Anspændt [S]

[Vera M. Selwyn]

Lucas Selwyn
17. september

Det værste ved at forsætte med at have eliksirer, var at hun skulle gå nede i krypten, hvor der ofte var fyldt med slanger. Hun havde altid parraderne oppe og idag var slet ingen undtagelse. Da hun trak tasken over skulderen og gik udenfor i krypten, bevægede hun sig mod trappen op til indgangshallen. Der så hun en gruppe i de velkendte farver, der som regel gav hende kuldegysninger. Desværre var der en af dem, som fik hendes hjerte til at hoppe to slag over. Lucas. Han stod sammen med en af de slanger hun ikke brød sig om, Piper Blishwick . Resten i gruppen kendte hun ikke. Hun forsøgte dog bare at gå forbi så hurtigt som muligt. Det var dog svært, for hun kunne ikke lade være med at se hen mod Lucas og det provokerede en af de andre til at sige "Hvad glor du på mudderblod?"
Vera vendte sig brat om og forsøgte at se hvem der havde sagt noget. Derefter så hun tilbage mod Lucas, direkte ind i hans øjne og snerrede "Idioter."
Et øjeblik senere var hun på vej op ad trappen, langt væk fra de forbandede røvhuller og specielt langt væk fra den dreng der gjorde hende så ked af det.

[Lucas Selwyn]

Lucas stod halvt lænet op af den kolde mur i krypten, stærkt optaget af en debat om hvilke af de nye elever der var blevet fordelt på det grønne kollegium egnede sig til at blive udset. Der var røget et par familienavne op, men Lucas var svær at imponerer, og det fremgik tydeligt i den utilfredse rynke mellem hans bryn.

Lucas havde forsøgt og øvet sig i ikke at se efter Vera når hun gik forbi, og netop denne dag havde det rent faktisk lykkes ham ikke at se op da den ellers velkendte krop passerede dem. Faktisk gik det først op for ham at det var Vera da han havde taget sig tiden til overhovedet at op.

Hans øjne blev kort store, og man kunne knapt nok se hans reaktion før at det vante ansigtstræk blev plantet fast igen. Han kunne mærke at det trak i ham da Vera mumlede den så ellers farverige beskrivelse efter dem. Han havde både lyst til at konfronterer hende, og skærme hende.

Han blev stående. Han gjorde sin samtale færdig med sine kammerater før han ret så galant undskyldte sig med henblik for at tjene et par ekstra point i Magisk Musik ved at gå op og gøre brug af det tomme lokale. De behøvede jo ikke at vide at det blot var en dårlig undskyldning for at styrte efter Vera.

Hvor langt mon hun var nået?

[Vera M. Selwyn]

Givetvis ville Lucas følge efter hende, tænkte hun og satte farten op. Hun ville ikke findes af ham, men på et eller andet tidspunkt kunne hun ikke holde tempoet oppe. Hun stoppede op på en af de trapper der bevægede sig og så ned for at se om han var på vej efter hende. Sandt nok, hun kunne se ham en del længere nede. I samme øjeblik drejede trappen og hun måtte vente på at den kom tilbage til det samme sted, før hun kunne gå videre. Det var ikke så godt. Han ville indhendte hende og hun gad virkelig ikke snakke med ham. Den måde han slet ikke havde set på hende gjorde stadig ondt. Hans arrogante ansigtsudtryk. Dumme nar.

[Lucas Selwyn]

Hun havde været langt hurtigere end Lucas først havde antaget. Men da han først havde fået øje på hende havde han sat farten op. Til hans held havde Vera dvælet lidt for meget og været uopmærksom lige længe nok til at trappen bevægede sig væk fra hendes stoppested.

Han klarede halsen en smule og måtte kigge sig over skulderen før han rettede blikket mod hende. "Forsøger du at stikke af fra mig?" spurgte han i en rolig stemme.

[Vera M. Selwyn]

Den måde han lige så sig over skulderen på, gjorde det ikke bedre. Hun stirrede på ham med et såret blik. Trappen bevægede sig igen og hun måtte holde fast på gelænderet, for at holde balancen.
"Ja." Sagde hun. Hun ventede et øjeblik. Derefter vendte hun sig om og gik videre. Hun gad ikke tale med ham. Han havde jo tydeligvis så mange andre gode venner, at han sagtens kunne miste hende.

[Lucas Selwyn]

Hvad forventede hun overhovedet af ham? Skulle han bare glemme alt hvad han kom fra, og offentligt erklære sin kærlighed? Hvis hun ventede på prinsen og den hvide hest skulle kun godt nok vente længe. Han var ikke nogen prins og han ville nok aldrig kunne slippe sit ophav.

Da Vera igen gik, denne gang ikke så hurtigt som før, fulgte han hastigt efter hende. Da de var nået af trappen og et stykke hen af korridoren tog han hårdt fast i hendes arm og trak hende med ind i det nærmeste kosteskab. Han kunne skære grimasse over lokalisationen. Men det var der ikke tid til.

"Hvad er der med dig?!"

[Vera M. Selwyn]

Det var ikke første gang hun var alene med en dreng i et kosteskab, men denne gang fulgte hun modvilligt med og jamrede lidt over hvor hårdt han tog fat i hendes arm.
Hun stirrede mod hans øjne i mørket. Tydeligvis såret over det der var sket.
"Tror du at jeg kan gå rundt og holde ud, at du behandler mig som luft, når der er andre til stede?" Sagde hun og forsøgte at rive sig fri af hans greb. Hendes stemme var ikke vred, nærmere ked af det.

