Lidt hjælp til natten

[Briony N. Baines]

Hannah Abbott

Hendes verden var kollapset i løbet af et øjeblik. Alting virkede anderledes, som om farverne omkring hende var ændret. Hendes ben bar hende gennem slottet, men hun var ikke bevidst om hvor hun var på vej hen. Hun hilste ikke på nogen eller mødte nogle hun kendte. Alting bevægede sig langsomt, folks stemmer var lavere end de plejede, hun følte sig som om hun svævede gennem verden. Som om intet var virkeligt længere.

I stedet for at gå mod opholdsstuen, valgte hun uden at være bevidst om det at gå direkte op til sygefløjen. Hun satte sig på en af sengene, uden at registrere helbrederen i lokalet der forsøgte at tale til hende. Tiden gik og hun bemærkede ingenting. På et eller andet tidspunkt endte hun med at ligge i sengen og det var blevet aften. Hun sov ikke, hun lå bare og stirrede op i sygefløjens loft, mens folk bevægede sig rundt omkring hende uden at hun registrerede dem. Tiden løb ud i et. Indtil hun fik en dråbe af den Levende Dødsdrik og blev lagt i en langvarende, dyb, søvn.

Næste morgen åbnede hun øjnene og så sig omkring, mens hun forsøgte at huske hvad der var sket.

[Hannah Abbott]

Briony. Briony? Hvad er der sket.
"Briony?" Hannahs stemme syntes at trænge igennem det usynlige spind af tanker der havde sat sig om den unge heks. Hun strøg blidt Briony over panden med en våd klud. Da hun endelig slog øjnene op spredte der sig et venligt smil hos Hannah.
"Godmorgen" sagde hun kærligt og lagde kluden på sengebordet, Hun satte sig ned på den stol hun havde trukket hen til sengen. Hun havde siddet ved hendes side så længe det havde været hende muligt.

[Briony N. Baines]

Briony stirrede op i loftet, inden hun hørte helbrederens stemme, som hun genkendte som Hannah Longbottom. Hun var ikke en hun nogensinde havde tænkt meget om, men alt det var væk nu.
"Godmorgen, hvad er der sket?" Spurgte hun og så på den eneste person, der kunne give hende en forklaring på hvorfor hun var vågnet op her. Det eneste hun kunne huske, var at hun var en pige, der gik på Hogwarts og havde det godt. Faktisk, var det første gang i lang tid hun havde følt sig glad. Hun skulle jo i skole, hun var jo dygtig til at gå i skole.

[Hannah Abbott]

"Det er vist dig der skal fortælle mig det" sagde Hannah roligt. Hun klarede stemmen inden hun fortsatte. "Du kom herop i går eftermiddags, det var nærmest som om du var lammet af chok - er der sket noget?" Hun var bekymret for den unge heks, det var ikke hver dag man oplevede elever der havde brug for en dråbe af den levende død til at falde til ro.

"Kan du slet ikke huske hvordan du kom herop, eller hvorfor?" Det var dog ikke unormalt at hjernen slog fra hvis man havde været ude for en voldsom oplevelse. Hannah tog det derfor utrolig alvorligt.

[Briony N. Baines]

Briony forstod ikke hvad helbrederen sagde. Hvorfor vidste hun ikke hvad der var sket? Det burde hun jo. Det var jo tydeligt at eller andet var sket, ellers ville hun jo ikke ligge her.
"Måske var det fordi at jeg fik en dårlig karakter." Sagde hun og rynkede øjenbrynene uden at tænke på at det selvfølgelig ikke var den tid på året.
"Men du må have taget mig herop, for jeg kan ikke huske noget, men det gør ikke noget for jeg har det godt." Sagde hun og satte sig op i sengen og smilede til helbrederen.

[Hannah Abbott]

Hannah var meget forvirret og uforstående over forklaringen Briony kom med. Måske bundede de at hun selv aldrig var blevet syg af at gå ned i karakter; hun kendte til Nott familiens situation men havde aldrig troet at den blonde heks lignede en der kunne få et ildebefindende blot fordi hun ikke var tilfreds med sin undervisers valg af karakter. Hun valgte dog ikke at svare på Brionys udsagn men nikkede blot.
"Nej, du kom gående herind på dine egne to ben, ganske vist fraværende men på egen hånd" Hun kunne naturligvis ikke vide om hun var blevet sat af inden hun var nået ind på sygefløjen.

"Jeg vil gerne have du bliver her lidt Briony, til observation" Hvad end der var hændt hende ville Hannah til bunds i. "Er du sulten?"

