Bitre mandler

[Imrah Avery]

Imrah havde fundet ned i musiklokalet på et tidspunkt, hvor der ikke plejede, at være andre. Han havde indtil videre ikke knebet en eneste tåre over Kala Patil-Fawley, men som han sad og legede med sin guitar, begyndte de at falde helt uden at han opdagede det.

Først da det dryppede ned på guitaren, løftede han sin ene hånd og snøftede ind, som han tørrede tårerne væk med ærmet.

Vera M. Selwyn

[Vera M. Selwyn]

Det var svært at undgå at høre rygterne om Imrahs kaotiske kærlighedsliv, men Vera havde selv prøvet at være i skydeskiven og derfor lagde hun ikke så meget i dem.
Da hun kom ind i musiklokalet, mens Imrah tilfældigvis var der, begyndte hun dog at overveje om der var noget sandhed i dem. Hun syntes at hans holdning var en smule nedtrykt og da hun kom tættere på, virkede det helt galt.
"Imrah?" Hviskede hun og gik hen til ham med et bekymret blik. "Er du okay?"

[Imrah Avery]

Imrah havde tørret sine tårer, heldigvis, da døren gik op, men øjnene var stadig røde, som han løftede blikket og så på veninden. Han trak på skuldrene. Musikken var døet ud.

"Jeg har det fint," løj han stolt, selvom han lignede et vrag.

[Vera M. Selwyn]

Det var ret tydelig for hende at han ikke havde det dårligt. Hun kendte ham trods alt ret godt. Et suk slap over hendes læber og hun satte sig ned ved siden af ham.

"Imrah. Det ser ikke sådan ud og det plejer at hjælpe at snakke om det." Sagde hun og smilede en anelse til ham. Hun var ikke selv særlig god til at tale om sine følelser, så det var selvfølgelig lidt hyklerisk at forvente at han ville gøre det.

[Imrah Avery]

Imrah stirrede lidt ud i luften og så ikke på Vera. Han trak på skuldrene. Han plejede ikke at falde fra hinanden på den måde og slet ikke overfor andre mennesker. Men det var sikkert rigtigt, at det ville hjælpe at sige det højt overfor en, der ikke dømte ham.

"Kala er vild med Ronan. Og han er forelsket i hende. Så jeg slog op med hende, tror jeg nok..."

[Vera M. Selwyn]

Det som Imrah beskrev lød ret kompliceret. Hun bed ned i sin underlæbe og så overvejende på ham, mens hun forsøgte at finde ud af hvad hun skulle sige.
"Og hvad føler hun for dig?" Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Han måtte næsten være glad for hende, siden han tog det så tungt.

[Imrah Avery]

Imrah trak på skuldrene. "Pas," konstaterede han. "Ikke nok i hvert fald. Så ville hun jo ikke have følelser for Ronan."

Han klarede halsen. "Det blev for meget for mig. Jeg skal ikke involveres i deres drama..."

[Vera M. Selwyn]

Vera betragtede ham med et alvorligt blik, som ikke nåede hendes øjne særlig ofte.
"Altså du ved selvfølgelig bedst hvad der er sket men..." Sagde hun og tænkte et lille øjeblik.
"Det kan nogle gange være svært for os piger at følge det som vi selv vil, fordi vi er opdraget til at tænke så meget på andre mennesker." Sagde hun. Sådan havde hun det i hvert fald selv.
"Altså, har hun sagt det direkte til dig, at hun ikke føler nok for dig?" Spurgte hun lidt forsigtig, fordi hun var bange for at han ville blive sur over hun stilede så mange spørgsmål.

[Imrah Avery]

Imrah løftede blikket med et ødelagt udtryk i de lyse øjne, som han stirrede på sin veninde. Han fattede knapt at hun kunne stille ham de spørgsmål hun gjorde.

"Hun er forelsket i ham, Vera," kvækkede han hæst. "Hun er forelsket i Ronan. Forstår du det?"

[Vera M. Selwyn]

Vera blev helt ulykkelig over at se ham sådan og hun havde lidt lyst til at slå sig selv over det.
"Undskyld." Mumlede hun og rakte derefter ud for at trække ham ind i et kram, mens hun snoede sig udenom guitaren.
"Jeg kan bare ikke forstå man ikke kan holde af dig." Sagde hun og knuede ham en anelse hårdere.

[Imrah Avery]

Imrah vidste knapt hvad han skulle stille op med Vera, der krammede ham. De plejede ikke at være så fysiske og der gik et øjeblik, før han tøvende lagde sin ene arm omkring hende og klarede halsen lidt for ikke at give sig til at snøfte.

"Næh... Men det er åbenbart overraskende let," konstaterede han, en smule bittert. "Så vi skipper den nye sang jeg skrev til allehelgenes..."

Den havde handlet om Kala Patil-Fawley og hvordan hun ikke var som folk sagde. Det var han ikke længere sikker på var rigtigt.

[Vera M. Selwyn]

Det var ikke muligt for hende at se ham være så ked af det uden at give ham et kram. På trods af det ellers ikke var noget hun gjorde så meget.
"Alt hvad du har brug for." Sagde hun med et smil.
Det var så svært at få sit hjerte knust. Det var efterhånde længe siden men hun huskede stadig den mand der havde gjort det første gang.
"Og pas nu på du ikke bliver bitter, ligesom mig." Sagde hun med et skævt smil.

[Imrah Avery]

Imrah smilede ikke rigtig, men nikkede dog lidt og klarede halsen. Han forsøgte på ikke at se alt for ynkelig ud, fordi det var ret pinligt.

"Jeg er klart i risikozonen for at blive bitter," konstaterede han. "Men jeg kan jo selvfølgelig altid spørge Sophia om hun er interesseret i at være min rebound."

Hans tone var tør og dybt, dybt sarkastisk.

[Vera M. Selwyn]

Vera strøg sin hånd et par gange hen over hans ryg og trak sig derefter en smule væk, for at hun kunne se på ham. Hun smilede en anelse skævt over hans ord og himlede lidt med øjnene.
"Selv når du er ked af det er du sjovt." Bemærkede hun og sukkede let.
"Du skal nok give dig selv lidt tid, til at komme over det." Sagde hun og så ham lidt bekymret i øjnene. Hun ville helst ikke have at han gik helt i hundene, på trods af det var det hun selv havde gjort i sommers.

[Imrah Avery]

Imrah fnøs halvmuntert af Veras bemærkning og trak en hånd gennem det lyse hår, før han brummede lidt. "Ja, sikkert," konstaterede han.

"Der er ikke så meget andet at gøre end at holde sig beskæftiget med noget andet, vel? Komme videre. Kysse på nogen piger..."