På tide

[Willard Ollivander]

For Will havde det været en lang dag med lektioner og nye indtryk og han var godt udmattet, da han endelig nåede opholdsstuen. Egentlig havde hans plan været at gå direkte op til sit sovekammer, men synet af et velkendt ansigt fik ham til at skifte mening.

Synet af veninden, som han ikke havde set hele sommeren, fik det til at trække svagt i den ene mundvig. 



“Hej fremmede”, smilet på grævlingen spredte sig så hans tænder kom til syne i mørket.

Augusta Avery

[Augusta Avery]

Augusta sad aldrig og læste lektier i opholdsstuen, selvom hun sikkert burde. I stedet var hun ved at stable et tårn ud af sine bøger fra sin position på gulvet mellem en sofa og et bord.

Da en behagelig velkendt stemme lød ved siden af, så hun op på sin ven. For første gang i måneder.

“Jeg troede, at du måske var gået under jorden i sommerferien.”

[Willard Ollivander]

Augustas svar fik ham til at smile bredt. “Det var lige før”, kommenterede han med en enkelt sitren i mundvigene. Willard havde brugt forfærdelig meget af sin sommer i familiens butik og havde af den grund ikke set meget til sine venner. 

Will havde et enkelt bryn over tårnet af bøger ved siden af hende.

“Det ser… produktivt ud?”, han så sigende på hende, men med antydningen af et skævt smil som han slog sig ned på gulvet ved siden af hende.

[Augusta Avery]

Augusta fnøs over hans knivskarpe observering og skulede lidt til ham, før hun slet og ret bare stablede endnu en bog ovenpå sit nu temmelig kunstfærdige tårn, hvis hun selv skulle sige det.

"Det er det faktisk også," konstaterede hun overbevist og løftede hagen i retning af ham, selvom han sad ved siden af hende. Et smil sitrede. "Hvad har du da gang i af mere fornuftige ting?"

[Willard Ollivander]

Willards tænder blev synlige, som han betragtede hende stable endnu en bog ovenpå tårnet. Han kastede hende et enkelt blik, med sit ene bryn hævet den mindste smule, før han smed sin egen bog blidt i skødet på hende.



“En bog om alverdens træsorter”, gav han hende som svar og selvom han selv fandt den yderst spændende, så vidste han at det for de fleste var utrolig, tør læsning. “Slutningen kommer helt bag på en”, jokede han med et sarkastisk glimt i de mørke øjne.

[Augusta Avery]

Der var ét skoleemne, der havde evnen til reelt at fange Augustas opmærksomhed og der var botanik. Hun livede lidt op og strakte halsen for at se nysgerrig ned i Willards bog.

“Virkelig? Hvordan det?”

[Willard Ollivander]

Willard blev lidt overrasket over Augustas nysgerrighed, omend han burde have set den komme taget hendes fars fag i betragtning. Han blev tydeligt selv mere passioneret over den uventede interesse.



“Jeg løj måske lidt om slutningen”, indrømmede han i et skævt smil.

“Men den er utrolig lærerig, hvis man kan lide den slags. Som f.eks. ahorn, der minder det canadiske og europæiske meget om hinanden, men man kan lære at adskille dem ved farvespillet. Det europæiske har også mere styrke, hvilket er en fordel ift. tryllestave”, fortalte han i en strøm af ord og måtte anstrenge sig for at stoppe igen.

[Augusta Avery]

Augusta interesserede sig meget lidt for alt, hvad der havde med magi at gøre, fordi hun var røvdårlig til det. Hun havde indtil flere gange brugt spidsen af sin tryllestav til slet og ret at ridse tegninger ind i reolerne på biblioteket og den var, ligesom hendes magi, ikke i den bedste stand.

Nu mærkede hun dog for første gang en reel interesse i Willards kommende fag og det var klart i hendes blik. "Det har jeg aldrig tænkt over," musede hun. "Hvordan udvælger I et træ? Er det bare alle træer, der er gode?"

[Willard Ollivander]

“Hvert træ har deres egen egenskab. Det afhænger f.eks. også meget af hvilken kerne den sættes sammen med”, forklarede han. Han fugtede sine læber engang, før han greb ud efter sin bog igen og slog op på en bestemt side. 


“Tag f.eks. sort valnød. Den er god i hånden på en ejer, der er god til at håndtere sine egne følelser, da træet ofte vil afspejle sin ejers følelsesmæssige tilstand. Sammensat med et enhjørningehår, ser man ofte at staven er så hengiven til sin ejer, at den ofte visner i løbet af sin mesters sidste timer”, forklarede han videre med stor entusiasme i stemmen.

[Augusta Avery]

Augusta var reelt interesseret, selvom alt hvad der havde med magi at gøre sjældent fangede hendes interesse. Willard havde fundet den rigtige indgangsvinkel og hun så nysgerrigt på ham.

"Hvad med kastanje...?"

[Willard Ollivander]

Kastanje. Det var det hans egen stav var bygget af. “Det er et nysgerrigt træ, der varierer meget i karakter, afhængigt af hvilken kerne den er”, han rykkede lidt tættere på hende, som var han i færd med at fortælle hende en enestående hemmelighed, mens hans blik stadig hvilede i hendes.

“Parret med dragehjerte, f.eks, der finder staven oftest den bedste ejer blandt dem, der har en forkærlighed for luksuriøse ting. Parret med et enhjørningehår i stedet, der parres staven oftest bedst med dem, der har et stort behov for retfærdighed”, forklarede han ufattelig passioneret, før han igen måtte stoppe sig selv fra at køre ned af et sidespor.



Han smilede lidt for sig selv, før han tilføjede. “Den er også ofte set blandt dem, der har en gave indenfor botanik”.

[Augusta Avery]

Augusta lyttede med reel interesse og det var ærligt talt en imponerende bedrift. Der var ikke meget der fangede hende på den måde og hun kom til at smile dumt over det sidste.

"Og det er ikke bare noget, du finder på?" spurgte hun lidt mistroisk, men smilende. "Min har også enhjørningehår."

[Willard Ollivander]

Hendes spørgsmål fik ham til at rynke brynene spørgende. “Hvorfor skulle jeg dog det?”, svarede han, lidt fornærmet. Han var virkelig passioneret omkring faget og kunne aldrig drømme om at lyve omkring det. Det næste hun sagde fik fornærmelsen til at fordufte en smule.

“Det ved jeg”, svarede han ærligt og sendte hende et lille, skævt smil. “Vi har begge kastanje og enhjørningehår til fælles… Så det er nemt for mig at genkende”.

[Augusta Avery]

Augusta tog sig ikke så meget af fornærmelsen, men smilede bare lidt og endte med at hvile hovedet mod sin vens skulder. "Du er bare bedre til at bruge den end jeg er," konstaterede hun og trak sin egen frem, uden at løfte hovedet.

Den var fuldt med fingerfedtpletter og spidsen så temmelig slidt og ridset ud.

[Willard Ollivander]

Willards udtryk blev mere alvorligt, som han kærligt lagde en arm rundt om sin ven.



“Du må ikke være så hård ved dig selv”, sagde han dæmpet, mens han blidt kørte en lys hårtot om bag hendes øre. “Din tryllestav definerer dig ikke. Du kan sagtens være en fantastisk magiker uden”, han gav hendes skulder et venskabeligt klem. 



“Det er du allerede”.