Forventninger og Forbehold

[Noah Earnshaw]

Renata P. Earnshaw
Lørdag, oktober

Efter at have haft en travl nattevagt den foregående dag, vågnede Noah op langt ud på formiddagen - endelig med lidt udsigt til weekend. Hånden fumlede automatisk ud mod Renatas side af sengen, før de trætte øjne havde tilladt sig at åbnes. Selvfølgelig lå hun ikke stadig i sengen på denne tid ad døgnet. Efter at have strukket sig en smule, kom han på benene, smækkede et par løse natbukser og en hvid langærmet trøje på, og satte kurs mod stuen.

"Godmorgen," hilste han, som et gab forlod læberne. "Merlin, er klokken så meget...?" Lidt søvndrukkent kiggede han mod uret der hang på den ene væg. 

[Renata P. Earnshaw]

Med Noahs arbejdstider var Renata vant til både at gå i seng alene og lade ham sove længe morgenen efter. Det var sådan, hun fandt sit alenetid i ægteskabet, og med en kop kaffe satte hun sig ved sit skrivehjørne. Det havde altid været hendes foretrukne sted i lejligheden, hvor hun kunne se menneskene, der allerede nu begyndte at titte frem derude.

Efter lidt tid fyldtes rummet af skrivemaskinens taster, der konstant trykkedes ned af flittige fingre. Måske var forfatterdrømmen startet i et ungdomsoprør, men den var forblevet hos hende, selvom hun skrev hver eneste dag for profettidende. Dette var hendes tid og her var der ingen, der dikterede, hvad hun skrev om.

Der var gået en del timer og hendes fingre var efterhånden lidt kolde, da Noah stod op. Sætningen blev skrevet til sit punktum, før hun så op på ham med et blidt smil.

"Godmorgen, elskede. Der er en kande kaffe ude i køkkenet, der kun er en halv time gammel."

[Noah Earnshaw]

Krøllerne syntes at hvile lidt uregerligt over hovedet, men blev trukket en smule tilbage med en håndbevægelse, før han satte kurs mod sin kone. De slanke fingre hvilede blidt mod skrivemaskinens taster, som de så ofte gjorde på smukke, fredelige fridage som disse.

"Tak min skat," sagde han, før han placerede et blødt kys mod hendes hår. Dernæst snuppede han hendes halvtomme kop fra skrivebordet, "Så henter jeg dig én frisk kop med på tilbagevejen."

Ganske rigtigt kom Noah snart tilbage til stuen med to kopper kaffe i hænderne. Den ene stak han i hænderne på Renata, før han slog sig ned i sofaen, decideret ovenpå avisen fra den foregående dag, som han ikke havde haft tid til at læse på sin vagt. Han krængede den ud under sig og slog roligt op på en tilfældig side.

[Renata P. Earnshaw]

Der var en form for mod i de kys, de delte. Altid sikre på, at der ville være mange flere. Renata smilede taknemmeligt efter ham og fangede sig selv i at stirre betaget, hvor han var forsvundet.

"Tak," sagde hun varmt, da Noah vendte tilbage med koppen, men hun vendte sig ikke tilbage mod skrivemaskinen. Tværtimod trak hun det ene ben op på stolen til sig og fulgte ham med blikket.

"Har du sovet godt?"

[Noah Earnshaw]

"Mhm…" Svarede han, midt i en slurk kaffe. Øjnene var vendt mod avisen i endnu et par sekunder. Ofte var det første han spottede efter, sin kones navn. Det gav ham altid en følelse af umiskendelig stolthed.

Snart gled øjnene dog op fra avisens sider og de bevægende billeder deri. Koppen blev sænket en smule, "Hvad med dig? Nu har du ikke været oppe siden daggry vel? Det er jo lørdag, for Merlins skyld." Der var noget mildt i hans tone.

[Renata P. Earnshaw]

Normalt gik der gerne flere timer mellem, at de følte behovet for at fylde lørdag formiddags-tavsheden med ord, men der var sket så meget mellem dem på det seneste. Nu virkede som det første ordentlige tidspunkt til at få talt lidt.

"Daggry er senere nu end for nogle uger siden," bemærkede hun kvikt, om end det ikke rigtig var pointen. Smilende tog Renata en tår kaffe mere, før hovedet blev tiltet lidt på skrå.

"Jeg har bare følt mig ramt af inspirationen her på det seneste." Deres triadeeventyr var helt klart en del af det.

[Noah Earnshaw]

Talt som en sand journalist. Noahs kaffestænkede læber blev strejfet af et lidt underholdt smil, trods trætheden stadig hang lidt i hans øjne. Mere koffein - det var altid den tilpasse løsning til et sådant problem. For en gangs skyld kunne han faktisk også drikke den varm, frem for komplet afkølet mellem vagterne på hospitalet. Det var en sjældenhed.

Avisen blev lagt, stadig udfoldet, ned i skødet. Hænderne der omkransede koppen hvilede sig snart også der. Øjnene undersøgte hendes. "Det er da fremragende," bemærkede han, med en ærlig gnist af entusiasme. På det sidste... Meget havde ændret sig på det sidste.