"Og så skal jeg endda finde mig i, at du bevæger dig rundt med sådan nogle typer, der i bedste fald mener jeg skal smides ud af skolen. Er det også det du mener Lucas? At jeg er en beskidt mudderblods?" Sagde hun og bed tænderne sammen, så hun ikke kom til at græde.

[Lucas Selwyn]

Det kunne af og til slå klik for Lucas, i dag var ingen undtagelse, selvom det måske var det værste tidspunkt det kunne ske på. Han var simpelthen fyldt op.

"jeg sagde ikke at det bille blive nemt Vera! Du vidste udmærket hvad der ventede" mumlede Lucas og kunne mærke at hans stemme var ved at knække over. Det var jo ikke for sjov at de blev nødt til at holde det hele så hemmeligt. Men det hjalp ikke at hun bebrejdede ham.

"Selvfølgelig mener jeg ikke det" kom det hæst fra ham. Ikke mere i hvert fald. Han trak vejret dybt ind og forsøgte at lægge armene omkring hendes skuldre.

"Men tiden er ikke til at jeg kan slippe af med lænkerne. Jeg er lige så meget fanget i det som du er"

[Vera M. Selwyn]

Lucas' ord sved. Hun stirrede bedrøvet på ham og skubbede underlæben en smule frem. Hun havde i princippet vidst det ja, men det var nemt at stå og love guld og grønne skove, når man ikke vidste hvor ondt det ville gøre i sidste ende. Det anklagende blik var dog efterhånden ved at forsvinde fra hendes øjne. Hun pressede sig i stedet ind mod ham, da han lagde armene om hendes skuldre.

"Jeg føler mig bare så beskidt nogle gange." Sagde hun og lukkede sine øjne. Det var ikke ligefrem en ny følelse for hende, men det her var anderledes. Det var emotionelt, som om hun var uønsket.
"Og jeg savner dig." Selvom de gik op og ned ad hinanden, var der en distance imellem dem, som fik det til at virke som om han var flere kilometer væk.

[Lucas Selwyn]

Lucas forstod så udmærket hvordan hun havde det. Smerten var den samme, de oplevede den bare fra forskellige steder. Han tvivlede ikke på at Vera havde det lige så dårligt, lige så svært og mindst lige så forelsket som ham selv. Det var nok hele turmulet det gjorde det så svært.

"Du er mere ren end nogen af os andre" hviskede Lucas stille og bøjede sit hoved frem så han kunne hvile sin pande mod hendes. Et dybt suk forlod ham og han trak hænder tættere indtil sig.

"Jeg tænker hele tiden på dig" erkendte han før han løftede hendes hage op så han kunne kysse hende. Langsomt og sigende. "Du må aldrig være i tvivl om min kærlighed til dig"

[Vera M. Selwyn]

Det var første gang nogen havde kaldt hende ren. Det var så anderledes at hun ikke kunne lade være med at elske ham lidt højere, for ikke at dømme hende. Hun smilede svagt da han trak hende tættere på. Den fysiske kontakt hjalp. Det havde den altid gjort.
Tøvende løftede hun sin hage og så op mod ham med et opmærksomt blik. Hun lukkede sine øjne da han kyssede hende og strakte sig lidt, da han trak sig væk.
"Lucas." Hviskede hun og så ham i øjnene.
"Jeg har brug for dig." Bemærkede hun og smilede en anelse. De havde ikke været sammen længe. Alt for længe.

[Lucas Selwyn]

Lucas blev hurtigt opslugt af den mærkbare stemning der langsomt bredte sig hos ham. Sammen med Vera var det dog nemt at fortabe sig og give sig helt hen. Han kunne knapt nok få nok af at kysse og røre hende.

Hver eneste nerve gav efter over hendes ord, og hans krop viste en tydelig effekt derefter. Han kunne ikke lade være med at gengælde hendes smil, og ret hurtigt efter mødte han hendes læber i endnu et kys.

"Jeg elsker dig." hviskede han hæst og lod kyssende fortsætte ned over hendes hals.

[Vera M. Selwyn]

Vera fik en ide, da hun mærkede hvordan han blødte lidt op. Hun smilede svagt og gengældte hans kys.
"Jeg elsker også dig." Hviskede hun og lukkede øjnene halvt i, da han gav sig til at kysse hendes hals. Derefter begyndte hun at trække op i hans skjorte og gled ned på knæ for at kysse ham på maven. Hvis han havde brug for at blive lidt mindre anspændt vidste hun lige hvordan.

[Lucas Selwyn]

Lucas var rundt på gulvet. Det var en behagelig følelse at mærke Vera så tæt på igen. Selvom han fik en anelse dårlig samvittighed over at deres sidste intime møde var til Høstfesten.

Da hun begyndte at rode rundt med hans skjorte og til og med gled ned på knæ, løftede det ene bryn sig. Hun så dejlig ud. Langsomt lod han sine fingre kærtegne hendes hår. Det hele bobblede i hans krop og han havde lukket alt andet ude.

[Vera M. Selwyn]

Det var første gang hun gjorde det her med Lucas og hun skævede derfor op mod ham for at være sikker på, han var ok med det. Forsigtig knappede hun hans bukser op,mems hun forsat kyssede ham på maven. Derefter listede hun hånden ind under hans shorts og rørte ved ham. Forhåbentlig ville det værr en rar følelse.