De Forkerte Intentioner [s]

[Constantin Montague]

Ava H. Montague

Slipset var blevet løsnet en smule fra knuden ved halsen, men Constantin forekom ikke just mere afslappet af den grund. Aftensmåltidet var sluttet for en kort stund siden og nu ventede han, siddende på en bænk i krypten, på at slangerne ville komme forbi. Specielt én af dem med en særdeles giftig tunge. Det havde dog ikke været tungen der havde været problemet til aftenens måltid. Det var nærmere dé blikke han syntes at have set hende udveksle med en anden fyr ved bordet. Selvfølgelig lod han som om det ikke rørte ham det mindste. Og selvfølgelig havde han gengældt det, ved at vende opmærksomheden mod et blond hunkønsvæsen, med store øjne. 

Det var, i hans øjne, et spørgsmål om tid før Ava kom rendende til ham. Denne pause havde trods alt varet længere end de forhenværende, og han begyndte at kede sig. 

[Ava H. Montague]

Ava havde forsøgt at glatte rynken over hendes næse ud, men det var simpelthen umuligt ikke at være små irriteret på Constantin næsten hele tiden. Selvom de ikke var kærester lige nu kunne han i det mindste opfører sig ordenligt i stedet for at sidde og kysse med en helt stribe af piger. Netop af denne grund havde hun valgt at sætte sig særligt strategisk ved aftens måltid. Han ville ikke kunne undgå at lægge mærke til hende.

Ava opførte sig om hun var offeret når det i realiteten var hende der gjorde det forbi denne gang. Men hvem holdte også regnskab? De mørke lokker svejede blødt ned langs hendes ryg og hun havde naturligvis gjort lidt ud af sig selv. Måske endda ekstra meget for at blive ekstra bemærket.

Hun havde egentligt overvejet at bruge aftenen sammen med Piper Blishwick, men havde ombestemt sig i sidste øjeblik. Hvilket vil sige da hun var kommet ned i krypten og genkendte den ranke skikkelse. Hun forsøgte at skjule det smil der sitrede i den ene side af hendes mundvig. Hun kunne mærke på sig selv og sin krop at hun havde lyst til at gå hen til ham. Reagere på hans tilstedeværelse.


Hun vandt dog over instinkterne og gik direkte forbi ham, som var han rent luft.

[Constantin Montague]

Hver gang Ava havde vædet læberne, blinket med de varme mandelformede øjne, eller smilet til slangen ved middagsbordet, havde Constantin mærkede temperamentet boble i sig. Selvom han mere end én gang var blevet kaldt koldhjertet af kvindfolk, var der ingen tvivl om at kropstemperaturen havde været ganske forhøjet af indestængt jalousi. 

Afventende betragtede han korridoren, da lyden af fodtrin kom nærmere. Gennem halvmørket genkendte han Avas feminine skikkelse på afstand, men måtte snart erkende at hun tilsyneladende gjorde sit for at ignorere ham. De blå øjne fulgte hende som hun endda passerede ham, som var han blot det rene luft. Constantin var dog overbevist om at ingen kunne overse ham. Specielt ikke Ava. Havde hun ikke sukket mod hans læber utallige gange før? 

Han rejste sig op fra sin plads, hungrende efter en konfrontation, "Har du virkelig så mange fyre i kikkerten, at du ikke engang kan værdige mig et enkelt blik?" 

[Ava H. Montague]

Ava nød at spinde sine tråde og nå så langt ind til Constantin som hun overhovedet kunne; det bedste var dog når hun ikke behøvede at løfte en finger. De havde gjort det så længe nu, leget katten efter musen at hun knapt nok kunne huske hvordan det hele startet.

Hun var ikke i tvivl om at de var hinandens sjælepartnere, men der var bare noget ved ham som fik grå hår til at vise sig alt for tidligt. Hvis bare han vidste hvor stor en kamp det rent faktisk var for hende at holde sig væk, ville han nok ikke spille så smart. Tankerne var små i det man lige akkurat kunne ane at hun drejede hovedet, som havde hun lyttet til hvad han havde sagt til hende.

"Årh søde Connor, det virker ellers til at du selv kunne bruge en redningskrans" bemærkede hun blødt før hun gik videre mod opholdsstuen.

