En søsters velsignelse

[Agrippa Birthwistle]

Der var ikke meget der gik Agrippas næse forbi når det kom til nyheder omhandlende familien Birthwistle. Agrippa havde hørt et rygte om at hendes kære lillebror Barnabas Birthwistle var begyndt at ses med en køn, lyshåret helbreder. Det var ikke hendes sted at blande sig i sin brors affærer, det vidste hun, men hun var samtidig hans storesøster og havde et vis ansvar for at se hende an.

Agrippa gik derfor ikke den almindelig rute, der ville føre hende til Magiske Infektioner, men derimod en anden, mere snoet vej, til hun nåede afdelingen for Skadelige eliksirer og plantegifte. Det tog hende ikke lang tid at spotte kvinden ud fra de andre ansatte. Agrippa ventede tålmodigt til hun så ledig ud, før hun bevægede sig hen mod hende. 



“Goddag”, hilste hun i et venligt smil. Hun betragtede kvinden overvejende et øjeblik, før hun fortsatte. “Kan du vise mig vej til Barnabas Birthwistle? Gangene flyder lidt sammen for mig”, en lille hvid løgn. Hvis hun endte med en dag at blive en del af familien, kunne de grine af det.

Alice Longbottom

[Alice Longbottom]

Alice var efterhånden begyndt at falde temmelig godt til på hospitalet og vanerne var begyndt at udvikle sig. Med næsen dybt begravet i en sagsfil bevægede hun sig ned ad gangen til en patient, de havde haft siden før hendes start der, da hendes blik blev hevet op af en temmelig søgende udseende kvinde.

"Hej," besvarede hun det med en frisk hilsen og et smil. "Barnabas... Birthwistle?" Hun sank og kastede et stjålent blik på kvinden, før hun nikkede. "Jo, selvfølgelig." Forhåbentlig havde hun ikke mærket hendes tøven.

"Jeg har fem minutter, så jeg kan lige tage dig til den rette etage, så burde du kunne finde ham derfra," forsikrede hun hende og begyndte at gå mod elevatoren. Alice håbede virkelig, det lød afslappet, da hun fortsatte. "Såeh, hvor kender du Barnabas fra?"

[Agrippa Birthwistle]

Agrippa betragtede kvinden vurderende i det skjulte. Første indtryk var godt. Hun var en køn pige, men det Agrippa noterede sig mest ved, var det venlige skær hendes blå øjne synes at have i dem.

“Tak”, et bredt smil bredte sig over hendes læber, som hun fulgte med kvinden. De havde gået i stilhed i et lille øjeblik, før kvinden stillede et spørgsmål, der gjorde det umuligt for hende at fortsætte med at være anonym. Det var begrænset hvor mange løgne man kunne stikke en mulig, kommende svigersøster.

“Mit navn er Agrippa Birthwistle”, afslørede hun. “Barnabas er min lillebror".

[Alice Longbottom]

Svaret satte gang i en nervøs kriblen i Alices mave. Pludselig var det ikke bare en patient eller en bekendt, hun viste vej, men Barnies familie. Hun vidste, hvor vigtigt det var for hende selv og ville behandle hans med samme respekt.

"Åh. Jeg synes nok, du så bekendt ud." Alice havde set hende et par gange, når hun havde besøgt Damaris tidligere. "Godt at se dig igen," sagde hun oprigtigt. "Jeg er ny her, men min fornemmelse af Barnabas er, at han er meget vellidt."

[Agrippa Birthwistle]

Agrippa smilede tilbage til Alice. “I lige måde”, sagde hun og noterede sig, at kvinden havde gode manerer. Det næste fik et varmt smil frem på hendes læber. Hun elskede at høre den slags om sin bror. Hun ønskede det bedste for alle sine søskende. 



“Har du mødt ham?”, spurgte hun prøvende, mens de grønne øjne stjal et hurtigt glimt, for at se hvordan hun reagerede på spørgsmålet.

[Alice Longbottom]

“Ja, Damaris bad ham give mig en rundvisninger min første dag,” svarede Alice sandfærdigt, om end det ikke var hele historien. Men det var op til Barnie selv at fortælle. Hun havde ingen intentionerne om at sætte ham i en klemme.

“Han er venlig.” Hendes kinder føltes varmere og hun var glad for, at de snart var henne ved elevatorerne. “Men det husker jeg ham også som fra jeg var yngre.”

