Sæsonen er forbi

[Maxwell Robins]

Med et koncentreret udtryk i ansigtet lænede Maxwell sig ned over kostens skaft for at kunne sturdere det nærmere. Ikke så meget som en lille rids i lakken kunne spottes længere og han rettede sig op med et tilfreds smil smørret om læberne.

Alligevel fortsatte Ravenclaws angriber med at sidde og pudse sin kost. Der var kun en dag til, at han skulle tilbage til Hogwarts igen og det kom ikke på tale, at han tog tilbage til et nyt Quidditchår uden at have styr på sit udstyr.

"Mor?" kaldte han gennem huset. "Mor, har du egentlig set min blå trøje? Det kunne være nice at have den med til skolen."

Lavinia Robins
31. september

[Lavinia Robins]

Lavinia havde meget at se til generelt, men særligt når Maxwell var hjemme. Dagen før skolestart var altid travlt og hun var i gang med at arrangere transporten til London og sin egen efterfølgende transport til Skotland, da sønnens stemme lød gennem rummet.

"Kom herind, hvis du vil sige noget til mig," kaldte hun obligatorisk tilbage, selvom hun fint havde hørt ham og lod blikket glide ned over et stykke pergament, som hun netop havde skrevet transportdetaljer ned på. Måske susenetværket var den nemmeste løsning...

[Maxwell Robins]

Det var intet problem at høre hans mors stemme, den havde altid haft en evne til at nå ham uanset hvor i huset, han befandt sig. Ordene var dog en mudret masse og Max hævede hovedet fra kosten.

"Hvad?" brægede han højt.

[Lavinia Robins]

Lavinia sukkede lidt, som hun sænkede hånden med pergamentet lidt. "Kom herind, hvis du vil sige noget," gentog hun en del højere end første gang.

Hun lod planen falde til bordet og sikrede sig, at Maxwells togbillet også var klar.

[Maxwell Robins]

Maxwell kunne stadig overhovedet ikke tolke, hvad hans mor svarede og med et dybt, opgivende suk rejste han sig og lagde kost og pudsegrej på bordet. Så travede han gennem huset og stak hovedet ind i rummet, hvor hun befandt sig.

"A-hvad?"

[Lavinia Robins]

Billetten var også i orden og Lavinia havde pakket den nøje ned sammen med de andre, vigtige ting som Max skulle have med, da selvsamme manifesterede sig i køkkenet. Hun sukkede lavmælt, hævede øjenbrynene lidt, men smilede også svagt.

"Jeg sagde, at du kunne komme herind, hvis du ville sige noget til mig."

[Maxwell Robins]

Det sitrede i Max' mundvige som oktakt til det brede smil, der fulgte i kølvandet. "Ha, ja, okay," grinede han og trådte ind i køkkenet, hvor han lænede sig op ad dørkarmen og stak hænderne i lommerne.

"Jeg spurgte bare, om du havde set min blå trøje," gentog han. "Den, jeg fik af bedste til min fødselsdag?"

[Lavinia Robins]

Lavinias smil voksede lidt, som hun selv kom på benene. Hun tog en kop fra et skab og hældte en kop kaffe op, som hun rakte frem i et tilbud mod Max.

"Den er lige kommet ud af vasken. Jeg kan tørre den for dig, så du kan få den med," konstaterede hun og gav hans arm et kærligt klem. Han var længe vokset hende over hovedet. Store dreng.

[Maxwell Robins]

Max tog imod koppen med et lavmælt tak og endte med at kante sig forbi hende hen til det lille spisebord. Selvom de havde et med plads til otte, var det sjældent familien brugte andet end det lille i køkkenet med plads til de tre.

“Perfekt,” svarede han og tog en tår kaffe, før koppen blev stillet på bordet. “Kings Cross-regnestykket?” Det var den samme udfordring hvert år.

[Lavinia Robins]

Lavinia tog selv en tår kaffe og slap en bekræftende lyd over spørgsmålet. “Det er vist ved at være på plads, konstaterede hun, som hun satte koppen og samlede det lange hår løst med en elastik.

Klædt i en lidt for stor skjorte med opsmøgede ærmer og i slidte jeans, var det ikke nemt at gennemskue at hun engang havde været en professionel quidditchspiller og nu var en succesfuld talentspejder. Lige nu var hun først og fremmest mor.

“Vil du have mad med til toget eller bare tømme slikvognen...?” Blikket spillede drillende.

[Maxwell Robins]

Max nikkede. Selvom det var en udfordring hvert år, havde hans mor aldrig ladet ham mangle noget eller stå med udfordring uden løsning. Han tog en tår kaffe med og kørte fingrene over koppens kant.

“Er begge dele en mulighed?” spurgte han med et grin.

[Lavinia Robins]

Lavinia tog kaffekoppen igen og drak en tår, mens hun stod tilbagelænet ind mod køkkenbordet. Hun smilede selv og slap en munter lyd. "Når nu det er dit sidste år, så kan vi vist godt gøre en undtagelse," svarede hun overgivende, selvom hun ikke for alvor havde været ved at sige nej.

"Hvad vil du have med?"

[Maxwell Robins]

Der var ikke fordi Max var enebarn, men det var ret tydeligt, at han var eneste barn i en familie med to kvinder, der begge overøsede ham med kærlighed. Smilet voksede lidt ved svaret.

“Har vi stadig rester fra i går?” spurgte han. “Uh, og det fra i forgårs tror jeg ville gøre sig godt i en sandwich.”

[Lavinia Robins]

Lavinia slap en munter lyd over sin søn. "Jeg tror stadig, at de har mad på Hogwarts også," bemærkede hun med et spillende blik, men også eftergivende. "Men mon ikke jeg godt kan finde lidt til dig af det hele."

Hun tog en tår kaffe mere og foldede armene løst under brystet. "Har du pakket alt?"

[Maxwell Robins]

“Men ikke lige så godt som det, jeg får herhjemme,” løj han med et charmerende grin, før han skyllede ordene efter med en tår kaffe. Det var ikke, at hverken morens eller bedstemorens mand smagte dårligt, tværtimod. Men det var svært at konkurrere med Hogwarts’ køkken.

Max nikkede. “Yup, bortset fra min kost og pudsegrej og så den blå trøje.” Det var sjældent, han var så velforberedt, men nu var han myndig og behøvede ikke pakke eller rydde værelset op ved håndkraft længere.