Torden og lynild

[Kala Patil-Fawley]

Sidste uge var nok den værste uge, Kala havde haft i sit liv indtil videre. Alt var gået i kludder omkring hende, men modsat tidligere, hvor hun havde fundet trøst i en lille flok løver syntes det at søge Liam eller Vanya altid at bringe hende faretruende på Imrah, hvorfor hun var gået i en stor bue udenom.

Men nu var det mandag. Ikke at meget var anderledes, ud over at hun havde besluttet sig for det, men da Kala trådte ind i indgangshallen igen efter at have ødelagt sit projekt i botanik, hun normalt ellers klarede godt, nær havde grædt i besværgelser og var stivfrossen efter et elendigt forsøg på at træne, var hun var at være færdig med at tro på, at det nogensinde skulle gå bedre.

Måske det hele var gået, hvis ikke hun havde opdaget ravnen. Måske hun bare var gået i seng og havde grædt lidt. De brune øjne klemtes sammen, før hun rasende marcherede gennem indgangshallen og stillede sig ind foran Ronan, der havde været på vej ind til indgangshallen. De normale bekymringer som rygterne og publikum rørte hende ikke, men nu hun stod foran ham svigtede ordene, så hun stod blot og stirrede arrigt op på ham som en lille forblæst tordensky i et langt øjeblik.

“Er du så tilfreds?” lød det endelig vredt fra hende.

Ronan Thomas
08. oktober

[Ronan Thomas]

Ronan havde det med at tage kaos med en overordnet ro og da en mørkhåret furie stormede imod ham midt i indgangshallen, forsøgte han ikke at flygte. Han standsede og så ned på hende.

“Nej,” svarede han simpelt og helt roligt.

[Kala Patil-Fawley]

Kontrasten mellem hendes oprørte sind og Ronans ro og generelle ligeglad og hævet over det hele-attitude var ikke kun slående, men også begyndt at pisse Kala en lille smule af. Hun havde lyst til, brug for at gøre noget. Handle. Så hun skubbede ham i brystet.

“Du... du ødelagde alt!” Det blev næsten råbt og hun sænkede stemmen lidt, før hun fortsatte, ukomfortabel med lyden af sig selv i ekkoet. “Var det alt sammen bare en joke for dig? Var det hævn for Declan? Hva...” Stemmen døde ud igen, mens hendes blik flakkede søgende mellem de ravfarvede øjne.

[Ronan Thomas]

Ronan tog et halvt skridt bagud over kraften fra Kalas slag, men genvandt hurtigt balancen. Hans bryn var sammentrukne, men han så fortsat ned på hende med en eller anden form for ro. Ikke fordi ordene ikke påvirkede ham, det gjorde de absolut.

"Nej," gentog han sig selv, simpelt og alt andet end det. Rynken mellem hans bryn blev større.

"Tror du, at jeg ville forsøge at ødelægge dit forhold med vilje?"

[Kala Patil-Fawley]

Det gav en underlig tilfredshed at skubbe ham og det gik op for Kala, at hun måske i virkeligheden havde haft lyst til det lige siden dagen i fællesstuen. Ikke at det tog al ulykken i hende, langt fra, men det var en udmærket start.

"Hvad i alverden gik det så ud på, hvad? For du har ikke snakket til mig hele sommeren, så kom ikke her og sig, at du har følelser for mig," rasede hun, selvom hun mærkede, hvordan lidt af trykket var ved at sive ud med ordene.

[Ronan Thomas]

Ronan sukkede. Ikke af hende, men over situationen. “Hvad vil du så have at jeg skal sige?” spurgte han roligt, men med en dyb fure mellem øjenbrynene. Det var trods alt sandheden.

“Jeg prøvede bare at forklare, hvorfor jeg forsøgte at holde mig væk. Jeg prøvede ikke på at ødelægge noget, Kala.”

[Kala Patil-Fawley]

Alle aggressionerne og lysten til at råbe eller slå ham var forsvundet, og Kala stod tilbage midt i indgangshallen og følte sig mere end blot en lille smule punkteret. Øjnene var blevet blanke og hun vidste, hun blev nødt til snart at komme væk fra de nysgerrige blikke, men alligevel kunne hun ikke fysisk bevæge fødderne.

