At tale sammen kan være en kunst i sig selv

[Sophia Pierce]

Imrah Avery

Ser var ikke lang tid til frokost og Sophia kom netop gående op nede fra krypten, da hun fik øje på en løve hun ikke helt vidste om hun skulle hilse på. Det lød til at han havde været igennem meget på det sidste. Ting der måtte være hårde at tackle. Det skulle hun dog sikkert ikke blande sug i, men samtidig mærkede hun også trangen til at blive accepteret af ham. At vide hun ikke var et monster i hans liv. Hun tøvede lidt op prøvede så alligevel med et lille smil. “Hej Imrah” hvis nu bare hun tog det helt stille og ikke overrumplede ham, så kunne det være det hjalp. 

[Imrah Avery]

Imrah så Sophia ud af øjenkrogen, men han havde ikke hverken tid eller overskud til hende og ved hendes hilsen kastede han kun et enkelt, simpelt blik på hende, før han gik videre mod storsalen for at spise frokost.

Han var ikke et sted hvor han kunne overskue flere kvinder, der gerne ville gøre livet surt for ham.

[Sophia Pierce]

Han havde set hende det vidste hun men var ikke stoppet. Hurtigt satte hun i løb for at komme op på siden af ham så hun måske kunne undgå at de kom helt ind i spisesalen. “Vente Imrah. Bare giv mig 5 min.... 2. Mere behøver det ikke være” hun havde brug for hans accept. Det betød meget godt hende hun havde at vide nogen ikke brød sig om hende og så endda uden at det var hendes skyld. Det var ikke rimeligt. 

[Imrah Avery]

Seriøst. Igen. Imrah havde ikke haft tålmodighed til Sophia før Kala og Ron trådte på hans hjerte, uanset hvor frivilligt eller ufrivilligt det var. Han havde absolut ikke tålmodigheden nu. Da han stoppede op var det med et flammende blik.

"Er du mentalt udfordret?" Hans stemme tvang han ned i leje. Han havde lyst til at råbe, men Averys skabte ikke scener. "Jeg har gjort det meget klart, at jeg ikke vil tale med dig."

[Sophia Pierce]

Det var svært at acceptere at Imrah ikke ville tale. Men hun kunne altså ikke bare holde sig væk. Hun var også fanget af den dumme aftale. “Gider du være venlig at tale ordentlig til mig? Jeg har på intet tidspunkt gjort dig noget” hun knyttede hænderne for ikke at lade følelserne løbe af med hende. “Det fint du ikke vil snakke, men så kan du i det mindste lytte. Hvor lidt du end vil det så har vores forældre lavet en aftale på vores vegne og sådan er det.” Hun tøvede lidt. Med de ting hun havde snakket med Kala Patil-Fawley om på sovesalen generede det hende faktisk en hel del alt det der skete for Imrah. Det sagde hun dog ikke højt. Han ville ikke forstå hende alligevel. Men det var nok dumt at få hende som modspiller i sidste ende. Det ønskede hun desuden slet ikke. 

[Imrah Avery]

Imrah tog sig til håret. Han stirrede på det lille irritationsmoment og var milimeter fra at boble over.

"Ingen aftale mine forældre laver vil nogensinde få mig til at gifte mig med sådan en ignorant, lille lort som dig. Jeg ville springe ud fra syvende sal før det skete, så du kan glemme at føle jeg skylder dig noget," hvæsede han helt lavmælt, men højt nok til at hun kunne høre det. "Lad mig være, Sophia. Ellers tager jeg ikke ansvar for hvad jeg gør."

[Sophia Pierce]

Sophia kom til at le over hans ord. Troede han reelt at hun da ville gifte sig med ham? Havde han da slet ikke fulgt med? “Nogen gange Imrah så du dummere end troldesnot. Du glemmer at lytte.” Hun rystede på hovedet af ham. Tænk sig at hun havde følt sig såret over hans opførelse, men han blev jo ved med at hakke på hende. Så ramte en tanke hende. Det var nok ikke helt fair, men hvis han skulle være sådan mod hende så gad hun slet ikke at prøve være sød og hjælpsom. “Jeg tænkte nok det ikke kunne passe de ord Kala sagde om dig. Hun fik mig ellers overtalt til at give dig en chance, men jeg kan se det var dumt.” Kala havde faktisk fået hende overbevist om at Imrah var god nok og egentlig ikke var så hård som han virkede overfor hende. “Men jeg tænker ikke du så vil høre om hvordan det ser ud ned vores forlovelse” sagde hun så henkastet og begyndte st gå forbi ham ind for st spise. 

[Imrah Avery]

Imrahs ører ringede stadig af Kalas navn, som Sophia forsøgte at manipulere ham til at være nysgerrig. Han fnøs.

"Korrekt fucking antaget," svarede han, som han fulgte efter hende ind i salen, men skråede direkte over til Gryffindors langbord.

Hvordan det gik med forlovelsen. Det var som om Sophia ikke helt forstod hvor uendelig ligeglad han var med den.

[Sophia Pierce]

Hun rystede på hovedet af ham og sukkede så opgivende. “Pas på med hvilke broer du brænder. En dag er du fanget på en lille ø hvor der kun af dig tilbage” sagde hun så bare og gik over mod Slytherin bordet. Hun gad ham ikke længere. Hun nåede dog lige at sende Benjamin Mael et smil på vejen. Jo han var langt bedre end Imrah. 

Nu var planen at få spist og så skulle hun have skrevet det brev til sine forældre, der forhåbentlig kunne løse hende fra den aftale der var blevet lavet.  Med mindre selvfølgelig... hun så hen på Imrah kunne hun måske få ham så langt ud? Hvis han blev skadelig, så ville hun helt sikkert skippe og hans ry måske ville blive ødelagt?...

[Imrah Avery]

Medmindre Sophia hævede stemmen midt i storsalen og landede sig selv alles opmærksomhed, kunne Imrah ikke høre hendes advarsel. Han var allerede på vej til sit eget bord og dumpede ned ved siden af Ennis Wood med et bistert udtryk i ansigtet.

"Hun er seriøst den skørestes kælling jeg nogensinde har mødt - og det inkluderer min egen mor," mumlede han til vennen, før han gav sig til at skovle mad op.

Tråd forladt