Når alt er rodet

[Kala Patil-Fawley]

Kala var en mindre tornado af følelser, som hun stormede ned af trapperne efter det, der nok måtte have været det mest ydmygende øjeblik. Måske lige efter Linh, der droppede hende midt til høstfesten. Eller da hun kastede op over Declans sko. Faktisk havde det været en rigtig lortesommer, der bare ikke lod til at ville stoppe.

Tårerne syntes næsten at svide under øjenlågene, mens hun tilbagelagde første etage på sin vej ned til opholdsstuen. Hun følte sig egentlig ikke træt længere, selvom hun havde været udmattet ud over alle grænser for blot et øjeblik siden. Nu følte hun sig næsten sprængfarlig.

Aldrig havde Kala følt sådan. Hun var rasende. Rasende som aldrig før. Ronan Thomas havde bare efterladt hende i alt rodet og det havde tydeligvis ødelagt alt med Imrah Avery . Igen og igen var hendes forsøg på at gøre alle omkring sig glade faldet tungt til jorden.

Fire trin blev taget i et spring, mens uforløste frustrationer udviklede sig til energi i hende. Alt var skævt. Hun havde ikke lyst til at tale med nogen, ikke lyst til at se nogen. Lige indtil hun fik øje på nok den eneste person, hun ikke ville marchere forbi lige nu.

"Liam!" udbrød hun og lød pludselig grådkvalt. Helt kludret sammen tonsede hun ind i hans favn.

William Knight
22. september

[William Knight]

Havde Liam ikke netop placeret en bog i den gamle skulderremmede skoletaske, var den nok røget tungt mod jorden over det pludselige udbrud. Perplekst foldede han armene omkring Kala, der havde begravet ansigtet godt ind mod hans bryst.

"Wow, babe. Hvad fanden er der sket?" spurgte han bekymret. Den ene hånd gled kortvarigt over hendes mørke hår. Det føltes altid så blødt under de lidt ru håndflader.

[Kala Patil-Fawley]

Ja, hvad i alveden var der egentlig sket? Kala vidste det ikke rigtigt og trykkede sig tættere ind til Liam. Armene snoede sig om hans liv, mens hun prøvede at genvinde bare en smule kontrol over sig selv.

"Jeg..." Hun trak sig lidt tilbage og så op på ham. "Alt er bare noget troldepis!"

[William Knight]

Snart havde Kalas øjne søgt op mod hans, og han mødte dem straks med en tydelig bekymring. Forvirringen syntes at hærge i hendes udtryk og gav ham derfor ikke just mange hints til hvad der var hændt.

"Kom," Han nikkede mod det netop tomme lokale til Forsvar Mod Mørkets Kræfter; rummet han var trådt ud af for en kort stund siden, "Lad mig høre hvad der er sket."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke særlig meget lyst til at gå ind i lokalet, men hun havde på den anden side heller ikke lyst til særlig meget lige nu. Måske lige med undtagelse af at finde Ronan Thomas og give ham et gevaldigt spark bagi. Alligevel marcherede hun derind. Døren var ikke engang blevet lukket, da hun begyndte.

"Jeg ved ikke, hvad i alverden der foregår. Så i går, ikke? Der smider Ronan lige pludselig et hint om, at han er forelsket i sin bedste vens kæreste og tænker straks Declan, men Declan har ikke en kæreste og hvem er Ronan ellers bedste venner med? Ja, er det ikke rigtigt? Imrah Avery!"

Ordene var væltet ud fra hende som verbalt opkast uden at give hende nogen mulighed for at stoppe eller tænke. I stedet stod hun nu foran ham, armene vildt fægtende som hun talte.

"Så nu sidder vi her i fællesstuen og hygger alle sammen, men så skulle Ennis ned og hvad end han skulle og Owen skulle læse lektier og så gik Skylar og Augusta også, fordi verden skal bare være en strid bitch, når jeg endelig har det godt, så vi sad tilbage i den åndssvage sofa, selvfølgelig med mig i midten og hvad gør idioten så? Han smider en vildt dramatisk afskedsreplik og skrider! Så nu er Imrah pisse sur på mig, fordi...." Hun tav. "Jeg ved ikke, hvad der sker."

[William Knight]

Ryggen blev støttet en smule ind mod den ene væg i klasselokalet, da Kala begyndte sin talestrøm. Armene og hænderne bevægede sig rundt omkring og ordene flød så ulydigt over de fyldige læber, at Liam måtte kæmpe en brav kamp for at vedligeholde et overblik. Der blev slynget drengenavne ud til højre og venstre, og løven var bestemt efterladt med mange forskellige farvede snore som han, mentalt, måtte sætte sammen til den rette kombination.

Der gik en betydelig stund før Liam skilte læberne ad for at sige noget. Rynken i hans pande kunne dog bestemt godt tyde på, allerede før ordene flød fra ham, at han var i vildrede.

"Såe… Skal nogen have tæv?" Det blev mest sagt i spøg.

