Sidste time

[Briony N. Baines]

Nathaniel Goyle

Talmagi timen havde ikke været så specielt interessant, faktisk havde hun kedet sig så meget at hun havde siddet og øvet sig på det som Hamish Buchanan havde lært hende. Det var ikke første gang hun gjorde det, men det krævede dog alligevel lidt af hende fordi hun stadig var en nybegynder.
Da timen var ovre, rejste hun sig op og begyndte at pakke sine ting ned i sin taske, samtidig med hun forsøgte at opretholde det mentale skjold. Hun skævede over mod Nathaniel, men undgik diskret at møde hans blik. Hun var ikke engang sikker på at han ville lægge mærke til det.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel var rødglødende af raseri. Han følte sig forrådt af Briony, der gang på gang skubbede ham ud af sine tanker, hver gang han forsøgte at nærme sig dem. Og han havde brugt næsten hele timen på at nedstirre hende.

Da professoren endelig gav dem fri, smækkede han sin bog i, og rejste sig med stor kraft op fra skolebænken. Så vendte han sig om, og gik direkte forbi Briony, mens han med vilje sikrede sig, at hans skulder stødte hårdt ind i hendes.

[Briony N. Baines]

De færreste havde det privilegie at kunne læse andres tanker. Derfor følte hun ikke der var noget galt i at hun havde fundet en måde at tage sit privatliv tilbage. Nathaniel havde dog en anden mening og det mærkede hun, da han stødte hårdt ind i hendes skulder. Hun jamrede en anelse. Det gjorde ondt.
Frustreret greb hun sin taske og fulgte efter ham.
"Nathaniel vent." Bad hun da de var gået ud af klasselokalet og videre ud på gangen. Hun løb hen til ham og tog fat i hans arm.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel havde alle planer om, ikke at forblive venner med en som Briony. Han havde tydeligvis fejlfortolket hendes tilbud om venskab. Og bare tanken om, at hun havde... Udnyttet ham, gjorde ham rødglødende.

Da hun pludselig tog fat i hans arm, trak han den hårdt til sig, og ud af hendes greb.

"Hvorfor skulle jeg?" Lød det spydigt fra ham.

[Briony N. Baines]

Briony stirrede chokeret på ham og trak sin hånd til sig.
"Hvad sker der? Hvorfor er du så vred over det?" Spurgte hun og så ham i øjnene.
"Jeg er stadig din ven." Sagde hun med lettere blanke øjne.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel fnøs. Hånligt. Ikke overbevist, på nogen måde. "Hvilken form for ven lukker andre ude?" Spurgte han, og gjorde mine til at gå sin vej.

"Du har jo slet ikke lyst," konstaterede han så, inden han drejede rundt og vendte ryggen til hende.

[Briony N. Baines]

Det var hårdt for hende, fordi hun gerne ville være hans ven men samtidig ikke ville lukke ham ind. Måske på et tidspunkt, men ikke nu, ikke når han opførte sig sådan.
Frustreret løb hun ind foran ham, ligeglad med at han var fysisk meget stærkere end hun var.
"Hvilken form for ven, har aldrig nogensinde undskyldt for at lære sin vens voldpsykopat af en bror tankelæsning?" Sagde hun og stirrede ham i øjnene.
"Du kan takke dig selv for det her, for det er din skyld, at jeg gør det." Sagde hun og stirrede ham i øjnene, det var tydelig at hun var vred selvom hun havde blokeret sine tanker.

[Nathaniel Goyle]

Nathaniel fnøs af Briony. Han havde ikke gjort noget galt. Men naturligvis kunne hun ikke se det sådan. "Din bror afpressede mig," hvæssede han og havde ikke tænkt sig at undskylde. "Og så vidt jeg husker, meldte du dig frivilligt." Han skubbede hende til side, rasende.

[Briony N. Baines]

Da han skubbede til hende igen havde hun fået nok. Nathaniel var åbenbart ikke hendes ven. Derfor vendte hun sig om og gik væk fra ham uden at sige et ord mere. Hun behøvede ikke spille en rolle overfor ham længere, ikke nu hun kunne skjule sine tanker for ham. Et øjeblik havde hun troet at han slet ikke var så slem, men hun havde åbenbart taget fejl.

Forlader tråd.

[Briony N. Baines]