Fred og fordragelighed

[Samira Shafiq]

Altinius Rier

Det var kun dagen efter at Samira var ankommet til Skotland. Hun var stået tidligt op, havde spist en varm morgenmad og drukket en krydret kop te for at styrke sig mod kulden, før hun havde turde bevæge sig ud i det kolde land. Hun var pakket tæt ind i sin kappe, med tykt, løst hår, der faldt i bløde bølger ned over et vævet tørklæde i varme farver.

På trods af det fremmede sted, hvilede et lille smil på hendes læber, som hun bevægede sig ned langs hovedgaden og af og til stoppede op for at se nærmere på et butiksvindue. Omkring hende blev der mere og mere liv af mennesker, der talte i tykke accenter, som hun ikke for alvor forstod. Alligevel var alt godt.

[Altinius Rier]

Det var ikke hver dag, Tino sådan lige kom forbi Hogsmeade, men med undervisningen skemalagt sent den dag og med blækbeholdningen værende faretruende lav, gjorde han et stop i byen tæt på slottet.

Vejret var friskt og han trak kappen lidt tættere om sig. Blikket blev vendt til siden for at vinke til en kollega, før han stødte ind i en tilsyneladende tilfældig person. Den i dag diskrete, turkise bowlerhat, blev sendt lidt ned i panden og han skubbede den op igen, mens han vendte blikket mod personen for at undskylde.

Alt i ham standsede, som hjertet faldt helt ned i maven på ham. I sine drømme havde han set hende et utal af gange, men nu stod hun her foran ham i levende live. Han sank en klump, men det gjorde det ikke just lettere at tale.

[Samira Shafiq]

En overrasket lyd undslap den mørkhårede kvinde, da en mandsperson stødte ind i hende. Hun drejede sig instinktivt, en beklagelse på vej over hendes læber, netop som et mørkt blik mødte lyse øjne og verden med ét stod stille. Hun blinkede langsomt, men der ville næppe komme en dag, hvor hun ikke kunne genkende manden foran sig.

Hun følte sig på én og samme tid brændende varm og isnende kold, som hun så på ham i hvad der føltes som uendelig tid. Hvis hun havde været i stand til at digte de kolde land omkring dem i sin fantasi, ville hun have troet at det var en drøm. En tung regndråbe afslørede dog, at det ikke var tilfældet.

"Altinius..."

[Altinius Rier]

Det var fire år, otte måneder og treogtyve dage siden, Altinius sidst havde set Samira. I Kenya. Alligevel heskede de ingen tvivl i hans sind m, at det va hende. Ingen ville nogensinde kunne få ham til at føle det samme.

Han sank en tydelig klump pg nikkede høfligt til hende, mens han slog blikket ned. Alene synet af hende havde givet ham en dump fornemmelse i maven.

"Samira." Kvinden, han skulle have levet hele sit liv med.

[Samira Shafiq]

Samira havde det som om, at nogen lige havde rakt hånden ind i hendes brystkasse og lukket fingrene stramt om hendes hjerte. Chokket over at se ham var komplet og da han sænkede sit blik, blinkede hun selv et par gange. Det var ikke meningen, at de nogensinde skulle have set hinanden igen, men nu stod de alligevel der. Næsten fem år senere.

"Du er her," hørte hun sig selv sige, næsten åndeløst, selvom det var åbenlyst.

[Altinius Rier]

Tino var nogle gange tålmodigheden selv, men lige i det øjeblik havde han sådan lyst til at minde Samira om, at han jo faktisk havde bedt hende tage med sin den gang for så mange år siden. Han prøvede ikke at dvæle ved det, men nikkede i stedet.

"Jeg arbejder her. Eller på slottet. Det er ikke så langt herfra. Den vej," fik han uelegant sammenstykket, før han halvhjertet pegede sådan nogenlunde (og så ikke rigtigt) i retning af slottet uden at slippe hende med blikket.

"Du er her." Var hun kommet efter ham? Håb nåede lige at dannes, før han indså, hvor overrasket hun havde set ud ved synet af ham. Hatten gled lidt ned i panden og han skubbede den rutinepræget tilbage.

[Samira Shafiq]

Samiras kort gled kort i den retning han pegede, som hjertet sank ned i maven på hende. Hun burde have lavet koblingen, men det var ikke gået op for hende, præcis hvor tæt hendes liv ville ende med at være på hans. Hun sank og lod blikket glide tilbage på ham. Han så anderledes ud i de tunge rober, der kunne klare vejret og årerne havde betydet små forandringer, men alligevel var det ham.

"Ja," svarede hun og hjertet hamrede med mindet om deres sidste møde. Skænderiet. Hun fumlede efter de engelske ord, sproget falmet i hendes hjerne efter manglen på brug. "Her er et... Projekt. Forskning."