[Kala Patil-Fawley]

Gennem sin talestrøm havde Kala fået pisket sig selv op i et temmeligt hysterisk leje, der var ret ukarakteristisk for den normalt behagesyge, føgelige slange. Under normale omstændigheder ville hun aldrig stå og råbe på den måde, men ville nok nærmere findes som den, der stod og trøstede.

Nu følte hun sig fægtende, rasende og en lille smule trådt på. Og det var bestemt ikke en rar følelse. Måske var det derfor, hun et øjeblik rent faktisk overvejede hans ord. Så rystede hun på hovedet.

"Jeg ved det ikke. Måske mig. Jeg lader til at være det eneste, alt det pis omkring mig har til fælles," sukkede hun.

[William Knight]

Tingene havde ændret sig markant. Da Liam havde søgt fået et forholdsvist stabilt fundament under sine fødder over sommeren, havde Kalas smuldret under hendes fødder. Historien gentog sig igen. Kalas katastrofe, følgende hans egen success. Han rystede afkræftende på hovedet over hendes bemærkning.

"Har du overvejet at det er fyrene omkring dig, der er problemet?" spurgte han, som et øjenbryn blev hævet i en mild vurdering. "Måske er det meget simpelt. De har begge noget for dig." Irrationel opførsel fra hankønsvæsner, og ubegrundede vredesudbrud, syntes i hvert fald at gøre teorien ret sandsynlig.

[Kala Patil-Fawley]

Armene blev lagt over kors, som Kala betragtede Liam med et skeptisk blik. Det var selvfølgelig den konklusion, hun selv var kommet til, men så igen.

"Det virker ikke som om Ronan kan lide mig. Det virker som om han straffer mig," indvendte hun med et suk. "Og det samme med Im, egentlig. Jeg bad ikke om, at Ronan skulle få følelser for mig, så hvorfor spørger Imrah mig overhovedet, om det er gengældt? Hvad havde han forventet, hvad? Hvad skulle jeg svare?"

[William Knight]

Spørgsmålene blev mødt af en rolig trækken på skuldrene. Liam var bestemt ikke ligeglad, men hans ekspertise i områder som disse var begrænset.

"De er venner, ikke?" spurgte han, i et forsøg på at få Kala til at forsimple sine informationer, så det måske virkede så indlysende som det gjorde for en outsider. "Hvis to venner er vilde med den samme pige, straffer de måske hinanden for at ønske det samme, ligesom de straffer pigen for at splitte dem ad."

[Kala Patil-Fawley]

Liam var ikke til megen hjælp, da først det kom til, hvorfor Imrah mon var sur på hende, men i det mindste prøvede han at hjælpe, selvom Kala ikke umiddelbart kunne se, hvor han var på vej hen.

“Jo?” Hun sukkede. “Men hvorfor skal de straffe mig overhovedet? Jeg har ingen anelse om, hvad jeg har gjort. Jeg har ikke snakket med Ronan hele sommeren og hvad? Lige pludselig har han følelser for mig? Det er seriøst langt ude og noget fucking troldepis. Jeg tror ikke en meter på det!”

[William Knight]

Tænderne blev klemt en smule sammen med små mellemrum, som ville dén bevægelse fremprovokere et par nyttige sætninger fra stemmebåndet. Det var tydeligt at Kala var i opgivenhedens hjørne, men han bebrejdede hende ikke. Situationen lod til at være en smule ude af hendes hænder. Om drengene var enige i den påstand, vidste han dog ikke just. Selvom han og Imrah var venner, var det måske akavet at spørge en af kammeraterne om hans forhold til Kala, nu hvor de fleste vidste at Kala havde været hans første.

"Du kan bruge Liam-metoden," Det var sådan ethvert dårligt forslag startede, "Hold dig lidt på afstand til dem, før de finder ud af hvad fanden der foregår selv."

[Kala Patil-Fawley]

Kala havde ikke været vanvittigt imponeret af den såkaldte Liam-metode, men på den anden side havde Kala-metoden heller ikke bragt hende meget held indtil videre. Det havde kun bragt hende i den her tåbelige situation, hvor hun stod og fægtede med armene.

“Men... Imrah er jo... Jeg kan jo ikke bare stoppe med at tale med ham,” indvendte hun. “Jeg er jo... Vi er jo.” Ja, hvad var de egentlig? “Vi var jo på vej i fornødenhedsrummet.”

[William Knight]

Fortsat observerede han Kalas ydre, såvel som indre kamp med sig selv. De mange fakter og tøvende bemærkninger, ville vel give hvem-som-helst et indtryk af at hun bestemt forsøgte at finde en form for fundament under sine fødder nu.

Panden rynkedes en smule, "Er det en eufemisme for noget?" spurgte han.

[Kala Patil-Fawley]

Lidt opgivende sank Kala mod bordkanten, lænende sig let op ad den. Liams spørgsmål fik et bittert smil til at dirre i hendes mundvige.

“Ja og nej. Vi var reelt på vej i fornødenhedsrummet.” Brynene blev hævet i en sigende mine. Det var ret tydeligt, hvad rummet også kunne bruges til.