En voldsom drejning

[Charlie Griffin]

Tråd til Mercy Maverick  & Monique Bonaccord

Endnu engang havde Charlie forvildet sig ind i tusmørkegryden, for at finde nogle rekvisiter der skulle bruges til skolekomedien. Det virkede som det bedste sted af finde tingene, selvom hun var lidt utryg ved at gå igen gade igen. Sidst var hun stødt på Charles Carrow som havde mindet hende om deres skoletiden sammen og ikke mindst bedt hende stoppe sit arbejde på Hogwarts. Her arbejde hun dog stadig.

Hun trak et tørklæde op omkring håret, så hun ikke så lidt kunne genkendes og skyndte sig gennem gaden ned til de butikker hun skulle ind i. Hun følte sig forfulgt og gik derfor og kiggede sig over skuldrene med jævne mellemrum, men der var ingen at se. Hun ville bare skynde sig ind i butikken og så skynde sig ud igen!

[Mercy Maverick]

Mercy og gruppen havde snakket om, hvem de potentielt kunne angribe, for at sende en besked ud om at mudderblod ikke var velkomne. 

De havde diskuteret mudderblods kvinden, Charlie, som var professor på Hogwarts - forkasteligt. 
Det kildede i Mercys fingrespidser, for at få lov til at have det lidt sjovt med den beskidte tøs, og hun havde derfor prøvet på at holde nøje øje med hende. Hun havde før set hende i Tusmørkegyden, og havde derfor valgt at befinde sig i dette område, i håbet om at løbe ind i hende på en dag som i dag.

I dag havde hun aftalt at mødes her, i Tusmørkegyden, med Monique Bonaccord . Hun var ret sikker på, at de ville komme til at støde ind i Charlie i dag. 

---

* Bare som en sidenote og påmindelse: Efter min forståelse tager det her sted FØR angrebet på Phyllis - altså inden den 15. september. Mercy er trods alt en af dem, der er eftersøgt nu, og derfor er hun efter den 15. september gået i skjul. 

[Monique Bonaccord]

At en ækel lille mudderblod skulle bevæge sig ned i Tusmørkegyden, forstod Monique ikke, men hun kedede sig og forventede, at Mercy havde ret, når nu hun sagde det. Hvis det var tilfældet, var professoren i hvert fald dummere end troldesnot og fortjente at lade livet. Mere end i forvejen, i hvert fald.

Med værdige skridt trådte kvinden ned ad gaden og fik snart øje på Mercy. "Salut," hilste hun roligt, da hun nåede hende. "'Ar du set 'ende endnu?"

[Charlie Griffin]

Charlie var på vej hen i en butik, som solgte gamle ting, men tøvede, før hun gik ind. Noget føltes altså forkert, hvad det var, vidste hun ikke, men noget var der. 
Hun vendte sig om og så et par kvinde lidt væk stå og hviske, hvad de snakkede om kunne hun selvfølgelig ikke høre, men hun skyndte sig bare videre. Måske havde det alligevel været en dum ide at gå herind? I hast valgte hun at gå tilbage til Diagonalstrædet, og da hun satte i fat, gled tørklædet ned, så man kunne se hvem hun var.

[Mercy Maverick]

”Salut,” hilste hun tilbage, men slet ikke så flot og fransk, som Monique havde formået at sige det, med sin perfekte franske accent. Det generede ikke Mercy… Hun havde prøvet.

Mercy havde faktisk ikke kunne få øje på Charlie, mens hun havde været her i dag. Hun foldede armene over sit bryst, mens hun kiggede rundt på gaderne.
”Nej, jeg har faktisk ikke set hende…” og så så hun Charlie, der havde haft et tørklæde til at gemme sin identitet, ”…Før nu…” hun nikkede diskret i retning mod Charlie, hvorefter hun ikke kunne holde sig selv tilbage fra at grine en smule. Dog var dette en dæmpet latter.

[Monique Bonaccord]

Monique kendte ikke denne Professor Griffin og det kom da heller ikke bag på hende, at Mercy ikke havde set hende endnu. De havde ikke været der så længe.

Brynene gled op og hun fulgte blikket over til en kvinde, der grangiveligt ikke rigtigt så ud til at passe ind. Hun smilede let til Mercy. "Så, en plan?"

[Charlie Griffin]

Charlie trak tørklædet op igen og fortsatte. Der var ikke rigtig noget hun ville have den dag alligevel og hun hvade besluttet sig for at sætte sig et andet sted hen og skrive, hvor der ikke virkede så skummelt. Var hun bage? Nej ikke som sådan, hun ville bare gerne hen et sted hvor det ikke føltes som om alle skulede til hende. 
Hun blev stoppet kort af en ældre heks, som ville vide om hun havde nogle småmønter, men det sagde hun hurtigt nej til og fortsatte så videre.