[Constantin Montague]

Constantin havde ingen intention om at lade Ava fortsætte, i en tilsyneladende upåvirkelig tilstand, mod opholdstuen. Han havde altid fundet en tilfredsstillelse i at se hvor mange gange han kunne trække i trådene mellem dem, indtil hun faldt tilbage mod ham, komplet ude af stand til at modstå fristelsen. Det havde altid været en leg mellem dem. Et spil med flere forskellige sæt kort, der normalt ikke burde kunne benyttes sammen.

Fødderne rykkede på sig så han, temmelig provokativt måske, kunne følge Ava mod opholdstuen. Hænderne blev tilmed stukket lidt nonchalant i lommerne, mens han stædigt lod som om den flabede kommentar prellede af på ham.

"Fordi jeg drukner i damer..? Det er faktisk ingen dårlig idé." 

[Ava H. Montague]

Ava fnøs. Det var dog ikke helt til at tyde om han kunne hinte et lille smi, eller om det var overlegent sarkastisk. Nogen gange bad han altså selv om det, og det kunne irritere hende så grænseløst når han så åbenlyst forsøgte at få hendes opmærksomhed. - Men hun var ikke selv hellig i spillet.

Hun blev ved med at gå, selvom lysten til at vende sig om imod ham trak i hende. I stedet blev hendes øjne små som ordene slog knuder i hendes hals. "Mmh." hun spredte sine fingre og studerede sine negle på den ene hånd. "Men så må du jo hilse" bed hun halv efter ham.

[Constantin Montague]

Blikket havde Constantin vendt frem for sig, mens han fulgte Avas fodtrin. Selvom ordene derved forsøgt at gnave sig under huden på hende, vidste han også hvor nemt pigebarnet kunne rykke på hans utålmodighed, når han lod blikket glide over hende. Faktisk, især i de flabede og pirrelige momenter.

Et flabet smil strejfede kortvarig læberne, ved lyden af de bidske ord hun sendte mod ham. Pigerne på skolen kunne lære lidt af Avas evne til modspil. Jovist, irriterede det ham grænseløst, at hun ikke bare gav op, men dé brikker der var sværest at rykke på, var dem der gjorde spillet mest interessant.

"Det vil jeg gøre. Hvis jeg kan få et ord at indvende med dem altså." Hentydningen om at de nærmest kastede sig over ham, var tydeligt understreget af et sarkastisk og selvhøjtideligt smil. Uden tvivl overdrev han sine eskapader til ukendelighed.

[Ava H. Montague]

Hans ord rungede og det fik varmen til at stige hende til kinderne. De lagde sig ikke som en let rødmen men i stedet som en vrede. Hun knugede sine hænder og kunne mærke lysten til at slå ud efter ham var uendelig.

Tanken om at en anden pige ville have tungen ned i halsen på hendes fyr var næsten til at få kvalme over. Hun var lynhurtig til at vende sig om imod ham, og med en harpyklo greb hun fat om han håndled og borede sine negle ned i huden.

"Så se at komme afsted" hviskede Ava hårdt. "Det er efterhånden det du er bedst til."

[Constantin Montague]

Reaktionen kom endelig. Den var forventet, men samtidig også langt mere aggressiv end først antaget. Constantin var nødsaget til at stoppe op, som Ava havde tvunget sine kløer i ham så hårdt, at det uden tvivl ville efterlade mærker - og bestemt ikke af den gode slags. Stædigt forsøgte han ikke at lade smerten præge ham for hårdt. Det var dog uundgåeligt ikke at lade blikket flakke mellem hendes øjne da temperamentet først bed sig fast i ham.

Han forsøgte at vriste hendes hånd fri, "Det bliver lidt svært, prinsesse, når du har kløerne i mig." Vrissede han lavt tilbage.

[Ava H. Montague]

Ava havde ikke haft lyst til at reagere så voldsomt, og slet ikke så hurtigt. Normalt nød hun at smide bolden videre til ham. Hun måtte havde været mere tirret af ham end normalt. Deres pause havde også varede længere end den plejede, men Ava havde endnu ikke overvejet den mulighed.

Hun gav ikke slip med det samme, og for en kort stund havde hun helt glemt at hun holdte fast i ham. Først da Constantin selv gjorde hende opmærksom på det og rev hende ud af sine egne tanker. Den lille forskrækkelse fik hende dog blot til at stramme grebet.

