Udfordret på hjemmebane

[Kala Patil-Fawley]

Det var ikke fordi Kala havde forventet, at det ville være en dans på roser at overtage quidditchholdet efter Ben, men ovenpå den stårt på året, hun havde haft og den sommer og generelt alt det andet dragelort, der syntes at hobe sig op i hendes liv, var det alt sammen lidt meget.

Hun var træt, stivfrossen og temmelig øm efter at være væltet ind i ringene for at undvige det, hun valgte at tro på, var en fejlsendt smasher fra Dunstan Montague , da træningen endelig var slut.

"Super. Jamen, det var alt. Husk på det, jeg har fortalt jer hver især og så, ja. Ind og i bad," afsluttede hun lidt kludret sin ellers nogenlunde feedback-session, de havde haft. De fleste søgte ind mod omklædningsrummene og Kala søgte selv med. Et bad ville gøre godt.

Nathan Lorde
7. oktober

[Nathan Lorde]

Nathan himlede med øjnene over hendes kommandoer. Hvordan var det lige igen at hun var blevet anfører? Det fortjente hun ikke. Det burde være ham, eller måske... MÅSKE @theevilqueen3 Hvert fald ikke hende. "husk på hvad jeg har fortalt jer... Ja som om du ved mere om at fange det gyldne lyn end jeg gør.. HA!" Nathan var på ingen måde tilfreds med at hun skulle Bestemme over ham, ikke med det rygte hun efter hånden gik og havde. "men så igen. Hvis det er lige så let at fange lynet som det er for Kala at knuse drengehjerter.. så er vi meste på nul komma fem."  Han grinede lidt og henvendte sig så til Kala igen. "Vent ventjeg skal lige være helt med. Nå du fanger drenge sigter du så efter en bestemt eller tager du bare den der er tættest på? Jeg tænker jeg måske kan kan bruge samme metode med at fange lynet.. Jeg holder mig da dog til den samme bold."

[Kala Patil-Fawley]

Kala var egentlig på vej ind, men blev stoppet, da Nathans hånlige stemme lød bag hende. Han var en af dem, der havde gjort det så sindssygt svært for hende at nyde noget som helst ved at være den nye anfører.

"Lad mig være i fred, Lorde," mumlede hun og så hjælpeløst efter Alastair Fudge, der var ude af hørevidde. Ingen hjælp at hente der. "Jeg gider ikke dit pis lige nu."

[Nathan Lorde]

Nathan trak lidt på skuldrene og grinede så hånligt af hende. “Nåh beklager jeg var ikke klar over at frøken vigtighed også bestemt uden for banen. Men nu går alt selvfølgelig også som du vil have det ikke? Alle drengene falder for dig og når du så bliver trætte af en eller der kommer noget bedre så ud til højre med ham du er igang med. Hva fanden er det for noget?! Skal jeg være bange for min plads på holdet også? Tænk sig hvis nu der kom en du hellere ville have. Det fanme lavt at være sådan Kala” der var måske nok nogle forskellige følelser som Nathan havde brændt inde med det sidste lange stykke tid. Det var ham der skulle have været anfører ikke hende! Han skulle have haft den titel så han kunne vise sin far. Vise dem alle sammen. Hæve sig over de andre. “Men lad mig gætte du har vel ikke engang overtaget titlen på ærligvis hvis jeg kender dig ret!”

[Kala Patil-Fawley]

"- Jeg føler mig ikke vigtigere end nogen," indskød Kala stødt, men fik ikke rigtig ordlyd hos Nathan, der uforstyrret fortsatte med at tale. Slag på slag tog hun, tog mere af det ind, end hun burde. Da han endelig kom frem til sin pointe stod hun måbende og med tårer i øjnene.

"Jeg fik den på helt retfærdig vis, Lorde! Bare fordi du dealer med hvad end det er, så skal det ikke gå ud over mig!"

[Nathan Lorde]

“Så det du siger er at du ikke har “købt” dig til titlen? Wauw så må Ben da have slået hovedet da han gav den til dig. Jeg mener se dug lige engang” han slog ud med armene mod hende som for at præsentere hende for et usynligt publikum. “Render rundt med alt og alle. Altså jeg kan snart ikke følge med længere er det William Knight eller Imrah Avery eller Ronan Thomas lige nu? Måske er du allerede videre fra dem? Det er virkelig usselt Kala. Hvad fuck har de nogensinde gjort dig måske?” Det var nok mest Imrah han tænkte på her. Godt nok var han en løve, men han kom stadig fra en stolt troldmandsslægt, som hun altså valgte at pisse godt og grundet på. 

