Den Blå-Gyldne Middelvej

[William Knight]

18 september.
Gillian C. Fudge

Galleonen havde ikke glødet en eneste gang den pågældende dag. Måske galt den samme regel med dén som med en gryde man ville have i kog - det hjalp ikke at nedstirre den. Faktisk gjorde det måske det stikmodsatte. William Knight var dog ikke typen der hælmede når han havde sat sig for et mål. Det var weekend, aftensmåltidet var overstået for kort tid siden, og det virkede taktisk som den bedste løsning at vente på Gillian hér - på middelvejen mellem tårnene til henholdsvis Gryffindor og Ravenclaw, frem for at tilfredsstille de sladderglade elevers hungren efter rygter i den stuvende Storsal. 

Ryggen var lænet lidt nonchalant ind mod en af væggene ved et af de høje vinduer i korridoren. Hvorfor havde han ikke bare... Snakket med Gillian ved deres sidste og eneste studiesession siden deres intime øjeblik i Besværgelseslokalet? Hver gang han havde prøvet, havde munden åbnet sig, men tungen og stemmebåndet været absolut ubrugelig. Det var som om intet var hændt. Det var... Mærkværdigt, og efter at have forsøgt at udveksle utallige blikke med hende på gangene, var det blevet nok. 

Endnu en stuve af elever nærmede sig tårnene og han spejdede efter brunetten. Efter rum og tid fik han øje på hendes lille skikkelse, et godt stykke efter de andre, og hævede hånden i en blid hilsen. "Gillian, hey." Hans stemme var en smule dæmpet, som for ikke at tiltrække sig for megen opmærksomhed. "Kan jeg låne et øjeblik af din tid?" 

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke engang en uge siden, at Gillian havde fået sit første kys og hele verden så stadig anderledes ud. Over alt søgte hun svar på sine handlinger, men der havde ikke været meget at hente i Liam, der havde ageret som om intet var hændt og som dagene var gået, var det begyndt at fylde mere og mere.

Gående fordybet i egne tanker bag nogle af kollegianerne, følte hun sig derfor en smule perpleks, da hun pludselig hørte lyden af sit navn udtalt af netop den person, hun havde haft i tankerne. Rødmalede læber blev fugtet af en lyserød tungespids, før hun nikkede.

"Jo," svarede hun og var overrasket over, hvor fattet hun lød. Han ønskede tydeligvis ikke at gøre en stor del ud af, at han var der og hun vidste godt hvorfor. Det var åbenlyst for hende, at han havde fortrudt sine handlinger og var kommet for at fortælle hende det. Hun trådte fri af flokken og fulgte ham lidt væk.

[William Knight]

Løver blev ikke nervøse, havde Liam fortalt sig selv gentagende gange over ugens forløb. Efter deres kys havde stoltheden fyldt ham; som havde han endelig præsteret noget rigtigt. Fantasierne var dog blevet spækket med forvirring om han begyndte at vægte de mange grunde til hvorfor han ikke burde fortsætte hvad-end-det-var med Gillian Fudge. Kunne han virkelig lytte til dén intuition og impulsivitet der havde svigtet ham gentagende gange? 

Han fulgte hende til en sidekorridor - én af dem der syntes at føre absolut ingen steder hen, men syntes at være til formål at udvise malerierne på væggene. Han stoppede op under en flakkende fakkel og lod, som sædvanligt, hænderne blive stuvet ad vejen. De gjorde mere skade end gavn når han var rådvild. Og lige nu syntes han at have glemt alle sine overvejelser.

"Har du det... Godt?" Fuck, han var en idiot. 

[Gillian C. Fudge]

Måske havde Gillian ladet Liam se nogle af de mere sårbare sider af sig selv over de sidste par uger, men det betød ikke, at hun havde tænkt sig at lade ham se hende smuldre. Især ikke nu, hvor han havde tænkt sig at trække tæppet væk under hende.

Hun rankede sig og nikkede afmålt. "Jeg har det helt fint." Selvom hun havde siddet og grædt lydløst ude på pigernes toilet for ikke mere end et par timer siden, før hun havde stukket fingrene i halsen.

