Kølig efterårsvind

[Briony N. Baines]

Hamish Buchanan

Det var formiddag og solen skinnede fra en skyfri himmel. På trods af det var det stadig koldt og Briony havde derfor taget en varm kappe på, da hun tog ud for at øve sig. Nu var hun dog på vej tilbage, med røde kinder og en smule filtret hår. Hun blev nødt til at huske en hårelastik næste gang.
Som altid når hun havde været ude og flyve, var hun i godt humør og smilede derfor en anelse, stadig påvirket af den adrenalin der bevægede sig gennem hendes krop.
"Hamish" Sagde hun og vinkede til ham, inden hun skiftede retning imod ham. De havde ikke talt sammen siden hun røg på hospitalsfløjen sidste skoleår, men alt dette virkede så lang tid siden.

[Hamish Buchanan]

Hamish nød efteråret på Hogwarts, selvom han nu også så frem til at være færdig. Det skulle han have været nu, men han havde accepteret at livet ikke altid gik som man planlagde. For nu gik han bare en tur over de velkendte plæner og drejede hovedet, da en stemme skar gennem vinden.

Blikket faldt på Briony Nott og det trak op i hans mundvige, som han vendte sig mod hende og roligt krydsede afstanden. "Briony," hilste han med noget nær varme i stemmen og kastede et lidt nærmere blik på hende. "Du ser glad ud."

[Briony N. Baines]

Det var ikke en bemærkning hun havde hørt længe og det fik hende til at grine en anelse.
"Åh ja, jeg er begyndt at spille på quidditchholdet, det er utroligt forfriskende." Sagde hun smilende og så ham derefter i øjnene, spørgende.
"Hvordan har du det?" Spurgte hun og forsøgte at stryge sit hår om bag ørene, så det ikke blæste ind i hendes ansigt hele tiden.

[Hamish Buchanan]

Hamish hævede øjenbrynene lidt i overraskelse. Han havde ikke for alvor taget Briony for at være en quidditchspiller. Men på den anden side, havde hun vist allerede gjort mange ting, som ingen havde forventet af hende...

"Tillykke med det," svarede han derfor og smilede lidt. "Godt. Det var efterhånden på tide at sommerferien sluttede."

[Briony N. Baines]

Det var også helt nyt, men hun var blevet nødt til at finde på et eller andet, der kunne distrahere hende fra alle de dårlige minder hun havde samlet efterhånden.
"Tak." Sagde hun med et skævt smil.
"Var det hårdt at være hjemme?" Spurgte hun. Hendes sommerferie havde heller ikke ligefrem været fantastisk, men det behøvede hun vist ikke at fortælle ham. Højst sandsynligt havde han læst eller hørt om det allerede.

[Hamish Buchanan]

Hamish slog ud med en arm i en gestus, der bød hende at gå med ham. Han åndede ud og stak hænderne i kappelommerne mod vinden.

“Som det altid er,” svarede han og så så ned på hende. Brynene var let sammentrukne. “Jeg vil undlade at spørge ind til din sommer.”

[Briony N. Baines]

Der skulle ikke meget overtalelse til, Briony begyndte at følge ham øjeblikket efter han havde gestikuleret. Hendes smil falmede dog en anelse, da han indirekte spurgte ind til hendes sommerferie.
"Nogle gange er det bedre at spørge end at gå ud fra man ved hvad der er sket." Sagde hun og trak på skuldrene. "Men ærlig talt, behøver vi ikke tale om det." Hun smilede en anelse til ham. "De fleste bliver så ukomfortable når jeg nævner det, hvilket man godt kan forstå."

[Hamish Buchanan]

Hamish hævede et øjenbryn. Han lod sig dog ikke afskrække så nemt, men trak bare ganske let på øjenbrynene. "Jeg regnede bare med, at du ikke havde lyst til at tale om det," svarede han ærligt.

"Men hvis du vil, så lytter jeg."

[Briony N. Baines]

Det var en blandet følelse. På den ene side ville hun gerne, på den anden side slet ikke.
"Den eneste grund til at jeg ikke skulle have lyst til at tale om det er at jeg er bange for, folk de tænker, at jeg er en dårlig person." Sagde hun med et afdæmpet suk.
"Det er næsten værre, end det der er sket." Bemærkede hun.

[Hamish Buchanan]

Hamish rynkede brynene lidt over hendes ord i et eftertænksomt udtryk. Han var stille i et par sekunder, som de gik i fred og fordragelighed, væk fra larmen på slottet.

"Fortæl mig, hvad der skete."

[Briony N. Baines]

Brionys hjerte bankede hurtigere, da hun forsøgte at finde tilbage til den aften hvor det skete. Det gav hende en smule kvalme.
"Det var en aften hvor Brianna og hendes familie var på besøg. Så gik hun og Edward en tur i vores lille have, men jeg fulgte efter. Da jeg kom ned skændtes de og han kastede en besværgelse på hende." Hun holdt en pause og tog en dyb vejrtrækning.
"Jeg forsøgte at hjælpe, men jeg og Brianna kastede hver vores besværgelse." Hun stoppede med at gå. Hun kunne ikke holde sine tårer tilbage mere, så i hun forsøgte at tørre dem væk fra sine kinder uden held.

[Hamish Buchanan]

Hamish lyttede i stilhed, øjenbrynene endnu let sammentrukne. som hun talte. Da det tydeligvis ramte hende til sidst, stoppede han dog og drejede sig mod hende.

Uden at sige noget rakte han slet og ret ud og trak hende ind i en omfavnelse.

"Du er ikke en morder, Briony," bemærkede han lavmælt, men seriøst.

[Briony N. Baines]

Det var ellers det folk havde sagt til hende. De kendte hende selvfølgelig ikke, men det var svært for hende ikke at lytte til dem. At være medvirkende til sin brors død, ligemeget hvor dårlig et menneske han havde været, var grotesk for de fleste.
Briony pressede sig ind mod Hamish og lukkede sine øjne i. Hun havde virkelig haft brug for et kram.
"Jeg troede det var det alle mente." Sagde hun og så op på ham, mens hun snøftede en anelse.

[Hamish Buchanan]

Hamish' reaktion var helt instinktiv og han satte ikke spørgsmålstegn ved siden beslutning. "Jeg mener det ikke," forsikrede han hende og uden at tænke over det, plantede han et enkelt kys mod toppen af hendes hoved. Måske var det fordi, at Briony altid havde føltes mere som en lillesøster, end hans egen gjorde.

Han løsnede grebet lidt og trak sig tilbage, så han kunne se på hende. "Du kan godt snakke med mig om det, Bri. Hvis du vil."

[Briony N. Baines]

Lettelsen skyllede igennem hende, men da han kyssede hende på toppen af hovedet, stivnede hun et flygtigt øjeblik. Hun tog en dyb indånding og måtte minde sig selv om, at Hamish ikke var Edward, selvom det var en ting hendes bror plejede at gøre.
"Tak, det er sødt af dig." Sagde hun.
"Har du nogensinde hørt at der er en besværgelse, man kan bruge til at læse tanker?" Spurgte hun og så ham i øjnene. Hun havde virkelig meget lyst til at fortælle ham om Nathaniel, men problemet var, at hvis hun gjorde, ville han vide det så snart de gik forbi hinanden. Det kunne hun ikke risikere.