Tåkrummende

[Imrah Avery]

Timen var slut og Imrah skottede endnu engang over på Ronan, før han til sidst smed sin taske over den ene skulder og gik over imod en af sine bedste venner - som var forelsket i Kala. Han stoppede ved ham.

"Hej, mate," hilste han alvorligt. "Har du tid til at snakke et øjeblik...?"

Ronan Thomas

[Ronan Thomas]

Ronan vidste godt, at konfrontationerne ville komme og han forsøgte ikke at undgå det, da Imrahs stemme lød bag ham. Han tog sin egen taske, drejede sig og nikkede.

"Det bliver vi vist nødt til," konstaterede han, før han slog ud med armen og fulgtes med vennen et lidt mere privat sted hen.

[Imrah Avery]

Imrah hadede alvorlige samtaler og undgik dem normalt nærmest religiøst. Lige denne her virkede dog som om den ikke kunne undgås og som Ronan slog ud med armen, gik de begge hen af gangen og væk fra masserne af elever, der kom ud af lokaler. Imrah endte lænet mod en væg, hænderne dybt nede i robernes lommer, som han stirrede på et punkt på den anden side og ikke så på Ronan.

"Så du er forelsket i Kala?"

[Ronan Thomas]

Ronan lænede sig ikke op mod væggen, men stod til gengæld også med hænderne i lommerne. Han veg ikke væk fra samtalen, velvidende at der intet andet var at gøre end at tage tyren ved hornene. "Ja," svarede han derfor, hudløst ærligt.

"Jeg fortalte hende det kun for at forklare, hvorfor det var bedst, at jeg holdt mig væk fra hende," tilføjede han, lige så roligt som det første.

[Imrah Avery]

Tyren blev taget grundigt ved hornene og var tydeligvis ikke glad. Imrah slap et fnys ud af næsen som en anden Ferdinand og hans bryn trak sig tæt sammen.

"Fedt," erklærede han tørt. "Så nu er hun ulykkelig, du kan ikke holde ud af være i stue med nogen af os og hun og jeg har tilsyneladende slået op, hvis man tror på rygterne..."

[Ronan Thomas]

Ronan havde aldrig været konfliktsky og han var det heller ikke nu. Han fandt sig heller ikke i så meget pis. "Fuck rygter," konstaterede han simpelt.

"Jeg har ikke tænkt mig at forsøge at komme mellem jer eller holde jer fra hinanden. Jeg har bare tænkt mig at holde mig væk, indtil det ikke er nødvendigt mere."

[Imrah Avery]

Imrah himlede med øjnene. Noget ved Ronans matter-of-factly måde at håndtere det hele på afmonterede lidt hans egen sans for drama og han fnøs slet og ret hørligt.

"Pisse fed strategi," konstaterede han tørt. "Er du virkelig forelsket i hende, dog? Sådan. Ikke bare lidt. Virkelig. Tænker på hende hele dagen og kan knapt sove?" Det skurrede lidt i ham selv over at spørge.

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs tørt over Imrahs kommentar, men på trods af alt sit sædvanlige, kølige overskud, trak hans mave sig sammen i ubehag. Men det var ikke tiden til at begynde at være uærlig. "Ja," svarede han derfor og begravede hænderne dybere i lommerne.

"Men det tog mig lang tid at indse det." Og deri lå hans største fortrydelse.

[Imrah Avery]

Imrah havde følelser for Kala Patil-Fawley, det var han ikke idiot nok til ikke at indse. Det sved, at Ron var forelsket i hende og det sved, at hun ikke kunne finde ud af at tale med ham, men bare stak af. Hans fornuftige konklusion på hele rodet var dog reelt at trække på skuldrene. Han kunne ikke få sig selv til at sige ligeud, at Ron kunne få hende, men det var mere eller mindre det han konkluderede.

"Ja," drævede han i stedet. "Det gjorde det fandme. Du er sgu en klovn. Hvis du havde sagt at du var forelsket hende ville jeg ikke have kysset hende."

[Ronan Thomas]

Ronan fnøs og gned sig over det kortklippede hår. "Jeg var ikke ligefrem klar over, at det ville ske," konstaterede han og sukkede så, som han lod armen falde igen.

"Uanset kan jeg ikke vælge, hvad Kala Patil-Fawley gør. Eller hvem hun er sammen med."

[Imrah Avery]

Imrah himlede med øjnene. "Næh," konstaterede han. "Men jeg er sgu egentlig rimelig træt af jer begge to." Han rettede sig op. "Hvis du vil være sammen med hende, så gå efter det, Ron. Jeg er færdig med det her pis."

Skolen havde allerede erklæret, at han og Kala Patil-Fawley havde slået op. Hvis de havde været kærester? Det var på tide at komme videre. Han kom også fysisk videre efter sin konstatering, som han løftede en enkelt hånd i afsked og gik ned af gangen, væk fra en af sine tidligere bedste venner.

Forlader tråd

[Ronan Thomas]