[Altinius Rier]

Projekt. Forskning. Tino vidste, han var tåbelig for ikke at have forudset det. Alligevel stak det i ham alle de år efter. Han stak hænderne i lommerne.

"Selvfølgelig," svarede han uden det karakteristiske, distræte smil. Tværtimod var smertefuldt tilstedeværende og afklippet. "Jamen held og lykke med det."2

[Samira Shafiq]

Samira huskede varme, distræte smil, som de kom, når han blev fanget af et eller andet eller fortalte noget med utilsløret iver. Det var fjernt nu, som hun så på denne fremmede mand. Hendes mave trak sig sammen og behovet for at sige noget meldte sig.

"Tak," lød det, utilfredsstillende og hun fugtede sine læber. Øjenbrynene trak sig lidt sammen. "Jeg vidste ikke, at det var her," tilføjede hun et par sekunder efter, accenten tyk og udfordret af de følelser, som hun forsøgte at undertrykke. "At du var her."

[Altinius Rier]

Det var ikke mange ord, der blev udvekslet mellem dem, men hver og et af dem var ved at flå hans indre itu på den mest langsommelige og smertefulde måde. Alligevel formåede Tino at nikke.

“Det er jeg,” svarede han overflødigt og prøvede at smile. Det kom lettere, end han troede og et sekund kunne han trække vejret uden udfordringerne. Så slog det ham selvfølgelig igen, hvorfor de stod der med en uhåndgribelig afstand mellem dem, selvom de for første gang i årevis ikke var adskilt af ækvator.

[Samira Shafiq]

Samira så hans smil, men formåede ikke helt at gengælde det. I stedet sænkede hendes blik sig og det var klart for hende, at der var sagt, hvad der kunne siges. Engang havde han været den, hun havde delt alt med. Nu var han en fremmed, der engang havde forladt hende til fordel for et arbejde. Smerten burde være svag efter fem år, men den føltes dugfrisk.

"Du har sikkert travlt," sagde hun, så op. Antydningen af et høfligt smil rørte hendes læber, men det blev aldrig for alvor til noget og nåede ikke de mørke øjne. Hun ledte efter de rette, engelske ord, men fandt at de blev tvetydige uanset formuleringen. "Jeg vil ikke holde dig her."

[Altinius Rier]

Tino havde aldrig haft for travlt til Samira, mente han og han åbnede munden for at fortælle hende et eller andet i den form, før et blik på uret fortalte ham, at han ganske vist havde travlt og ikke burde stå der uanset hvor meget han følte, han behøvede det.

“Jeg burde også,” mumlede han og vidste, at han ikke burde, men trådte alligevel en åndedrætsfratagende centimeter tættere på hende. “Men jeg ville gerne... Se dig igen.” Blikket flakkede ned til hans skosnuder, men dvælede der ikke mere end et par sekunder, før han igen fandt hendes mørke øjne.

[Samira Shafiq]

Samiras mave trak sig sammen. Chokket over at se ham havde ikke helt lagt sig, men der var en ret insisterende del af hende, der ikke havde lyst til at se ham gå. Af ren frygt for, at der ville gå fem år før hun så ham igen. Derfor flakkede hendes blik op ved hans ord, overraskelsen kort synlig.

"Ja," svarede hun impulsivt, lavmælt. Hun fugtede læberne, sænkede blikket kort og så så op igen. "Jeg bor her. Tæt på. De har te på kroen ved siden af..."

[Altinius Rier]

Ja? Ja! Tino prøvede at skjule sin glæde og endte i stedet med en halvanstrengt, næsten forpint mine. Det var ikke kun, at Samira var i Skotland, men hun var her. Så tæt på hans arbejdsplads. Han sank en synbar klump og lagde en efterårskold hånd over en brændende nakke.

“Ja. Det lyder godt,” flød det fra ham og han tog en dyb indånding for at forhindre flere ord i at undslippe ham, før de kunne gennemtænkes lidt mere. “Du kan eventuelt sende en ugle til slottet med datoer, der ville passe dig.” Ordene var bedre afmålt denne gang.

[Samira Shafiq]

Samira kunne ikke læse hans tanker, selvom hun måske engang havde været tæt på. Nu så hun bare det forpinte udtryk på hans ansigt og fik en ubehagelig sugen i mellemgulvet. Samtidig stod hun med den overvældende viden om, at hun kunne se ham igen. Måske endda snart. Og det var nok til at få det til at trække ganske svagt op i hendes læber, selvom det ikke varede ved længe.

"Jeg vil prøve," lovede hun, velvidende at det ville blive en udfordring at formulere noget forståeligt på skrift. For Altinius var hun dog ikke for alvor i tvivl om, at hun ville prøve. Hendes mave slog en kolbøtte, som hun tilføjede: "Snart, håber jeg."