Alle kan vel trænge til en ven

[Sophia Pierce]

Kala Patil-Fawley
7. Oktober

Det var næsten aften og Sophia sad i opholdsstuen og kiggede i et modeblad. Hun undrede sig noget over hvor Kala blev af, alle de andre var kommet op fra quidditch træningen, men kkke hende. Hun fangede dog godt at nogen af dem sad og hviskede noget med at Nathan havde gjort det rigtige, og hun havde fået som hun fortjente. 

Det gjorde kun Sofia mere opmærksom på hvornår Kala kom. Der florerede allerede rigelig med rygter om hende så hun håbede ikke der ville komme flere nu. 
Så endelig så hun Kala træde ind i opholdsstuen og hun skyndte sig derhen og trak hende lidt væk fra de andre. “Kala? Hvad er der sket?”

[Kala Patil-Fawley]

Efter opgøret med Nathan var Kala pisse ked af det og blev i anførernes bad, indtil hun var helt sikker på, at alle spillerne havde trukket sig tilbage til slottet. Først der luskede hun tilbage, skamfuld over sit grådsammenkrøllede ansigt.

I opholdsstuen prøvede hun virkelig at skridte så målrettet som overhovedet muligt mod sovesalen, men selvfølgelig skulle det ikke lykkes. Sophia. Hun stivnede.

"Har du nævnt mig over for Imrah?" spurgte hun bare og vendte ryggen til fuldblodsklubben, hvor hun kunne se Nathans klamme, hoverende fjæs.

[Sophia Pierce]

Sophia rynkede brynene og forstod ikke helt Kalas spørgsmål. "nævnt dig?" Hun var ikke helt sikker på hvad hun mente. Jo hun havde da sagt hendes navn, men intet ondt eller noget så hvad var det alt dette her gik ud på? 

Sophia skiftede retning med det samme og valgte i stedet at gå op i deres sovesal. Det lød som om der var en samtale på vej der ikke var for alles ører, og hun ville bestemt ikke være skyld i flere rygter om Kala.

[Kala Patil-Fawley]

Kala vidste ikke rigtig, hvorfor hun overhovedet spurgte. Hun havde hørt Sophia klart og tydeligt i storsalen, da hun havde snakket med Imrah Avery. Armene blev lagt over kors.

"Jeg er ikke i humør. Lad være med at nævne mig over ham nogensinde igen," bed hun. Hvem vidste. Måske var det endda Sophia, der havde spredt alle rygterne for at komme tættere på ham. Måske var det hele ufortjent. Kala vidste ikke særlig meget længere, ud over at hun ville væk, så hun satte farten op og overhalede Sophia på vejen mod sovesalen.

[Sophia Pierce]

Sophias humør sank. Hun havde slet ikke overvejet at det hun havde sagt kunne have haft konsekvenser for Kala. Der var ikke andet for end at sige sandheden, hun håbede dog ikke det kun til at ødelægge deres venskab. “Kala jeg.. jeg nævnte dug kun kort. Undskyld. Det eneste jeg forsøgte at sige var at du havde fået mig til at ændre mening om ham. Ikke andet”

Hun satte sig på sengen da de kom op i sovesalen. “Er det ham der har været efter dig nu her?” Spurgte hun forsigtigt usikker på hvordan hun bedst hjalp sin veninde. 

[Kala Patil-Fawley]

Det gik ud over den sidste af Kalas flossede nerver, da Sophia endda fulgte efter hende med ind på sovesalen. Hun var ligeglad med alt, hun havde at sige og trak i stedet tøjet af i tavshed. Da trøjen var smidt snurrede hun alligevel rundt.

"Kan du ikke bare lade mig være, Soph? Helt ærligt, hvad rager det egentlig dig? Du sagde selv, du ikke ville vide noget, så..." Hun sukkede og slog lidt opgivende ud med armene. "Lad mig nu bare være, okay?" Ryggen blev vendt til hende igen, mens hun hoppede ud af bukserne.

[Sophia Pierce]

Sophia så overrasket hen på veninden. Ja måske havde sagt at hun ikke ville høre hende snakke om Imrah, men dette her virkede altså dybere. Men hvis ikke Kala ville have hjælp ville hun ikke bore i det. Det havde hun da efterhånden lært at man sjældent skulle. “Det eneste der reelt rager mig er at jeg kan se min veninde er ked af det. Hvis du har bruge for at tale om det, så vil jeg gerne lytte... uanset hvem eller hvad det drejer sig om. “ med de ord håbede hun at Kala forstod det også var okay hvis det var om Imrah. Hun var okay med det nu. 
Sophia fandt en tegneblok frem og begyndte at skitsere videre på er sæt tøj hun var igang med og skævede så til Kala for at holde øje med om hun var okay. 

[Kala Patil-Fawley]

Det krævede en del viljestyrke at bide et uvenligt svar i sig. I stedet fnøs Kala og lød generelt ikke særlig begejstret, mens hun kom i nattøj. Endelig kunne hun glide ind under dynen.

"Kan du gøre det et andet sted?" bemærkede hun i stedet tørt og vendte demonstrativt ryggen til Sophia.

[Sophia Pierce]

Sophia nikkede Mere ville hun ikke sige. Bare give hvad Kala havde brug for. Hun gad ikke være badguy i så mange liv længere, Så var der ikke plads, ville hun finde et sted hvor der var. "Jeg mener stadig hvad jeg sagde." Lød det så fra hende, før hun rejste sig fra sengen med sin blok og gik mod døren.

[Kala Patil-Fawley]

Døren lukkede efter Soph og efterlod Kala helt alene i mørket med sine tanker. Ulykkeligt krøllede hun op om sig selv. Måske Nathan virkelig havde haft ret i alt, han sagde om hende. Måske hun på et eller andet punkt havde skabt sine egne problemer, havde knust Imrahs hjerte.

Hun trillede om på den anden side. På en eller anden måde havde hun formået at skubbe alle væk over sommeren, undtagen Brianna Baines og William Knight. Et hårdt snøft var den sidste lyd, der kom fra hende, før hun endelig faldt i underlige drømme, hvor Imrah råbte af hende med Nathans stemme og alle på hele skolen grinede.

afsluttet