“Og så du ved det Skat, jeg deaker ikke med andet end at vires anfører er en billig lille rundetrunte. Skal jeg være nervøs for om du slække på træningen? Eller endnu værre snakker med modstanderne om vores planer?” Han fnøs og gik hen mod hende. Hun skulle bestemt ikke slippe allerede. 

[Kala Patil-Fawley]

Der var ingen måde at forsvare sig mod Nathans gentagne angreb på. Kala kunne ikke gøre sig hård på nogen måde og stod bare blød og forsvarsløs, mens han haglede hende ned. Blikket fandt græsset.

"Jeg fik titlen af din mor, så du kan tage den op med hende," bed hun og fik endelig hevet blikket op til hans uvenlige øjne. "Og jeg er ikke billig eller en rundetrunte. Du udtaler dig om ting, du ikke ved en disse om, så lad mig være i fred." Hun prøvede at gå forbi ham.

[Nathan Lorde]

Da vun nævnte hans mor var det et splitsekund hvor han øjne faktisk så forundrede ud, men det forsvandt lige så hurtigt som det var kommet. 
Han fandt det selvsikre sleske smil frem igen og gik endnu et skridt nærmere på hende. “For mig virker det ellers til du skifter forhold som vi andre skifter strømper. Men jeg tage måske fejl? Imrah elsker da helt sikkert at dele dig med sin bedste ven. Det er vel sikkert slet ikke derfor at hans hjerte er knust til støv nu vel? Nej det ikke truntens skyld. Det havde du intet med at gøre vel?” Hans stemme var næsten som en blød hvislen ud mellem tænderne. “Jeg tænker Imrah har været glad for at dele dig med andre. Og så han bare helt tilfældig er ved at gå i hundene over noget helt andet. For fanden Kala! STOP DIT LATTERLIGE PIS! Er du ned?”

[Kala Patil-Fawley]

Kala stoppede, da Nathan nævnte Imrah Avery igen. Naglet til stedet stod hun, mens han igen og igen brugte hendes dårlige samvittighed mod hende som et sværd. Og sårene var dybe og blødende, da hun endelig kastede sig frem mod ham i et krigerisk hyl.

"Hold din kæft!" skreg hun og skubbede ham hårdt i brystet. "Du ved ikke noget om hvad der er sket. Intet! Hvor vover du..." Stemmen vaklede, som hendes blik blev sløret af tårer. "Hvor vover du at udtale dig om det!"

[Nathan Lorde]

Nathan grinede tilfreds da hun endelig gjorde modstand. Nu var de ved at være der. Ig endnu bedre var det at hun slog først. Det kunne han altid bruge overfor hans mor hvis det kom så langt. De havde snakket og så havde hun slået ud efter ham. Hvad han gjorde ville gå som selvforsvar nu. “Jeg vover at udtale mig præcis om hvad jeg vil. Søde lille Kala.” Han greb fat om hendes håndled og klemte godt til med et lille vrid. Hun skulle ikke tro man bare sådan kunne slå løs på ham. Med hånden om hendes håndled kunne han roligt styre hende og vred da også hendes arm om på ryggen. “Forstår du lille Kala tøs. Man leger ikke med fuldblodsfolks følelser og slipper godt fra det. Du en skændsel og en ynkelig lille heksetøs. Og ingen ønsker dig som anfører. Gå så i bad” afsluttede han og gav hende et kys på panden og slap hende. 

[Kala Patil-Fawley]

Det var allerede langt over hendes grænse, da Nathans klamme fingre lagde sig om hendes håndled og hun forsøgte uden held at rive den til sig igen.

"Lad være," lød hendes protest, men den var ikke helt så stålfast som tidligere. Hun trak vejret hårdt ind, da han rev i hendes arm og havde lyst til at kaste op over kysset i panden.

Kala havde lyst til at kæmpe og gå fuldkommen grassat, men noget holdt hende alligevel tilbage og hun stod med rystende hænder og stirrede på ham. "Fuck dig."

[Nathan Lorde]

Nathan grinede hånligt af hende endnu engang og da hun til sidst hvæste et 'Fuck dig' blev latteren bare det højere. "Naah ved du hvad ellers tak snut. Jeg har det lige så godt. Find en anden ikke. Det har du jo så let ved alligevel. Bare tænk over hvem du fucker med ." Lød det så fra ham før han gik ind i bad. Nu havde hun vidst fået som fortjent!

- Tråd afsluttet.