[Agrippa Birthwistle]

Damaris. Hun sendte en varm tanke til lillesøsteren, som de fortsatte med at gå ned af gangen. 



“Er du glad for det her på Skt. Mungos?”, spurgte hun og drejede emnet lidt væk fra Barnabas igen, så hun kunne høre lidt mere om selve Alice.

[Alice Longbottom]

Alice nikkede og begyndte at få en mistanke om, hvorfor Agrippa stillede alle de spørgsmål. Men det kunne hun selvfølgelig ikke vide, så hun måtte fortsætte den høflige uvidenhed.

“Ja, jeg nyder det meget. Det er travlt og hårdt, men meget givende. Og alle er så søde ved mig her,” svarede hun. “Hvad laver du?”

[Agrippa Birthwistle]

Agrippa trådte ind i elevatoren og tog sig selv i at være tæt på selv at tage styringen. I stedet trådte hun til side, så Alice kunne tage sig af valget af etage.

“Oblivator”, svarede hun. “Afdelingen for Magiske Katastrofer og Ulykker. Det er også meget givende, på sin egen måde”, tilføjede hun og undlod at nævne tilføjede ‘og med en vis risici’ omend det lå lige på tungen.

[Alice Longbottom]

De trådte ind i elevatoren og Alice trykkede lidt for rutinere på knappen med 2. Elevatoren satte i bevægelse, mens hun smilede til Agrippa.

“Det lyder interessant. Jeg har aldrig prøvet obliviation,” indrømmede hun. Dørenes åbnede. “Så er det lige herinde.” Hun fulgte med ind på etagen.

[Barnabas Birthwistle]

Der var ikke åbent for alle og enhver på afdelingen for infektioner - af god grund. Spredningen af magiske sygdomme kunne få katastrofale følger for det magiske samfund. Derfor var der da også en heks, som stoppede de to unge kvinder på deres vej. Idet hun gav sig til at spørge helbrederlærlingen til hendes civilklædte følgesvends formål, kom Barnabas gående inde forbi den glasdør, der skærmede afdelingen af. Han nåede at gå helt forbi, før hans hjerne fik samlet op på hvad hans øjne havde set og han kom tilbage igen for at stirre lidt fra Alice til Agrippa.

Efter at have kastet en desinficerende trylleformular på sig selv, kunne han træde ud fra afdelingen og se forvirret på dem begge to. "Hvad...?"

[Agrippa Birthwistle]

Agrippa smilede for sig selv over Barnabas reaktion, før hun med påtaget uvidenhed vinkede til ham. “Bror”, hilste hun og trak ham ind i et kram, da det var hende muligt. Hun så skiftevis fra Barnabas til Alice, før hendes blik fandt sin lillebrors igen.



“Jeg kom forbi for at høre om du var fri til frokost. Alice Longbottom var så sød at følge mig herhen”, forklarede hun sin bror i et let smil.

[Alice Longbottom]

Hele situationen kaldte lidt på, at Barnabas da selvfølgelig skulle valse intetanende ind i situationen. Alligevel blev Alice forundret over, at hendes liv og held virkelig var så forudsigeligt og hun smilede mildt op til ham for at vise, at hun ikke havde det fjerneste problem med situationen.

“Agrippa havde forvildet sig ind på min afdeling og jeg havde lige et øjeblik til at sikre, at hun kom rette sted hen. Men hun er i sikre hænder nu.” Hun smilede lidt fra den ene til den anden og prøvede ikke at føle sig for målt og vejet.

[Barnabas Birthwistle]

Barnie var en del af en familie, der var blandelysten og lettere grænseoverskridende og det var Alice så blevet indviet i nu. Han forsøgte at sende hende et undskyldende blik, men kunne ikke så godt gøre det for åbenlyst, imens hans storesøster stod og så på ham. En dyb indånding efter hendes forsøg på at omfavne en infektionstroldmand senere, furede en rynke sig mellem hans bryn.

"Jeg har ikke pause før om to timer," indvendte han. "Du ved godt, at vores skemaer er pressede, Aggie..."

[Agrippa Birthwistle]

Hun trak på skuldrene over broderens svar. “Det var forsøget værd”, svarede hun ham med et glimt af øjet. I stedet drejede hun sig om mod Alice.



“Måske du er fri?”