Drama, drama, drama

[Kala Patil-Fawley]

Det hele var en stor omgang troldesnot og Kala gad det ikke længere. Hun havde troet, hun og Imrah kunne ordne det, men han var ikke blevet hængende efter aftensmaden dagen efter. Nu var der næsten gået en dag mere, så slangen var søgt helt op på syvende.

Det krævede lidt tålmodighed, men endelig så hun løven, hun ventede på. Selvfølgelig ikke alene. Kala bed et suk i sig, før hun kom på benene og gik over til drengene.

“Kan vi tale?”

Imrah Avery
26. september

[Imrah Avery]

Imrah var blevet enig med sig selv om, at det, der havde været mellem ham og Kala, havde været et luftkastel. Hun var selv udvandret fra deres samtale og det hele var bare lige lovlig dramatisk for hans smag.

Da hun troppede op på syvende sal, så han derfor også ret overrasket ud. Han trak på skuldrene, før han skubbede lidt til Ennis Wood, der kom med en sædvanligt upassende bemærkning. Han fnøs dog selv muntert, inden han gik med Kala med et udtryk som om han var ret færdig.

[Kala Patil-Fawley]

For et par dage siden havde hun siddet og hygget sig med Imrah og hans kammerater. Nu følte hun deres blikke på sig på en helt anden måde og hun kunne mærke sit indre vende sig over Ennis’ kommentar. Mørkt hår blev skubbet bag øret, mens hun traskede lidt væk fra dem.

“Jeg, um... Jeg ville bare sige, at jeg er ked af, at jeg ikke sagde noget om... Det hele. Jeg ville ikke give dig følelsen af, at jeg kom mellem jer eller ... eller at han kom mellem...” Os. Var der overhovedet sådan et længere? Havde der nogensinde været det? “Dig og mig.”

[Imrah Avery]

Imrahs hænder endte dybt nede i robernes lommer og blikket flakkede lidt mellem Kala og væggen bag hende. Hendes forklaring på situationen bekræftede ham kun i hans følelse af at det var godt at komme væk fra hvepsereden og han endte med at trække lidt på skuldrene, uden helt at vide hvad han skulle sige.

"Det gjorde han," konstaterede han endelig. "Og helt ærligt, Kala, så synes jeg I fortjener hinanden."

De var begge to idioter.

[Kala Patil-Fawley]

I sommerferien var Kala faldet for Imrahs temmelig simple tilgang, men hvor den dengang var kommet hende til gode og havde vist hans søde sider, viste de nu en lidt anden. Hun trådte et skridt tættere på, men stoppede. Alt, hun rørte ved, smuldrede alligevel.

“Im,” bønfaldt hun. “Jeg ville altså ikke have noget af det her til at ske. Jeg har ikke talt med ham hele sommeren og jeg vidste ikke, at...” Det var alt sammen ting, hun havde sagt før. Hænderne vred sig mellem hinanden for at have noget håndgribeligt frem for den samme vridende følelse i hendes indre.

“Lad være...”

[Imrah Avery]

Imrah havde ikke hjertet med i foretagendet mere. Hans eget havde fået et lille knæk og han var ikke god til at være vedholdende, når det blev svært. Det var ikke ligefrem noget han var blevet trænet i som barn eller yngre. Tværtimod havde han lært ikke at lave scener og han følte sig allerede ret ukomfortabel over det Kala lavede nu.

"Det er fint," erklærede han. "Lad os ikke lade som om det her var mere end det var."

[Kala Patil-Fawley]

Det var alt sammen lidt for genkendeligt og uanset hvor gerne Kala gad have styrken til at trygle og bede, var det for offentligt og smagte for meget af høstfesten. Hun var ikke en løve ligesom Vanya Patil-Fawley, der kæmpede for det, hun ville have. Hun var en kujon.

At synke var en kamp, det samme var at holde tårerne tilbage. For to dage siden havde de været på vej i fornødenhedsrummet. Hun troede, de ville blive kærester. Hun troede... Hun havde troet for meget. Igen.

“Og hvad var det?” kunne hun alligevel ikke lade være at spørge. Fucking flagellant, bemærkede en hadsk stemme i hendes indre.

[Imrah Avery]

Imrah trak på skuldrene. Han havde sunket den bitre pille og vendt den stikkende smerte indad. Som man jo gjorde. Især hvis man var en god Avery.

"Jeg var din rebound, ing? Og nu kan du komme videre. Kæmpe tillykke med det. Så vi ses, ing?"

[Kala Patil-Fawley]

Hvert ord var et nyt slag. Hvordan kunne han være så ligeglad? Kala stoppede endelig de vridendes hænder og kastede et momentært forvirret blik op på ham.

“Re-? Nej,” svarede hun. “Nej, det var slet ikke sådan. Hvorfor siger du pludselig sådan?”

[Imrah Avery]

Imrah var så langt fra ligeglad. Han havde ondt i maven, men han havde ikke midlerne til at se ud over sit eget knækkede hjerte og han havde absolut ingen planer om at skulle stå og græde midt på gangen. Som det stak lidt bag øjnene, gjorde han sig derfor helt hård udenpå.

"Hils Ron fra mig," erklærede han, før han vendte sig om og gik.

Forlader tråd

[Kala Patil-Fawley]

Måske havde det været tåbeligt, når Kala egentlig burde have lært lektien med Linh, men hun havde virkelig troet på, at den fluffy fornemmelse ville vare længere. At hun og Imrah havde noget. Hun var ikke en fuldblods, der havde lært at pakke det hele væk og da han vendte ryggen til hende, rev tårerne sig fri.

Hun ville så gerne sige noget, så gerne løbe efter ham, men hun var som fastfrosset til stedet, hvor Imrah havde knust hendes hjerte. Først da han rundede hjørnet, slap hun vejret i overvældede ryk. Det var slut. Selvfølgelig.

afsluttet