"Noget særligt der... Inspirerer dig?"

[Renata P. Earnshaw]

Renata smilede. Fremragende var ganske passende ord på de sidste par uger. Selvom der også havde været øjeblikke af tvivl, havde det stadig overordnet set været nogle ganske interessante uger.

"Som altid dig," svarede hun reelt, selvom der var et drilsk glimt i de mørke øjne. "Det har ikke rigtigt tager form som andet end en bunke uorganiserede tanker om forholdsstrukturer endnu." Hun tog en tår kaffe mere, men blikket veg ikke fra ham så meget som et sekund.

[Noah Earnshaw]

Udtrykket i Renatas mørke øjne var, som altid, charmerende, og fik ham til at blinke et par opmærksomme gange med øjnene. Kaffekoppen lod sig hæve mod læberne igen, før der blev taget en enkel slurk.

"Forholdsstrukturer..." han smagte lidt på begrebet, og strøg en tommelfinger over koppen for at fange en vildfaren dråbe kaffe, "Jeg tror den slags forbliver uorganiseret indtil man har prøvet sig frem gennem erfaringer." Lød det snart lidt gisnende fra ham.

[Renata P. Earnshaw]

Renata nikkede og lænede sig lidt tilbage i stolen med kaffekoppen trykket ind mod brystet, så ikke så meget som en dråbe gik til spilde under bevægelsen.

"Indtil videre er det eneste, der er begyndt at tage ordentlig form, en novelle," svarede hun, efter blikket igen var vandret over skrivebordet og de mange stykker papir, der lå hulter til bulter der. Hun så tilbage på Noah.

"... Om en triade."

[Noah Earnshaw]

Blikket fulgte Renatas mod skrivebordet. Pergamenterne strøg over bordets overflade, tydeligvis ret uorganiseret, som hun havde nævnt før. Alligevel kunne de bevidne at Renata havde gjort sig mange tanker - at ideerne var væltet frem, gennem en forhenværende periodes skriveblokade.

"Hjælper det at udforske konceptet lidt gennem papir?" spurgte han, som et smil strøg over ham igen. Ryggen blev lænet en smule tilbage mod sofaen, og den frie hånd lænede sig mod det ene armlæn.

[Renata P. Earnshaw]

Renatas blik blev fjernt i tanker efter Noahs spørgsmål, indtil hun rystede på hovedet. "Altså der er klart elementer af det," skyndte hun sig at sige, "men det er lige så meget for at prøve at forstå de erfaringer og oplevelser, vi har lukket ind i vores liv." Et mildt smil strøg over hendes læber.

"Et spørgsmål, der bliver ved at dukke op igen, er balance. Balance mellem parterne involverede, både som helhed og i underkonstellationer." Ligesom det også var der, hendes tanker ofte dvælede, når hun tænkte over relationen til Cornelius Cameron.

[Noah Earnshaw]

Det havde været deres sfære i årevis. En indelukket boble af familiaritet og kærlighed. Efterhånden havde de lært hinanden at kende på godt og ondt og Noah havde været stolt over sit ægteskab gennem de seneste år. Stolt af hvor de var nået til, taget deres vakkelvorne fortid i betragtning.

Han nikkede genkendende. Sommetider virkede det stadig så fremmet, nyt og skræmmende at den mere konventionelle del af ham ønskede at bakke ud. Efter at have set hvordan Renata og Cornelius kiggede på hinanden, og mærket hvordan gnister af det gamle forliste forhold havde tittet frem igen, vidste han dog at det ikke ville være let at lægge det bag sig.

"Jeg tror vi alle forsøger at finde den balance." sagde han tænksomt, før han sendte hende et blidt og forsikrende smil. Han og Cornelius fortid gjorde det måske en smule mere kompliceret for Renata. "Det er ikke en konventionel situation. Langt fra, men jeg tror vi alle skal finde ud af hvordan vi kan få det til at... gå op."

[Renata P. Earnshaw]

Renata nikkede tankefuldt. Det kunne heller ikke være nemt for Cornelius at finde er ståsted hos et ægtepar, hvor manden var ens første kærlighed. Tanken fik en usynlig hånd til at gribe sammen om hendes mave.

"Tænker du nogensinde på vores fortid?" spurgte hun og tog en tår kaffe mere, blikket kun kortvarigt flakkende fra hans. På trods af at hun ofte blev betragtet som frygtløs, havde hun omhyggeligt undgået det samtaleemne i årevis.

[Noah Earnshaw]

Morgensamtalen var ikke forventet, men Noah mærkede at den var nødvendig. Derfor rettede han sig en smule mere mod Renata for at vise, at han var interesseret i at dvæle ved emnet lidt længere. Igen sippede han lidt til koppen.

"Ikke så meget som jeg har gjort," svarede han ærligt. Tonen i stemmen var stadig lidt morgenhæs, trods det var langt ud på formiddagen. "Vi er kommet langt. Det føltes som et andet liv, du ved."