"Du skulle ikke have holdt dig væk", mumlede hun og hendes korslagte arme begyndte mere at ligne et værn mod, at hun skulle gå i opløsning midt i det hele.

[Ronan Thomas]

Ronan havde lyst til at spørge ind til hendes ord, men synet af hende fik ham til at lade være. I stedet rakte han ud og lagde en blid hånd om hendes albue, velvidende at der var en helt reel risiko for at det ville tjene ham et knæ i skridtet.

"Kom," sagde han dog lavmælt, som han tilbød at tage hende med væk fra alle de stirrende blikke.

[Kala Patil-Fawley]

Splittelsen var total, da Ronans fingre nåede hendes albue. En flygtig ild skød op i hende og bød hende at slå fra sig, men lige så hurtigt som den var opstået, forsvandt den igen og efterlod hende tom som før.

Kala traskede efter ham og lagde armene over kors, før hun skottede op til ham. "Hvad?"

[Ronan Thomas]

Ronan slap hende så snart hun gik med. Hans ansigtsudtryk var fortsat roligt, som han vendte sig mod hende igen. Med et temmelig ubehageligt stik i maven over hendes tonefald. Sådan noget generede ham ellers aldrig. Det samme med offentlige opgør.

"Hvorfor skulle jeg ikke have holdt mig væk?" spurgte han i en direkte fortsættelse, uden at forklare, hvorfor han havde trukket hende lidt med ned af den nærmeste gang. Ikke totalt privat, men trods alt mindre åbent.

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde haft højdepunktet, i hvert fald i forhold til ham. Måske havde hun knust Imrahs hjerte, måske var hun præcis så rædselsfuld og ussel som Nathan havde sagt. Måske var det alt sammen sandt. Men Ronan var i det mindste lige så rådden som hende.

"Hvad betyder det nu? Du og resten af skolen har ligesom gjort det ganske klart, hvad I synes om mit værd, ikke?" Måske var det ikke fair at lægge den over på ham, men fair var meget langt fra Kalas tanker lige nu.

[Ronan Thomas]

Nu lagde Ronan armene over kors, som han betragtede hende. Han var tålmodig, til en grænse, men han fornemmede, hvad det var hun prøvede at lægge ham i munden og det fremprovokerede i første omgang bare et enkelt ord.

“Bullshit.”

[Kala Patil-Fawley]

Raseriet var måske forduftet lige før, men nu var det tilbage for fulde gardiner. Kala trådte frem og skubbede ham igen.

"Bullshit? Du siger buillshit af mig?" spurgte hun vantro. "Linh droppede mig, du droppede mig, Declan droppede mig, Imrah droppede mig og nu har er jeg lige blevet kaldt en billig rundetrunte, fordi vi to åbenbart har haft sex og du siger bullshit af mig?" Monologen havde efterladt hende let rystende, men ny rystede hun bare på hovedet.

"Du kan selv være bullshit."

[Ronan Thomas]

Ronan bed tænderne lidt sammen. “Ja, bullshit,” gentog han. “Hvis du tror, at jeg forsøgte at droppe dig.” Han stirrede ned på hende, de ravfarvede øjne stormende af følelser.

“Jeg ville ikke have, at det skulle ende sådan her. Jeg kunne se, hvor glad du var med Imrah Avery. Kala, jeg forsøgte for fanden bare at give dig en chance for at være glad. Jeg skulle aldrig have sagt noget, men prøv at fortæl mig at du ikke var blevet ved med at komme, hvis jeg ikke havde fortalt, hvorfor jeg havde brug for at holde mig på afstand?”

Han kunne umuligt have forudset hvilken katastrofe det ville ende i. Og han forstod ikke, hvorfor Imrah havde været idiot nok til at slå op med hende over det.

[Kala Patil-Fawley]

Det værste af det hele var, at Ronan rent faktisk begyndte at give mening. Kala slog blikket ned, ude af stand til at håndtere hans intense blik, så forskelligt fra de gange, han tidligere havde set på hende.

"Selvfølgelig havde jeg det," mumlede hun modstræbende. Blikket var igen søgt op mod ham. "Du lod mig gå hele sommeren i den tro, at du hadede mig over det, der var sket med Declan."