[Briony N. Baines]

Briony så uforstående på helbrederen og bed ned i sin underlæbe, hvorefter hun tænksomt trak sine øjenbryn sammen. Hun forsøgte virkelig at huske hvad der var sket, men det kunne hun slet ikke. Fortvivlet, lukkede hun sine øjne og sukkede højlydt.
"Men.." Sagde hun for at protestere, men hun kunne ikke komme frem til hvordan hun skulle forklare sig ud af situationen.
Da Longbottom i stedet nævnte muligheden for mad, nikkede hun en enkelt gang. Hun var faktisk sulten, selvom hun kun lige var vågnet.
"Ja, tak fordi du spørger." Sagde hun. Briony følte sig afhængig af helbrederen, fordi hun var den eneste der havde nøglerne til hendes forsvundne minde og derfor prøvede hun at være høflig.

// Hector Flint

[Hector Flint]

Omsorg var ikke Hectors spids kompetence, - langt fra. Den høje varulv bekymrede sig oftest blot om sig selv, en omhyggeligt opbygget sikkerhedsmekanisme, der sørgede for at han sjældent behøvede at bekymre sig særlig meget. Da en yngre flabet pige ved morgenbordet havde kommenteret på at hans kæreste lå på hospitalsfløjen, og om det var hans skyld, havde han dog resolut rejst sig fra Slangernes langbord, og med lange skridt bevæget sig op mod den unge blonde pige han havde svoret at beskytte fra alt ondt.
Hans hjerte slog en smule hårdere i hans bryst end han var vant til, da han uden at ænse sygeplejeren stillede sig ved hendes seng, mærkeligt lettet over at finde hende vågen, og i live.
"Briony. Hvad er der sket?"

[Briony N. Baines]

Briony så op da døren til hospitalsfløjen blev åbnet, det var lige for hun blev forskrækket, mest fordi der var så stille i salen. Da hendes blik faldt på Hector, begyndte hendes minder at komme tilbage til hende. Deres kys, hendes skænderi med Edward, pludselig følte hun at hun fandt tilbage til en del af sig selv som chokket havde fortrængt.

Hector fik hendes kinder til at blusse op i en rød farve og selvom hun mødte hans blik, så hun ned da hun begyndte at forklare.
"Edward hjørnede mig. Han tog min tryllestav og tvang mig til at følge med" Sagde hun, de tilbagevendende minder fik hendes arme til at gøre ondt. Da hun ville se hvorfor, så hun et svagt mærke af der hvor hendes bror havde holdt hende fast. Det havde ikke været der igår, men var begyndt at blive synligt nu.

//Amas tur

[Hannah Abbott]

Hannahs blik blev rettet direkte mod den store dør indtil hospitalsfløjen der nu gik op. Hun fulgte Hector med sine øjne som han nærmede sig den seng hvor Briony nu sad op i.

Opmærksomheden gled dog hurtig ned på den blonde heks arme da et par mærker viste sig. "Er det Edward der har gjort dig ondt?" spurgte hun og kneb øjnene en smule sammen. Nok blandede hun sig ikke i familieindtriger, men når det forholdte sig fysisk blev hun nødt til at gøre noget.

Hun måtte finde noget at smøre Brionys armene med, men det måtte vente til hun havde fået en bedre forståelse for hele situationen.

[Hector Flint]

Hectors fokus lå langt fra på den blodforræderiske helbreder, men i stedet på den unge kvinde han kort forinden var blevet kærester med. Med en far der ikke var bange for at tage fat, var han ikke i tvivl om hvad hendes mærker var kommet af, og med sammenbidte tænder inspicerede han dem med blikket, mens hans hænder vred sig bag hans ryg. Han havde svært ved at analysere hendes sindstilstand, men mærkerne talte for sig selv.
"Det skal han ikke have lov til." Hans ord var sammenbidte, mens det mørke intense blik hvilede på Briony.

[Briony N. Baines]

Briony havde ikke lyst til at svare på helbrederens spørgsmål. Hun var bange for hendes bror ville få problemer, på trods af det han havde gjort ville hun ikke gøre hans liv sværere end det var.
Hector var dog ikke nem at narre og hun indså hun ligeså godt kunne fortælle sandheden. Derfor nikkede hun langsomt og så ned.
"Han var sur fordi vi er kærester." Sagde hun og så op på Hector med et usikkert blik, søgende efter et tegn på hvad han mente hun skulle gøre. Han var hendes nye sted at søge tryghed og hun trængte til at mærke hans nærhed.

[Hannah Abbott]

Hannah var professionel; det forsøgte hun i hvert fald på bedste vis at arbejde ud efter. Hun kunne derfor ikke have alt for store meninger om skolens elever. Hun sendte alligevel Hector Flint et sigende blik. Hun kendte til hans tilstand; noget hun ofte hjalp ham med, havde han fået et par skrammer og skulle lappes sammen. Han kunne af gode grunde ikke gøre for det.

"Det giver ham ikke grund til at gøre dig ondt Briony. Jeg har intet andet valg end at tale med Professor Lorde." Roma var Slytherins overhoved, så det måtte vel være hende der skulle tage affære.