Gnister

[Sorcha B. Maynard]

Sorcha havde kun været på arbejdspladsen i et lille stykke tid. Det var stadig underligt at være tilbage igen. Selvom hun kun havde været væk i et par år, føltes alt alligevel så fremmed. Hun priste sig lykkelig over at modtagelsen blandt sine kollegaer var både åben og varm. Hun havde i de første par uger forsøgt at undgå kantinen, blot for at give sig selv den ro hun havde brug for, men også af god vilje mod Daniel, selvom hun var i tvivl om hvorvidt han spiste på sit kontor.

Alligevel havde hun nær tabt sin bakke med frokosten på da hun så det så velkendte ansigt. Hendes hjerte sprang et par slag over og munden føltes underlig tør. Hun klarede halsen og samlede sig mod til at gå derhen.

Langsomt rømmede hun sig og slog de grønlige øjne op. "Hej Daniel." Hendes stemme var mild og varm. Hun var oprigtigt glad for at se ham.

Til Daniel P. Maynard

[Daniel P. Maynard]

Daniel var ikke meget for at bruge Ministeriets kantine og blev derfor sjældent set i den. Det var generelt sjældent, han forlod sit kontor, men netop i dag havde han været der for at søge en fra de andre afdelinger. Han var netop blevet færdig med at drikke en kop kaffe med ham, da et velkendt ansigt fangede hans blik.

Informationer gik meget sjældent hovedassistentens næse forbi og han havde godt hørt, ekskonen var begyndt at arbejde i ministeriet. Alligevel kunne intet have forberedt ham på den følelse, det satte i hans bryst, da han spottede hende. Billeder af hende stående med sine tasker ved døren. Det var år siden og alligevel smagte mindet stadig så frisk.

"Sorcha," hilste han og prøvede at lyde afslappet og professionel. Det lukkedes nogenlunde. "Jeg hørte godt, du var blevet tilbudt en stilling her." Han prøvede at smile, men det føltes underligt stift og han droppede det hurtigt igen.

[Sorcha B. Maynard]

Det var endelig smerteligt end hun havde forsøgt at forberede sig selv på. Hele hendes fortid væltede op i hende og lysten til bare at omfavne Daniel var så stærk at hun måtte lukke hårdere sammen om bakken for ikke at give efter.

"Ja, mit gamle arbejde." Sorcha forsøgte at lyde neutral, som om det bare bare en lille bagatel, uden nogen stor betydning. Den akavede og trykte stemning der pludselig omsluttede dem, gav Sorcha en umådelig stor lyst til at ruske i Daniel; få ham til at indrømme alle sine fejl. Erkende at det var hans skyld.

Men man var altid to om det, det vidste Sorcha så udmærket godt. Det havde ikke været mangel på kærlighed at hun valgte at blive skilt fra ham; havde det så bare været det. Hun klarede halsen en smule. "Du holder stadig skansen, kan jeg se" Der hvor Daniel havde svært ved at fremmane et smil, kunne Sorcha brilliere. De hvide tænder kom til syne, da de rødlige læber bredte sig i et smil. Det var hverken sarkasme, overmådelig lykke eller hånligt.

Hun var bare oprigtigt glad for at se ham. Minder var svære at komme af med, hvor end meget man ville ønske at man kunne.

[Daniel P. Maynard]

At se Sorcha igen efter så mange år var som at blive smidt direkte tilbage i sædet til en særforestilling om hans liv, deres liv. Men han var ikke femten år længere og selvom hun stadig var lige så smuk som dengang, måtte han minde sig selv om alt det dårlige og al smerten, han havde påført hende.

"Selvfølgelig," svarede han lavmælt, påvirket af hendes nærvær. Det var det arbejde, der havde drevet dem fra hinanden. Droppede han det nu, havde det hele været forgæves. "Nogen skal jo holde dem i ørerne."

[Sorcha B. Maynard]

Sorcha forsøgte inderligt at bevare roen. Hun havde heller ikke lyst til at pine nogen af dem ved at blive hængene alt for længe. Det var bare som om at hun ikke kunne flytte sig ud af stedet.

"Jeg kunne heller ikke forestille mig nogen bedre til det" Hun blev også nødt til at se positivt på det hele, hvis hun først begyndte at tale ned og dårligt om hele affæren så ville det blive et helvede for dem begge.

Det måtte se utrolig fjollet ud, sådan som de stod. De havde hver deres ting de skulle, og det var som om de var en plade der var gået i hak, som skulle have hjælp til at fortsætte sangen.

[Daniel P. Maynard]

Det dirrede let i Dans ene mundvige, mens hans blik strøg over hendes ansigt. Det var så velkendt og alligevel... Han klarede halsen.

"Det var en fornøjelse at se dig igen, Sorcha," sagde han og fandt, at han virkelig mente det. Det var lidt for tydeligt i det ømme tonefald og han nikkede kortfattet til hende.

"Jeg burde..." Han pejede bag sig med et undskyldende smil.

[Sorcha B. Maynard]

Sorchas blik veg ikke fra Daniels. Det havde været alt for længe siden, og nu da han rent faktisk stod foran hende, var det svært at slippe. Knuden i hendes mave snørrede sig sammen da han talte igen, og langsomt måtte hun bøje hovedet en anelse. "I lige måde Daniel" Ligeledes som hans egen, var Sorchas stemme blød og hun kunne ikke skjule det milde smil.

"Selvfølgelig! Jeg skal ikke holde mere på dig" - Vi ses? Hun klarede halsen og rettede sig en anelse mere op. Hun burde også få spist sin frokost og tilbage til arbejdet.

[Daniel P. Maynard]

Hun var smuk. Smukkere nu stående foran ham, end hans erindringer havde kunne hamle op med. Han stak hænderne i habitbuksernes lommer og nikkede til hende.

"Vi ses vel rundt omkring," sagde han, selvom han ikke håbede det. Det var allerede forvirrende nok som det var. Så vendte han rundt på hælen og forlod hende.

afsluttet