"Professor McTavish komplimenterede min stemme. Efter kor."

[William Knight]

Ryggen blev lænet en smule ind mod den ene væg i den smalle korridor, hvori aftenens skygger sloges en smule mod den enkelte gnistrende fakkel, der kontrasterende forsøgte at jage dem på flugt. Liam havde glædet sig uendeligt til deres første møde efter. Han havde ikke antaget at Gillians afdæmpethed kunne have illustreret at hun usikkert ventede på hans input; men havde taget det som et tegn til at hun fortrød. At hun måske var blevet overbevist at han måske var mere libertiner end løve.

"Er der noget du ikke er god til?" Spurgte han, hvorved et skævt og karakteristisk smil foldede sig over ham. Det syntes dog snart at vakle en smule, som om nerverne forsøgte at bide sig grundigt fast i ham.

Han sank, men forsøgte ikke at udvise sin usikkerhed mere end højest nødvendigt. Det han frygtede mest var trods alt nederlag. "Jeg har tænkt meget... på det hele. Faktisk, kan jeg ikke lade være med at tænke på det." - en påstand der nok snildt kunne misforstås.

[Gillian C. Fudge]

Det var den underligste afvisning, Gillian nogensinde havde oplevet. Det var selvfølgelig også den eneste og Liam havde som sådan ikke afvist hende endnu, men hun vidste godt, det var på vej. Så hun smilede høfligt til ham, men sagde ikke noget.

Hun var klar, da han fortsatte. "Jeg forstår, Liam," skyndte hun sig at forsikre ham og sank som ville det hjælpe hende med at holde ryggen rank og øjnene tørre. "Bare rolig."

[William Knight]

Fordi Liam ikke havde erkendt tvetydigheden i sine egne ord, antog han først at Gillian forstod ham og bad ham om at være rolig, netop fordi hun havde det på samme måde. At han ikke var alene om at tænke på hende konstant, selvom der stod mange hindringer i vejen for at undersøge hvad-der-nu-end-var imellem dem.

Der var dog ingen umiddelbar glæde i Gillians ansigt. Ingen forlegenhed. Intet. Masken var som sat på det kønne ansigt igen, afdækkende overfor en hver ledetråd der kunne stilne hans forvirring. Måske forstod hun, men gengældte det ikke? Tanken slog ham og satte sig fast.

"Måske er det for det bedste. Hvis du gik med til at... fortsætte det, kunne det hele måske bare falde til jorden." Nederlaget sved.

[Gillian C. Fudge]

Gillian forstod ikke helt, hvor Liam var på vej hen nu og hendes slanke bryn søgte lidt sammen. Blikket flakkede under dem og hun trådte et skridt tættere på, mens hun virkelig prøvede at få analyseret sig frem til, hvad han mente.

"Det..." Hun tav. "Jeg tror ikke, jeg forstår?"

[William Knight]

Misforståelserne var utallige og den unge løves uerfarenhed i scenarier som disse blev bestemt belyst. Øjnene søgte et svar i Gillians; prøvede hun virkelig at få ham til at sige det ligeud, nu hvor nederlaget allerede tyngede ham?

"Du dropper mig, ikke?"

[Gillian C. Fudge]

Selvom Gillian så gerne ville gå tættere på ham og finde den ro, hun tidligere havde fundet i Liams nærvær, var hendes fødder som smeltet ned i gulvet og hun blev stående, hvor hun var.

"Jeg ved ikke, hvilket spil det er, du spiller, men du bør i det mindste selv tage ansvaret for dine handlinger," svarede hun og prøvede at fastholde den stoiske ro, der var begyndt at smuldre lidt i kanterne.

[William Knight]

Panden rynkedes en smule mellem de mørke øjenbryn, og udtrykket i løvens øjne kunne bestemt tyde på at han forsøgte at kæmpe gevaldigt for at finde ud af hvad fanden der foregik. Rådvildheden dirrede i fingerspidserne.

"Hvad fanden tager jeg ikke ansvar for?" Stemmen var ikke hævet, men derimod dybt forvirret, "Jeg vidste at der var en risiko da jeg kyssede dig. Så nej, det overrasker mig ikke at du bakker ud."

