingefærøl.

[Kala Patil-Fawley]

Det var sjældent, Vanya ikke havde lyst til at fortælle højt og længe om, hvad der foregik i hendes liv og hvilken stakkel, der havde besluttet at rende hende i hælene nu. Derfor rynkede Kala også panden let.

"Hvad er den af?" spurgte hun, selvom hun ikke gik så meget op i det. Alt var dog bedre end at tale om det drama, der herskede i hendes eget liv.

[Vanya Patil-Fawley]

Der sneg sig en rynke hen over Vanyas næse og et dybt suk forlod hende. Hun vred sine fingre mod hinanden og skævede væk fra sin søster.

"Du kan godt huske jeg fortalte dig om ham jeg mødte til Høstfesten, ikke? Amerikaneren" hun blinkede et par gange med de brune øjne og så op.

[Kala Patil-Fawley]

Det var måske en hvid løgn, at Kala kunne huske noget af, hvad der foregik i andres liv lige for tiden. Faktisk lavede hun ikke meget andet end at prøve at lade være med at se på Ronan Thomas eller Imrah Avery i storsalen under måltiderne. Eller.. At se for meget på dem i hvert fald. Alligevel nikkede hun.

"Hvad med ham?"

[Vanya Patil-Fawley]

"Du har sikkert ikke lagt mærke til det. Men han er startet på Hogwarts. På vores årgang. På mit kollegie. Kala er du overhovedet klar over hvor kritisk det er!" udbrød Vanya der i en hastig håndbevægelse havde været ved at skubbe til sit glas.

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville aldrig beskrive Slytherin som sit kollegium, men hun følte sig måske heller ikke lige så hjemme i krypten, som Vaya gjorde i løvernes tårn.

"Det lyder... Kritisk, ja." Helt vildt. Især sammenlignet med, at Kala havde fået sit navn trukket igennem mudderet, var blevet råbt af af fuldblodsidioter, som Imrah Avery sikkert havde sendt efter hende, havde mistet de fleste af sine venner og generelt følte sig pilrådden indefra og ud.

[Vanya Patil-Fawley]

Vanya var langt fra begejstret for at skulle åbne op om sin egen situation. Dog blev det snart overskygget af Kala der ikke virkede det mindste interesseret. Det fik hende til at trykke brynene sammen og skære en grimasse. "Helt ærligt Kala. Her forsøger jeg at støtte op om dig og dit rod, og så kan du ikke engang give lyde overbevisende i dit forsøg på at være på min side!" Kom det fra Vanya der nær havde rejst sig fra sin stol.

Måske var hun alligevel mere påvirket af det end hun først ville give udtryk for. Hun havde lyst til at lave en scene; storme ud derfra. Men hun forholdte sig nogenlunde rolig og sad bare og kiggede vredt på sin tvillingesøster. "Du er ikke den eneste der har det hårdt" mumlede hun.