Kæresterier

[Maggie Hayes]

Første måned var fløjet forbi i lektier, studier, nye præfektpligter og meget andet. Alligevel havde Maggie talt næsten religiøst ned til den dag, de igen tog til Hogsmeade. Dagen, hvor hun kunne få Nicolas at se igen.

De havde skrevet en del sammen, i hvert fald så meget hendes begrænsede tid nu tillod det, men hun savnede ham alligevel. Med det røde og gyldne halstørklædende svingende omkring sig, skridtede hun nu hastigt hen til De Tre Koste.

Et smil strøg over hendes læber ved synet af Nicolas, der åbenbart var kommet i god tid og allerede ventede. Det sad stadig, da hun trådte hen til hans bord.

"Hey." Hvorfor følte hun sig så akavet nu? Måske det var den måned, de ikke havde set hinanden. Hendes fingre rystede let, da hun trak en krølle bag sit stivfrosne øre.

Nicolas Winger
første lørdag i oktober

[Nicolas Winger]

Nicolas havde virkelig forsøgt at skrive breve til Maggie. Han var ikke den store poet, eller særlig erfaren i kærestebreve. Men han havde da gjort et godt nok stykke arbejde til, at Maggie ville se ham igen. Og med en lille fridag, kunne han godt snige sig til Hogsmeade. Han havde ikke været der siden den fjerde august.

Han ventede på hende, på De Tre Koste, og da hun kom ind ad døren, smilede han bredt.

"Maggie," mumlede han og rejste sig op, så han kunne trække hende ind i sine arme.

[Maggie Hayes]

Godt nok var Maggie akavetheden selv og hjertet sad pludselig i halsen på hende, men Nicolas var heldigvis Nicolas. Hendes hjerte sank ned på plads sammen med hendes skuldre, som hun lod sig trække ind i hans favn.

"Det er godt at se dig igen," mumlede hun ind mod hans skulder, mens hendes arme smøg sig rundt om hans liv.

[Nicolas Winger]

Nicolas ville have kysset hende, hvis det ikke var fordi, at ret mange af hendes klassekammerater befandt sig omkring dem. Han vidste, at hun ikke ville bryde sig om det.

"Jeg har savnet dig," mumlede han ned i hendes hår, inden han gav hendes krop e klem. Han havde ikke lyst til at slippe hende, men heldigvis havde de en del timer at tilbringe sammen, og han gjorde det til sidst.

[Maggie Hayes]

"Jeg har også savnet dig," hviskede hun, mens sekunder kom op og blev minutter. Han duftede godt, velkendt og hun fortrød et øjeblik, at de havde aftalt at mødes et sted, hvor alle deres fælles venner hang ud. Ikke at hun skammede sig, men det var uger siden, de havde været alene.

Det var uventet hårdt at slippe Nicolas igen, men endelig trak Maggie da armene til sig og dumpede ned. Ikke på stolen på den modsatte side af bordet som hun normalt ville have gjort, men ved siden af ham på bænken.

[Nicolas Winger]

Nicolas gjorde plads til hende på bænken, da han satte sig ned på den. Og ubevidst slyngede han automatisk den ene arm omkring hendes skuldre, da hun satte sig ned ved siden af ham.

"Jeg har ikke nået at bestille noget. Hvad vil du have?" Spurgte han og lænede sig så tæt ind til hende, som det var passende, når nu de havde tilskuere på. For pokker, hvor havde han savnet at sidde stille og roligt med hende.

[Maggie Hayes]

Maggie havde brugt så mange år på at føle sig kejtet og underligt udenforstående i sociale arragementer, men Nicolas virkede så naturlig og afslappet omkring det hele, at hun slet ikke tænkte over det, men lænede sig ind til ham.

"Uh, en varm ingefærøl?" spurgte hun og smilede op til ham.

[Nicolas Winger]

Nicolas gav hendes skuldre et klem, inden han rejste sig op. "En varm ingefærøl til præfekten er på vej," sagde han drillende og blinkede til hende, mens han gik op for at bestille drikkevarer til dem.

Lidt efter kom han tilbage med hendes ingefærøl og en kop græskarkaffe. "Til dig."

[Maggie Hayes]

Det var første gang, Nicolas slog hende som en gentleman, og Maggie smilede i en god blanding af reel fornøjelse og morskab over det, da han vendte tilbage med drikkevarerne.

"The great provider," bemærkede hun tørt, men med spillende blik og tog imod. "Tak."

[Nicolas Winger]

Nicolas slog et bredt smil op over hendes tørre bemærkning. De fleste ville nok kalde hende for sarkastisk og kedelig, men i hans øjne var det en morsomhed. For han syntes ikke, at hun var kedelig og tør. Tværtimod.

"Jeg gør mit bedste, for at tjene skolens mest fremtrædende elev," drillede han hende og bukkede ærbødigt, inden han satte sig ned ved siden af hende igen. "Det går jo ikke, at dit ry som skolens stræber blive ødelagt af, at ses sammen med mig." Han lagde en arm omkring hendes skuldre og gav den et klem.

[Maggie Hayes]

Der var noget ved Nicolas, der gjorde hende lattermild og munter. Når altså ikke han gik hende på nerverne, men det havde hun ikke mærket meget til, siden de havde kysset første gang. Netop som tankerne strøg forbi det, faldt hendes blik til hans læber.

"Jeg er ligeglad med, hvad folk må tænke om mig for at vælge dig," sagde hun og lænede sig frem, til deres læber mødtes i et blidt kys.

[Nicolas Winger]

Nicolas lo lavmælte over hendes ord, men den latter endte med at forstumme, da hans læber blev overtaget af Maggies, i et blidt kys. Forsigtigt lagde han begge arme omkring hendes krop, og trak den helt tæt ind til sig.

Da de til sidst måtte skille deres læber ad, for at få luft, var det drengede smil tilbage på hans læber. "Men Maggie dog!" Drillede han. "Se hvor folk glor..." Og med de ord, lænede han sig ind for at kysse hende.

[Maggie Hayes]

Maggie lod sig trække tæt af Nicolas og mærkede, hvordan hun gled lidt hen ad bænken. Den ene arm krummede sig om hans ryg, mens den anden hvilede på siden af hans hals, mens de kyssede. Hun følte sig en smule rundt på gulvet, da han slap hende.

Munden var allerede åbnet for at komme med en indvending, men ikke et ord nåede hun at formulere, før Nicolas igen kyssede hende. Måske var hun ikke den mest fysisk orienterede person, men det havde alligevel været hårdt pludselig slet ikke at kunne de små ting, som at holde i hånd, sidde tæt eller især at kysse.

[Nicolas Winger]

Nicolas trak igen først sit ansigt væk fra Maggies, da han ikke længere kunne få vejret. Et fjoget grin lå på hans læber, da han så ned på hende.

"Var du igen med at sige noget?" Spurgte han drillende, og gav hendes skuldre et klem.

[Maggie Hayes]

Maggie følte sig også både en anelse stakåndet og omtåget, da Nicolas brød kysset. Det havde i hvert fald været nok til, at hun nu så forvirret op på Nicolas, før hun trak op i et skævt smil.

“Kun at du er sød,” svarede hun, mest af alt fordi hun ikke kunne huske det. Hun lagde hovedet på hans skulder med en dæmpet, klagende lyd. “Jeg har ikke engang lyst til at vide, hvor lidt tid der er, til jeg igen skal tilbage til slottet.”