[Gillian C. Fudge]

Gillian trådte et lille skridt tilbage over bandeordet. Hendes barndom havde lært hende, at man ikke behøvede at hæve stemmen for at skælde ud eller straffe med ord på anden måde.

"Du tager ikke ansvar for dine handlinger," svarede hun og blikket begyndte at flakke mellem hans øjne. Havde hun mon misforstået? "Du vidste, der ville være en chance for, at jeg ville få følelser for dig, da du kyssede mig, men du gjorde det alligevel og nu har du indset, at det ikke er risikoen værd."

Stemmen var begyndt at vakle og hun tog en dyb indånding. "Jeg forstår. Du skal bare ikke lægge ansvaret over på mig."

[William Knight]

Ikke er risikoen værd? Det tog sin tid, men Liam måtte snart erkende hvor grundigt de talte forbi hinanden. Gillians adfærd, de udvekslede ord, og stemningen mellem dem syntes ikke at have stemt overens. Faktisk havde de begge virket som om de modtog en kølig og forvirrende afvisning.

Der blev blinket lidt med de brune øjne, i håb om at kunne se situationen en smule klarere. Gillians usikkert-flakkende blik kylede hans tøven ud af vinduet. Hvis der var noget at udrede, måtte han forsøge; selvom han var uendelig bange for at han ville kludre i sine ord. Det var sjældent at han talte direkte fra hjertet. Når han gjorde, skred det ofte.

"Gillian, jeg har da overvejet om det her måske ikke er den bedste løsning for dig. At jeg er for... Uforbederlig." Begyndte han forsøgende og en smule dæmpet. "Utilstrækkelig." Ordet var svært for ham at sige, men han tvang sig selv til ikke at slå blikket ned i gulvet, eller smide et ironisk smil over læberne.

"Måske er det selvisk af mig, men for mig er du risikoen værd." Han sank en klump i halsen i nervøsitet over endnu et afslag, "Det var derfor jeg ville snakke med dig. Fortælle at jeg havde tænkt på dig lige siden... Ja, nærmest siden du havde støv over hele ansigtet." Der blev trukket ganske mildt på mundvigene.

[Gillian C. Fudge]

Der var tavst i hvad der føltes som en evighed. I hvert fald mellem dem. Inde bag Gillians flakkende blik var der et hav af tanker, der alle kørte rundt i en skrigkonkurrence om, hvilken der fik lov at dominere hendes følelser lige det øjeblik. Det var nærmest en lettelse, da Liam talte, selvom hun troede, hun forventede, hvad der kom nu.

I stedet begyndte Liam at tale om sig selv og endte med at benytte lige præcis det ord, hun altid havde følt i sig selv. Utilstrækkelig. Det flaksede i hendes bryst og et øjeblik frygtede hun, at hun skulle kaste op. Så gik det op for hende, at hun var lykkelig.

Det ville sikkert gå over inden længe, som tvivlen og alle grundene til, det var en dum idé kom tilbage, men lige der var hun helt igennem lykkelig. Læberne skiltes i et smil og afslørede en snorlige tandrække.

"Det har jeg også. Men med dig," indrømmede hun.

[William Knight]

Det var nogle skånselsløse øjeblikke Liam måtte gennemgå som ordene bevægede sig over hans læber. Det var en sårbar form for ærlighed; Én han ikke følte han havde gennemgået før, gennem sit unge liv. Det var næsten nemmere at indrømme sine fejl og dumheder, end noget så simpelt og uskyldigt som dette.

Smilet der omkransede Gillians rødmalede læber, gjorde ham endelig bevidst om at han nærmest ikke havde trukket vejret gennem sine sætninger. Luften han trak ind virkede altså forfriskende, selv blandt støvede, gamle malerier.

"Virkelig..?" Der var nærmest en uskyldig overraskelse i hans tone og i dét smil han sendte hende. Selvom han forsøgte at kontrollere det en smule, kunne der ikke sås tvivl om at Liam mærkede mere end bare et sædvanligt boost i selvtilliden. Han trådte tættere på hende og ind under faklens lys.