[Mercy Maverick]

Mercy trak på skuldrene. Hun havde faktisk ikke tænkt så langt? Hvordan skulle de få fat i hende?
”Vi kunne bruge imperioforbandelsen? Få hende til at følge med os til et mere… privat… sted, og så gøre hvad vi skal?” det blev sagt i en dæmpet tone, for Mercy ville helst ikke have at de forkerte lagde ører til det.

Hun kunne se at Charlie blev holdt hen ad en ældre dame. Godt. Det gav dem mere tid til at overveje, hvad der skulle gøres.
Det var ikke helt usandsynligt at Mercy kunne gå hen og snakke med mudderblodet. De havde trods alt gået på Hogwarts sammen, selvom det ikke var på samme årgang.

[Monique Bonaccord]

Monique så længe og overvejende på Mercy, før hun til sidst nikkede. Selv havde hun udført imperiusforbandelsen et utal af gange, som barn sommetider ubevidst på de uværdige. Hendes morfar havde altid været så stolt.

"'Ar du gjort det før? Eller skal jeg bare?" spurgte hun afslappet som diskuterede de, hvem der lagde ud for den næste kop kaffe.

[Mercy Maverick]

Selvom Mercy inderligt ønskede at gå op og få den tøs ned med nakken, så havde hun på fornemmelsen at Monique havde mere øvelse end Mercy.
Mercy havde ikke så meget erfaring med forbandelserne, men var bedre til at håndtere normale besværgelser.

Hun gav derfor et nik, ”jo, det synes jeg lyder meget godt…” for hun var ret sikker på at Monique kunne klare det hurtigt og rent. Diskret.

[Monique Bonaccord]

Monique nikkede diskret og gik tilsyneladende afslappet ned af gaden. Nær mudderblodet trak hun sin stav i skjul af kappen. Imperio. Det var længe siden, hun havde behøvet bruge ord for den besværgelse.

Kroppen var i hendes besiddelse og ganske afslappet begyndte hun at gå tilbage mod Mercy. Mudderblodet gik op mod enden af tusmørkegyden på hendes kommando og hun smilede afslappet til Mercy.

"Kom, sœur," sagde hun og sammen forlod de tusmørkegyden. De gik gennem lidt af London, professoren gående foran dem. Først foran lejligheden stoppede mudderblodet og Monique gik med den anden fuldblodspige derhen. Antoinette kunne alligevel ikke vende tilbage til hjemmet, så Monique behøvede det heller ikke længe og kunne sagtens efterlade et lig der, hvis det var det, de følte for.

[Charlie Griffin]

Det virkede som det mest naturlige i verden at følge med de to hekse fra Tusmørkegyden. Præcis hvor de skulle hen vidste Charlie ikke, men det virkede ikke til at være noget problem, hun kom det heller sted hen tid sidst. 

De stod udenfor et hus, det var der de skulle ind. Alle tre Så skulle de nok snakke eller andet vigtigt. Det var nok derfor hun var fuldt med det, ikke? Det virkede som det mest naturlige i verden at gøre som de sagde. faktisk behøvede hun slet ikke tænke over sine handlinger, det skete ligesom bare.

[Mercy Maverick]

Mercy var tilfreds over at se, at planen virkede indtil videre.
Hun havde et vældig tilfreds smil, plantet over læberne, som hun fulgtes med Monique og mudderblodstøsen.

De stoppede foran en lejlighed og siden dette virkede til at være det sidste stop på rejsen, valgte Mercy at gå først.
Hun brugte alohomora besværgelsen, for at få låst døren op, hvorefter hun trådte indenfor i varmen.

[Monique Bonaccord]

Dørmanden lukkede dem ind uden at hæve et bryn. Hans hoved måtte efterhånden også være tæt ved bristepunktet efter de mange obliveringer og underkastelser for imperiusforbandelsen. Det lod dog ikke til at bekymre Monique det fjerneste, som de marcherede ind i bygningen og op til penthouselejligheden.

Den lignede sig selv, luksuriøs og ekstravagant som altid. Monique pegede staven mod vinduerne, hvor gardinerne gled for og en næsten flimrende gardin syntes at blive trukket for.

"Nå, jeg tænker 'ende 'er er til at sende un budskab, oui?" konstaterede hun, næsten fornøjet, og ophævede sit tag over mudderblodet efter at have fået hende til ganske lydigt at opgive sin tryllestav.

[Charlie Griffin]

Det føltes lidt som at vågne fra en drøm eller komme op af vandet efter at have dykket i lang tid. Charlie så sig omkring, men anede ikke hvor hun var. Har var smukt, men kendte ikke stedet. Så fik hun øje på de to hekse. Dem syntes hun heller ikke rigtig at kende. "Hvem er I?" Spurgte hun undrende. "Hvor er jeg?" 

Hun klappede på den lomme hvori hun altid bar sin tryllestav, men den var der ikke. Kunne hun have tabt dem? Nej, nok ikke. Så fik hun øje på den. I hænderne på den en heks. "Nå der er den. Jeg troede lige jeg havde mistet den. Det er min tryllestav du holder." Hun smilede til heksen og rakte ud mod hende, så hun kunne få den igen.