Status: Kompliceret

[Lily Luna Potter]

Selv da Lily var kommet til den vej, hendes destination lå på, havde hun skiftet mening en gang i sekundet. Alligevel blev Bens ord ved at vende tilbage til hende og med dem i tankerne fik hun endelig kæmpet sig op ad trapperne.

Dér gik hun i stå igen, stående lige foran deres hoveddør med hånden knyttet. Det tog en mindre evighed, men endelig fik hun samlet sig nok til at banke på. Det ville være at give afkald på alt, der hed selvrespekt og stolthed, hvis hun skulle glo på Benedict McLaggen i underhylere og slåbrok, der stod og fortalte hende, at Gallagher var væk, igen.

Gallagher O'Leary
1. oktober

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var vitterligt lige kommet hjem. Der var måske gået en halv time og hans vadsæk var mere eller mindre imploderet ud over sengen, hvor han også selv lå og var lige ved at døse hen, da det bankede på døren. Han slap en lidende lyd og forbandede de potentielle religiøse prædikere, der sikkert bare ventede på den anden side, som han kom møjsommeligt på benene.

Han så mildt irriteret ud som han åbnede døren, spættet med endnu flere fregner end han havde haft tidligere efter turen til Afrika, før hans ansigtsudtryk ændrede sig til ét af komplet overraskelse. Med ét sad hjertet i halsen.

"Lil."

[Lily Luna Potter]

Det var overhovedet ikke det, Lily havde forberedt sig på, men alt virkede lige nu til at være bedre end Ben i slåbrok og hun tog, hvad hun kunne få. Hun hævede brynene og var pludselig forladt af alle de ord, der havde væltet rundt i hende i dagene op til.

Læberne blev fugtet og halsen klaret. "Hey."

[Gallagher O'Leary]

Det tog et øjeblik før han ænsede at lade hende komme ind og trådte til side. En hånd gled over hans nakke og hans mave vred sig lidt bare over at se hende. På trods af deres respektive stædigheder, så havde han savnet hende. Frygteligt.

"Jeg hørte, at du havde været her," konstaterede han. Omtrent den eneste information han havde fået fra Ben, før selv samme var forsvundet ud af døren. Ingen vidste hvorhen.

[Lily Luna Potter]

Så snart Gallagher trådte til siden, gik Lily ind i lejligheden og stoppede først, da de var inde i stuen. Der var ikke lige så ulækkert, som sidst hun var der. Men i det mindste var han her denne gang.

"Jeg hørte, du var i Afrika," besvarede hun hans konstatering med en ny og prøvede ikke at straffe ham for at være taget af sted uden at sige noget. Men smerten af bare at være blevet efterladt på den måde sved stadig friskt.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var både træt og temmelig beskidt efter ti dage i ørkenen og særligt det første aftegnede sig på hans ansigt. Lilys tilstedeværelse holdt ham dog vågen, omend en anelse pinagtigt.

"Jeg er lige kommet tilbage. Det er ikke mere end en halv time siden," svarede han lavmælt. Velvidende at de gik udenom elefanten i rummet.

[Lily Luna Potter]

Nyheden så som det første ud til at overraske hende. "Oh," lød det, men så nikkede hun og stak hænderne i lommerne, hvor de var begyndt at søge tryghed, siden hun var skredet den dag. Nu hun stod over for Gallagher virkede forslaget om bare at komme videre endnu mere tåbeligt, for ikke at nævne umuligt.

"Ben mente, du ville være tilbage i sidste uge," svarede hun og tvang et tamt, men undskyldende smil frem. "Jeg ville have givet dig tid til at sove og, ja..." Pludselig følte Lily sig tåbelig. Han ville jo tydeligvis ikke have hende der.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher var komplet overrasket over hendes ord. Et eller andet i dem fik hans hjerne til at slå klik og han reagerede fuldstændigt instinktivt, som han slet og ret trådte frem og trak hende ind i en hård omfavnelse.

Kun for øjeblikket efter at indse, at hun måske ikke ville have at han gjorde det. Og hvilken fare det bragte ham i.

[Lily Luna Potter]

Havde det været en overraskelse at se hans mildt irriterede, fregnede fjæs i døråbningen var det intet sammenlignet med det pludselige skridt, Gallagher trådte frem. Lily blinkede knapt med øjnene, før hun fandt sig selv i hans arme.

Reaktionen var lige så impulsiv, da hun foldede armene omkring hans liv og trykkede sig tæt ind til ham med en lav, vaklende lyd.

[Gallagher O'Leary]

Det tog et sekund mere, før han indså at hun ikke skubbede ham væk. Han reagerede på det ved at knuge hende hårdere, begrave hovedet i hendes hår og mumle ind mod hendes øre:

"Jeg har savnet dig."

[Lily Luna Potter]

Nærheden var det, Lily havde manglet lige fra det sekund, Gallagher havde ladet hende gå for nu over en måned siden. Hun knugede sig tættere ind til ham og trykkede et hårdt kys ind mod hans brystkasse.

"Jeg har savnet dig," hviskede hun og lød næsten fortvivlet.

[Gallagher O'Leary]

Han var mange former for udmattet, men alligevel kunne han have stået der for evigt. Han holdt hende til sig, tavs i et par sekunder, før han talte igen.

“Undskyld.”

[Lily Luna Potter]

Gallagher havde aldrig været stor på undskyldninger, men nu stod han alligevel der og undskyldte helt dybfølt over for hende. Lily trak sig lidt tilbage, men ikke længere end at hun kunne lægge en hånd på siden af hans hals, stille sig på tæer og lige så blidt kysse ham.

Det forblev ikke blidt længe. Resterne af deres skænderi, følelsen af at være blevet forladt og angsten for at miste ham blandede sig sammen med en intens, brændende følelse af kærlighed, der truede med at rive hende over på midten.

[Gallagher O'Leary]

Gallagher følte sig hel for første gang i ugevis, da Lily kyssede ham med alt hvad hun havde og han var ikke sen til at besvare det. Arme strammede sig omkring hende og han var helt åndeløs - og temmelig fysisk påvirket - da han brød væk og hvilede panden mod hendes.

“Jeg elsker dig.”

[Lily Luna Potter]

Det var åbenbart her i den ramme, de fungerede. I en bittersød omfavnelse med et kys, der aldrig ville ende. Fastfrosset i en spiral, der evigt truede med at rive dem fra hinanden. Måske derfor knugede Lily ham så hårdt, da Gallagher trak sig fri af hendes læber. Hendes næsetip var kold mod hans, da de momentært blev trykket mod hinanden.

"Så sig lige til, før du tager til Afrika." Ordene var ment lidt i spøg, men øjeblikkets skrøbelighed fjernede al humor fra dem.