Oh, fuck

[Kala Patil-Fawley]

Det var en god lille flok, der hyggede i fællesstuen efter middag. Ennis Wood , Owen Blishwick , Skylar Dunn og Augusta Avery havde allerede siddet der, da hun og Imrah var dumpet ned. Det havde alt sammen været helt fint, lige indtil Im havde inviteret Ronan med hen og sidde. Selv der havde det egentlig stadig været okay.

Nu var det knapt så okay. En for en var de andre forsvundet, de to grævlinge sidst og nu sad de tilbage. Ronan, Imrah og hende. Kala lagde en arm om sit ben og prøvede at huske på, hvordan hun normalt plejede at opføre sig. Hvorfor sad hun egentlig også mellem dem? Distræt smilede hun til Im, der netop færdiggjorde en sikkert fascinerende historie, hun komplet havde glemt at lytte til. Oh, fuck.

Imrah Avery & Ronan Thomas

[Imrah Avery]

Imrah var helt klart ikke den mest observante knægt i universet, men efter en historie, der var ret sjov, som endte med at både Ronan og Kala sad og lignede stenstatuer, fattede han alligevel et hint. Han klarede halsen.

"Såeh. Har I knaldet hinanden eller hva'?"

Det var ment som en spøg og hans blik spillede muntert, som han så fra den ene til den anden.

[Ronan Thomas]

Ronan havde mest af alt haft lyst til at takke nej, da Imrah havde kaldt ham over. Han havde dog siddet der, temmelig sammenbidt, men havde også kunnet klare det, da der var andre. Som de dryssede væk, var han selv klar til at rejse sig - absolut ikke klar på at være alene med kæresteparret - da Imrah stillede et spørgsmål, som fik hans kæbe til at spændes med det samme.

"Nej," faldt det simpelt i jordens mest tørre tonefald og alt andet end underholdt.

[Kala Patil-Fawley]

Kala ville virkelig ønske, hun var en cool type, der kunne se lige så fucking ligeglad og uberørt ud som Ronan formåede at gøre det hvert sekund af hver dag, men det var hun ikke.

Tværtimod stivnede hun lidt og formåede kun at mønstre et lille fnys, mest som reaktion på ravnens svar. "Ha," svarede hun halvhjertet. Hvad skulle hun ellers sige?

[Imrah Avery]

Imrah hævede begge bryn over reaktionen, som igen var ret meget mindre festlig end hvad han havde forventet. Han klarede halsen.

"Okay så..."

Han skævede fra Kala til Ronan i akavet tavshed.

[Ronan Thomas]

Ronan havde ingen lyst til at være der. Han havde sagt til Kala, at han ville holde sig væk fra hende, men det var sværere end det lød. En muskel i hans kæbe sitrede og fingrene trommede let på armlænet i stolen, hvor han sad - så langt væk fra sofaen med kæresteparret, som han havde kunnet komme.

Han var splittet mellem behovet for at komme langt væk og en del af ham, der ikke havde lyst til at lade dem være alene. Ikke sådan som det generede ham bare at se Imrah sidde med armen om Kala. Da han talte, kunne han ikke hindre en snert af bitterhed i sin stemme.

"Jeg skal nok gå, så I kan være alene."

[Kala Patil-Fawley]

Det føltes løgnagtigt bare at sidde i situationen uden at sige noget til nogen af dem, men Kala havde ingen anelse om, hvad hun skulle sige. Hvad Ronan havde fortalt hende, var ikke hendes hemmelighed at fortælle til Imrah, men de var tydeligvis idioter til at skjule, at noget var anderledes.

"Ej, lad nu...-" begyndte hun og greb ud efter Ronan med et hjælpeløst blik på ham. Det gav hende kvalme, at han på intet tidspunkt havde set på hende.

[Imrah Avery]

Imrah vidste ikke hvor fjendtligheden fra en af hans bedste venner kom fra. Han så temmelig overrumplet på Ronan og øjeblikket efter på Kala, der så ud som om hun vidste noget han ikke gjorde.

Et minde om festen på den første skoledag flakkede lidt i hans bevidsthed, men han kunne ikke helt stykke det hele sammen og endte bare med at sidde med rynket pande og forsøge.

[Ronan Thomas]

Det sidste Ronan havde forventet var at Kala greb ud efter ham og han stivnede tydeligt, da hendes hånd lukkede sig om hans arm. I et par splitsekunder stod tiden stille, før han trak sin arm fri af hendes greb.

"Undskyld, Imrah," lød det fra manden, der ellers aldrig undskyldte. Han så ikke på nogen af dem. "Men det er bedst sådan."

Og med de ord gik han. Velvidende at Kala nu ville fortælle hvad det hele handlede om og han muligvis selv ville vræe en ven fattigere.

Out

[Kala Patil-Fawley]

Kalas indre føltes erstattet af et dusin slanger, der vred sig ind mellem hinanden og hun så hjælpeløst til, som Ronan trak sig fri af hendes greb. Han kunne lige så godt have stukket hende en flad. Komplet paf stirrede hun efter ham. Hun følte sig ør i hovedet og tør i munden. Tungen klistrede til underlæben, den forgæves prøvede at fugte.

Det havde været nemmere at undgå at se på Imrah før, mens Ronan havde været dramtiskk, men nu var han væk og havde efterladt hende med dragelorten. Som forstivnet blev hun siddende i sofaen og stirrede efter ham, før hun endelig fandt styrken til at se over på løven ved siden side.

[Imrah Avery]

Imrah følte langsomt en kobberknut falde mod jorden, lande med en overraskende dump lyd og efterlade ham stirrende efter sin bedste ven. Han vendte de lyse øjne mod Kala med chok skrevet ud over ansigtet.

"Seriøst? Har I?"

[Kala Patil-Fawley]

Chokket over Ronans drama havde stadig ikke lagt sig og Kala stirrede uforstående på Imrah et langt øjeblik, før gruen gled over hendes ansigt. Hun rakte frem og lagde en hånd over hans underarm.

"Selvfølgelig ikke," forsikrede hun ham omgående. "Im, nej. Virkelig ikke. Jeg har aldrig lavet noget som helst på den måde med ham."

[Imrah Avery]

Imrah synes ikke det var et langt spring at gøre, selvom det havde taget ham lidt tid. Han lod sig da heller ikke helt berolige så meget, men så på Kala med brynene sammentrukket.

"Hvad er der så med jer to?"

[Kala Patil-Fawley]

Imrah så ikke ligefrem overbevist ud og Kala mærkede hjertet synke i maven. Hun kunne ikke slippe uden om det på nogen anden måde end bare at sige det.

"Jeg burde ikke," mumlede hun og så ned. I en dyb indånding fandt hun en lille smule mod. "Han... Han fortalte mig i går, at... At han havde de her, slags, følelser for... Mig. Tror jeg. Han blev ikke ligefrem hængende for at forklare sig nærmere." Hun kunne ikke møde hans blik og stirrede i stedet stift ned på hans ben.

[Imrah Avery]

Imrah vidste ikke om han var lettet eller forfærdet. På en eller anden måde var det værre end hvis de bare var kommet til at kysse i fuldskab og der ikke var noget i det. Det kunne han have tilgivet dem begge for. Med gryende følelser for Kala selv, ramte det ham hårdt i mellemgulvet at en af hans bedste venner ville forræde ham på den måde og han sad et langt øjeblik bare og stirrede på hende. Så klarede han halsen. Samtalen var ikke slut.

"Har du også følelser for ham?"