"Jeg troede ellers det behagede dig, at være i smukke pigers kløer" hvæsede hun. Han havde i hvert fald været flittig til at demonstrere.

[Constantin Montague]

Grebet blev løsnet, men den brændende fornemmelse omkring Constantins håndled mærkedes vedvarende. Trods smerten, mærkede han en sejer i at få en passioneret reaktion fra Ava Hardy. Det måtte betyde at hun ikke var ligeså ligeglad som hun gerne ville fremstå.

Den brede kæbe syntes dog at være spændt godt op, så både smerten og temperamentet kunne blive tygget lidt sammen omkring. "Siden hvornår vil du behage mig?" spurgte han køligt, mens øjnene bevægede sig mellem hendes.

Ava havde brudt det mellem dem denne gang, og trods Constantin næppe ville indrømme det, foragtede han at hun havde rykket den sidste brik.

[Ava H. Montague]

Ava spærrede øjnene op. Men der var ikke grundet nogen overraskelse. Vreden havde nået så langt ind at hun løftede hånden hun netop havde haft rundt om Constantins håndled og slyngede den mod hans kind.

"Jeg taler ikke om mig selv din imbecile lille orm!" hviskede hun. Øjnene blev nu små som hun skulede til ham. "Jeg taler om alle de andre piger du så glædeligt ser efter. Nu glider næsten i dit egen savl" Hun vrængede ansigt og trådte et skridt tilbage og stod nu med sine arme over kors.

Han skulle jo jagte hende, ikke finde nye legekammerater.

[Constantin Montague]

Den brændende fornemmelse omkring slangens håndled syntes snart at forsvinde. Dog kun for at blive erstattet af en mere markant, sviende smerte mod den ene kind. Lussingen var, i hvert fald, så syngende at den ville have givet Den Fede Dame en kamp til stregen. Da Constantin vendte ansigtet mod Ava igen, var brændte vreden intenst og ulydigt bag de blå øjne.

Da hun trådte et skridt bagud, trådte han ét tættere på. Han fortsatte indtil Avas ryg var nødsaget til at presse en smule op mod den kolde stenmur. Hans hænder blev placeret på muren, én på hver side af hendes ansigt.

"Hvad med dig?" Tonelejet var ikke hævet, men stemmen virkede mørkere og mere ulmende end før. "Hvorfor fanden er du så hellig? Ser du ikke ligeså meget efter fyrene? Nok er din standard blevet lavere, men det kan du fandme ikke modargumentere!"

[Ava H. Montague]

Hun havde haft overhånden. Men jo tættere Constantin nærmere sig hende, jo mere gik det op for hende at hun var ved at tabe. Hun sank en klump da hun kunne mærke den kolde sten væg mod sin ryg. Hendes brune øjne forblev dog fesnet på ham.

Hovedet blev drejet en smule til den ene side, som forsøgte hun at undgå ham. "Jeg gør det kun fordi du gør det!" hviskede hun stille. I deres leg kunne det snart være lige meget hvem der kastede blikket den forkerte vej, de endte altid ud med at bide hovederne af hinanden til sidst.

"Jeg vil ikke have du kigger på andre end mig!" Hendes stemme skar, og det var som om at et skrig dulmede i hendes hals.

[Constantin Montague]

Efter de voldelige handlinger, følte Constantin at han genvandt både lidt magtfølelse og selvrespekt som han tronede sig over hendes skikkelse. Kinden brændte stædigt og huden bar uundgåeligt præg af Avas slag, men efter at have trængt hende op mod væggen, følte han ikke at han var offeret.

Selvom hendes ord blot var en hvisken, bed han stædigt sammen om dem. Nok var de begge barnlige i deres opførsel overfor hinanden, men Constantin kunne næppe tro på at Ava kun agerede ud af gengældelse. Hun havde kastet forholdet på jorden denne gang og var endnu ikke løbet fortrydende tilbage.

"Hvilken ret har du til at bestemme hvilken vej jeg kigger, når du tilsyneladende er - hvad sagde du sidst - 'færdig med mig'?" Stemmen brummede hæst og øjnene søgte efter hendes. Søgte efter en tilståelse. En overgivelse.