Hjælp fra en voksen

[Gillian C. Fudge]

Der var gået fire dage, siden Gillian Fudge havde fået sit første kys. I dagene havde hun prøvet at finde ud af, hvad hun dog skulle stille op med det hele. Der var rygter, mulighed for at hendes forældre fandt ud af det og så det faktum, at hun stadig ikke vidste, om det var fornuftigt at stole på William Knight . 

Efter kor var hun derfor ilet ud på pigernes toilet, overvældet af de følelser, der pludselig havde raset i hende efter at have været ét med musikken. Gråden sand i halsen, som hun sank ned på knæ og prøvede at trykke den bagud. Hun stak tog fingre i halsen og tvang dem rundt, lænede sig ind over kummen. En tur mere, så vidste kroppen, hvad den skulle og hun overgav sig til det.

Thomasina McTavish

[Thomasina McTavish]

Thomasina var i gang med at samle sine noder sammen, mens koret opløstes for at gå hver til sit, men en enkelt elev fangede hendes opmærksomhed i mængden. Der var noget ved den unge piges hastige exit, der fik hendes bryn til at trække sig sammen.

Hun fulgte sin fornemmelse ud på pigernes toilet, tidsnok til den umiskendelige lyd, at nogen der kastede op. En bekymret rynke krøb ind på hendes pande mens hun med sagte skridt nærmede sig den eneste lukkede dør "Gillian? Har du det dårligt?"

[Gillian C. Fudge]

Det var først alt, alt for sent, at Gillian opdagede, hun ikke var alene på toilettet. Faktisk var det den værst tænkelige situation. En professor. Med rystende fingre skyllede hun og overvejede, hvad det bedste træk ville være.

"Nej, ma'am, det har sikkert bare været noget til aftensmaden i går," forsikrede hun og prøvede at lyde rolig, selvom hendes stemme stadig var spinkel af gråd. Hurtigt sikrede hun sig, at ingen tårer var synlige, før hun åbnede døren og så ud på sin korleder med et så uskyldigt udtryk som muligt.

[Thomasina McTavish]

Panderynken forsvandt ikke trods den vage forsikring inde fra båsen og blikket der mødte pigen da hun kom ud, var både vurderende og bekymret "Det er lidt sendt for aftensmaden fra i går at vende sig mod dig." konstaterede hun, mens hun trådte nærmere og lagde en kølig hånd mod Gillians pande "Måske du har samlet noget andet op. Det er trods alt blevet køligere i vejret." fortsatte hun, uden at kunne ignorere den instinktive fornemmelse af, at der var mere end sygdom galt.

[Gillian C. Fudge]

Gillian følte sig ikke hverken varm eller svedig, selvom hun da var en smule fugtig over kraftanstrengelsen det alligevel var at kaste op. Et lille smil kom til syne i hendes mundvige, men det nåede aldrig helt de lyse øjne.

“Det må være det, ja,” svarede hun og blikket flakkede kun let. “Hvis det var alt, Ma’am?”

[Thomasina McTavish]

Thomasina havde stadig en lille rynke i panden, men blikket var mildt og smilet varmt, da hun lagde en hånd mod Gillians kind et øjeblik "Hvis du er sikker på du har det bedre, så kunne du måske give mig en hånd med oprydningen?" hun så spørgende på pigen og havde sine helt egne bagtanker "Jeg kan tilbyde et krus varm te at sunde dig på bagefter."

[Gillian C. Fudge]

Det var ikke et særligt diskret forsøg på at få hende på tomandshånd, men Gillian følte sig ikke i en position, hvor hun kunne tillade sig at afvise og nikkede derfor afmålt.

“Selvfølgelig,” svarede hun og fulgte professoren tilbage ind i musiklokalet.

[Thomasina McTavish]

Hun nikkede let og fulgtes med Gillian ind i musiklokalet igen, hvor hun begyndte at samle sangblade fra stolene sammen "Du har en smuk stemme, Gillian. Jeg er glad for at have dig i koret." hun fortsatte ned langs rækken af stole "Jeg har overvejet hvad du ville sige til en solo til jule-koncerten."

[Gillian C. Fudge]

Gillian kastede et analyserende blik over lokalet, før hun med lidt hjælp fra magiens verden begyndte at stable stolene sammen. Hver stol blev placeret med omhyggelig præcision, før hun fortsatte til den næsten.

“Mange tak, professor,” svarede hun og et lille smil spirede i hendes mundvige, selvom tanken også gjorde hende kvalm. “Men tror De ikke, at nogle af de ældre eller mere erfarne sangere ville være bedre?” Det ville de nok ikke, men det føltes som det rette at sige.

[Thomasina McTavish]

Hun smilede for sig selv, mens hun sendte papirerne svævende gennem luften hvor de af sig selv gled nydeligt på plads i den slidte mappe hun opbevarede dem i "Och.. ingen af jer er tabt bag en vogn, sagt i al beskedenhed, men jeg kunne godt ønske mig at høre din stemme uden alle de andre."

[Gillian C. Fudge]

Den sidste stol blev stillet på de andre og Gillian vendte sig mod professoren. Hænderne blev foldet nydeligt.

“Ja?” Hun synes ikke selv, der var sket en forandring, men måske var der. Det lod i hvert fald til, at folk begyndte at bemærke hende nu. Hænderne filtredes fri af hinanden og den ene hånd strøg en krølle bag øret.

[Thomasina McTavish]

Hun nikkede med et bekræftende "Mhm.." før hun fik nodestativet til at svæve på plads i et hjørne "Men før jeg begynder at gøre mere ved det, er jeg nødt til at vide om det overhovedet er noget du kunne tænke dig?" hun gjorde en lille pause og betragtede pigen. Følelsen af, at der var noget galt var ikke forsvundet og det meste af tiden slog hun hende, som en der helst ikke ville gøre sig bemærket "Det kommer til at betyde nogle ekstra sang-lektioner med mig."

[Gillian C. Fudge]

Gillian sank en klump. Normalt var det hende, der betragtede med et vågent blik og hun brød sig ikke om at have følelsen af at blive studeret på den måde. Alligevel var tanken om en solo for fristende...

“Det vil jeg gerne, men mine forældre ville ikke bryde sig om det, hvis det gik ind og påvirkede mine reelle studier negativt.”

[Thomasina McTavish]

Thomasina gik tættere og gav Gillians arm et lille klem "Jeg ville være en dårlig underviser hvis jeg lod noget komme i vejen for dine studier, men du må selv bedømme om det bliver for meget. Jeg tænker måske en aften eller to om ugen?" hun så afventende på pigen.

[Gillian C. Fudge]

Pludselige berøringer var ikke en del af dagligdagen i Fudge-hjemmet og Gillian stivnede synligt over berøringen. Heldigvis var den flygtig og hun trak sig hastigt et skridt tilbage, omhyggeligt uden for rækkevidde. Hun skulle jo nødigt uvidende opfordre til endnu en.

“En aften om ugen vil jeg gerne,” svarede hun og dræbte den dårlige samvittighed med, at hun jo studerede sammen med Liam. Og at han prøvede at lære hende at fremmane en patronus. Det var også vigtigt.